0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det skjulte stavnsbånd

Dansk lovgivning synes at have overset, at danske i udlandet er blevet globale aktører. Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ve de danske statsborgere i udlandet, der har valgt at bryde det usynlige stavnsbånd til Danmark.

Mange kan ikke stemme i deres hjemland i modsætning til de fleste europæiske statsborgere, og det kan være svært at tage ægtefællen med tilbage til Danmark. Den danske lovgivning synes at have overset, at danskerne ude er blevet globale og aktive deltagere i internationaliseringen. Lovgivningen er simpelthen ikke fulgt med tiden.

Det hele var nemmere i gamle dage. Såvel for myndighederne som for danskerne. Langt de fleste danskere blev født i Danmark af danske forældre og fik dansk indfødsret. De giftede sig typisk i Danmark med en anden dansker, og sammen fik de danske børn. De fleste blev boende i landet gennem hele deres liv. Med indførelsen af ’stavnsbåndet’ i en stor del af 1700-tallet måtte man end ikke forlade sit sogn, indtil man var 36 år gammel. Børnene gik i danske skoler, og de unge, der ønskede at gå videre i uddannelsen, fik en dansk studentereksamen og kom typisk ind på et dansk universitet.

Med grundloven og indførelsen af folkestyret i 1849 fik danskerne valgret til Rigsdagen i den valgretskreds, hvor de havde fast bopæl, og i 1915 udvidedes denne bestemmelse til, at man skulle have fast bopæl i Danmark.

Danskerne har dog altid været gode til det med søfart og handel med udlandet, og mange rejste ud for senere at vende hjem til fædrelandet. Kom man dengang tilbage til Danmark med en ægtefælle udefra, var der ikke de store problemer. De blev integreret i det danske samfund, og børnene blev typisk danske. Det samme gjaldt de grupper af indvandrere, det være sig jøder, huguenotter og andre, der søgte til Danmark.

Udvandringen var også ligetil. De mange danskere, der af økonomiske grunde forlod kongeriget for godt 100 år siden for at søge nye udfordringer i det fremmede, det være sig på den amerikanske prærie eller den argentinske pampas, var typisk egentlige udvandrere, der ikke regnede med at vende hjem igen, men som blev integreret i deres nye hjemland.

I dag – i globaliseringens tidsalder – er forholdene ganske anderledes. Af de ca. 20.000 danskere, der forlader Danmark hvert år, kommer omkring 75 procent tilbage inden for de første 6 år. Det er ikke længere udvandrere i gammeldags forstand, der tager ud, men typisk danskere, ofte med ægtefælle og børn, der rejser til udlandet for at arbejde for danske virksomheder, ministerier, bistandsorganisationer og forsvaret m.fl., eller som arbejder i internationale organisationer. Og mange studerende drager ud for at tage en del af deres studier i udlandet, stærkt opfordret hertil af regering og virksomheder.

Kort sagt, verden er blevet mindre, og danskerne er blevet langt mere ’globale’. Under deres ophold i udlandet er de med til at fremme danske værdier som demokrati, frihed og ligestilling, og mange bidrager i høj grad til at fremme dansk eksport og dermed til at skabe økonomisk vækst og velstand herhjemme.

Hele denne udvikling har ført til, at danske statsborgere – ude og hjemme – deltager i internationaliseringen. Et stigende antal danskere forelsker sig i udlændinge, som de gifter sig med og stifter familie. Blandede ægteskaber og børn, som dermed bliver født med dobbelt statsborgerskab, er i dag blevet et almindeligt træk i det danske samfund. Og danskere, som gerne vil kunne arbejde i et andet land, eventuelt opnå dette lands statsborgerskab for at kunne opnå gode arbejdsvilkår, hører også med i billedet.

I denne globaliserede verden bor der i dag omkring 2-300.000 danskere i udlandet. De fleste ikke som udvandrere, men som danske statsborgere, der fortsat føler et stærkt tilhørsforhold til Danmark, som de agter at vende hjem til på et senere tidspunkt.

Den danske lovgivning er imidlertid ikke fulgt med tiden. Selv om stavnsbåndet blev ophævet i 1788, med Frihedsstøtten i København som et varigt minde om denne geografiske frigørelse, gælder der fortsat et skjult stavnsbånd for de mange danske statsborgere, der bor uden for landets grænser.

Danskere, der vælger at bo eller studere i udlandet, eller som ønsker at gifte sig med en udlænding, bliver simpelthen stillet ringere end de danskere, der bliver hjemme. For dem er der ikke længere nogen kære mor, der træder hjælpende til, men snarere en lang række restriktive love og regler, der gør det sværere at være dansker. Dette til trods for, at udedanskerne med internet, e-mail og gode rejsefaciliteter er i tæt forbindelse med Danmark.

Det er en kendt sag, som jeg selv har oplevet gennem 20 års virke i udlandet, at danskere på udebane ofte føler sig endnu mere danske end deres landsmænd hjemme i kongeriget.

Danskere i udlandet stilles især ringere på følgende fire områder: Muligheden for at afgive stemme til folketingsvalg, muligheden for at opnå dobbelt statsborgerskab, muligheden for at bringe en udenlandsk ægtefælle og deres eventuelle børn til Danmark og muligheden for at komme på et dansk universitet med en udenlandsk studentereksamen. Dette er netop de mærkesager, hvor foreningen Danes Worldwide fungerer som talerør for mange danske i udlandet og forsøger at varetage de mange frustrerede udedanskeres interesser.

VALGRET TIL FOLKETINGSVALGET. Grundloven kræver, at man skal have ’fast bopæl i riget’ for at kunne afgive stemme ved valg til Folketinget. Det samme gælder ved danske folkeafstemninger. Selv om de fleste politikere er åbne over for en ophævelse af dette krav, og i det mindste accepterer, at danske i udlandet skal kunne stemme i en årrække i udlandet, såfremt de har i sinde at vende tilbage til Danmark, har et samlet Folketing anlagt en unødigt restriktiv fortolkning af grundlovens bopælspligt.

Det er positivt, at Folketinget tre gange ved lov har valgt at give grundlovens bestemmelse om bopælspligt en vis elasticitet. I 1970 gav man forflyttelsespligtige diplomater ret til at stemme, og i 1980 gav man stemmeret til en række andre kategorier af danske i udlandet, såfremt de opholder sig midlertidigt i udlandet. Et embedsmandsudvalg fastsatte først midlertidighedsbegrebet til 12 år, men nedsatte det senere på eget initiativ til 8 år.

Et udspil fra regeringens side i 2001 om at vedtage en generel 12-års regel for alle danske i udlandet led den kranke skæbne i 2004 at munde ud i en 2-års regel. Uanset at denne regel nærmest virker som en hån, er det samlede resultat blevet, at der i dag gælder tre forskellige sæt regler for danskere i udlandet. Der er tale om en forskelsbehandling, der klart strider mod vigtige grundsætninger om ligebehandling såvel i dansk ret som i EU-retten.

Danes Worldwide har netop sendt et oplæg til de politiske partier, hvori der redegøres for de juridiske sider af problematikken, og som indeholder et forslag til ændring af valgloven, der skal bringe Danmark på linje med de øvrige vestlige lande, vi normalt sammenligner os med.

Når man tager i betragtning, at de nordiske lande gennem årene har fulgt hinanden i disse sager, er det interessant at se, at svenske og finske statsborgere i udlandet i dag kan stemme til parlamentsvalg hjemme uden tidsbegrænsninger, mens man i Island og Norge har gjort det muligt for deres statsborgere at kunne stemme i op til hhv. 8 og 10 år i udlandet, med mulighed for at forlænge denne periode.

DOBBELT STATSBORGERSKAB. Der fødes i dag mange danske børn i blandede ægteskaber, hvor den ene af forældrene er dansk og den anden udenlandsk. Disse børn bliver dobbelte statsborgere fra fødslen og vil under visse omstændigheder kunne bevare denne status resten af deres liv.

Selv om udlændinge i Danmark, der opfylder betingelserne for dansk statsborgerskab, i princippet skal opgive deres udenlandske statsborgerskab, sker dette af forskellige årsager ikke i 40 procent af tilfældene. Hele denne udvikling har ført til, at der i dag er et voksende antal danskere med dobbelt statsborgerskab. Men grundreglen er stadig, at en dansker i udlandet kun kan få opholdslandets statsborgerborgerskab, hvis han eller hun opgiver sit danske statsborgerskab.

Da Ny Alliance i foråret fremlagde et forslag til folketingsbeslutning om en større accept af dobbelt statsborgerskab, var den generelle holdning blandt de øvrige politiske partier ikke særlig imødekommende. En underskriftsindsamling på over 10.000 foretaget af foreningen ’statsborger.dk’ viste imidlertid, at mange danske i udlandet føler de danske regler meget restriktive.

Der er talrige eksempler, hvor man som udlænding i udlandet kan få bedre arbejdsvilkår (eje bolig, sidde i bestyrelse, studere på universitetet etc.), hvis man er statsborger i opholdslandet.

I Sverige er man gået over til generelt at acceptere dobbelt statsborgerskab. Det giver på den ene side svenskere i udlandet mulighed for at opnå et andet lands statsborgerskab uden at skulle opgive deres svenske statsborgerskab. Dermed fastholder de denne væsentlige del af deres nationale identitet. Samtidig påpeges det, at indvandrere i Sverige, der ikke længere skal opgive deres statsborgerskab i deres hjemland for at blive svenske statsborgere, har bedre muligheder for at blive integreret i det svenske samfund.

I Danmark kan vi sikkert lære meget på dette område af vores svenske naboer. Det anfø