Kort efter terrorangrebet mod USA 11. september 2001 vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 1373, som bl.a. pålægger stater at forebygge og kriminalisere terrorisme i national lovgivning. Resolutionen er umiddelbart bindende og forpligtende for alle medlemsstater af FN. Resolutionen indeholder imidlertid ingen definition af terrorisme. Trods mange forsøg helt tilbage fra 1937 er det aldrig lykkedes staterne at blive enige. Problemet er at definere, hvem der er terrorister, og hvem der er frihedskæmpere. EU’s rammeafgørelse om terrorisme er ledsaget af en mødeprotokol, hvori det hedder, at »personer, der kæmper for at bevare eller genindføre demokrati«, ikke er omfattet af erklæringen. Dette fremgår ikke af den danske bestemmelse om terrorisme, straffelovens paragraf 114, men et stort flertal i Folketinget siger i bemærkningerne til loven, at den skal fortolkes i lyset af erklæringen. Men så er alt vel godt? Hovedproblemet i sagen om ’Fighters and Lovers’ var netop, om FARC og PFL var frihedskæmpere eller terrorister. Sagen startede i byretten og gik hele vejen til Højesteret. Dommen er på 42 sider, hvilket er særdeles usædvanligt for Højesteret. Størstedelen af siderne behandler dette spørgsmål. Vedrørende FARC hævdede de tiltalte – utvivlsomt med rette – at Columbia ikke er et samfund, der respekterer retsstatsprincippet. Men hvor meget kan frihedskæmpere tillade sig i den situation med hensyn til angreb, der involverer civile ofre? Under Anden Verdenskrig var der utvivlsomt også civile tab på grund af frihedskæmpernes sabotage.
Højesteret ender med at sige, at »uanset om det forholder sig, som de tiltalte siger, så er omfanget og karakteren af FARC’s handlinger således, at man efter en samlet bedømmelse finder, at det drejer sig om en terrororganisation« – som man efter straffelovens paragraf 114b ikke må støtte økonomisk. Højesteret tilføjer imidlertid, at den nærmere rækkevidde af paragraf 114b »giver anledning til tvivl« (Ja, det må man nok sige: 42 siders tvivl). Derfor finder Højesteret, at det er forsvarligt at give en betinget dom. Det kendetegner imidlertid et retssamfund, at lovene ikke »giver anledning til tvivl«, men at man på forhånd ved, hvad der er strafbart. Men som det fremgår af Højesterets dom, er dette ikke tilfældet med paragraf 114b. Hvad gør man så, hvis man ønsker at støtte kampen mod diktatorer? Man kan undersøge terrorlisterne, men desværre viser det sig, at FN, EU, USA og mange andre stater har lister, der ikke er sammenfaldende. Spørger man det danske justitsministerium, hvem det er lovligt at støtte, lyder svaret: Det ved vi ikke. Det må domstolene afgøre. Rigsadvokaten har her i avisen givet udtryk for, at det vel ikke er så slemt. Der er jo også økonomiske love, hvor det kan være svært at afgøre: Er dette en smart fidus, eller er det skattesnyderi? Rigsadvokatens gode råd til folk lyder derfor: Er du i tvivl, så lad være. Det er jo utvivlsomt et godt råd, men hvor efterlader det det menneske, der gerne vil bidrage til en bedre verden og f.eks. bekæmpe styret i Columbia? I almindelighed består efterforskning af en forbrydelse af undersøgelser efter, at en forbrydelse er begået. Efterforskning af terror indebærer en særlig udfordring for den efterforskende myndighed, fordi efterforskningen foretages for at forhindre en forbrydelse i at blive begået.
