Ve de danske statsborgere i udlandet, der har valgt at bryde det usynlige stavnsbånd til Danmark. Mange kan ikke stemme i deres hjemland i modsætning til de fleste europæiske statsborgere, og det kan være svært at tage ægtefællen med tilbage til Danmark. Den danske lovgivning synes at have overset, at danskerne ude er blevet globale og aktive deltagere i internationaliseringen. Lovgivningen er simpelthen ikke fulgt med tiden. Det hele var nemmere i gamle dage. Såvel for myndighederne som for danskerne. Langt de fleste danskere blev født i Danmark af danske forældre og fik dansk indfødsret. De giftede sig typisk i Danmark med en anden dansker, og sammen fik de danske børn. De fleste blev boende i landet gennem hele deres liv. Med indførelsen af ’stavnsbåndet’ i en stor del af 1700-tallet måtte man end ikke forlade sit sogn, indtil man var 36 år gammel. Børnene gik i danske skoler, og de unge, der ønskede at gå videre i uddannelsen, fik en dansk studentereksamen og kom typisk ind på et dansk universitet. Med grundloven og indførelsen af folkestyret i 1849 fik danskerne valgret til Rigsdagen i den valgretskreds, hvor de havde fast bopæl, og i 1915 udvidedes denne bestemmelse til, at man skulle have fast bopæl i Danmark. Danskerne har dog altid været gode til det med søfart og handel med udlandet, og mange rejste ud for senere at vende hjem til fædrelandet. Kom man dengang tilbage til Danmark med en ægtefælle udefra, var der ikke de store problemer. De blev integreret i det danske samfund, og børnene blev typisk danske. Det samme gjaldt de grupper af indvandrere, det være sig jøder, huguenotter og andre, der søgte til Danmark. Udvandringen var også ligetil. De mange danskere, der af økonomiske grunde forlod kongeriget for godt 100 år siden for at søge nye udfordringer i det fremmede, det være sig på den amerikanske prærie eller den argentinske pampas, var typisk egentlige udvandrere, der ikke regnede med at vende hjem igen, men som blev integreret i deres nye hjemland. I dag – i globaliseringens tidsalder – er forholdene ganske anderledes. Af de ca. 20.000 danskere, der forlader Danmark hvert år, kommer omkring 75 procent tilbage inden for de første 6 år. Det er ikke længere udvandrere i gammeldags forstand, der tager ud, men typisk danskere, ofte med ægtefælle og børn, der rejser til udlandet for at arbejde for danske virksomheder, ministerier, bistandsorganisationer og forsvaret m.fl., eller som arbejder i internationale organisationer. Og mange studerende drager ud for at tage en del af deres studier i udlandet, stærkt opfordret hertil af regering og virksomheder. Kort sagt, verden er blevet mindre, og danskerne er blevet langt mere ’globale’. Under deres ophold i udlandet er de med til at fremme danske værdier som demokrati, frihed og ligestilling, og mange bidrager i høj grad til at fremme dansk eksport og dermed til at skabe økonomisk vækst og velstand herhjemme. Hele denne udvikling har ført til, at danske statsborgere – ude og hjemme – deltager i internationaliseringen. Et stigende antal danskere forelsker sig i udlændinge, som de gifter sig med og stifter familie. Blandede ægteskaber og børn, som dermed bliver født med dobbelt statsborgerskab, er i dag blevet et almindeligt træk i det danske samfund. Og danskere, som gerne vil kunne arbejde i et andet land, eventuelt opnå dette lands statsborgerskab for at kunne opnå gode arbejdsvilkår, hører også med i billedet. I denne globaliserede verden bor der i dag omkring 2-300.000 danskere i udlandet. De fleste ikke som udvandrere, men som danske statsborgere, der fortsat føler et stærkt tilhørsforhold til Danmark, som de agter at vende hjem til på et senere tidspunkt. Den danske lovgivning er imidlertid ikke fulgt med tiden. Selv om stavnsbåndet blev ophævet i 1788, med Frihedsstøtten i København som et varigt minde om denne geografiske frigørelse, gælder der fortsat et skjult stavnsbånd for de mange danske statsborgere, der bor uden for landets grænser. Danskere, der vælger at bo eller studere i udlandet, eller som ønsker at gifte sig med en udlænding, bliver simpelthen stillet ringere end de danskere, der bliver hjemme. For dem er der ikke længere nogen kære mor, der træder hjælpende til, men snarere en lang række restriktive love og regler, der gør det sværere at være dansker. Dette til trods for, at udedanskerne med internet, e-mail og gode rejsefaciliteter er i tæt forbindelse med Danmark. Det er en kendt sag, som jeg selv har oplevet gennem 20 års virke i udlandet, at danskere på udebane ofte føler sig endnu mere danske end deres landsmænd hjemme i kongeriget. Danskere i udlandet stilles især ringere på følgende fire områder: Muligheden for at afgive stemme til folketingsvalg, muligheden for at opnå dobbelt statsborgerskab, muligheden for at bringe en udenlandsk ægtefælle og deres eventuelle børn til Danmark og muligheden for at komme på et dansk universitet med en udenlandsk studentereksamen. Dette er netop de mærkesager, hvor foreningen Danes Worldwide fungerer som talerør for mange danske i udlandet og forsøger at varetage de mange frustrerede udedanskeres interesser. VALGRET TIL FOLKETINGSVALGET. Grundloven kræver, at man skal have ’fast bopæl i riget’ for at kunne afgive stemme ved valg til Folketinget. Det samme gælder ved danske folkeafstemninger. Selv om de fleste politikere er åbne over for en ophævelse af dette krav, og i det mindste accepterer, at danske i udlandet skal kunne stemme i en årrække i udlandet, såfremt de har i sinde at vende tilbage til Danmark, har et samlet Folketing anlagt en unødigt restriktiv fortolkning af grundlovens bopælspligt. Det er positivt, at Folketinget tre gange ved lov har valgt at give grundlovens bestemmelse om bopælspligt en vis elasticitet. I 1970 gav man forflyttelsespligtige diplomater ret til at stemme, og i 1980 gav man stemmeret til en række andre kategorier af danske i udlandet, såfremt de opholder sig midlertidigt i udlandet. Et embedsmandsudvalg fastsatte først midlertidighedsbegrebet til 12 år, men nedsatte det senere på eget initiativ til 8 år. Et udspil fra regeringens side i 2001 om at vedtage en generel 12-års regel for alle danske i udlandet led den kranke skæbne i 2004 at munde ud i en 2-års regel. Uanset at denne regel nærmest virker som en hån, er det samlede resultat blevet, at der i dag gælder tre forskellige sæt regler for danskere i udlandet. Der er tale om en forskelsbehandling, der klart strider mod vigtige grundsætninger om ligebehandling såvel i dansk ret som i EU-retten. Danes Worldwide har netop sendt et oplæg til de politiske partier, hvori der redegøres for de juridiske sider af problematikken, og som indeholder et forslag til ændring af valgloven, der skal bringe Danmark på linje med de øvrige vestlige lande, vi normalt sammenligner os med. Når man tager i betragtning, at de nordiske lande gennem årene har fulgt hinanden i disse sager, er det interessant at se, at svenske og finske statsborgere i udlandet i dag kan stemme til parlamentsvalg hjemme uden tidsbegrænsninger, mens man i Island og Norge har gjort det muligt for deres statsborgere at kunne stemme i op til hhv. 8 og 10 år i udlandet, med mulighed for at forlænge denne periode. DOBBELT STATSBORGERSKAB. Der fødes i dag mange danske børn i blandede ægteskaber, hvor den ene af forældrene er dansk og den anden udenlandsk. Disse børn bliver dobbelte statsborgere fra fødslen og vil under visse omstændigheder kunne bevare denne status resten af deres liv. Selv om udlændinge i Danmark, der opfylder betingelserne for dansk statsborgerskab, i princippet skal opgive deres udenlandske statsborgerskab, sker dette af forskellige årsager ikke i 40 procent af tilfældene. Hele denne udvikling har ført til, at der i dag er et voksende antal danskere med dobbelt statsborgerskab. Men grundreglen er stadig, at en dansker i udlandet kun kan få opholdslandets statsborgerborgerskab, hvis han eller hun opgiver sit danske statsborgerskab. Da Ny Alliance i foråret fremlagde et forslag til folketingsbeslutning om en større accept af dobbelt statsborgerskab, var den generelle holdning blandt de øvrige politiske partier ikke særlig imødekommende. En underskriftsindsamling på over 10.000 foretaget af foreningen ’statsborger.dk’ viste imidlertid, at mange danske i udlandet føler de danske regler meget restriktive. Der er talrige eksempler, hvor man som udlænding i udlandet kan få bedre arbejdsvilkår (eje bolig, sidde i bestyrelse, studere på universitetet etc.), hvis man er statsborger i opholdslandet. I Sverige er man gået over til generelt at acceptere dobbelt statsborgerskab. Det giver på den ene side svenskere i udlandet mulighed for at opnå et andet lands statsborgerskab uden at skulle opgive deres svenske statsborgerskab. Dermed fastholder de denne væsentlige del af deres nationale identitet. Samtidig påpeges det, at indvandrere i Sverige, der ikke længere skal opgive deres statsborgerskab i deres hjemland for at blive svenske statsborgere, har bedre muligheder for at blive integreret i det svenske samfund. I Danmark kan vi sikkert lære meget på dette område af vores svenske naboer. Det anføres undertiden herhjemme som argument imod dobbelt statsborgerskab, at man ikke kan være loyal over for to lande på samme tid. Men det er der masser af mennesker, der vil modsige. Da Victor Borge engang blev spurgt, om han var amerikaner eller dansker, sagde han, at han på papiret var amerikaner, men at han også følte sig lige så dansk som tidligere. Det var ikke spor anderledes, end at man havde to forældre, med en loyalitets- og samhørighedsfølelse i relation til begge. GIFT MED EN UDLÆNDING. Ser vi over Sundet til Sverige, finder vi grelle eksempler på, hvorledes Danmark behandler de danske statsborgere, der har brudt det usynlige stavnsbånd og har fundet sig en ægtefælle eller anden form for partner i udlandet. På grund af den restriktive danske udlændingelovgivning, der bl.a. har til formål at forhindre proforma- og tvangsægteskaber, lægges vægtige hindringer i vejen for, at danskerne kan tage deres partnere med ind i det forjættede land. Under Anden Verdenskrig tog Sverige imod tusindvis af danske flygtninge. Nu tager de imod de danske par og deres børn, der ikke kan komme ind i Danmark. At der i løbet af hele processen tilmed har været tale om en manglende dansk information om EU-regler m.m. er med til at fremme frustrationen og bitterheden blandt de berørte danske statsborgere. Det gælder også, når myndighederne indfører forskellige formodningsregler. F.eks. at der ikke må være mere end 10 års aldersforskel mellem en dansker og den udkårne udlænding. Er det tilfældet, må parret – og ikke de danske myndigheder – bevise, at der ikke er tale om et proformaægteskab. Med sådanne regler er Mor Danmark nærmest blevet tillukket og victoriansk. På det seneste har man i Danmark også skærpet processen omkring tildeling af danske besøgsvisum for udenlandske ægtefæller, der gerne vil ledsage deres danske ægtefælle fra deres fælles bopæl i udlandet på ferie i Danmark. Der kan gå mange uger, før de kan få et visum, og undertiden er det hurtigere for den udenlandske ægtefælle at opnå et Schengen-visum fra et andet lands ambassade. DANSKE SPROGPRØVER. Også de helt unge danskere i udlandet oplever konsekvensen af, at de har brudt det usynlige stavnsbånd. Med en dansk studentereksamen kan man selvsagt komme på et dansk universitet el.lign. Men har man en udenlandsk studentereksamen, f.eks. en international baccelaureat, bliver det straks vanskeligere, når det gælder ens danskkundskaber. Ifølge loven skal man ikke aflægge prøve i dansk, hvis det kan dokumenteres, at eleven er vokset op som dansktalende. Alligevel er der nogle af de højere læreanstalter i Danmark, der forlanger, at eleven skal aflægge den såkaldte studieprøve i dansk, til trods for at eleven har boet i gymnasieårene hos sine danske forældre, der bekræfter, at de har talt dansk under opholdet i udlandet. Her må eleven rejse hjem til Danmark og aflægge studieprøven, som er beregnet for udenlandske indvandrere. Helt besynderligt bliver det, når f.eks. en svensk student med en svensk studentereksamen ikke skal aflægge studieprøven i dansk for at komme ind på et dansk universitet. Det skyldes, at vi har indgået en nordisk aftale om anerkendelse af studentereksaminer, som er gennemført på dansk, norsk eller svensk. De her nævnte eksempler på, hvilke hindringer der lægges i vejen for danskere, der ikke har valgt en ren dansk løsning på deres tilværelse, er nogle af de mest synlige. Men der findes adskillige andre eksempler på forskelsbehandling. Der er næppe nogen tvivl om, at hvis danske statsborgere i udlandet får bedre muligheder for at udøve deres demokratiske ret til at stemme til folketingsvalg, så vil de danske politikere være mere lydhøre over for de synspunkter, som kommer derudefra. Første skridt må derfor være, at Folketinget tager fat på en længe tiltrængt ændring af valgloven. Så vi kan få brudt det usynlige stavnsbånd for danskere i udlandet og dermed give Frihedsstøtten en ny symbolsk betydning.