I foråret faldt LO-fagbevægelsens medlemstal til under én mio. lønmodtagere.

Det var en symbolsk milepæl for en udvikling, der har stået på siden midten af 1990’erne, hvor medlemstallet begyndte at falde efter årtiers uafbrudt vækst. Nogle har på denne baggrund forudset fagbevægelsens snarlige død. Men er der nu grund til at lade dommedagsklokkerne kime for dansk fagbevægelse? Nej, i hvert fald ikke endnu. Medlemstallet og organisationsgraden er fortsat meget stort i international målestok, og vi har en internationalt set unik stærk indflydelse på samfundsudviklingen. Den danske model, hvor fagbevægelsen og arbejdsgiverne spiller en central rolle har igennem tiden vist sig at være en genial måde at regulere arbejdsmarkedet. De parter, der har fingeren på pulsen i forhold til arbejdsmarkedet og dets udfordringer, har afgørende indflydelse på og medansvar for området. Men trods det stærke udgangspunkt er fagbevægelsens udvikling i negativ retning de seneste år entydig – og den er til at føle på i mange forbund: Organiseringsgraden er faldende, og medlemstallet daler. Derfor vil vi i de kommende år efter alt at dømme fortsat se en række strukturændringer i fagbevægelsen. Det er mit bud, at forbundsfusioner, som vi kender det fra fusionen mellem SiD og KAD i 3F, vil betyde, at der om ti år højest vil være seks-syv store forbund i LO. Fagbevægelsens udvikling Som faglige ledere kan vi vælge at lade denne udvikling foregå efter det forhåndenværende søms princip, hvor strukturændringerne vokser frem efter nogle relativt kortsigtede overvejelser i de enkelte fagforbund. Eller vi kan vælge at bruge krisen konstruktivt og skabe en række langsigtede ændringer, der kan bringe dansk fagbevægelse i takt med de enorme forandringer, der er sket i den enkelte lønmodtagers arbejdsliv og på arbejdsmarkedet generelt. Lad os begynde en debat om fagbevægelsens udvikling. Det er min vision, at vi i de kommende år arbejder hen imod at samle forbundene i LO-fagbevægelsen i ét stort fagforbund. Et moderne, lokalt forankret forbund og en slagkraftig faglig og politisk aktør. Jeg ved, at det for mange lyder dramatisk. Men når jeg ser på udfordringerne i de kommende år, tror jeg, at det vil være den bedste vej til at sikre danske lønmodtagere en stærk og fremtidssikret fagbevægelse i en globaliseret verden. Min vision er konklusionen på, hvordan vi bedst forholder os til de fire centrale udfordringer for fagbevægelsen i de kommende år. Dem vil jeg forsøge at beskrive nærmere her. Den første centrale udfordring er forandringen til et langt mere fleksibelt arbejdsmarked. For en generation siden var det sådan, at blev man udlært maskinarbejder, så arbejdede man sandsynligvis også som maskinarbejder lige frem til folkepensionen. Den model har globaliseringen for altid ændret. Produktion flytter ind og ud af landet, arbejdspladser opstår og nedlægges med stadigt stigende frekvens, og den enkelte lønmodtager må konstant uddanne sig for at følge med kravene til de nye job eller helt skifte branche gennem omskoling. Samtidig skifter danske lønmodtagere hyppigere job. For en generation siden kunne man snildt være på den samme arbejdsplads gennem hele arbejdslivet og gå til sit otium med et guldur og en tale fra direktøren for lang og tro tjeneste. I fremtiden bliver 25-års jubilæerne meget sjældne. Prognoserne viser, at en ung dansker, der træder ind på arbejdsmarkedet i dag, i gennemsnit vil skifte job ni gange frem til pensionen. Det store problem er, at LO-fagbevægelsen med sin opdeling i enkelte fag i alt for høj grad er indrettet på den gamle virkelighed. Det er ikke nogen ny indsigt – det var faktisk en af grundene til, at vi i 1990’erne oprettede seks LO-karteller, der var baseret på opdeling i branche: Industri, byggeri, kommunalt, statsligt, medie samt handel, transport og service. Men i mine øjne er også denne opdeling forældet. Lønmodtagerne skifter ikke blot fag oftere. De skifter også branche. F.eks. begynder mange af dem, der i øjeblikket bliver fyret på traditionelle industriarbejdspladser, et nyt arbejdsliv inden for den kommunale pleje og omsorg. Den skarpe opdeling i forbund baseret på fag eller branche er et levn fra forrige århundredes arbejdsmarked, og det skaber en række unødige problemer for fagbevægelsen, at vi sidder fast i den ramme. Fagbevægelsen er usmidig til at arbejde på tværs af organisationsskel. Organisatorisk bruges der f.eks. mange ressourcer på at flytte medlemmer mellem de enkelte LO-forbund, og fagbevægelsen mister hvert år tusindvis af medlemmer i forbindelse med jobskifte. I mine øjne vil det bedste svar være at skabe ét stærkt fagforbund for LO-lønmodtagerne, som man kan regne med gennem hele sit arbejdsliv uanset fag og branche.
Bedre information Den anden centrale udfordring for LO-fagbevægelsen er medlemsudviklingen og især den svigtende rekruttering blandt de unge. For en generation siden var dét at melde sig ind i fagforeningen en selvfølgelighed. Det var en naturlig del af et ungt menneskes indtræden på arbejdsmarkedet og en del af et værdisæt om fællesskab og sammenhold blandt arbejderne, der ofte var indpodet af den unges forældre, som naturligvis også selv stod i fagforening. Det gjorde man bare. De unge i dag har et langt mere individualistisk forhold til at være på arbejdsmarkedet. De ser mest på deres egen karriere og deres egne livsmuligheder – en på mange måder naturlig udvikling i tråd med det mere individuelle og fleksible arbejdsmarked. Det kan man glæde sig over eller begræde efter temperament. Men det er et faktum, som LO-fagbevægelsen må forholde sig langt mere aktivt til. De unge bliver ikke længere medlemmer som en selvfølgelighed og kender ikke meget til fagbevægelsen og arbejdsmarkedet. Der kan informeres langt bedre om disse forhold fra skolers og samfundets side, men hovedopgaven falder tilbage på os selv. Vi skal gøre os fortjent til hver eneste ung LO-lønmodtagers tillid og oplyse om fagforeningens fordele og resultater. Alternativet er, at fagbevægelsen bliver en konkurrent til Ældre Sagen.