Min mor led af parkinsonisme i et kvart århundrede. Til sidst kunne min far ikke overkomme at tage hånd om hende, og hun kom på plejehjem. De var søde ved hende. Men for ham var det et nederlag sådan at ’svigte’ sit livs kærlighed. Han besøgte hende hver dag et par timer. Han hørte dårligt. Hun kunne kun hviske. Det gik derfor bedst, når han læste op for hende. Når han gik hjem, var han segnefærdig af træthed. Det forstod jeg godt. Selv flygtede jeg, inden der var gået en time, når jeg en sjælden gang kom på besøg. Som drænet for liv. Men hvad med hende selv? Direkte adspurgt svarede hun, at hun trods alt stadig syntes, det var værd at være i live. Vi børn krydsede fingre for, at vores far kunne stå distancen. For det var jo ham, der holdt hende oppe. Så hvis han sled sig til døde på grund af hende, ville hans indsats på en måde forekomme så urimelig. For der var masser af kræfter i ham til eget brug, var vi sikre på, hvad viste sig uimodsigeligt sandt, da min mor omsider døde. Det mentale tusmørke Det var vel kærlighed, der tvang ham? Jo nok, men kærligheden til det menneske, der engang havde været, men nu kun momentvis og rudimentært lod sig genkende. Dette lidet var ikke desto mindre umuligt for ham at give slip på, sådan som hans liv var forviklet med det. »Jeg tror, din mor…«, sagde min far ofte. Således stod det os levende nogenlunde frit for at tildele hendes liv et indhold trods alt.
Jeg skal ikke sætte mig til dommer over, hvorvidt hendes sene år var værd at leve. Jeg tror såmænd heller ikke, at min far nogensinde har spurgt sig selv, om hans trofasthed var umagen værd. Han havde fra første dag elsket hende som den eneste ene, så det gør givetvis ondt, hvis man senere føler sig nødsaget til at fifle med forbehold i det stykke. Men hvad med min mor? I de første mange år var hun ofte forpint ikke bare af sin sygdom, forekom det mig, men også af det, den forårsagede for hendes omgivelser. Eller syntes jeg bare, at det burde have været sådan?
