Alle taler om stress.

I løbet af 0,19 sekund på Google får man 44.500 resultater, når man søger på ordet. Alle er potentielt udsat for stress, men heldigvis bliver alle ikke syge af det.

Der er stress i toppen af samfundet hos dem, der arbejder, og stress i bunden blandt de ekskluderede og arbejdsløse. De gamle har stress, og de unge er stressede. Selv børns vanskeligheder forbindes med stress, og de indlægges stadig oftere på hospital med noget, vi ikke kan forklare og forstå med andet end en stressdiagnose.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, vurderer, at bl.a. depression som følge af stress vil være et af de største helbredsproblemer i fremtiden. Teknologirådet og Statens Institut for Folkesundhed anslår, at det danske samfund bruger op imod 14 milliarder kroner om året på stress – omkostninger alene relateret til produktionstab (sygemeldinger). Menneskelige omkostninger som nedsat livskvalitet er ikke medregnet i disse tal.

I debatten om stress er der mange synspunkter. I den ene yderlighed mener man, at stress bliver ’talt op’, at stress misbruges af de dovne, og at stress i virkeligheden bare er noget, vi hver især må leve med. De tiltag, der tages som f.eks. individuel coaching, kritiseres som behandleres urimelige forsøg på ’karriereoptimering’.

I en anden yderlighed peges der overvejende på individet som udsat for stress – offer for stress. Groft sagt kan man stille to grundlæggende ideologier op som forsvar og argument i diskursen – nemlig dels en borgerlig/liberal, som retorisk vil betone individets eget ansvar og handlinger – og dels en mere socialistisk, som i højere grad betoner samfundets ansvar og indretning.

Ofte relateres stress til travlhed – og oftest travlhed i arbejdslivet. Men naturligvis kan arbejdsliv, familieliv og fritidsliv ikke adskilles. Bemærkelsesværdigt er det, at arbejde og især vores forhold til arbejdet har udviklet sig radikalt over tid. Det gør sig gældende både for dem, der arbe