I sit afsæt for snart hundrede år siden var den danske velfærdsstat en social og ideologisk oprustning mod ydre og indre fjender, snarere end et socialt eller humanitært projekt, skriver historikeren Bo Lidegaard. Vi er alt for tit tilbøjelige til at opfatte velfærdsstaten i et rent dansk univers. Som noget, der er udviklet som følge af de særlige sociale og økonomiske forudsætninger her i landet. Og så er velfærdsstaten i den særlige danske udformning noget nær det modsatte: et svar på Danmarks vanskelige og udsatte stilling i verden. Velfærdsstaten er historisk drevet frem som et svar på Danmarks umulige sikkerhedspolitiske stilling i det tyvende århundrede. Sat på spidsen altså et udenrigspolitisk instrument. Naturligvis er velfærdsstaten også meget andet, og den har dybe rødder tilbage i den nordeuropæiske kultur og samfundsudvikling. Her er spørgsmålet imidlertid de forhold, der har været afgørende for, hvordan velfærdsstaten har udviklet sig netop i Danmark og dermed i bredere forstand for grundtræk i det samfund, vi kender i dag, dér hvor det mest markant adskiller sig fra de velfærdsstater, der omgiver os. En første konstatering er, at den moderne danske velfærdsstat i forbløffende høj grad var et planlagt projekt. Den er tidligt blevet formuleret som en politisk og social vision, bestemmende politiske kræfter i landet har arbejdet frem imod. Der har naturligvis været mange sving og omveje undervejs, men sigtet har været der og har spillet en afgørende rolle for de strategiske politiske valg i dansk politik. Danmark er ikke tumlet ind i velfærdsudviklingen ved tilfældighedernes og den økonomiske udviklings spil. Tværtimod har arbejdet frem mod velfærdsstaten om noget været fællesnævneren for de dominerende politiske kræfter i Danmark, der gennem hele det tyvende århundrede har opfattet den som en nødvendighed, ja som den eneste mulige redningsplanke, hvis landet skulle overleve i den truende verden, der omgav det. En anden konstatering er, at det i høj grad var den strategiske trussel mod Danmark udefra koblet med den ideologiske trussel mod demokratiet indefra, der drev velfærdsarkitekterne. Nederlaget i 1864 og den tyske besættelse af Sønderjylland frem til 1920 gjorde spørgsmålet om Danmarks fortsatte eksistens som selvstændig stat til et uomgængeligt aspekt af al politisk tænkning. Det stod helt frem til tiden efter Anden Verdenskrig klart, at intet andet land kunne eller ville hjælpe Danmark i tilfælde af en krig mod Tyskland, en krig Danmark i givet fald var dømt til at tabe. Ubehaget ved denne strategiske sårbarhed blev ikke mindre påtrængende i lyset af de militaristiske og totalitære ideologier, der helt frem til den kolde krigs afslutning florerede på det europæiske kontinent med 1930'ernes kommunistiske, fascistiske og nazistiske diktaturer som et uhyggeligt crescendo. Geografisk udsat og uden mulighed for at opbygge et effektivt militært forsvar blev det for Danmark i denne situation en tvingende nødvendighed at udvikle et indre sammenhold, der ideologisk og socialt kunne opbygge de uovervindelige indre og ydre bastioner, som det militært var umuligt at opføre ved Dannevirke, Kruså - eller Christiansborg. En tredje konstatering er, at den danske velfærdsstat af samme grund hænger uløseligt sammen med spørgsmålene om nationen, forsvaret og demokratiet selv. For de mænd, der udtænkte og politisk arbejdede for velfærdsvisionen, blev disse tre spørgsmål så nært indbyrdes sammenhængende, at de i den politiske praksis kom til at fungere som sider af én og samme sag. Den opfattelse har sat dybt præg på, hvordan vi mere alment i Danmark opfatter disse spørgsmål, kort sagt på, hvordan vi opfatter os selv som land og stat, både internt og - især - i forhold til den verden, Danmark er en del af. Velfærdsvisionens fædre findes i det radikal-socialdemokratiske univers, som i århundredets første tiår begyndte at finde fast form som en mere eller mindre sammenhængende forestilling om en reformistisk-demokratisk vej til et mere socialt retfærdigt samfund. Medstifteren af Det Radikale Venstre, P. Munch, som senere blev mangeårig forsvars- og udenrigsminister, var en af de første, der konkret satte ord på den tanke, at Danmark måtte kompensere for sine manglende muligheder på det militære område med en stærk og modstandsdygtig indre samfundsopbygning. Udgangspunktet var, at et militært forsvar mod det langt overmægtige - og truende - Tyskland for Danmark var en umulighed, og at de 'nationale' argumenter for opbygningen af et dansk eksistensforsvar i virkeligheden var en farlig illusion, som tvært imod at skræmme fjenden væk ville tiltrække ham. Hertil kom, at Danmark ved at satse alt på et - alligevel i sidste ende marginalt - eksistensforsvar uvægerligt ville nærme sig den militaristiske statsopbygning og ideologi, som beherskede det Tyskland, det netop var formålet at forsvare sig imod. P. Munch og Det Radikale Venstre troede hverken på modargumentet om, at selv et marginalt dansk forsvar i en krigssituation kunne være udslagsgivende for Tysklands beslutning om angreb eller ej, eller på forestillingen om, at et militært tomrum i sig selv ville tiltrække sig den tyske opmærksomhed og derved ville virke dragende for en besættelse. Det første argument blev afvist, med henvisning til at Danmarks militære forsvar uden naturlige forsvarslinjer under alle omstændigheder kun var en ubetydelig hindring for den tyske krigsmaskine. Det andet, med påvisningen af at tomrumsargumentet jo kun var troværdigt, hvis der i Tyskland var tillid til, at Danmark i en given situation - det ville sige i tilfælde af krig mellem Tyskland og England - ville bruge sit forsvar mod englænderne. Det ville, mente P. Munch, tyskerne aldrig forlade sig på - og af gode grunde. Det påtrængende spørgsmål, der efter den analyse meldte sig, var, hvordan Danmark så kunne forsvare sin fremtidige eksistens? P. Munchs og Det Radikale Venstres svar var, at det eneste mulige svar var en indre mobilisering, der gjorde den danske nation stærk og i videst muligt omfang immun over for militaristisk (læs: tysk) og antidemokratisk (læs: kommunistisk) ideologisk påvirkning. Inspirationen var i vidt omfang hentet fra erfaringerne fra det tyskbesatte Sønderjylland, hvor danskheden trods vanskelige kår havde overlevet snart et halvt århundredes tysk besættelse, om ikke usvækket, så dog uden mindste udsigt til endeligt at bryde sammen og slutte sig til den overmægtige besættelsesmagt. En lignende ideologisk-kulturel national overlevelsesstrategi måtte kunne udformes for hele landet. Grundideen var, at den indre samfundsopbygning måtte gøres så stærk og den enkeltes tilhørsforhold til nationen så beslutsomt, at selv ikke en militær besættelse og massiv politisk og tysk national modpåvirkning ville kunne opløse det. Midlet var en udbygning af demokratiet, åndelig mobilisering og sociale reformer, der kunne sikre, at færrest muligt stod eller blot følte sig som stående uden for samfundet. Trods de heltforskellige ideologiske udgangspunkter havde dette radikale program i sin praktiske konsekvens stærke lighedstræk med den politik, det fremvoksende Socialdemokrati begyndte at lægge sig fast på. Arbejderbevægelsen var i sit udspring internationalistisk, pacifistisk og udpræget antimilitaristisk. Dertil var den i høj grad orienteret mod Tyskland, hvor bevægelsen havde dybe historiske rødder og dens ledende medlemmer nære kontakter til tyske partikammerater. Socialisternes klassiske argument mod militarisering, som i århundredets begyndelse endnu var fremherskende i betydelige dele af det socialdemokratiske bagland, tog udgangspunkt i Marx' tese om det grundlæggende interessefællesskab mellem proletarer i alle lande. Hvorfor skulle danske og tyske arbejdere bekrige hinanden for at forsvare de besiddendes ejendom og privilegier, endsige for at forsvare de konservative nationalstaters overlevelse? Lektien fra Første Verdenskrig drev imidlertid den pointe ind hos Thorvald Stauning og den nye generation i Socialdemokratiets ledelse, at et nationalt forsvar i høj grad var påkrævet, og at Danmark og de danske arbejdere havde interesser i at forsvare forholdet til den omgivende verden, der kunne true ikke blot danskernes fred og velfærd, men også selve den demokratiske samfundsopbygning, det reformistiske Socialdemokrati var begyndt at identificere sig med. Mistænksomheden over for det dybt konservative militær var stadig betydelig, og de fleste socialdemokrater forblev længe overbevist om, at militæret i sidste ende ikke var tænkt som et forsvar mod angreb udefra, men snarere som de besiddendes yderste magtmiddel over for den socialdemokratiske samfundsomvæltning, der var på vej, og som valg efter valg fik stærkere repræsentation. For Socialdemokratiet var det i denne situation naturligt at satse på udjævningen af de sociale forskelle og især på uddannelse og bevidstgørelse af de fattigste og mest udsatte befolkningsgrupper, så de aktivt ville gøre brug af de politiske og demokratiske rettigheder, partiet skridt for skridt tilkæmpede dem. Logikken var, at opbygningen af et samfund, der sikrede også de svageste deres elementære rettigheder, dels ville sikre stadig stærkere politisk opbakning bag det parti, der stod som garant for disse rettigheder, dels ville sikre disse befolkningsgruppers opbakning bag den (social)demokratiske samfundsudvikling, der både udefra og indefra var truet af totalitære ideologier i form af statsnationalisme og kommunisme. I Socialdemokratiets sociale reformprogrammer lå således fra første færd også et rent politisk sigte, der skulle beskytte det bestående samfund mod truslen 'udefra' og det socialdemokratiskesamfundsprojekt mod den indre ideologiske trussel fra kommunisterne. Det gjorde kun forsvarsbehovet mere akut, at fjenden kunne have skikkelse af både en tysk landsoldat og af en kommunistisk agitator, som efter Første Verdenskrig og den russiske revolution også kom til at repræsentere den bolsjevikiske trussel. Socialdemokratiets trusselopfattelse og sociale forankring førte partiet til politiske konklusioner, der lå snublende nær Det Radikale Venstres. Tankerne om, at det var det danske samfund, nationen, der kunne og skulle forsvares, snarere end statens territorium, og om, at mobiliseringen måtte være ideologisk, demokratisk og social snarere end militær, var fælles for de to partier. Det var tanker, der ledte direkte frem mod opbygningen af et dansk velfærdssamfund, og som kom til at danne grundlag for det nære politiske samvirke mellem de to partier gennem det meste af det tyvende århundrede. Når denne tankegang kom til at sætte så afgørende præg på udviklingen af den danske velfærdsstat, skyldes det imidlertid ikke kun, at de to partier, der først og fremmest forfægtede den, gennem det meste af århundredet var dominerende i dansk politik, men også, at grundlæggende elementer i analysen blev delt af det største borgerlige parti - Venstre - og med tiden i et vist omfang også af Det Konservative Folkeparti. Den antimilitaristiske tankegang og kampen for parlamentarismens grundfæstnelse havde rødder langt tilbage i Venstres ideologiske oprindelse, og selv om det store bondeparti efter 1905 så mere pragmatisk på disse spørgsmål, var der langtfra tale om en kovending. Samtidig var Venstre historisk et socialt bevidst parti, hvis baggrund i andels- og højskolebevægelsen havde lighedstræk med arbejderbevægelsens korporation og oplysningsaktiviteter. Det gjaldt om at oplyse samfundets små og om at gøre dem til bevidste og aktivt handlende borgere, der stod bag demokratiet og nationen. Heri lå ikke kun et indre politisk program, men i høj grad også en strategi i forhold til de store udenrigspolitiske spørgsmål, hvor stadig tabet af Sønderjylland og den tyske trussel var det altoverskyggende tema. 'Hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes', hed parolen efter 1864 med en simpel sammenkædning af de ydre og indre aspekter i dansk politik. Selv om Venstre ikke på samme måde som Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre var overbevist om, at det, der indadtil blev vundet, samtidig udgjorde landets eneste mulige forsvar udadtil, blev det naturligt for det store bondeparti at støtte grundtræk i den sociale og demokratiske samfundsopbygning, de to antimilitaristiske partier drev frem. Derfor blev grundsten i velfærdsopbygningen typisk gennemført med bred politisk opbakning, der næsten undtagelsesvis omfattede de tre partier og dermed et meget bredt flertal, hvilket i sig selv var medvirkende til at gøre udviklingen stærk og dermed opbakningen til den demokratiske reformpolitik så udbredt, at det blev yderst vanskeligt for totalitære ideologier at få tag i brede dele af den danske befolkning. Venstre ville ganske vist gerne bruge nogle procent mere på forsvaret og i afgørende situationer gerne gå nogle skridt videre mod syd i den store nationale sag om grænsen i Sønderjylland. Selv om de politiske bølger i disse sager gik højt, og selv om de i århundredets første halvdel skabte forbitrede politiske konflikter, er det imidlertid påfaldende, i hvor høj grad de demokratiske politiske partier var fælles om den grundlæggende analyse, at samfundet måtte række ud til også sine svageste og gøre en særlig indsats for at sikre den enkeltes tilknytning til fællesskabet, og fælles om den opfattelse, at dette var afgørende, ikke først og fremmest fordi det ellers var 'synd' for de svageste, eller fordi fællesskabet havde et særligt humanistisk ansvar for de mest udsatte, men fordi det blev anset som en samfundsmæssig nødvendighed. Således forstået er den danske velfærdsstat i sit afsæt i århundredets første del ikke i første række et socialt eller humanistisk projekt, endsige udtryk for en særlig dansk endsige protestantisk ansvarlighed for de svageste. Endnu mindre er den resultatet af en særlig borgerlig offervillighed eller af angelsaksisk inspireret social ingeniørkunst, selv om denne i vidt omfang blev anvendt som instrument til fremme af velfærdsudviklingen. Velfærdsstaten er i sin danske udformning først og fremmest den fremherskende overlevelsesstrategi i det tyvende århundrede, det vil sige statsmagtens sociale og ideologiske oprustning mod ydre og indre fjender. Samme sted skal man søge hovedårsagen til, at den almindelige europæiske velfærdsudvikling i Danmark drives så langt og gøres så universel, som tilfældet er: Det var ikke følelsen af overskud eller sikkerhed, der drev reformerne, men en påtrængende bevidsthed om landets udsatte sårbarhed over for anslag udefra. Som altid i en strategisk overlevelseskamp mobiliseredes samfundets yderste ressourcer, navnlig når truslen føltes mest overhængende, som i 1930'erne eller i den kolde krigs første år. Danmark mobiliserede på livet løs. Ikke med militært isenkram, men ved at øge samfundets modstandskraft over for de ideologier og de magter, der frygtedes at ville løbe det over ende. Velfærdsreformerne blev et våben i kampen om befolkningens ubetingede loyalitet over for staten og nationen. Kroniken er en kortere version af Bo Lidegaards bidrag til bogen '13 historier om den danske velfærdsstat', der udkommer i dag (Syddansk Universitetsforlag).