Dav, mit navn er Hans-Michael, jeg er alkoholiker.

Sådan starter man sit indlæg i nogle selvhjælpsgrupper, hvis man vil sige noget til forsamlingen. Tre ord og kortene er lagt på bordet. »Jeg er alkoholiker«. Hvilket mod, tror du, kære læser, der skal til for at komme med den slags indrømmelser? Af egen erfaring kan jeg fortælle, at det kræver en solid rygrad. For første gang i måske 20 år fortæller du med tre små ord hele sandheden om dig selv og dit ynkelige liv. »Jeg er alkoholiker«, siger du til forsamlingen og vokser op i himlen af lettelse og stolthed, fordi du endelig har fået det sagt. Nu er du på vej fra fuld alkoholiker til ædru alkoholiker. Jeg er ædru – igen. Jeg havde været ædru i næsten ti år, da jeg genoptog mit misbrug for ca. tre år siden. Jeg overhørte alle advarsler fra min sunde fornuft, som ellers råbte højt nok, og jeg lod mine dæmoner komme til. Jeg sagde endda til familie, venner og arbejdsplads, at jeg nu var nået så langt med mig selv, at jeg fra nu af kunne fungere som et normalt og socialt drikkende menneske. I de kommende år skal det vise sig, at det er den største løgn, jeg har sagt i mit liv, og snart vil jeg opsøge alkohol med lige så stor præcision som solens, når den går ned om aftenen. Det er nogle sære og uhyggelige mekanismer, der sætter sig i bevægelse, og jeg er ikke i nærheden af en forklaring på mysteriet. Men jeg tror på sygdomsbegrebet, hvor alkoholikeren er et kronisk sygt menneske med en uhelbredelig allergi over for alkohol. For imens et menneske, der udvikler allergi over for jordbær, lærer at holde sig fra den frugt med en god portion sund fornuft og logik, vælger jeg helt uden jordbær-allergikerens kompetencer at stikke hovedet lige i hvepsereden og drikke mere og mere af det stof, der snart vil tage kontrollen over mit liv. Hvis du er alkoholiker, dannes der et stof, THIQ, som oplagres i din hjerne, imens du sover branderten ud. Hos normalt drikkende mennesker dannes det ikke. Man har forsket i at bruge det som et smertestillende middel, men det viste sig at være stærkt vanedannende, langt mere end morfin. Men jeg gider ikke gå så meget op i teorierne om, hvorfor jeg ikke kan tåle alkohol. Jeg koncentrerer mig om at komme videre med mit liv som ædru alkoholiker og beskæftiger mig med de ting, jeg magter, og holder mig fra situationer, hvor jeg kommer i fare. Måske vil nogen påstå, at jeg stikker halen mellem benene. Det gør jeg ikke. Jeg bruger kun min sunde fornuft som andre normale mennesker, der heller ikke øver vold på sig selv. Og hvis du, kære medafhængige, som er fuld lige nu, snart overvejer at sætte proppen i, så brug de samme værktøjer og overlad det til videnskaben at finde ud af, hvorfor Jeppe egentlig drikker. Min hustru var meget bekymret, fordi jeg drak igen, men jeg valgte at overhøre hende. Min yngste søn så også noget skeptisk ud. Han har aldrig set mig drikke. Han var så lille, da det stod på sidst, at han ikke husker det. Jeg tror, min ældste søn har anderledes minder og rynkede sikkert brynene over situationen. Men rolig, kære venner, det er bare en genfødt verdensmand, der vender tilbage med blankpudsede sko og hår, der sidder helt perfekt. Hu, hej hvor det går, og lad os så få en lille en, det er der ingen, der dør af. Jo, desværre dør næsten 3.000 danskere hvert år af druk. Men det er spildte ord på en alkoholiker, der vil drikke. Jeg finder mig et stamværtshus, hvor jeg kan være i fred for en pågående omverden og alle de korrekte meninger. Her kan jeg stå ved baren i min forfalskede virkelighed og lade min helt private apokalypse tage sin begyndelse. Mine dæmoner er vågnet op og begynder at gøre dagligdagen til et rod af løgne, fortielser og søforklaringer. De genskaber mit gamle drikkemønster med sikker hånd, og jeg reagerer ikke. Vi arbejder godt sammen, dæmonerne og jeg. Tandhjulene drejer rundt igen. Misbruget begynder at give problemer på min arbejdsplads. Kollegerne opdager, at Mr. Hyde danser spjæt-mazurka i garderoben, og det vil de ikke have. Men jeg er ikke parat til at lytte endnu, så jeg ofrer min arbejdsplads til fordel for flasken og flytter hjem i privaten med min forretning som grafisk designer. Det er også meget bedre. Nu kan jeg nemlig drikke, når det passer mig. Undskyld, for nu lyver jeg. Drikkeriet foregår ikke længere, når det passer mig. Jeg har sat kræfter i spil, der er meget større end mig, og dem kan jeg ikke styre. Jeg er kun med som fuld passagerer. Jeg besøger stamværtshuset for at drikke og være sammen med de andre sutter. Her møder jeg da heldigvis forståelse, og de andre synes kun, det er morsomt, når jeg spilder halvdelen af vinen ned ad tøjet, fordi jeg ikke kan holde glasset i ro på grund af abstinenser. »Hvad pokker, gamle dreng«, råber en af gæsterne, »den Parkinsons udvikler sig hurtigt hva’«, og så skraldgriner hele baren af tragedien, der udspiller sig foran deres røde næser. Efter et par glas har jeg fået hænderne i ro, og jeg glider stille ind i gruppen. Vinen får mig til at glemme, og herinde i mørket står jeg godt og lunt ved baren. Ingen ude i virkeligheden har nogen ide om, hvor jeg er. Følelsen er magisk, men situationen er tragisk. De små branderter, jeg havde på engang, er ved at udvikle sig til en permanent tilstand, og alkohol bliver en forbandet nødvendighed i min dagligdag. Vinen skiftes ud med vodka, og for øvrigt larmer det også for meget, når jeg åbner en flaske vin. Jo, jeg har skam regnet det hele ud. Nydelsen af alkohol, som trods alt var der engang, er væk og fortrængt af en fuldstændig dominerende trang til at drikke. Jeg drikker tæt, jeg drikker meget, og det går hurtigt. Jeg skjuler min brandert med stor dygtighed og snilde, men min forandrede personlighed kan jeg ikke skjule, og den afslører tydeligt, hvad der er ved at ske. Der ligger flasker i klædeskabet, bag bøgerne på bogreolen og alle de steder, hvor jeg tror, de er usete for min kone. Mit familieliv vakler, og en skilsmisse står op ude i horisonten. Verdensmanden har fået skidt på skoene, det perfekte hår er blevet fedtet, og nu drikker han også om morgenen. Jeg stinker som et svin, og når jeg går på gaden, kigger jeg lige ned i jorden, fordi jeg ikke vil kigge fremmede i øjnene og afsløre, hvilken stakkel jeg er. Og er jeg uheldig at møde et par venner på min vej, står jeg helst med to meters afstand til dem, så dunsten fra gårsdagens brandert ikke rammer dem. Der er kun én desperat tanke i hovedet på mig lige nu. Jeg skal have noget at drikke og skynder mig hen på beverdingen og fortsætter, hvor jeg slap i går. Nu går den ikke længere. Min tilværelse peger i to modsatte retninger. Enten vågner jeg op og bliver ædru, eller også dør jeg af druk. Det er skriften på væggen, kære medafhængige, og det er sgu barsk læsning, hvis du sidder og er skidefuld lige nu og ikke kan få øje på vejen ud af din afhængighed. Jeg valgte heldigvis at blive ædru igen, men først måtte jeg helt nede i møget og skrabe bunden, og denne gang røg mit ægteskab og 27 års samliv. Tilværelsen er blevet lidt ensom i min nye lejlighed, for der er mange ting, jeg har valgt fra. Stamværtshuset er mellem de dårlige vaner, som er røget i mølposen. Til gengæld har jeg taget nye ting ind i mit liv, som giver rigtig mening. Jeg skriver meget, jeg tegner, læser og er så småt begyndt at dyrke noget motion, der kan sætte gang i endorfinerne. Jeg laver ordentlig mad til mig selv, sørger for at sove, jeg går til møder i selvhjælpsgrupper, og sidst, men ikke mindst er jeg 100 procent til stede for mine børn. Men hvad er det lige, du kan stille op med dig selv i dagens Danmark, hvis du pludselig nærer ønsker om at blive ædru? Du kan gå til din egen læge og få at vide, at du havner på et hummer, hvis du ikke holder op – og så ellers blive sendt hjem med en recept på antabus og en henvisning til en psykiater. Personligt er jeg heldig med min egen læge, som har engageret sig både menneskeligt og professionelt i mit problem. Hos psykiateren får du antidepressiv og angstdæmpende medicin, fordi han ved en masse om kemi og har en enorm viden om, hvad der foregår oppe i pæren på dig. Men han har ikke meget styr på kaosset i din sjæl, og det er ærgerligt, fordi det er derinde, hvor dæmonerne bor, en psykolog kan finde ind og gøre en indsats for at få gjort dig ægte ædru. Men behandling hos en psykolog må du som hovedregel selv betale. Der er mange andre behandlingstilbud af den ene og den anden art, som er o.k. langt hen ad vejen. Det er de offentlige alkoholambulatorier, Alkoholbehandlingen, De Psykiatriske Skadestuer, Blå Kors, afholdsforeningerne og IOGT Danmark og sikkert flere. Alligevel plumper mange nyædruelige i som små lemminger, for fakta er, at psykiatrisk hjælp, antidepressiv og angstdæmpende medicin samt antabus ikke magter opgaven i længden. Hvis du vil være ægte ædru, skal du lære at tage et meget stort ansvar for dit eget liv, acceptere de ting, du ikke kan ændre, og arbejde med de ting, du kan ændre. Det kræver styrke og masser af mod, men sammen med ligestillede i selvhjælpsgrupper kan du magte opgaven. Hvis du er så heldig at være noget ved musikken, have penge nok eller bare have en god arbejdsgiver, kan du vælge et privat Minnesota-behandlingscenter. Men for de fleste af os gælder det, at vi desværre har drukket pengene op og ikke kan smide 60-70.000 kr. for en privat behandling, som ellers er ret så effektiv. 200.000 danskere er i dag svært afhængige af alkohol. Men problemet er ikke kun alkoholikerens. Medregner vi familierne, for eksempel to børn og ægtefælle, som lider sammen med fyldebøtten, taler vi om ca. 600.000 flere mennesker. Lægger vi hertil alkoholikerens forældre og søskende, for eksempel mor, far og en bror eller søster, som heller ikke synes, det her er sjovt, ender vi med omkring 1,4 millioner mennesker i Danmark, der har alkoholproblemer tæt inde på livet i dagligdagen. Og her har vi slet ikke medregnet de yderligere 300.000, som drikker mere end det, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Det er et skræmmende højt tal, der bør tages meget mere alvorligt af politikerne. Det ville være dejligt, hvis regering og opposition så lyset, ligesom mange arbejdsgivere har gjort det, i stedet for at kyle penge i alle mulige retninger, hvor de kun gør lidt eller slet ingen nytte. De skulle rette blikket mod Sverige og deres erfaringer med at bruge Minnesota-behandling, skulle de. Indtil da må du og jeg, kære medalkoholiker, benytte os af de instanser, der er i dagens Danmark. Hvis du virkelig nærer et oprigtigt ønske om at blive ægte ædru og undgå at plumpe i hver tredje måned, så handler det selvfølgelig om at tage ansvar, gøre nogen alvorligt store indrømmelser i dit liv og så søge hjælp i selvhjælpsgrupper. På nettet kan du finde links, der kan gøre en forskel for dig, for eksempel ved at google ’alkoholikere i Danmark’ eller ’de tolv trin’. Du skal erkende, at din tilstand er kronisk, og at en forværring og for tidlig død kun kan undgås ved fuldstændig afholdenhed. Det lyder kedeligt, men det er prisen værd. Men du skal finde frem til ligestillede, der som dig nærer det samme ønske om ægte ædruelighed. Når du først har fået kontakt til en selvhjælpsgruppe, kan du også få en personlig støtte, som du kan ringe til i situationer, hvor det er svært for dig at lade flasken stå. For nogen kan det i starten måske være en god ide med en kemisk krykke, som for eksempel antabus. Du skal vælge den metode, du er tryg ved. Gør det eventuelt i samråd med din egen læge og spørg også i din selvhjælpsgruppe om deres erfaringer. Men dit mål skal være et liv i harmoni med dig selv og dine omgivelser, helt uden medicin. Du skal være ærlig og hele tiden søge indsigt og styrke til at klare udfordringerne, og du må godt være meget egoistisk den første svære tid, og du skal lære at sige nej til de opgaver, som du bestemt ikke føler, du magter. Kære medalkoholiker. Hvis du er en af sutterne, der vælger at sætte proppen i nu, ønsker jeg dig held og lykke med din store beslutning. Hvis du vælger at forblive fuld, så prøv alligevel, på din rutsjetur ned mod bunden at se efter et smuthul der passer til dig. Der er ingen grund til at spille terninger med Fanden, for det spil er tabt på forhånd.Læs mere, hvis du er nysgerrig på: http://www.soberspace.dk/sygdom.htm eller søg på THIQ.