En bog kan blive en ferie. Forfatteren var på vej ud ad døren for at rejse, da Thomas Manns delvis selvbiografiske 'Huset Buddenbrooks' nærmest bad om at komme med. Den blev læst og oplevet på ny, som en roman med indsigt i menneskesjælene og i skæbnespillet omkring den enkelte. Hvad var det for et instinkt, der - netop som jeg skulle ud ad døren for at rejse på ferie - fik mig til at gribe Thomas Manns roman 'Buddenbrooks' og stoppe de to tykke bind ned i kufferten? Jeg havde dunkle erindringer om den fra min gymnasietid, læst i udvalg, huskede en hr. Grünlich med en vorte ved næsen og guldgule bakkenbarter, og nu stod romanen dér på reolen og forlangte at komme med. Den gjorde ferien uforglemmelig. Romanen blev ferien, man var indkapslet i den herligt langstrakte læseproces, at spise blev en forstyrrelse, at sove en afbrydelse. Det virkelige liv fandtes i romanens univers, forskellen på romanens tidsalder og vores egen ophævedes. Det, der holder læseren i sit faste greb, er skæbnebilledet og den exceptionelt levende menneskeskildring. Nuancerne er ofte så tilsyneladende selvmodsigende, at det i forbavsende grad minder om det liv, man selv lever og forsøger at forstå og tolke. Et let strøg med støvekluden, og disse hundredårige figurer bliver livagtigt moderne i gebærder og tænkemåde. Da 'Buddenbrooks' udkom i 1901, var Thomas Mann kun 26 år. Handlingen udspilles i en historisk opbrudsperiode, et fænomen, der i sig selv er interessant - vi er selv midt i en af de skelsættende - og bag hovedhandlingen rumler de tyske revolutioner og kontrarevolutioner fra 1800-tallets midte, med genklang fra de sociale, økonomiske og politiske frihedsbevægelser. Litteraturhistorisk hører romanen til under naturalismen, og ifølge programmet er beskrivelserne minutiøse: hjemmenes indretning og interiører og frem for alt miljøerne, både i hverdagene og til fester. Den farvestrålende juleaften er skildret, så man føler sig hensat til Ingmar Bergmans 'Fanny og Alexander'. Som dér er hele familien samlet omkring det kæmpestore juletræ, morer sig, løber i kæde gennem stuerne og spiser sig stokmætte i en overdådighed af lækre retter. I dagens anledning er skeletterne gemt væk i skabene. Skønt der svælges i detaljen på en måde, som måske er fremmed for en forjaget nutidslæser, slipper forfatteren godt fra det, fordi der ligger en spændkraft i hver eneste sætning fra først til sidst i den store roman. Menneskene iagttages med et intenst nærgående blik, der opfanger og affotograferer alt. Passionen er til stede i den mindste sitren i en ansigtsmuskel, i et bryn, der ironisk trækkes i vejret, i selv den udpenslede beskrivelse af et kulørt bånd i en kjole eller en nipsgenstand på mahognisekretæren. Men 'Buddenbrooks' løfter sig over alle ismer, den har evighedssuset i sig og udgør sin egen specielle kategori. Romanen begynder i Lübeck midt i 1830'erne, hvor vi møder bedstefar Johan Buddenbrook, som er købmand med liv og sjæl. Hans hvide hår er pudret, han har hvid kniplingskalvekrøs og bukser, der slutter under knæet. Han har oplevet to tidsaldre, står stadig med et ben i 1700-tallet. Som sine forfædre i 200 år har han lydigt overholdt slægtens påbud, der går ud på at gifte sig rigt og gøre gode forretninger. I hans første ægteskab var der undtagelsesvis både kærlighed og lykke. Men den unge kone døde i barselseng, og det påfølgende livslange ægteskab var rigt på penge og goldt på følelser. Forretningerne gik strygende. Kort før hans død som gammel mand sker så det uventede, at han i sin inderste købmandssjæl rammes af en stor tomhedsfølelse. Han forstår det ikke selv. Han er ikke fortvivlet, sørger ikke, er bare tom. »Kuriøst, kuriøst«, siger han ustandselig. Og »kuriøst« er hans sidste ord, inden han vender sig mod væggen og dør. Forklaringen findes i romanens anlæg. Sidste halvdel af sit liv har han levet i 1800-tallet, hvor den fornuftige indtjeningsmodel, han byggede sit liv på, ikke længere er tilstrækkelig. Romantikken dyrker følelsen, og derfor reduceres hans liv i tilbageblikket til illusion. Hvad var det hele? Han dør som i en gåde med den tomhed i sjælen, der bliver pengedynastiet Buddenbrooks skæbne. Og hermed er romanens centralmotiv slået an. Romanens livsfrise vider sig ud og befolkes af et stort opbud af slægtninge, enten ufatteligt almindelige eller barokt sære. De beskrives med barsk humor, holdt i skak af tragedierne, der rammer dem alle. Romanen udkom med undertitlen 'En families forfald', og med insisterende energi skildres slægtens langsomme sjælelige forvitringsproces fra begyndelsen til enden. Det er på én gang farce og dødebog. Bemeldte Grünlich er en karikatur af et menneske. Og der er flere af hans slags. De virker som en art staffage uden om de nærtbeslægtede Buddenbrooks med deres særkende, de lidt for korte, fintleddede hænder, de runde dybtliggende øjne og de store næser. Og alle, på én nær, barnet Hanno, er de umusikalske, et træk, der siger noget om deres åndløshed. De læser ikke, interesserer sig ikke for kunst eller musik. For Mann var musikken en kontakt med det guddommelige. Den bidende ironi og de skånselsløst humoristiske personbeskrivelser kan give det indtryk, at forfatteren udelukkende har været ude på at udlevere sine figurer. De rene kræmmersjæle afsløres da også uden nåde. Men ved nærmere eftersyn viser Buddenbrookerne sig som regel at være flertydige. På én gang naragtige og tragiske - og så i et pludseligt spring uventet klartseende og ganske fornuftige - uden at de på nogen måde formår at omsætte disse glimt af klarsyn til erkendelse. Hver på sin måde sidder de i saksen. Kvinderne er som regel de indtil identitetsløshed normale, mændene hjemfaldet til rigid rutine eller forhekset af tvangstanker eller anden form for galskab. Er de ødelagt af borgerskabets åndløse snæverhed, af sjælens kedsomhed, eller er det en degeneration i selve slægten? Og er degenerationen i så tilfælde fysisk eller psykisk betinget? Der gives ingen direkte svar på de spørgsmål, læseren løber ind i, ingen løsninger, ingen absolutte sandheder. Meget kan man forstå, men resten, det egentlige, ligger gemt i dybderne, hvor selv det skarpeste øje bliver blindt. Og forfatteren træder kun undtagelsesvis frem og forklarer. Ud fra begivenhedernes næsten magiske konsekvens overlades det til læseren selv at begribe vanskæbnernes inderste årsag. Det kunne f.eks. se ud, som om Mann svinger pisken over Thomas' søster Tony. Han gør tykt nar af hende, lader hende udtrykke sig i evigt gentagne floskler, afslører ubarmhjertigt hendes overfladiskhed. »Jeg er ingen gås mere og kender livet«, hævder hun. Men en gås er netop, hvad hun er, fordi intet for alvor sætter sig i sjælen på hende. Samtidig skildrer Mann hende som et offer for den farlige kombination, som det for de fleste er umuligt at komme fri af: kærlighed blandet op med den autoritære, tyranniske opdragelse, som piller integriteten ud af tidsalderens ubeskæftigede familiepiger. Hvordan skulle den forkælede Tony kunne blive et modent, selvstændigt menneske, uden uddannelse, uden reel erfaring i virkelighedens verden? Mod sin inderste vilje gifter hun sig, som det forlanges af hende, og ægtemændene viser sig senere at være snydere og bedragere. Hun rejser sig ikke i protest, men redder sig ved sin overfladiskhed. Thomas Buddenbrook bliver romanens hovedperson. Han indføres som tredje generation i romanens slægtsgalleri og er den første chef i familiefirmaet, der ikke bærer navnet Johan. I ham koncentreres den sjælelige mangelsygdom, der fører til ruin, i hans skæbne demonstreres det, hvor livsfarligt tidsalderens tilsyneladende så trygge, komfortable borgerlighed kan lemlæste en menneskesjæl til døde. Thomas er tvivleren, der som disciplen måtte have beviser for at tro. Men tro på hvad? Bibelsk er det troen på Jesu guddommelighed, i romanen er selve navnet Thomas ladet med den ironi, der springer ud og ind af handlingsmønstret. Men aldrig et eneste øjeblik gøres der nar af Thomas. I hans skæbne udfoldes til fulde romanens tragedie. Hans liv former sig som en eneste lang rutschetur fra medgangens tinde til det totale forlis, fra troen på pengenes betydning og almagt til fortvivlelse - dødens fortvivlelse. Troen er den falske tro, købmandsslægtens tro på pengene. Men i disse hårdt tilkæmpede penge ligger jo også mulighederne, og Thomas er justeret til at udnytte dem. Lydigt kaster den unge Thomas sig ud i aktiviteterne, ikke alene i sin egen forretning. Han moderniserer lokalsamfundet, deltager i alt, told, skat, jernbane, post, bliver konsul og senator. Den perfekte borger og samfundsstøtte. »Heldet og lykken er i os selv« - og så længe dette er hans overbevisning, formår han at tvinge heldet efter sin vilje. I årevis fungerer han med succes, mens ormen borer sig ind i ham, og han bliver en fremmed i det hus, han lod bygge, mens lykken stod ham bi. En fremmed i sit eget liv. Lige så lidt som de andre i slægten har han selverkendelse. Han forstår ikke, hvad der sker med ham, hvad er der galt? Han giftede sig jo med en rig, meget smuk kvinde, Gerda, som han elskede - eller bildte sig ind, at han elskede. Hun havde en hemmelighedsfuldhed i sit væsen, en lille blå skygge i øjenkrogen - og så var hun musikalsk og spillede violin, en ægte Stradivarius. Thomas faldt for hende, tilbad hende, som man tilbeder det uopnåelige. Det er selve hendes musikalitet, tilgangen til en åndelig verden, som stiller sig i vejen mellem dem. Ånd er og bliver en fremmed dimension for købmanden Thomas. »En digters liv er symbolsk«, sagde Thomas Mann, og han identificerer sig lidenskabeligt med Thomas Buddenbrook og indfletter en kæde af symboler i hans livstråd. I virkeligheden er Thomas Buddenbrook en svag mand, fysik og psyke hører altid sammen hos Mann, og da Thomas i sin ungdom forlader sit livs eneste sande kærlighed, blomsterpigen Anna, har han dermed indledt sin egen, endnu skjulte, deroute. Han svigter, fordi han ikke véd bedre, og hans livs fejltagelse går aldrig op for ham. Thomas trøstede sig dengang: »Man glemmer«, rejste fra hende for at gå i lære i Amsterdam, fortrængte - og fik kort efter en blodstyrtning. Han kom sig, men fra da af sidder svækkelsen i ham. Skæbnens hjul drejer efter sine egne hemmelige love. Heller ikke er det tilfældigt, at han senere som en syg og modløs mand indlader sig på en svinestreg af en handel, netop i firmaet Buddenbrooks jubilæumsår. Han tjener fedt på det, men handlen koster et menneske livet - og selv mister han for stedse sin selvrespekt. »Når huset er færdigt, så kommer døden«, lyder hans bitre konklusion. Og hvor kommer han til at bo med den kolde Gerda, som kompenserer for sit skinliv gennem musikken? Selvfølgelig lige over for Anna, som har giftet sig med blomsterbutikkens ejer og er konstant gravid. Så kan Thomas fra det store, kostbare hus, han har bygget til Gerda og sig selv, sidde og følge, hvordan lyset tændes og slukkes i Annas lille hus med butikken på den anden side af gaden. Desperat og fortvivlet støder Thomas en dag tilfældigt på et gulnet skrift i en skuffe. Han sætter sig til at læse, og for den eneste gang i sit liv får han en åbenbaring ved at læse en bog. Den må efter beskrivelsen være af filosoffen Schopenhauer, som i en mægtig løftelse bekræfter Thomas i hans følelse af altings intethed. Han er altså ikke alene med de tanker, han har gjort sig, og han oplever en kort nirvanaagtig lettelse, der ligner lykke. Døden kommer til Thomas, før han er fyldt 50. De sidste år af sit liv føler han sig som en komediant, udslidt, fremmedgjort, ulykkelig - en komediant, der kun holder sig oppe med en mægtig viljesanspændelse. Hvem er han selv? For at fungere og overbevise verden om sin veloplagthed skifter han tvangsmæssigt tøj hele tiden, vasker sig mange gange om dagen og forfrisker sig med eau de cologne. Men selv om han endnu ikke er fysisk syg, er Thomas overbevist om, at døden nærmer sig. Men døden må have en årsag, og følelsen af uafvendelig ulykke koncentrerer sig i en mægtig betændelse i en tand, som hans uduelige tandlæge ikke formår at behandle. I et sidste grufuldt symbolsk fald segner den renlige, altid nystrøgne, korrekt klædte Thomas om på gaden med næsen ned i gadens affald - og dør. »Fædrene æder druer, og børnene får rådne tænder«. Tænderne var et af Thomas' svage punkter, som arves af hans søn. Hanno har i det hele taget så svag en konstitution, at han kun med nød og næppe overlever sin barndom og dør som teenager. Hans trøst er musikken. Han har arvet sin mors musikalitet og både komponerer og spiller. Kunne Hanno have overlevet, hvis han havde fået bedre betingelser? Dette spørgsmål ligger i romanen. Som hans opvækst arter sig, bliver livet en umulighed. Han får en grusom psykisk medfart af djævelske lærere i skolen og ikke mindst af Thomas, der udsætter ham for daglige forhør om hans skolekundskaber ved middagsbordet. Hans søn skal ikke snyde, han skal være købmand. Er det stupid hjerteløshed eller jalousi - en ubevidst hævn over denne musikalitet, der knytter sønnen så nært til Gerda - nærmere end han selv nogensinde har været? Hanno er dybt klog, han ser og forstår alting, men han har også en livssundhed i sig. Han glemmer sin nød og morer sig, når han er sammen med sin eneste ven Kaj, og han kommer solbrændt og fornøjet hjem fra sommerferierne, hvor ingen plager eller forfølger ham. Men ferierne er ikke nok til at holde ham oppe, og hans død må tolkes som vantrivsel. Han får en tyfus, som han kunne have overlevet, hvis livsviljen havde været stærk nok. Men i dybet af feberens tåger giver han op og vælger udfrielsen - døden. Hanno er et dødningebarn - et offer for sin opdragelses borgerlige, autoritære brutalitet. Mann fremlægger på det omhyggeligste indicierne til et sjælemord. Som otteårig tegnede Hanno i barnlig uskyld og dyb instinktiv viden en pyntelig dobbeltstreg efter sit navn i slægtsbogen. En symbolsk afslutning - her ender slægten Buddenbrook. Mærkelig nok er romanen om denne families storhed og fald ikke tragisk læsning. Dertil er den samtidig alt for morsom. Man får mange rystelser undervejs, men selv de mest morbide beskrivelser er båret oppe af kunstens lysende livskraft og en energi, som er nægtet slægten Buddenbrooks medlemmer. Men romanens fornemste egenskab er den altdominerende indsigt i menneskesjælene og i skæbnespillet omkring den enkelte. Sine inderste hemmeligheder giver den aldrig fra sig.