Alle taler om stress.

I løbet af 0,19 sekund på Google får man 44.500 resultater, når man søger på ordet. Alle er potentielt udsat for stress, men heldigvis bliver alle ikke syge af det.

Der er stress i toppen af samfundet hos dem, der arbejder, og stress i bunden blandt de ekskluderede og arbejdsløse. De gamle har stress, og de unge er stressede. Selv børns vanskeligheder forbindes med stress, og de indlægges stadig oftere på hospital med noget, vi ikke kan forklare og forstå med andet end en stressdiagnose.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, vurderer, at bl.a. depression som følge af stress vil være et af de største helbredsproblemer i fremtiden. Teknologirådet og Statens Institut for Folkesundhed anslår, at det danske samfund bruger op imod 14 milliarder kroner om året på stress – omkostninger alene relateret til produktionstab (sygemeldinger). Menneskelige omkostninger som nedsat livskvalitet er ikke medregnet i disse tal.

I debatten om stress er der mange synspunkter. I den ene yderlighed mener man, at stress bliver ’talt op’, at stress misbruges af de dovne, og at stress i virkeligheden bare er noget, vi hver især må leve med. De tiltag, der tages som f.eks. individuel coaching, kritiseres som behandleres urimelige forsøg på ’karriereoptimering’.

I en anden yderlighed peges der overvejende på individet som udsat for stress – offer for stress. Groft sagt kan man stille to grundlæggende ideologier op som forsvar og argument i diskursen – nemlig dels en borgerlig/liberal, som retorisk vil betone individets eget ansvar og handlinger – og dels en mere socialistisk, som i højere grad betoner samfundets ansvar og indretning.

Ofte relateres stress til travlhed – og oftest travlhed i arbejdslivet. Men naturligvis kan arbejdsliv, familieliv og fritidsliv ikke adskilles. Bemærkelsesværdigt er det, at arbejde og især vores forhold til arbejdet har udviklet sig radikalt over tid. Det gør sig gældende både for dem, der arbejder (for) meget, dem, der er på vej ind på arbejdsmarkedet, dem, der slet ikke er en del af arbejdsmarkedet og endelig for børn, hvis forældre tilhører den ene eller anden kategori.

At tale om stress som en diagnose er misvisende og forvirrende. Stress er til en vis grad, som nogle påpeger, en slags samlebegreb eller et opsamlingsheat – og bliver af og til en skraldespand for alt mulig ubehag ved tilværelsen. Nej, jeg vil snarere definere stress som et symptomkompleks, der dækker over den oplevelse, at krav og forventning i tilværelsen igennem lang tid overstiger muligheden for indfrielse. Og den følelse kan være meget belastende – netop hvis den varer ved i lang tid – man kan blive syg af det.

Sygdomsbillede, symptomer, årsag og løsning vil være mangfoldig, og derfor vil diagnosen ’stress’ være for lidt konstruktiv og for diffus. Det er samtidig for mig at se totalt misvisende at tale om stress som dovenskab. De argumenter, der tages i anvendelse, når stress sidestilles med dovenskab, er så generaliserende, at man undres over, hvor det sociologiske blik på bl.a. social ulighed, samfundsudvikling og samfundets sammenhængskraft bliver af? Stress er en del af tilværelsen! – men nogle magter livet (og arbejdslivet) bedre end andre. Hvorfor mon?

Noget tyder på, at vi først og fremmest må være bevidste om, hvad vi taler om, for at forstå, hvorfor stress overhovedet opstår.

Der er tydeligvis flere måder at tale om og forstå stress på. Læger har anvendt begrebet i forbindelse med kropslige reaktioner, psykologer om adfærd og følelser, og desuden bruges det i flæng i hverdagssproget i relation til livets genvordigheder.

Stress er med andre ord et noget luftigt begreb, som oftest forbindes med svaghed og kapitulation. Men samtidig betragtes stress som en nødvendig drivkraft – et tegn på, at man er i gang – at man er ’med’. I den positive udgave kan begrebet flow konstruktivt anvendes. Det moderne arbejdsliv er netop kendetegnet ved, at arbejdstageren gennem arbejdet søger højdepunktsoplevelser og betragter arbejde som mere og andet end indtjeningskilde – f.eks. et selvrealiseringsprojekt.

I stressforskningen kan man identificere mindst tre diskurser. Stressforskningen begyndte i 1930’erne, hvor lægerne Cannon og Seley overvejende interesserede sig for biologiske mekanismer og ’kroppens indre miljø’. De anlagde grunden til det, som man kan kalde den naturvidenskabelige og fysiologiske stressdiskurs.

I denne første diskurs fokuserede man på kropslige ubalancer, hormonpåvirkninger, akutte og kroniske faser i forhold til primært kropslig reaktion på stress. Den klassiske dualisme imellem krop og sjæl var markant, hvilket naturligvis havde betydning for, hvad man kunne ’se’ og dermed også for, hvordan man mente, at problemer kunne løses.

Problemet er, at der er risiko for, at mange af nutidens stress- og ’sygdomsbilleder’ og sygemeldinger får svært ved at leve op til de krav om objektivitet, målbarhed og dokumentation, som den fysiologiske stressdiskurs fordrer, og som naturvidenskaben foreskriver.

Vi ser jo netop i dag en række ’kultursygdomme’, ’tvivlsomme diagnoser’ og symptomer, som ifølge bl.a. professor ved Arbejdsmiljøinstituttet Tage Søndergaard Kristensen er af stor prognostisk værdi. Personer, der rapporterer stress og lignende, viser sig nemlig senere at have høj sygelighed, højt forbrug af medicin, høj selvmordsfrekvens, høj dødelighed og så videre.

En ny epoke inden for stressforskningen – en psykologisk diskurs – med et stadig individuelt, men mere subjektivt og følelsescentreret fokus tager fart i 1960’erne og 70’erne. Eksponenterne er bl.a. Lazarus, Folkman, Karasek og Antonovsky, og betydningen af individets egen vurdering og bedømmelse af stresspåvirkninger kommer i stigende grad til at præge de strategier, der sættes ind i forhold til stress.

Essensen i denne diskurs er, at en belastende situation skal tolkes, kategoriseres og vurderes af personen. Mangel på (oplevelse af mangel på) håndteringsmulighed er afgørende for, om der er tale om stress. Dermed introduceredes også begrebet coping (mestring) som noget afgørende i stressforskningen.

Når problemet i dette perspektiv søges løst, vil det enkelte individ være i centrum. Stress er nemlig en følelse, og individuel terapi og kvalificering er en oplagt løsning. I forlængelse heraf har vi set coaching-industrien vokse markant de seneste år – men det er for mig at se problemforvridning at påstå, at stress ’dyrkes’ for at holde denne industri i gang!

Samtidig med, at disse teoretiske forståelser af stress udvikles, har samfundet forandret sig radikalt. Sociologer står i kø for at sætte ord på forandringstendenserne. Begreber som bl.a. kompleksitet, globalisering, kulturel frisættelse, refleksivitet og individualisering er blot nogle af de begreber, som kunne indgå i diskussionen, når forandringerne skal forstås.

Samtidig har humanistiske psykologers tanker om selvrealisering og ledelsesteoretikeres ideer om menneskelige ressourcer haft afgørende betydning for måden, vi arbejder på i dag. Human Ressource Management, Den Lærende Organisation, Det Udviklende Arbejde, New Public Management, Dialogstyring og selvstyrende team er blot nogle af de senere forsøg på ’udnyttelse’ af arbejdskraften. Der er tale om organisationsprincipper med indbyggede paradokser, idet arbejdstagere lokkes med indflydelse, ansvar og fleksibilitet – noget ingen umiddelbart siger nej tak til – men ...

Når samfunds- og organisationsudvikling sættes i forbindelse med udviklingen på arbejdsmarkedet, ses tydelige og markante ændringer, som tilsyneladende presser det enkelte menneske. Her kunne man tale om en tredje og nyere stressdiskurs. Konkurrencekrav som følge af bl.a. globalisering fordrer en maksimal udnyttelse af den enkelte medarbejder, således at arbejdet i stigende grad og på nye måder må effektiviseres.

Strategierne i forlængelse af ovennævnte organisationsteorier går bl.a. i retning af personliggørelse af arbejdet – medarbejderen engagerer sig dermed mere end blot med sin arbejdskraft leveret i timer. Man lærer at ’elske sit arbejde’. Man udvikler sig i takt med kravene på arbejdsmarkedet – og hvem ønsker ikke at udvikle sig?

Når arbejdet og arbejdstiden samtidig fleksibiliseres med bl.a. hjemmearbejdsplads, mail og mobiltelefon, viser det sig, at man arbejder mere og holder mindre fri. Man kan diskutere, om der er tale om medarbejderens egen udviklingstrang – eller om der snarere er tale om tidens udviklingstvang.

Nogle vil påstå, at vores ugentlige arbejdstid aldrig har været kortere. Alligevel fylder arbejdet for mange mere og mere. Hvor det tidligere i industrisamfundet var præget af tidsmæssige rammer, rutine, ensomhed, overvågning, bureaukrati og mangel på indflydelse, så er ’det nye arbejde’ præget af diffusitet, selvstændighed, indflydelse, krav om engagement, ansvar, fleksibilitet og egenkontrol. Vilkårene forhandles individuelt, og man kan derfor lidt popsmart sige, at man før ’gik i takt’ og nu i højere grad ’løber om kap’.

Umiddelbart er det ikke så underligt, at man elsker sit arbejde: Arbejde giver identitet. Man kan sige, at hvor arbejde tidligere var de fattiges forbandelse, er det i dag i stigende grad blevet de riges privilegium. Arbejde er blevet en hobby, og man taler i dag om arbejdstagere som ’workaholics’ – man arbejder ikke længere for at leve, men lever for at arbejde! Netop derfor må man være opmærksom på, at udviklingen på arbejdsmarkedet ikke kun rammer dem, der går på arbejde.

Faren og pointen er, at der er tale om et tveægget sværd: Tendenserne i arbejdslivet er langt hen ad vejen eftertragtede og ønskværdige; men de er samtidig med til at belaste os. Med reference til Richard Sennetts kan man spørge, om den ’medicin’, som var middel mod rutinearbejdet – nemlig fleksibilitet og indflydelse – i hvert fald for visse grupper på arbejdsmarkedet har givet bivirkninger.

Sociologen Ulrich Beck supplerer bekymringen, når han om udviklingen på arbejdsmarkedet siger: »Glæd dig, din kunnen er forældet, og ingen kan fortælle dig, hvad du skal lære, for at du stadig kan bruges i fremtiden«. Beck fortsætter og siger, at: »(...) på intet andet tidspunkt har de arbejdende – uafhængigt af deres evner og eksamensresultater – været mere sårbare end i dag, hvor de arbejder individualiseret, uden kollektiv modmagt, og hvor de mere end nogensinde før er afhængige af fleksible net, hvis mening og regler er blevet umulige at afkode for de fleste af dem«.

Disse sociologiske bidrag rammer for mig at se noget centralt i forhold til arbejdsmarkedsudvikling, når (i hvert fald dele af) stressudviklingen skal indkredses, forstås og forebygges eller ’behandles’.

Noget tyder på, at den fysiologiske og naturvidenskabelige tankegang (stadig) har stor indflydelse på forskningen i relation til stress. Der forskes f.eks. i kortisol-hæmmende medicin, ligesom der er et stort marked for antidepressiv medicin, når ’skaden er sket’.

Den psykologiske stressdiskurs’ accentuering af ’indflydelse og kontrol’ er i dag den mest udbredte tankegang – både når stressårsag skal findes, og når løsning søges: Når man kapitulerer som følge af stress, føler man sig (personligt) svag, syg – og sygemeldes. Langt de fleste virksomheder tilbyder fred og ro (lange sygemeldinger), psykologsamtaler og omsorg til ’den svage’.

Det er sympatisk og omsorgfuldt. Og det er vel også en kendsgerning, at der kan være kompetente medarbejdere, der har brug for hjælp til individuel stresshåndtering – f.eks. hjælp til at skabe overblik, hjælp til at kommunikere (sige til og ikke mindst fra), hjælp til at holde pauser samt til at finde balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Men denne psykologiske stressdiskurs leverer med andre ord handlingsforslag, hvor den enkelte medarbejder rustes og kvalificeres til at håndtere følelser, krav og forventninger. Problemet fastholdes og forbliver individbundet. Arbejdspladsen/arbejdsmiljøet går fri.

Stress er imidlertid for komplekst, til at enkeltindividet kan tage det fulde ansvar. Årsagsforklaringer og handlingsstrategier kan ikke udelukkende være individorienterede – fysiologiske eller psykologiske. For på den måde vil vi nemlig for mig at se kun føje flere smittede til stressepidemien. Den gamle filosof Hippokrates sagde engang netop relateret til epidemitendenser, at hvis en læge skal forstå, hvorfor folket bliver syge, da må han skue ud over landskabet og se, hvad der er på spil.

Stress er ikke en diagnose, men et symptomkompleks som følge af livsomstændigheder og stadige udfordringer i et hastigt forandrende samfund! Derfor er det for mig at se ikke psykiatere, der bør høres først i debatten. Det ville være mere ønskeligt, om sociologer kom på banen og supplerede med det blik, der er deres særlige – nemlig et blik på udviklingstræk og sammenhængskraft i et samfund.

Jeg vil fremhæve den sociologisk-kritiske stressdiskurs og er helt på den rene med, at jeg hermed påpeger ’det nye arbejde’ (det grænseløse arbejde) med dets indflydelse, kontrol og fleksibilitet som mulig årsag til stress – og da bliver løsningen på problemet naturligvis kontroversiel. For måske betyder det, at den enkelte medarbejder må give afkald på noget af det, man har efterstræbt siden det (forhadte) rutineprægede industriarbejde. Måske må medarbejderen give afkald på noget af fleksibiliteten og noget af selvbestemmelsen.

Det ser nemlig ud til, at ’lokkemaden’ om at skabe sit eget job overdoseres – at de uklare jobbeskrivelser og heraf følgende rolle-uafklarethed giver stress i nogle samfundsgrupper. Noget tyder på, at vi (igen) i et vist omfang har brug for jobbeskrivelser og synlig kompetent ledelse med evne til at vise klare værdier og tydelige pejlemærker. Vi må nok indse, at rutine både kan være fornedrende og beskyttende, ligesom fleksibilitet både kan være efterstræbelsesværdig – og sårbarhedsskabende.

Det afgørende for at komme videre er, at vi kan skue bredt i stedet for at smide med mudder og beskylde nogle for at være dovne og andre for at have branchemæssig væksttrang