Udgifterne til sygehusmedicin er steget fra omkring 1 mia. kr. i 2000 til omkring 5,5 mia. kr. i 2010, dvs. med mere end 18 procent om året i den seneste 10-års periode.
Medicinindustriens standardforklaring på de høje og stigende priser er, at de skyldes de store forsknings- og udviklingsomkostninger. Tiden må være kommet til at gøre op med denne sejlivede myte og til at forlange mere behandling for pengene. Prisen på medicin har stort set intet at gøre med firmaernes forsknings- og udviklingsomkostninger. Noget af den allerdyreste medicin, vi har stiftet bekendtskab med gennem årene, har firmaerne fået foræret fra den offentligt betalte forskning. Udviklingsomkostningerne for firmaerne har derfor været minimale. Dette gjaldt f.eks. den første effektive medicin mod aids, Retrovir, der kom på markedet for 23 år siden. I 1988 kostede mellem 97.000 og 146.000 kroner om året at behandle én patient, hvilket var et kolossalt stort beløb dengang. De seneste årtier har industrien gradvist strammet skruen, og vi har vænnet os til, at mange nye lægemidler koster langt over 100.000 kr. om året per patient, og enkelte sågar over en million. F.eks. koster nogle af de biologiske lægemidler til behandling af leddegigt over 100.000 kr. om året, og dem skal patienterne have i mange år, selv om de ikke ser ud til at være mere effektive til at bremse ødelæggelsen af leddene end de gamle, billige præparater. Der er et stort element af forudsigelighed i disse priser. For det første har det vist sig, at jo færre patienter der findes til en given behandling, jo dyrere er den. Uafhængige forskere har ligefrem opstillet en formel for denne sammenhæng for relativt sjældne sygdomme. Det har jo ikke noget med udviklingsomkostninger at gøre.
