Hvem FORESTILLER De Dem er en god leder? De får et par minutter til at tænke over det, mens jeg forsøger at komme i tanke om de mange ypperlige ledere, jeg har kendt i mit liv. Umiddelbart synes jeg, at en god leder må være i nogenlunde harmoni med sig selv. Han må ikke være lunefuld, så vi aldrig ved, hvor vi har ham, den ene dag er han imødekommende, den næste kort for hovedet, ja måske rasende. (Der er kun 42 centimeter fra et klap på skulderen til et los i røven – sagde en fyret medarbejder). Jeg prøver at give et signalement af et dusin forskellige ledere, jeg har oplevet. Ni fremragende og én uhyggeligt uegnet. Blandt de ni begynder jeg med en leder, som var rektor på Københavns Dag- og Aftenseminarium. Vi kan jo kalde ham Valdemar – for det hed han. Jeg arbejdede for ham i fire år. De må gerne mistro mig, men jeg vil påstå, at jeg, hvis jeg var kommet til receptionen med bind for øjnene, ville kunne svare på, om han sad på sit kontor bag den lukkede dør. Man kunne fornemme, at hans ånd svævede over vandene. Hans aura føltes selv i de mange rum, han ikke personligt viste sig i. Skønt han sjældent var fysisk til stede i de mange klasserum, anede man hans nærvær, selv om han sad roligt ved sit skrivebord med en klar bevidsthed om alt, hvad der foregik. Under skrivebordet lå hans trofaste hund, som aldrig gøede ad os, når vi besøgte ham. Hans evne som pædagog og leder var den, at han sagtens kunne klare voldsomme udfald fra de studerende. Jeg husker, at en dygtig elevrådsformand næsten dagligt var ude med riven. Hun tillod sig at kalde ham dum, reaktionær og psykopat. Han var aldrig bange for konfrontationer, og det endte med, at hun fire år efter, da hun sagde farvel, i afskedsgave gav ham et patchworktæppe på cirka to meter, som forestillede den hellige Frans af Assisi i det øjeblik, da fuglene landede på hans hænder. Hun havde brugt et par hundrede timer på at fremstille det, og det var et kunstværk af de sjældne med de varmeste farver og mønstre. Hun ville nu i afskedens time fortælle ham, at hun respekterede ham. Man vrænger ikke ad Frans af Assisi. Tvivler De? Så spørg hende selv. Hun er en kendt dansk forfatter, hun hedder Inge Eriksen. En anden markant leder, som jeg har arbejdet tæt for, hed Kaiser. Jeg var først ansat hos ham, da han blev leder af børne- og ungdomsafdelingen i TV-Byen, siden da han blev chef for underholdningsafdelingen. Her fandt han på at ansætte en række forfattere i et team, jeg kan nævne nogen navne: Leif Panduro, Knud Poulsen, Paul Hammerich, Benny Andersen, Tove Schmidt, Lise Nørgaard, Lise Sørensen og Habakuk. Vi var alle vidt forskellige, og Kaisers positive lederegenskaber var, at han ikke alene fik os til med glæde at arbejde for sig, men i sjælden grad at samarbejde, så vi for eksempel parvis kunne meget mere, end vi kunne hver for sig. Her er en anden lederegenskab – nemlig at kunne se muligheder, som vi ikke selv kendte. Jeg nævnte Paul Hammerich. Han var leder af kulturtillægget i Politiken. Han havde samme talent. Som leder at kunne se evner, som forfattere ikke selv vidste, at de besad. Det var ham, der ringede til Benny Andersen og sagde: »Gider du, Benny ... skrive et digt om, hvad der er typisk for en dansker«. Benny Andersen tog sin tid til at tænke over det og skrev et digt, som hedder ’Smil’, fordi han mente, at vi er en nation, der smiler mere, end der er dækning for. Men ikke nok med det, da først Benny var kommet i gang, skrev han en hel samling digte om det at være dansk. Den hedder ’Den indre bowlerhat’. Titlen hentyder til, at englændere for at ligne hinanden engang gik med bowlerhat. Benny mente, at i Danmark havde vi alle slugt bowlerhatten for at ligne hinanden indeni. Hammerich fandt en indre oliekildes rigdom, som Benny ikke selv vidste, at han rummede. Den bestilling, der fremkaldte et enkelt digt, resulterede i en hel samling digte om danskere, som nødigt forlader varmedunk og medisterpølse. På tilsvarende måde var det mit eget held og inspiration, at jeg en dag blev ringet op af forlaget Lindhardt og Ringhof og spurgt, om jeg ville skrive en bog. Jeg svarede afgjort nej, fordi jeg på det tidspunkt mente, at det eneste, jeg kunne skrive, var vers. Men forlaget var utrætteligt. De havde læst en Kronik i Politiken, som den her. Den handlede om min barndom. De sagde: »Prøv at skrive 20-25 til, og send det til os«. Jeg forsikrer, at jeg ikke drømte om at lave en bog, men fulgte deres råd, og det blev til min første bog, ’På myrens fodsti’. Hidtil solgt i 25 oplag. Konklusion: En leder skal ikke tage et nej for et nej, men være stædig. Jeg har også nævnt Knud Poulsen. Han var teaterdirektør på Det Ny Teater og en fin humorist. Engang skrev en mand: »Hvor er det latterligt at blive ved med at kalde teateret ’Det Ny’, for det er jo gammelt«. Knud Poulsen svarede: »Og hvad så? Der er også noget, der hedder Det Nye Testamente, det er 2.000 år gammelt«. Engang bad han mig skrive en vise til en revy på teatret. Jeg lovede det og svor, at han senest fik den i begyndelsen af marts. Jeg fik skriveblokering og modtog et brev, hvori han skrev: »Nu skal du aflevere. Den eneste undskyldning, jeg accepterer, er, at du er gravid«. Jeg gik til min ven, som var fødselslæge, og fik ham til at skrive en erklæring om, at jeg var i tredje måned. – Det var vi jo alle, det var marts måned. Det siger sig selv, at jeg var bange for, at han blev rasende, og jeg turde næsten ikke åbne det næste brev, jeg modtog. Men der stod: »Hvis det bliver en dreng, må han så godt hedde Knud?«. Den dårlige leder var desværre leder af et af vores store fængsler, hvor jeg var ansat. Hvad var der i vejen med ham? Han var lige præcis 1) lunefuld, 2) humorforladt, 3) grænseløst krænkende, ikke mindst over for sin nærmeste medarbejder, nemlig viceinspektøren. Vi havde, som man har i fængsler, et ugentligt møde, hvor alle skulle være til stede for at tage stilling til for eksempel en prøveløsladelse. ’Alle’ betyder: overvagtmesteren, almindelige vagtmestre, psykologen, socialrådgiveren, betjentene, præsterne og lægen. Fængselslederen skulle naturligvis kunne koordinere alle de forskellige udsagn om den omtalte person. Hver eneste gang, viceinspektøren udtalte sig, blev han hånet og nedgjort af inspektøren med grove ord. Jeg husker tydeligt, at den omhyggelige og humane viceinspektør engang afleverede en stak maskinskrevne sider, som handlede om, at en fange måske burde løslades før tid, fordi hans kone havde fået en kræftdiagnose, og at hun havde højst en måned tilbage at leve i. Viceinspektøren argumenterede for, at fangen, der havde et år tilbage af sin afsoning, burde løslades før tid for at kunne være hos sin kone i hendes sidste stykke tid. Viceinspektøren beklagede i papirerne, at han ikke kunne være til stede til funktionærmødet, da han skulle være til en kongres i Tyskland. Inspektøren tog manuskriptet og sagde vredt: »Når man ikke er til stede, har man ingen stemme her«. Hvorefter han rev det i stumper og stykker og smed det i papirkurven i alles påsyn. En anden gang, hvor viceinspektøren var med til mødet, talte han med sin overbevisende og i mine øjne samvittighedsfulde og menneskelige indstilling om en fanges løsladelse før tid. Hvad gjorde inspektøren? Han lod sin pegefinger glide ned over næsen på den i øvrigt usikre viceinspektør, og hans replik lød: »Mener De det, hr. Fiseinspektør?«. Han burde have reageret på det med mindst at forlade lokalet. Som Lone Kühlmann rigtigt har sagt: »Det, man lader sig byde, bliver man budt«. Viceinspektøren kunne være blevet en god leder, men trak sig tilbage på grund af mavesår. Inspektøren kunne sige som generalen: »Jeg har ikke mavesår – jeg gi’r mavesår«. Gösta Pettersson ledede hjerteafdelingen på Rigshospitalet. Jeg lærte ham at kende, da han bad mig holde et foredrag om forholdet mellem psyke og hjerte. Siden opererede han mig. Jeg lærte mange af hans medarbejdere at kende, og jeg har ikke hørt en eneste tale negativt om ham. Hospitalets ledelse gjorde hverdagen svær for ham og anså ham ikke for at være den rette på hjerteafdelingen. For nylig har Cleveland Klinik i Ohio anmodet ham om at overtage ledelsen af et af de største hjertehospitaler i USA. De så hans ypperlige lederegenskaber, men han lod tilbuddet gå videre med den begrundelse, at han først og fremmest er kirurg. Til sidst vil jeg nævne tre markante ledere, som har det tilfælles, at de er teatermennesker ligesom Knud Poulsen. Det drejer sig om ledere på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg Allé. Deres navne er Peter Langdal, Henrik Hoffmann (kaldet Bølle) og Katrine Wiedemann. Peter Langdal ville have været sanger, men blev skuespiller. Engang var han med i et stykke, hvis kvindelige instruktør blev syg i ti dage. Da hun kom tilbage, var skuespillerne langt bedre, end før hun blev syg. Hun spurgte: »Hvad er der sket?«. De fortalte, at Peter Langdal havde sat sig på en stol og sagt: »Må jeg ikke prøve at instruere jer?«. Fra det øjeblik vidste han, at han i stedet skulle være instruktør. Resten af den fortælling er teaterhistorie. Han fik sit gennembrud, da han instruerede Holbergs ’Erasmus Montanus’. Det blev et brag af en succes. Jeg spurgte engang Jesper Christensen, som spillede Erasmus, hvorfor Peter var en god instruktør. Han svarede: »Det er, fordi han har de bedste øjne og ører i Danmark«. Jeg forstod det, som at han som instruktør så alle falske bevægelser og hørte alle falske ord og gjorde det bedre. Derfor mener jeg, at Peter hører til de gode ledere, fordi hans skuespillere er ham taknemmelig, fordi han kan se mere i dem, end de selv kunne se. Jeg har selv været så heldig at få lov til at bruge ham som fødselshjælper. For mange år siden ringede han til mig og sagde: »Johannes, jeg vil så gerne have, at du skriver et helt skuespil på vers«. Jeg spurgte, hvad det skulle handle om, og han svarede: »Klokkeren fra Notre Dame«. Jeg var med på den, spurgte, om vi skulle rejse sammen til Paris og bo i Notre Dame-kvarteret. Det ville han meget gerne, og vi boede der i ti dage, og jeg skrev hver dag vers, som jeg improviserede, og han var henrykt. Da vi kom hjem, skrev han kontrakt med mange skuespillere, blandt andet med sin kone Charlotte Sieling, som spillede Esmeralda, og Susse Wold og Jens Okking, som havde titelrollen. Jeg har aldrig været mere stresset og fortvivlet, end da jeg havde afleveret første del af skuespillet. For jeg fik skriveblokering. Jeg græd, før jeg sov, og fortalte min kone, at jeg var bange for, at Peter Langdal ville sætte en advokat på, for vi havde jo en kontrakt. Jeg skrev til ham, at jeg ikke kunne skrive videre, og ventede et rasende brev. Men han skrev til mig: »Det er fuldkommen lige meget, første del er så god, så vi opfører bare en ballet!«. Det fik mig ud af det sorte hul, og så skrev jeg på to uger resten. Det blev til 90 forestillinger, det kalder jeg en god leder. I stedet for at blive sur var han inspirerende munter og opmuntrende. Den anden gode leder er selvfølgelig Henrik, som tager sig af alt det praktiske og økonomiske på Betty Nansen, også en ven for livet. For nylig så jeg August Strindbergs ’Et drømmespil’. (Snyd ikke Dem selv for denne oplevelse, det er afgjort den bedste forestilling i år). Det er bestemt Katrine Wiedemanns fortjeneste. Sofie Gråbøl har spillet hovedrollen, men måtte melde fra, og det er skønt, at Sonja Richter sagde ja til at lære den store, vanskelige rolle. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen anden kunne gøre det. Men det er naturligvis også Wiedemanns energiske nyiscenesættelse, med den blændende scenografi af Maja Ravn, der gør det fuldkomment. Igen er det et samarbejde mellem eminente ledere. Her er tre af slagsen. Jeg har hørt Arne Schuman fortælle, at når vildgæs skal trække sydpå, har de et par ledere – eller førergæs. Hvordan de vælger eller udpeger dem, aner jeg ikke. Men de to vildgæs, der skal få de flere hundrede vildgæs på vingerne og lede det lange seje træk, venter, til alle i den enorme flok har provianteret. De to ledere går på vingerne og kigger sig over skulderen. De ser, at kun 20-30 stykker går til vejrs efter dem. Det er for lidt. De to ledere lander og giver flokken yderligere tid. Næste gang har de måske hundrede med sig i luften. Men det dur heller ikke. Så er det alvor i tredje omgang. De er sikre nu, og næsten hele den mægtige flok er med! Det kunne visse ledere lære af. »Gæs who«, som man siger i England. Men hvem var det, der udnævnte mig til at være den fødte leder? Jeg, som aldrig kunne være seminarierektor eller forlægger eller teaterleder. Det var faktisk mit barnebarn Teodor, som overhørte en samtale mellem min datter og mig. Jeg sagde til hende: »Jeg kunne aldrig i livet være blevet leder som min ven og nabo H.C. Aslyng, der har ledet Landbohøjskolen i 15 år«. Her brød Teodor ind og sagde: »Morfar, du er den bedste leder i Danmark. For så langt, som jeg kan huske, har du altid ledt efter noget. Dine briller, din stok, din mobil eller dine nøgler«. Med andre ord, han udnævnte mig til at være landets bedste leder. Men han havde også øje for, at den, der ikke kan overskue sine egne små daglige fornødenheder, slet ikke kan overblikke en kæmpe institution eller en mængde medarbejderes dagligdag. Kære læser, hvis De selv har problemer med at finde ting, har jeg et godt råd til enhver ’leder’. Det er min egen opfindelse, men De er velkommen til at bruge den: Når jeg ikke kan finde min mobiltelefon, så ringer jeg fra min fastnet, og så kan jeg selvfølgelig straks høre, hvor den er. Men på mine gamle dage (jeg er 71) har jeg opdaget, at hvis jeg lægger mine briller sammen med min mobil og binder en elastik omkring og bagefter sætter mit høreapparat fast til det og lægger min stok og mine nøgler nedenunder, så kan jeg ringe til det hele, når jeg ikke kan finde det. God idé til alle fødte ledere.