Jeg har haft seks blodpropper.

Første gang var jeg indlagt i Spanien, hvor jeg holdt ferie. Man behandlede min første hjerteblodprop medicinsk. Anden og tredje blodprop blev dels behandlet på Gentofte Amtssygehus og dels på et hospital i England, hvor jeg havde en lejlighed. I de tre tilfælde fortalte man mig, at næste gang jeg fik et anfald, ville jeg ikke kunne undgå en bypassoperation. Jeg kendte overlægen på Gentofte, og da han tilså mig på stuen, kom han med en bemærkning, der kunne opfattes på to måder – han sagde: »Det har du rigtig godt af, Johannes!«. Bemærkningen kunne betyde, at det var sundt for mig, som har haft kredsløbsforstyrrelser, at jeg fik en pause, og at jeg fik hvilet ud på en sygestue og slap for stress. Sådan valgte jeg at forstå den. Men den kunne også forstås som: »Hvis du farer videre i dit vanvittige tempo og uden at ændre livsstil ... så er det en bypass!«. Skiftet fra at have været en syg rekonvalescent til jublende at blive en rask rekonvalescent har været lykkeligt. Helt færdig er jeg ikke, men jeg mærker, at der er sket noget væsentligt både i min krop og mit sind. Først mit hospitals-journal-forløb: Jeg havde tilbragt det meste af januar 2008 på Lanzarote. Vi havde daglig svømmet under den herlige sol og gået mindst et par timer i landskabet. Jeg har aldrig følt mig bedre tilpas, og jeg struttede af sundhed – troede jeg. I slutningen af januar var jeg tilbage i Danmark og skulle til mit barnebarns fødselsdag. Min datter sagde, da hun så mig: »Du er syg«. Jeg protesterede: »Nej, jeg er i hopla!«. Hun insisterede på at ringe efter en doktor, og hun har siden fortalt mig, at hun fik indtryk af, at jeg var diffus. Jeg havde svært ved at orientere mig i rum og tid, og lægen sagde efter at have målt mit blodtryk: »Du har to blodpropper i hjernen«. Jeg kom i ambulance til Glostrup Amtssygehus, fordi Glostrup har en såkaldt hjerneskanner. Den hedder Mærsk-skanneren, fordi den har kostet en milliard og er en gave fra skibsrederen. Det slog mig siden hen, hvor præcis lægens diagnose havde været, uden at han havde set en skanning. Der var nemlig ikke én, men to blodpropper i højre side af hjernen, ligesom han havde sagt. Det opfattede både jeg og hospitalets læger som et plus, fordi blodpropper i venstre side kan ødelægge førligheden, taleevnen, medføre blindhed og spolere udtryksevnen. Risikoen for død er også større ved blodpropper i venstre side. Det folkelige udtryk har vendingen: »Han får en prop, når han hører det«. Jeg fik ikke propper af at høre det, og det var netop, fordi hospitalet har en neuropsykolog ansat. Han præsenterede sig for mig og fortalte mig, at han ikke var læge, men at hans opgave udelukkende var at fortælle patienter, hvordan det næste halve år ville forløbe, hvis de havde haft hjerneblødninger, blodpropper eller apopleksi. Hans kloge og nænsomme information til mig var, dels at jeg ikke skulle køre bil mere (det har jeg undladt, og jeg agter aldrig mere i mit liv at sidde bag et rat), dels ville han gå ud fra, at mine højresiddende to blodpropper ville medføre, at jeg mindst et halvt år ville have vanskeligheder ved at orientere mig i tid og rum – en særdeles præcis prognose må jeg sige. Jeg mener, at jeg har det bedste indre ur i dronningedømmet. Jeg har før blodpropperne været ekspert i at stille mit indre ur. Sagde jeg til mig selv, før jeg sov: – Du skal op kl. 6.30, var det utænkeligt, at jeg vågnede kl. 7.30, for ikke at sige kl. 8.30. Jeg har aldrig brugt hverken telefonvækning eller vækkeur. Set i bakspejlet undrede det også min kæreste, at jeg, den dag vi skulle hjem fra Lanzarote, bankede på hendes dør kl. 3 om morgenen, skønt hun havde bedt mig om først at vække hende kl. 8. Hvad rum angår, mener jeg selv, at der er to steder, jeg kan orientere mig hurtigt: på Københavns Hovedbanegård og i Københavns Lufthavn. I fyrre år har jeg ofte opholdt mig de to steder. Men også her gik det aldeles efter bogen; jeg fjumrer rundt i lufthavnen og på Hovedbanegården som en fortabt posedame og er flere gange endt med at spørge tjeneren ved morgenkaffen, om han kan sælge mig et par billetter. Neuropsykologen var her præcis, fordi han sagde: »Du må ikke være bange – din diffuse rum- og tidsfornemmelse overstås i løbet af cirka otte måneder«. Den er overstået nu og dermed også angsten for de to lokaliteter. I øvrigt forudså han også mine angstanfald, som jeg allerede var fortrolig med omkring den bypassoperation, jeg fik i 1997. For at gøre hans forudsigelser færdige havde han også to yderligere kommentarer til mit tilfælde: »Fordi du både får angst og fobier, vil du tyde folks ansigter, som om de er fjendtligsindede«. Han viste mig for resten nogle billeder af en stribe ansigter og bad mig tyde personernes sindelag – de mest smilende og venligsindede var dem, der skræmte mig mest! Jeg har i den forbindelse haft en oplevelse, som har fået mig til at gyse for mine fordomme. Da jeg blev ansat som fængselspræst i Vridsløse, drillede min senere ven og kollega, den erfarne og indsigtsfulde Erik Carlé mig med at vise mig et fotografi af tyve mænd, hvorefter han spurgte: »Kan du af denne flok forbrydere udpege fire massemordere?«. Dengang fejlede min hjerne vist ikke noget, men jeg fandt opgaven alt for let og udpegede med en søvngængers sikkerhed fire af dem. De havde alle stikkende øjne og munde, som lignede omvendte hestesko. De indgød mig frygt – dem ville jeg nødig være alene med, og jeg indrømmer, at jeg var lidt stolt af min psykologiske hurtighed. Han grinede højt og sagde: »Det var en fælde; jeg snød dig ved at sige, at de alle var forbrydere, og lynhurtigt udpegede du de fire værste«. For at vende tilbage til proppen som metafor; man kan gøre et forsøg ved at lægge en korkprop i et glas vand – den flyder ovenpå. Sætter man nu sin pegefinger på proppen og presser den helt i bund, er det klart, at den bliver på bunden af glasset, så længe fingeren holder den nede, men lige så elementært er det vel, at når man slipper trykket, propper proppen op til overfladen. Jeg ser det som et godt billede på forholdet mellem det bevidste og det underbevidste: Så længe vi har vores dagklare bevidsthed, er der ting og oplevelser og hændelser, som vi ikke vil tænke på. Mens jeg i de første januardage har følt mig så inderlig vel, fordi jeg ikke længere er præget af de beskrevne traumer, huskede jeg den bedste skildring, jeg har læst om det at være rekonvalescent. I øvrigt har jeg læst det i en bog, der hedder ’Glæden’. Men først et par ord om forfatteren: Han hed Helmut Friis, og mange husker ham fra hans tankevækkende radioessays. Han var en blanding af en teolog og en filosof og en fænomenolog, i familie med K.E. Løgstrup og Heidegger. Fænomenologien er optagetheden af fænomener som vrede, had, løgn, bedrag, bekymring, lykkefølelse og glæde og taknemmelighed. Jeg vidste med det samme, sådan som man har det med yndlingsbøger, præcis hvor jeg skulle søge i Helmut Friis’ bog, og fandt lynhurtigt, hvad jeg ledte efter. Inden jeg citerer, må jeg lige fortælle, at Helmut Friis, hvis stemme mange lyttere husker, blev ramt af kræft i spiserøret og luftrøret. Det var, mens han var i kemoterapi og endnu troede, han ville blive rask, at han skrev om rekonvalescenten. Bogen udkom først efter hans død, men han havde ved en fabelagtig viljestyrke af alle fænomener netop fået glæden indkredset som rekonvalescent. »Har man været alvorligt syg og derefter vender tilbage til det normale liv, opleves helbredelsen som intet mindre end en genskabelse af verden. Helbredelsen har noget ’helligt’ over sig, livets kilde strømmer frem i en overvindelse af livløsheden og indkrogethedens ørken. Alt simpelt, der tidligere ingen rolle spillede eller oplevedes som banalt, bliver lysende. At kunne bøje knæet, tale, spise, alt – væren som sådan – er lifligt, som en afglans af paradis«. Så vidt Helmut Friis. Hvislæseren mener, at jeg slipper billigt ved at citere ham frem for selv at være lige så præcis, må jeg svare, at det ville jeg ikke selv kunne. Men jeg genkender hans prægnante ord og ønsker, at der er læsere, der har været igennem det ene eller det andet sygdomsforløb, eller har venner eller pårørende, der er rekonvalescenter, som har lyst til at klippe citatet ud for deres egen eller andres skyld. Jeg husker, at jeg havde lyst til at klippe dette stykke ud og have det hos mig, når jeg talte med patienter, der var kommet tilbage fra hospitalet. Dengang kendte jeg ikke selv til hele forløbet, men allerede efter min bypassoperation forstod jeg det. Naturligvis var jeg ikke på toppen dengang efter hjemsendelsen, men jeg traf en taxachauffør, som fortalte, at han også havde fået en bypass, og jeg spurgte ham, hvad han gjorde, og han gav mig et fint vink, da han svarede, at han lod sin taxa stå i tre måneder. Jeg havde ingen taxa, men jeg lod min bil stå i de næste tre måneder og kastede mig heller ikke ud i min metier at skrive og at holde foredrag. Nu, efter hjemsendelsen fra Glostrup Hospital, genkender jeg den følelse af glæde, som Helmut Friis beskriver, og som først for alvor boblede op i mig, da jeg var kommet i gang med mine arbejdsdage på ny. Et er, tænkte jeg, at have overstået en patientperiode; et andet er at vende tilbage til, jeg havde nær skrevet sine ’lektier’, ja – nu skrev jeg det, og jeg ved også hvorfor: Det er, fordi både Kierkegaard og Paludan-Müller bruger betegnelsen den daglige lektie, dvs. hverdagene, hvor der er masser af opgaver, der venter os. Nå ja, det er for resten hammergodt, hvad der står i Paludan-Müllers ’Adam Homo’ – den lille Adam siger: »Min lektie kan jeg vel til punkt og prikke – men hvad det er at være ved jeg ikke«. I den forstand er vi mange, der ikke er kommet meget længere end skoledrengen; vi kan vores lektier, uanset hvilket fag vi udøver, lægen har sin lektie, sprogforskeren sin, digteren og maleren har deres. Men mens skolen lærer os fag fra geologi til sprog, filosofi og digtning, kommer vi i grunden fra endog studentereksamen uden at have fået en brik at vide om, hvad det vil sige at være – et spørgsmål, der unægtelig dukker op i grænsesituationer som sygdom, sorg, depression og selvmordsovervejelser. Vist kan vi alle lire noget af fra f.eks. Hamlet – To be or not to be. Inger Christensen skrev i et digt om Hamlet: »At være eller ikke får være som det er«. Den fine oversætter Niels Brunse fordansker »To be or not to be, that’s the question« fornyende til: »At være eller ikke, sådan er det«. For resten har Kierkegaard sagt, at i skolen misundte vi den klassekammerat, som var hurtigst til at blive færdig med sine lektier og fik ros. Måske husker nogle af os ham eller hende i klassen, der gik efter to timer, mens vi andre sad i fire, og de fik langt bedre karakterer end vi. Ja tak, siger Kierkegaard, i skolen får man ros, når man har løst opgaven godt og i hast og afleveret før tid; men vé den, som blev færdig med livet, før livet var færdigt med ham – eller hende. Det tror jeg, han har ret i. Og den færdighed, der består i ikke at slippe, før vi selv er sluppet herfra, har vi ikke lært i skolen. Jeg priser mig lykkelig over, at jeg faktisk i mit arbejde ikke har kunnet smutte uden om at gøre mig tanker om, hvad det er at være. Det har jeg været nødt til at forholde mig til, både som prædikant og som skribent. Mine bøger og artikler handler faktisk væsentligt om eksistensproblemet, om fænomener som identitet og liv og død. Måske har min tilgang til disse fænomener mere med min tanke end min følelse at gøre. Som rekonvalescent genkender jeg glæden ved at være på banen igen i frisk luft og med en sansning af, at der er gået hul på et gigantisk glædesrør. Ilt og glæde fosser rundt inde i mig. Netop nu, hvor underskuddene vokser globalt og nationalt, er det værste, man kan begynde 2009 med, vel ikke et overskud, som ikke har med aktier og regnskaber at gøre, men med lykkefølelsen over at være den, man er, der, hvor man er. Halfdan Rasmussen, som ikke gav sig ud for at være filosof, skrev så spontant og vittigt i et af sine ’Tosserier’: Jeg er mig der er ham der er ham der er mig. Og mit jeg det er mig ikke digHvis en anden var mig ku det godt være dig der var mighvis det ikke var migDet er klart det er rart jeg gik hen i en fart Og blev ental i første person.Det er trist for enhver der har fødselsbesværOg går rundt og er slet ikke no’en Tosseriet slutter: Jeg er glad jeg er mig, for hvis ingen var mig var det slet ikke mig der var gladOg hvis ingen var glad for at være som jegVar det trist og jeg ved ikke hvadMen såfremt man bliver født som et brik i et spilHvor Vorherre tar fat på en legHvor han spør hvem man syns man bør være og vilEr det klart – jeg vil helst være mig. Bemærk for resten, at Halfdan, der her næsten sætter Kierkegaard på vers, lige præcis påpeger glæden ved at være til og ikke at være til i al almindelighed, men i særdeleshed – som et bestemt individ. Som en endnu større digter, Dostojevskij, gav udtryk for, da han efter at være dømt til døden i 1849, stående foran henrettelsespælen i de sidste minutter, fortrød, at han ikke havde glædet sig mere over livet, mens han stadig havde det, men havde ødelagt år og dage og timer med at være forurettet, krænket, bitter, jaloux, misundelig og fyldt med nid og nag. Han selv og flere af hans medfanger, som allerede stod bundet til deres pæle – den ene af dem blev sindssyg, mens han ventede – blev alle sendt til Sibirien, da henrettelsen i sidste øjeblik blev aflyst, til en slags kz-lejr, som var uudholdelig og tragisk. Men Dostojevskij følte en jubel og en livsfylde, og han skrev i et brev til sin bror: »Du skal ikke beklage mig, fordi jeg er dømt til Sibirien. Jeg fyldes af glæde ved bare det at være i live, og jeg ved, at livet venter mig også derude i Sibirien. Det ufattelige glædelige er at være et menneske blandt mennesker«. Helmut Friis skrev i sit livs sidste bog: »Døden modsiger ikke, men dementerer og understreger livets førsteret. Døden er vor skæbne, men ikke vor bestemmelse«.