Hvordan har du båret dig ad med det? Sådan lyder reaktionen, når jeg fortæller, at jeg netop har besøgt Nordkorea som turist. Svaret er ikke, at jeg er kommunist, men blot, at jeg er en politisk interesseret globetrotter, der kan kamuflere journalisttitlen som studerende og derudover har adgang til Google, hvor søgeordene ’travel’ og ’North Korea’ giver adskillige links til rejsebureauer i verden, der arrangerer ture til Nordkorea. Siden jeg bestilte min tur, er to danske rejsebureauer desuden begyndt at udbyde grupperejser til Nordkorea med dansk rejseleder. Billetterne til grupperejserne i 2008 blev revet væk, og forklaringen på salgssuccesen er ifølge det ene rejsebureaus administrerende direktør, at danskere er eventyrlystne. At sidestille Nordkorea med et eventyr er en mærkværdig sammenligning. Under alle omstændigheder er det et absurd eventyr, der udspiller sig i Nordkorea. Det er en virkelig historie om en stalinistisk stat, hvor den udødelige konge spilles af den tidligere leder Kim Il Sung, mens hans søn, den nuværende leder, Kim Jong Il, har rollen som den sky prins. Før man træder over tærsklen til dette ‘eventyr’, skal man vide, at man tvinges gennem minimum tre etiske prøvelser, inden man slipper ud igen. Derfor er det vigtigt, at man før afrejse tager stilling til, om ens moralske rygrad kan klare duellen med disse prøvelser. Første prøvelse kommer ikke som en overraskelse for de fleste. Den går ud på, at man skal rejse i en gruppe, som bliver passet op af to nordkoreanske guider. Over de to guider sidder et statsstyret turistministerium, der kontrollerer trådene i turistdukketeatret. Det er ministeriet, der beslutter, hvilke turister der får visum til landet. Det er ministeriet, der bestemmer, hvilke seværdigheder turister skal og må se. Og det er ministeriet, der beordrer, hvornår turisterne må se de bestemte seværdigheder. At man rejser på Nordkoreas præmisser, betyder, at man ikke får fremvist Nordkorea, men særligt udvalgte dele, som nordkoreanerne er stolte af. Det fik mig til at føle, at jeg rejste rundt i en kulisse, som bestod af museer, polerede revolutionsmonumenter, prangende hoteller, flerretters menuer og smilende servitricer. Kulissen var interessant, fordi det fortalte en del om landets styre at iagttage, hvilke seværdigheder vi som turister kunne få lov til at se. Men samtidig brugte jeg en masse energi på at rejse i kulissen, fordi jeg hele tiden undersøgte den for sprækker ind til de dele af Nordkorea, som styret forsøger at skjule for turismens øje, da de rummer beviser på, at den stalinistiske stat har spillet fallit. Jeg kunne bilde mig selv ind, at jeg så eksempler på beviserne: Når vi kørte rundt i hovedstaden Pyongyang (vi fik kun lov til at gå en enkelt gang), så vi folk samle ukrudt i fortovskanten. På vej nordpå i landet så vi en dreng kravle op ad en syv meter høj stamme med en fuglerede foroven. Og om søndagen, hvor vi fik at vide, at folket har fri fra arbejde, så vi folk cykle hjem med mudrede gummistøvler. Det var mulige beviser på fødevaremangel og overarbejde, men samtidig et lige så godt bevis på en fejlfortolkning af forårsrengøring i gaderne, leg og en frivillig søndagstjans; en fejlfortolkning præget af vestlige mediers fremstilling af Nordkorea. Uvisheden om hvad der var sandt og falsk, hvad der var virkelighed, og hvad der var kulisse, gav mig en paranoid følelse. At spørge guiderne hjalp ikke på denne følelse, for det var for det meste umuligt at gennemskue, om de svarede sandt, falsk eller gav et svar, som var sandt for dem, men for mig lød som et resultat af mange års hjernevask. Det hele resulterede i, at jeg tog ud af kulisselandet med en større viden, men samtidig med flere ubesvarede spørgsmål i hovedet, end da jeg kom. En anden konsekvens af at rejse på Nordkoreas præmisser er, at det kan være svært at sige nej, hvis der er dele af programmets seværdigheder, man ikke vil støtte op om. Pyongyangs mønsterskole var en af de seværdigheder, jeg besøgte med vægelsind. Vi ankom til skolen klokken fire om eftermiddagen – et tidspunkt, hvor børn i 10-12-års-alderen burde have fri. Men det udvalgte musikhold var stadig i skole. De sad udtryksløse med deres instrumenter på scenen i skolens sal og ventede på, at byens turister fandt deres pladser på stolene foran dem. Da instrumenterne begyndte at spille nordkoreansk folkemusik, skulle man tro, at der kom liv i ansigterne, men de forblev så livløse, at instrumenterne syntes mere levende. Børnene havde ikke brug for at kigge på hinanden eller en lærer for at finde ud af, hvornår første og sidste takt skulle slås an – alt var så nøje tilrettelagt, at de kunne blive ved med at stirre ud i luften som mekaniske dukker. Det var svært at samle hænderne til klapsalve efter numrene, fordi jeg derigennem følte, at jeg bakkede op om, at disse børn hver eller hver anden dag skal optræde for at vise deres talent til turister. Men jeg klappede, for tanken om, at børnene skulle opleve en lydløs sal med rystende hoveder, når de afsluttede, var heller ikke til at bære. Jeg havde lyst til at plapre op om børnekonventioner, men jeg holdt mund, for ordene ville bare prelle af på dem – hvis de vel og mærke forstod dem. Hvis ikke man vil blive på hotellet under hele opholdet i Nordkorea, bliver man nødt til at sætte sin politiske korrekthedsglorie ud af spil og deltage i nogle groteske foretagender som mønsterskolebesøget. Men kan man acceptere det og acceptere, at ens færden bliver bestemt og kontrolleret af styret, og desuden affinde sig med, at der er stor sandsynlighed for, at ens nysgerrighed ikke bliver stillet, men blot bliver større, så er man gennem første prøvelse. Anden prøvelse går ud på, om man som turist vil gå med til at støtte Nordkoreas økonomi. Årsagen til, at Nordkorea har åbnet op for turisme er hovedsagelig, at turister kan tilføre den hårde valuta, som landet har brug for. Fra Nordkoreas oprettelse i 1948 og frem til østblokkens kollaps blev Nordkoreas økonomi holdt oppe af bistand fra Sovjetunionen og Kina. Men som et resultat af de kommunistiske styrers deroute vaklede den nordkoreanske økonomi. Landet havde blandt andet brug for olie og madvarer fra udlandet, og da de ikke længere fik midlerne foræret, blev der et behov for udenlandsk valuta til at tage på indkøb med. En del af løsningen på pengeproblemet kom Fidel Castro efter sigende med under et besøg i starten af 80’erne. Han foreslog, at Nordkorea åbnede op for vestlig turisme, som man med succes havde gjort på Cuba. Kim Il Sung tog forslaget til sig, og i 1986 blev grænserne åbnet op for vestlige turister med undtagelse af amerikanere og israelere. Siden er mængden af turister steget, og antallet skulle i dag ligge på 20.000 turister om året, hvoraf 18.000 er kinesere, mens de resterende 2.000 primært er europæere og russere. Som turist ved man ikke, hvor stor en del af betalingen for pakkerejsen, der går til rejsebureauet, og hvor stor en del, der går til Nordkorea. Derudover aner man ikke, om den nordkoreanske andel går til at brødføde befolkningen eller til betaling af Kim Jong Ils forbrug af Hennessy cognac. Kan man leve med den uvished, er man gennem anden prøvelse. Den tredje prøvelse, man uomtvisteligt skal igennem, var jeg ikke forberedt på. Prøven går ud på, at man som turist bliver en del af propagandamaskinen for det nordkoreanske styre. Når vi stod for foden af de gigantiske bronzestatuer af Kim Il Sung, blev vi beordret til at bukke for at vise respekt. To gange fik vi besked på, at gruppen skulle købe en buket blomster, som vi skulle lægge foran Kim Il Sung som et symbol på ærbødighed. Da vi besøgte Kim Il Sung ved hans glaskiste, fik vi streng besked på at bukke dybt tre gange for liget, der hvilede på rød velour; en gang for hans fødder, en gang for hans højre og en gang for hans venstre side. Hver gang, vi fik disse ’vis respekt’ ordrer, begyndte en indre strid. Et var at bukke foran en statue og en balsameret krop, noget andet var, at der bag én stod lokale, som i flere tilfælde havde tårer trillende ned ad kinderne – angiveligt på grund af savnet af Den Store Leder, som de kalder Kim Il Sung. Ved at iagttage vores ærbødige opførsel kunne de se, at vestlige turister var kommet hele vejen til deres land for at vise Kim Il Sung respekt. De blev dermed hold fast i deres overbevisning om, at hele verden led et stort tab, da Den Store Leder gik bort, som en bævende stemme fortalte os gennem høretelefoner på vej ind til mausoleet. At give blomster til og bukke for Kim Il Sung viste sig imidlertid at blive den mindste del af bidraget til propagandaen. Under opholdet besøgte vi en kimilsungia-udstilling. Kimilsungia er navnet på Kim Il Sungs personlige blomst (kendt som pink orkide på dansk), og hvert år op til hans fødselsdag bliver hundredvis af blomstergaver fra Nordkorea og udlandet udstillet i en hal i Pyongyang. Mange af blomsterdekorationerne var bygget op om en miniaturemodel af Kim Il Sungs fødested, som gav associationer til et kristent krybbespil. Bag klaser af kimilsungia og krybbespillene stod sole op i form af orange papskiver. Kim Il Sungs fødselsdag bliver nemlig af nordkoreanerne kaldt for solens dag, for ligesom der ikke ville være noget liv uden solen, ville der ikke være noget Nordkorea uden Kim Il Sung. Mens vi pligtopfyldende gik rundt og betragtede denne absurde personkult, kom en fotograf hen og spurgte, om han måtte fotografere os til et magasin. Jeg holdt mig på afstand, mens halvdelen af gruppen blev placeret midt i ‘Edens have’, hvor de fik instrukser på at dufte til kimilsunglia og irettesat, da nogle forsøgte at slippe uden om dufteinstruksen ved at give et thumbs up i stedet. Efter fotosessionen blev vi pludselig klar over, at adskillige mænd i jakkesæt stod og fotograferede os i skjul af orkidéer så store, at det førte tankerne hen på blomsterdoping. Vi blev aldrig klar over, om de billeder også blev brugt i den nordkoreanske presse. Til gengæld tændte en mand fra gruppen fjernsynet på hotelværelset om aftenen. Her fik han til sin overraskelse øje på nærbilleder af vores gruppe, hvor vi alle ni fint går på række og studerer kimilsungia. De levende billeder blev sendt prime time på landsdækkende tv. Nordmanden forstod desværre ikke koreansk, men sandsynligheden for, at speakeren har fortalt, at her er en flok turister, som er kommet til Nordkorea for at betragte konsekvenserne af en mangeårig diktatorisk styreform, er nok lille. At høre, at jeg var en del af propagandaen, var en blandet oplevelse. På den ene side gav det en ekstra bonus til turen, at jeg havde set, hvordan de udnytter turismen i forhold til propaganda. På den anden side stred det mod mine etiske principper, at jeg pludselig støttede den nordkoreanske styreform og persondyrkelse så direkte. Men jeg kom gennem tredje prøvelse, dog mere ufrivilligt end frivilligt. Samlet set fik mine etiske principper nogle knytnæveslag under duellen med de tre prøvelser, men det blev uden tvivl opvejet af den nye viden, jeg opnåede gennem rejsen. På trods af den opsatte turistkulisse gav rejsen til Nordkorea nemlig mulighed for at danne sit eget indtryk af et land, der ellers er uhåndgribeligt at forstå, fordi informationen om landet er sparsom. Turen gav et bredere indblik i, hvordan Kim Il Sung formåede at få en hel nation til at tilbede sig som en gud. Den gav et større perspektiv til forståelsen af Koreakrigen, og den gav nye nuancer til den nuværende konflikt mellem Nordkorea og omverdenen. Derudover gjorde turen det lysende klart, at den information, man får om Nordkorea i og uden for Nordkoreas grænser, oftest er modstridende. De grundlæggende stridsspørgsmål handler om, hvem der startede Koreakrigen, og hvorvidt Nordkorea har sat deres atomprogram i bero eller ej. Det var sådan set ikke overraskende i sig selv, at nordkoreanerne fremlagde en anden version, end den man får uden for landets grænser. Det overraskende var, at vi indimellem fik så god argumentation for nordkoreanernes version, at jeg begyndte at overveje, om min forhåndsviden om Nordkorea ikke lige så godt kunne være et udtryk for vestlig propaganda, som nordkoreanernes version kunne være et udtryk for nordkoreansk propaganda. Turen blev derfor også et studie i propaganda på flere niveauer. Jeg skal ikke stille mig til dommer over, om andre skal rejse til Nordkorea eller ej. Det er et individuelt regnestykke, om ens moralske rygrad knækker af besøget eller ej. Men husk at kalkulere hjemmefra, for når først man er ankommet i turistkulissen, må man følge Kims regelsæt.