Når skjult kamera bliver en del af virkeligheden

Kære Eva

Vi er tre psykologer, der arbejder i socialpsykiatrien. To af os på det socialpsykiatriske bocenter Ringbo. Vi udtaler os ikke på vegne af hverken socialpsykiatrien, Ringbo eller Københavns Kommune. Kroniken består af personlige refleksioner.

Vi skriver til dig, Eva, fordi du har lavet skjulte optagelser i Ringbo. Optagelser af beboere og medarbejdere, som i søndags, 10. februar 2008, blev vist i DR’s ’21 Søndag’.

Vi kender dig ikke, vi ved end ikke, hvordan du ser ud. Vi ved ikke engang, hvilke tanker du gjorde dig, inden du skjulte et kamera på dig selv og blev vores kollega, men din tid i Ringbo har konsekvenser, der går dybere, end vi tror, du forestiller dig.

Det vil vi gerne fortælle dig om.

Det er vores håb med det her åbne brev, at du som spirende journalist bliver opmærksom på de problemstillinger, skjulte optagelser afstedkommer i det socialfaglige arbejde.

Personalet i det hus, hvor du har været ansat, siger, at du har været en værdsat medarbejder, og at du også har været dygtig til at træde ind i forhold til de mennesker, der bor i huset, på en tillidsvækkende måde.

Fra beboerne selv ved vi, at du har fået dem til at åbne sig og fortælle meget personlige ting. Ideen om at gøre en indsats i forhold til arbejdet med sindslidende er god.

Det er dejligt med ildsjæle – vi tænker endda på os selv som sådanne. Men hvis du virkelig gerne vil hjælpe med at løfte den kæmpe og komplekse opgave, det er at arbejde med alvorligt sindslidende i socialpsykiatrien, så skulle du ikke have brugt skjulte optagelser.

Du skal nemlig vide, at der i kølvandet på denne historie er sket følgende: Vi har som psykologer ydet krisehjælp til både beboere og personale i det pågældende hus.

Vi har talt med grædende medarbejdere og afmægtige beboere. Du skal vide, at beboere, du har haft en tæt relation til, er blevet indlagt på lukket afdeling som følge af det dobbeltspil, du har ført.

Det må i sig selv give dig og journalistikken stof til eftertanke.

I vores øjne har en menneskelig relation en meningsopbyggende karakter. Vi er hermed delagtige i hinandens liv og i hinandens psykiske op- og nedture, og du har i en periode været med til at holde disse beboeres liv i din hånd, og så gav du slip.

Dine handlinger har tilført et meningstab for medarbejdere og især for beboere. Spørgsmålet er, om du egentlig har nået at tænke over, hvilke interesser du tjener med disse skjulte optagelser.

Med de skjulte optagelser har du luret nogle sårbare borgere, for hvem gennemskuelighed og åbenhed er afgørende for deres trivsel og mulighed for at komme sig.

Den dobbelthed og perspektivforvikling, du producerer, er et af deres største problemer og har haft direkte og synlige konsekvenser for de beboere, du har haft med at gøre.

En beboer, som har oplevet sig særlig tæt på dig, fortæller, at han efter det, der er sket, aldrig igen kan stole på nogen.

Du og Bastard Film, som står bag, har skudt forbi med jeres valg af metode. Det socialfaglige arbejde er skruet sådan sammen, at det bygger på årelange tætte relationer.

Den sociale lim, der binder disse relationer sammen, er ofte uigennemskuelig for udefrakommende. På samme måde som det gør sig gældende i parforhold og familier.

Man kan finde sig i ting fra mennesker, man har en tæt relation til, fordi de betyder noget ud over selve handlingen. Det samme gør sig gældende omkring kulturen i Ringbo, som du jo nu kender indefra.

Det må være underligt for dig kun at vise negative sider og ikke hylde alt det gode, tætte arbejde, vi ved, at du har været en del af. I den socialfaglige praksis er der ikke noget, der med rimelighed kan tages ud af sin sammenhæng på den måde, du gør.

Vi tror, at din metode bygger på en journalistisk ide om at kunne demaskere magtens forsømmelser og overgreb ’live’. Men magten er ikke kun derude i bocentrenes komplekse praksis.

Kære Eva, du er del af en magtform, som er dybt problematisk.

Vi hører ofte historien om beboere, der ønsker hjælp til rengøring, men som ikke lukker personalet ind på deres værelser. I rengøringsstandardsproget er et møgbeskidt værelse en åbenbar og ligetil opgave.

I et juridisk og pædagogfagligt perspektiv er det en meningsfuld opgave. Men en opgave, der ikke er en umiddelbar løsning på.

Bekymringen er, kære Eva, at der i kølvandet på din udsendelse bliver formuleret faglige standarder, der ikke tager udgangspunkt i beboernes individuelle behov, men tager udgangspunkt i at dulme offentlighedens forargelse over det, de så i ’21 Søndag’ 10. februar.

Kære Eva. Vi har besluttet os for at gøre det nemt for dig, så du en anden gang ikke behøver at iføre dig blå briller og skjult kamera. Vi vil fortælle dig om de sværeste opgaver, vi arbejder med.

Så behøver du slet ikke at besvære dig med at afsløre os. Vi kan afsløre det, du ikke fik med, og det er ikke småting! Her får du i overskrifter hele historien om bagsiden af livet i et københavnsk bocenter.

I Ringbo kan du tage billeder af beboere, der går sultne i seng hver aften. I Ringbo kan du tage billeder af beboere, der går rundt i bare tæer i frostvejr.

I Ringbo kan du tage billeder af beboere, der har sukkersyge, men ikke tager deres insulin eller følger diæt. I Ringbo kan du tage billeder af beboere, der lugter af urin og afføring.

I Ringbo kan du tage billeder af en kvinde, som igen og igen inviterer sin kæreste, der banker hende. I Ringbo kan du tage billeder af medarbejdere, der bliver devaluerede af beboere i otte timer og derefter smiler og siger tak for i dag.

I Ringbo kan du tage billeder af beboere, der tager ulovlige stoffer. I Ringbo kan du tage billeder af mennesker, der ikke har fået et knus de sidste 20 år. Det må der da være gode billeder i?

Beboere, der går sultne i seng, fordi de fravælger