Ministre forgår. Embedsmænd består. Sådan var ’livets gang’ for politikere og embedsmænd. Den gang, hvor grå eminencer forblev grå, om så de politiske chefer var blodrøde eller lysegrønne. Objektivitet, loyalitet og apolitiske tilgange var nogle af embedsstandens fornemste dyder. Et topjob i stat eller kommune gav hverken aktieoptioner eller bonusgevinster på bankkontoen – men forlenede til gengæld den udvalgte med et skær af soliditet og tryghed, som kun en livsstilling med pension og udsigt til guldur for lang og tro tjeneste giver. Opgaven var at falde i med tapetet og lade politikeren profilere sig, alt efter den enkeltes X-faktor talent. ’Javel hr. minister’ er titlen på en fordoms populær tv-serie – direkte hentet fra 1. kapitel i embedsmandens Grønspættebog.

At departementschefer og ikke mindst kommunaldirektører forlader deres poster efter uoverensstemmelser med minister/borgmester er, om end ikke hverdagshistorier, så noget der i dag sker uden pressens særlige bevågenhed – man ordner sig. Det er nu engang blevet vilkårene for et top job. Forsidehistorie bliver det først, når embedsmanden er for åbenmundet. Eller har opført sig på linje med sin politiske foresatte. Deltager i sponseret international underholdning, golf turneringer, fodbold vip eller anden fem stjernet gourmet-selskabelighed. Senest fik Koldings kommunaldirektør fremprovokeret en afskedigelse ved at påstå i et interview, at kommunale medarbejderne generelt var pylrede, dovne og ikke bange for at tage ’en pjækkert’. Så faldt den politiske hammer pr. automatik. Embedsmanden vs. politikeren Den store oprydning med fritstilling og mindelige overenskomster skete ved kommunalreformen, hvor 275 kommunaldirektørstillinger blev forvandlet til 95. En sjælden gang forfalder en chef fra lønstigens øverste trin til i sine erindringer at kaste lidt lys og skygge ind over hans ofte mange, mange arbejdsår med skiftende ministre – om egentlige afsløringer, er der aldrig tale om. Så skru endelig ikke forventningerne for højt op. For her er et erindringsbillede, der i sin dokumentarisme er et ægte kig bag kulisserne – og samtidig et lærerstykke i nærkamp mellem embedsmanden og politikeren.: Én gang om året mødtes kommunaldirektørerne for København og dens omegnskommuner – en lille eksklusiv skare på omkring tyve. Tilslutningen til det årlige vårmøde var altid stor. Status over kommunalreformen og et nyt økonomistyresystem, herunder cheflønpuljens muligheder, specielt for kommunalchefer, var mødets highlights. De fleste af cheferne var vokset op i systemet med den kommunale efteruddannelse som base. Akademikerne, mest fra de største omegnskommuner, er cand. polit.’er eller cand. scient.’er med departemental baggrund. 18 deltagere, heraf 16 mænd, der småsnakkende tog plads ved den hesteskoformede bordopstilling. Dansk vand, med og uden citrus, stod i klynger på bordene. Ud for hver plads lå en sort mappe med blok, kuglepen, et fikst digitalvækkeur – med venlig hilsen fra KMD. »En særlig velkomst til de indbudte talere – og så til dagens første faglige emne«, indledte formanden veloplagt. »Undskyld, må jeg godt inden vi begynder. Nogle af jer ved det sikket allerede, men jeg synes, at I, mine kollegaer, har krav på at høre sandheden. En halvtreds-årig mand havde rejst sig og stillet sig bag sin stol. Alle kigger overrasket på den kraftige rødblonde mand, som mange husker som en arbejdsom, myndig kollega, med rødder i det jyske. Formanden nikker indforstået og accepterer afbrydelsen ved, at gå ned fra talerstolen. »Jeg blev fyret i går«. Alle stirrer tavse på taleren. Kun en svag summen fra aircondition anlægget fylder rummet. Han retter sig og holder med begge hænder om stoleryggen. »Jeg har hverken taget af kassen eller opført mig tåbeligt til julefrokosten«. Et svagt smil hos kollegaerne løsner lidt på stivheden. »I 12 år har jeg været kommunaldirektør. Aldrig har der været nogen klage. Vi er en kommune som de fleste af jeres, med budgetproblemer, der er til at løse, hvis bare politikerne altså vil. Jeg bor selv i kommunen, kender den ud og ind som min egen … og alligevel har de sidste par år været et helvede. En ny borgmester, der ikke rigtig vil snakke med mig. Hver gang politikerne har krævet budgetstramninger, så er det mig, der har måtte holde for, og især hvis der er budgetoverskridelser … Det har jeg prøvet før. Først fik vi den ny borgmester, og det gik i begyndelsen meget godt. Den gang var jeg god nok, når han skulle hjælpes. Så søgte de en ny økonomidirektør, pludselig var jeg luft … det er indbildning, sagde min kone. Kommunalreformen har jeg lige overlevet, selv sammenlægningen af forvaltningerne. Jeg var med på udvikling og effektivisering«. »Politikerne ville det hele på en gang, men hvad nytter det, når økonomien ikke kan følge med. Det kan ikke være vores opgave at lege barnepiger. Jeg kan give dem tallene, men politikken må de selv klare. Pludselig var der økonominotater til borgmesteren, som jeg slet ikke kendte. På forvaltningschefmøderne var det ikke længere mine tal, men borgmesterens, der blev diskuteret. Alle slog det hen, og borgmesteren ville slet ikke tale med mig. Jeg blev mere og mere isoleret. Kun den tidligere borgmester, der heldigvis stadig sad i økonomiudvalget, forstod mine problemer. Overfor medarbejderne skjulte jeg naturligvis den tillidskonflikt, jeg uforskyldt var røget ud i. Jeg vidste de ville være loyale overfor mig. Aldrig ét ondt ord mellem de tidligere borgmestre og mig. Jeg har faktisk haft tre forskellige. Tæller det slet ikke?« Ikke én reel begrundelse Nu frigjort fra sin lidt ynkværdige situation, fremfører han indigneret sine anklager. »Og så i går formiddags. Intetanende blev jeg kaldt ind til borgmesteren. Jeg havde taget kvartalsopfølgningen med, og den så ganske pæn ud. Jeg kunne godt se på hans ansigt, at der var alvorlige ting på programmet. Økonomiudvalget har på sit møde i går besluttet at fritstille dig, sagde borgmesteren. Min første reaktion var, at der ikke havde været noget økonomiudvalgsmøde. Jeg var mildest talt lamslået. Det kan de da ikke, tænkte jeg. Selvfølgelig ved jeg godt, at kommunesammenlægningen fjernede to tredjedel af kommunaldirektørerne og mange andre chefer er blevet fyret eller flyttet. Han forklarede noget om samarbejdsvanskeligheder. Han var fræk nok til at nævne manglende omstillingsevne, og at de længe havde været utilfreds med den måde, jeg rådgav på. Jeg havde ikke længere deres tillid. Intet konkret, efter 12 års i tjenesten. Det eneste, jeg kunne sige, var, at jeg ikke var bekendt med nogen samarbejdsproblemer … Du er da hverken blind eller døv, afbrød borgmesteren groft, medens han bladrede nervøst i sine papirer. Det er nok bedst, at du pakker dine ting sammen og forlader Rådhuset inden frokost«.