Amerikansk enegang kan føre til globalt kaos, skriver kronikøren, som er lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet. Han sætter her Bushdoktrinen i historisk perspektiv. Den forestående krig mod Irak er et led i en amerikansk global strategi, der skal sikre USA's militære og økonomiske overlegenhed i det 21. århundrede. En klokkeklar formulering af Bushdoktrinen kom i en tale, som præsident Bush holdt ved militærakademiet West Point 1. juni i år. Talen var et brud med over et halvt århundredes inddæmnings- og afskrækkelsespolitik, som kendetegnede koldkrigsæraen. Ifølge Bush betyder afskrækkelse intet for et terroristnetværk, og inddæmning er nyttesløst mod diktatorer med masseødelæggelsesvåben. Bush lagde ikke fingrene imellem, da han konkluderede, at USA »er nødt til at bringe kampen til fjenden, afbryde hans planer og imødegå de værste trusler før de kommer frem«. For at sikre amerikansk overherredømme er det nødvendigt, at USA bevarer »en militær styrke, som ikke kan udfordres«. I den nye krig er USA's »moralske klarhed« altafgørende: »Vi befinder os i en konflikt mellem det gode og det onde«. Talen indeholder dermed de to hovedelementer i Bushregeringens verdenssyn - en moralsk selvretfærdighed og en geopolitisk strategi for amerikansk overherredømme, der ingen rivaler tåler, og som fordrer amerikansk enegang. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at dette verdenssyn ikke udelukkende er et produkt af en ændret verden efter 11. september. Terrorangrebet på New York og Washington fungerede mere som en katalysator, som fremskyndede tanken om en ny verdensorden. Lige siden slutningen på den kolde krig har ærkekonservative republikanere forsøgt at fremme tanken om et nyt amerikansk imperium i en verden, hvor USA vil være den eneste supermagt. I marts 1992, da Bushs far stadig var præsident, lækkede en højtstående embedsmand i Pentagon et hemmeligstemplet dokument om USA's fremtidige forsvarspolitik til avisen The New York Times. Hovedforfatterne til dokumentet var I. Lewis Libby og Paul Wolfowitz, som var rådgivere for daværende forsvarsminister Richard Cheney (Libby er nu vicepræsident Cheneys stabschef og Wolfowitz er viceforsvarsminister). Dokumentet fremlagde en vision om amerikansk militær overlegenhed, som skulle sikre, at ingen rivaliserende supermagter skulle tegne sig i Europa, Asien eller i det forhenværende Sovjetunionen. USA's »godgørende« dominans skulle erstatte princippet om kollektiv internationalisme. Forfatterne anbefalede oprettelsen af et globalt sikkerhedssystem med USA i spidsen for at forhindre spredningen af atomvåben og masseødelæggelsesvåben i lande som Nordkorea og Irak (disse to lande plus Iran udgør nu som bekendt 'ondskabens akse'). FN glimrede ved sit fravær i dokumentet. Det fremgår klart, at USA vil forbeholde sig ret til at handle alene eller kun igennem ad hoc-koalitioner (en forløber for den nuværende 'coalitions of the willing'?) for at forsvare amerikanske vitale interesser. Forestillingen om et almægtigt USA, der aktivt modarbejder ethvert tiltag til rivaliserende magtcentre, og som er parat til at komme potentielle trusler mod sin dominans i forkøbet med militær magt, dannede fundamentet for den konservative modstand mod præsident Clintons udenrigspolitik i 1990'erne. I 1997 dannede en gruppe af de konservative republikanere (bl.a. Dick Cheney, forhenværende undervisningsminister under Reagan William Bennett, Donald Rumsfeld, Jeb Bush, Libby og Wolfowitz) tænketanken The Project for the New American Century (PNAC). Dens principerklæring støttede en »reaganistisk politik, som fremhævede en militærstyrke og moralsk klarhed«, som »måske ikke var på mode i dag«. Det er den i sandhed nu. PNAC's website (www.newamericancentury.com) er meget brugervenligt. Det opdeler verden i regioner, og til hver region er der en række artikler og essays (fortrinsvis fra det konservative blad The Weekly Standard), som giver et indblik i den ærkekonservative udenrigs- og forsvarspolitiske tankegang, som var på ørkenvandring under Clinton, men som udgør fundamentet i George W. Bushs politik. Interessant nok handler mange af de artikler om, hvordan USA's indre svaghed (det vil sige under Clinton) svækker USA's magt udadtil. Tag for eksempel Robert Kagans og William Kristols artikel 'The Present Danger' fra forår 2000. Ifølge Kagan og Kristol er den overhængende fare for USA »aftagende styrke, svag viljestyrke og forvirring omkring USA's rolle i verden«. De forudser, at om ti år eller måske før vil Iran, Irak, Nordkorea og Kina være i stand til at angribe USA med kernevåben (bemærk, at med undtagelse af Kina udgør denne gruppe endnu en gang præsident Bushs 'ondskabens akse'). I 1998 kunne John Bolton tale om Clintonregeringens »sørgelige Irakpolitik« og komme med et ønske om en »rigtig« præsident, der kunne tage sig af Saddam Hussein. Bolton er nu viceudenrigsminister og en konstant torn i øjet på sin chef, Colin Powell, som ikke deler Boltons uforbeholdne støtte til en militær aktion i Irak. Nogle iagttagere mener, at Bolton blev placeret i udenrigsministeriet for at stække Powells indflydelse. Bolton stod i øvrigt i spidsen for USA's pres på Organisationen til Forbud mod Kemiske Våben for at vælte dens leder, brasilianeren Jose Bustani, som arbejdede på at få Saddam Hussein til at underskrive en traktat til afskaffelse af kemiske våben i Irak. Bolton var den, der sendte et brev, som omstødte præsident Clintons beslutning om USA's tilslutning til den internationale forbryderdomstol. Han står desuden den ærkekonservative senator Jesse Helms nær og deler Helms' foragt for FN. I en artikel fra 1999 kritiserede Bolton FN's generalsekretær, Kofi Annan, for at »begrænse USA's evne« (og alle andres for den sags skyld) »til at anvende magt til at forsvare og fremme sine vitale nationale interesser«. I en artikel om angrebet på 'USS Cole' i 2000 skrev journalisten på The Weekly Standard Tom Donnelly, at Clintonregeringen havde misfortolket betydningen af terroristernes aktion. »En amerikansk præsident ... har svært ved at se, at et angreb på et amerikansk krigsskib i en fremmed havn er ... en krigshandling«, fastslog Donnelly. Han mente, at USA kunne lære af det britiske imperiums politik vedrørende »uciviliserede nationer«: fange eller ødelægge det, som fjenden værdsætter mest, selv om det koster britiske tab. På denne måde kunne Storbritannien ifølge Donnelly bevare sit imperium i så lang tid. Et godt råd til et nyt amerikansk imperium. Og så kunne Kagan og Kristol komme med gode råd til præsident Bush lige efter hans indsættelse i januar 2001 - opfør dig som en kæmper (som Reagan) i stedet for blot en kompetent administrerende direktør (som Eisenhower). Og igen bliver Irak nævnt som et klart mål for en aggressiv udenrigspolitik, som er en Reagan værdig. Bushdoktrinen anno 2002 ligner til forveksling den udenrigs- og forsvarspolitiske linje som gruppen omkring The Project for the New American Century fremførte i 1990'erne. Og denne geopolitiske strategi for et nyt amerikansk århundrede bliver understøttet af den moralske klarheds vogtere med William Bennett i spidsen. Bennett, som er en flittig skribent og en hyppig gæst i de amerikanske nyhedsmedier, har fremhævet de positive eftervirkninger af 11. september i bogen 'Why We Fight: Moral Clarity and the War on Terrorism' (2002). Terrorangrebet havde styrket befolkningens »moralske klarhed«. Bennett har dannet Americans for Victory Over Terrorism (AVOT), som har til hensigt at »minde amerikanerne om vigtigheden af krigen mod terrorisme« og at »afsløre interne og eksterne trusler« mod USA. De interne trusler er defineret som »ideologer, som beskylder USA for at være ansvarlig for den 11. september« - med andre ord de der tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved USA's nuværende udenrigspolitik. Kritik af Bushs politik sidestilles med antiamerikanisme. Kombinationen af militær styrke og moralsk klarhed ligger også bag tankerne om et nyt amerikansk imperium. Ordet imperium har traditionelt været noget af et fyord i amerikansk politisk retorik - men ikke længere. En af de varmeste fortalere for et amerikansk imperium er Max Boot, opinionsredaktøren ved The Wall Street Journal. Boot har i sin seneste bog, 'The Savage Wars of Peace: Small Wars and the Rise of American Power' (2002), mindet om, at USA's uerklærede »små krige« siden slutningen af det 19. århundrede ofte har været præventive aktioner og ikke blev udkæmpet i selvforsvar. I en meget omtalt artikel 'The Case for American Empire' (Argumenter for et amerikansk imperium) fra oktober 2001, det vil sige lige da USA indledte sin krig mod Afghanistan og al-Qaeda, fremfører Boot det synspunkt, at 11. september var et resultat af »utilstrækkelig amerikansk engagement og ambitioner«. Boot mener, at USA burde have en mere ekspansionistisk politik og ikke vige tilbage for at gennemføre den. Han finder det bemærkelsesværdigt, at USA nu står over for et militært engagement i områder, hvor britiske soldater udførte deres kolonialistiske kampagner i det 19. århundrede. »Afghanistan og andre urolige nationer i dag kræver oplyst fremmed formynderi, der engang blev udført af selvsikre englændere i ridebukser og tropehjelm«. Boot erkender, at han er ligeglad, om Saddam Hussein var indblandet i terrorangrebet 11. september. Ligesom de konservative i PNAC mener han, at Saddams masseødelæggelsesvåben udgør en overhængende trussel mod USA, og at USA skal invadere Irak og indsætte en formynderregering i Bagdad for at bringe demokrati og frihed til området. Tanken om et nyt amerikansk imperium med støtte fra juniorpartneren Storbritannien er ikke kun noget, der eksisterer i journalisternes fantasiverden. Den britiske premierminister Tony Blairs forhenværende udenrigspolitiske rådgiver Robert Cooper har fremsat tanken om nye imperier som en løsning for globale konflikter. Med det mener han, at nationer indgår i et frivilligt imperialistisk system, hvor de bliver underkastet kontrol udefra. Disse angloamerikanske tanker om en ny imperialisme blev drøftet på Bushs ranch i Crawford Texas i april 2002. Mange gode argumenter er blevet fremført imod en militær aktion mod Irak. Bl.a. at Saddam Hussein allermest er interesseret i sin egen overlevelse og kun har brugt masseødelæggelsesvåben mod sit eget folk (for eksempel mod kurderne, dengang Irak blev støttet af USA i sin krig mod Iran i 1980'erne). At Irak hverken brugte kemiske eller biologiske våben mod USA og dets allierede under Golfkrigen. At inddæmningspolitikken siden Golfkrigen, som omfatter økonomiske sanktioner og flyzoneforbud, har stækket Saddams magt. Men den forestående krig mod Irak handler i bund og grund om noget andet end masseødelæggelsesvåben. En rapport om USA's energipolitik, som blev offentliggjort i maj 2002, forudser, at USA's olieforbrug vil vokse betydeligt inden for de næste to årtier, og at importeret olie vil udgøre to tredjedele af USA's forbrug i år 2020. Rapportens hovedforfatter, vicepræsident Dick Cheney, anbefalede derfor, at USA's adgang til olieforsyninger fra Den Persiske Golf forøges. Irak har efter Saudi-Arabien de største oliereserver i verden. Saddam har i de seneste år givet kontrakter til udvindingen af olie til vesteuropæiske, russiske og kinesiske selskaber. Men Den Irakiske National Kongres, som støttes af USA, har truet med at opsige kontrakter til olieselskaber fra lande, der ikke hjælper med at vælte Saddam. Disse kontrakter kunne så overføres til amerikanske selskaber i et Irak efter Saddam. I januar 1900 holdt senator Albert Beveridge fra Indiana en tale, hvori han bød det nye århundrede velkommen og gav det et navn: det amerikanske århundrede. To år før erklærede Beveridge i en anden tale under den spansk-amerikanske krig, 'Flagets fremmarch', at det amerikanske imperiums mission var at sprede »frihed og civilisation« i verden. I begyndelsen af det 20. århundrede var USA's globale magt og indflydelse overskygget af det britiske imperiums spændvidde. I begyndelsen af det 21. århundrede er situationen en ganske anden. Historikeren Paul Kennedy mener, at der aldrig før i verdenshistorien har været en nation, hvis magt kan sammenlignes med USA's nu, hverken det romerske imperium eller det britiske imperium. Bushdoktrinen om militær styrke, retten til præventive aktioner uden ansvarlighed over for FN og moralsk klarhed blev befæstet i USA's Nationale Sikkerheds Strategi, der blev offentliggjort i september. USA skal ikke blot stå i spidsen for den nye verdensorden. USA's langsigtede mål er intet mindre end et unilateralt overherredømme gennem absolut militær overlegenhed. Paul Kennedy skrev i 1987 i bogen 'The Rise and Fall of the Great Powers', at ingen nation kunne »forblive for altid foran alle andre«. Allerede dengang kunne han forestille sig det amerikanske imperiums fald på grund af en skrantende økonomi. Bushdoktrinen fremhæver militær magt og en selvretfærdig patriotisme. Men USA er præget af en social ulighed, der på længere sigt kan undergrave USA's magt udadtil. Den nye verdensorden, som høgene inden for Bushregeringen forestiller sig, er dømt til at mislykkes. Amerikansk enegang kan føre til globalt kaos og konfrontationer med nationer, der efter USA's skøn udgør en modvægt til det amerikanske overherredømme. USA er nødt til at erkende, at selv en supermagt har sine begrænsninger, og at det er i USA's langsigtede nationale sikkerhedsinteresse at samarbejde med det internationale samfund for at sikre en global retsorden.