Ensretning i historieundervisningen

Vil vi virkelig flaske folkeskolens børn op med fede myter om Danmarks historie?

Kroniken
FOR ABONNENTER

Det er ikke kun i Putins Rusland, at statsmagten vil dirigere historieundervisningen.

Også i Fogh Rasmussens Danmark drejer det sig om at cementere én bestemt opfattelse af historien. Men som bekendt er det meget mere oplagt at fokusere på den store splint i andres øjne end at se den lille bjælke, man selv slæber rundt på.

Det er vel også forklaringen på, at danske ensretningsforsøg ikke trækker de samme store overskrifter og ikke udløser bekymrede ledere som udenlandske ditto.

I Danmark hedder det ikke ensretning, men kanonisering. Meget er blevet kanoniseret, men folkeskolens historiekanon er lige så stille – meget stille – på vej til at blive styrende for historieundervisningen. Siden kanonen blev præsenteret i 2006, har der ikke i offentligheden været nogen større interesse herfor, hvis vi lige ser bort fra Kristeligt Dagblad, der i 2007 over flere måneder valgte at bringe den ny historiekanon for folkeskolen i kommenteret udgave.

Her fik kanonudvalgets medlemmer på skift lejlighed til at kommentere og forklare de 29 punkter på listen. Hele herligheden blev samlet i KD’s tillæg 13. oktober 2007: ’Historiens kanon. Det vigtigste at vide om historie’.

Det vigtigste at vide? Ja, det var det åbenbart, for avisen nægtede at bringe faglige indvendinger. Her var kun plads til hyldest, ikke til kritik. Helt i Putins ånd.

Vi lever som bekendt i et land, hvor statsmagtens ypperste repræsentanter arbejder ihærdigt på ytringsfrihedens helliggørelse. Så jeg formodede, at Kristeligt Dagblads arbejdsmetode kunne være af interesse for nogle af ytringsfrihedens apostle i den øvrige dagspresse: Dette var dog ikke tilfældet.

I Rusland har de dog trods alt Moscow News, som gerne bringer kritik af regimet, så måske skulle jeg forsøge der. Men inden da skal Brandes og Hørups avis have chancen.

Kanonen fra 2006 er undfanget af Udvalget til Styrkelse af Historie i Folkeskolen. Dette udvalg havde regeringen nedsat; men bidrager kanonen til faglig styrkelse?

Lad os kaste et blik på nogle af punkterne.

Et af dem er ’Stavnsbåndets ophævelse’. På den kronologisk ordnede kanonliste er det placeret før ’Stormen på Bastillen’ 1789, så det må være ’Stavnsbåndets ophævelse 1788’, udvalget hentyder til.

1788 er det år, hvor kongen gav bonden sin frihed. Det står mejslet i sten på Frihedsstøtten, som en kreds af københavnske borgere i 1791 tog initiativ til at rejse på Vesterbrogade. Siden da er den opfattelse blevet udbredt, at kongen af »Kierlighed til Fædrelandet« gav bonden sin frihed med ophævelsen af stavnsbåndet 1788.

Der var ikke indbudt folk fra landet til initiativkredsen af 1791, for så kunne et par misforståelser måske være blevet rettet: For det første havde stavnsbåndet ikke primært været rettet mod bønderne, men mod de fattige på landet, og for det andet var det ikke ophævet! Det blev det først fra 1848.

Den udbredte myte om stavnsbåndets ophævelse 1788 optræder på en pudsig måde i en historikerfremstilling fra 2005: »Stavnsbåndet blev ophævet i 1788. Det er et faktum, der fint kan dateres og belægges kildemæssigt med henvisning til den forordning, der blev udstedt i samme anledning« (B. Fonnesbech-Wulff: ’Kronologi og lange linier’).

Denne formulering er herlig, for læser man forordningen, er det tydeligt, at der ikke er tale om nogen ophævelse. Stavnsbåndet omlægges: Administrationen heraf flyttes fra godsejerne til staten. Nu kunne den voksende stat selv holde styr på karlene; den var ikke mere afhængig af godsejerne som mellemled; faktisk er der på visse punkter tale om en skærpelse af stavnsbåndet.

Selv uddannede historikeres læsefærdighed kan sløres, når den truer fast cementerede yndlingsmyter. Det bliver ikke mindre pudsigt af, at man lidt senere i samme fremstilling kan læse: »Bruger man ... oplysninger ... uden at være konstruktivt kritisk, kan resultatet ganske let blive lige så givende som den gammeldags udenadslære«. Er det, hvad styrkelsesudvalget vil?

Kan det ikke være ligegyldigt, hvornår stavnsbåndet er blevet ophævet? Åbenbart ikke, for så ville det faglige styrkelsesudvalg ikke have anbragt et historisk falsum på en indlæringsliste for uskyldige børn.

Myten om 1788 har sin plads i den nationale skattekiste og er blevet festligt fejret i 1888, 1938 og 1988. Hvorfor? Fordi den indgår i den danske hovedmyte om det fredselskende lille folk: Et år før den blodige franske revolution sætter ind, viser vi danske med kongemagten i spidsen, hvordan en fredelig omformning af samfundet finder sted.

Hermed blev et første og vigtigt skridt taget til demokratiets fredelige indførelse i 1848, hvilket også er en af de fede nationale myter, eftersom begivenheden udløste en blodig borgerkrig, Treårskrigen 1848-50.

Denne sammenhæng er de nationale historikere kommet uden om ved at fortolke borgerkrigen, ikke som det, den var – et opgør inden for den danske konges riger og lande – men som en krig mod Tyskland. Dette punkt uddybes senere i teksten.

I Kristeligt Dagblads præsentation oktober sidste år fik undervisningsminister Bertel Haarder ordet. Han godkendte straks kanonen ved offentliggørelsen 2006 og var stadig glad for den et år efter. Han er særlig glad for kanonpunktet ’29. august 1943’.

Hans chef, statsminister Fogh Rasmussen, har markeret, at han også elsker den dato, som Dansk Folkeparti vil have gjort til flagdag: »Den skæbnesvangre 29. august, da den danske samarbejdspolitik over for den tyske besættelsesmagt brød endeligt sammen« (Pol. 22. oktober 2006).

Denne opfattelse er meget udbredt og populær, fordi politikere og andet godtfolk fra 1945 og frem ikke har villet vedkende sig, at den såkaldte samarbejdspolitik fortsatte krigen ud.

29. august medførte en omlægning af denne politik, så den blev mindre synlig: Ministeriet Scavenius ophørte med at fungere, og departementscheferne tog over med politikerne i ryggen. Essensen i samarbejdet fortsatte: danske fødevarer til Tyskland og opretholdelse af dansk selvstyre.

Noget for noget, som vor nuværende statsminister kunne have udtrykt det. Denne kontraktpolitik stod stærkt, for modstandsbevægelsen respekterede rygraden heri: Den generede ikke landbrugseksporten til Tyskland. Så danske landmænd kunne uhindret forsyne Tyskland med fødevarer helt frem til det tyske sammenbrud.

Derfor så modstandsbevægelsen også sin interesse i at cementere myten. En så stærk koalition af myteskabere har historikere meget sent vovet at sætte sig op imod.

Historikeren opfattes typisk som en sandhedssøgende kildekritiker, der så objektivt som muligt søger at rekonstruere den fortidige virkelighed. I virkeligheden er politiske hensyn ofte kommet i første række. Væsentlige sider af besættelsestidens historie lod man ligge.

Når myterne skal dementeres, er det ikke universitetshistorikere, der går foran. Det er journalisten Peter Øvig Knudsen, lægen Kirsten Lyllof og socialrådgiver og mangeårig udforsker af arbejderbevægelsens historie Henning Tjørnehøj.

Sidstnævnte har fremdraget stavnsbåndets genindførelse i 1941 (et nyt kanonpunkt?) og fattiges stemmeretsfortabelse i 1942. Det var ikke på tysk foranledning, at disse overgreb fandt sted. Det var Venstre, som stod bag.

Partiet benyttede sig af den tyske besættelse til at få gennemført massive sociale forringelser. Stavnsbåndet for unge landarbejdere, der kunne suppleres med tvangsudskrevne unge fra byen, skulle sikre bønderne adgang til rigelig underbetalt arbejdskraft i en tid, hvor landbruget tjente store penge.

Socialdemokraterne vred sig; men Venstre lod forstå, at hvis de ikke makkede ret, kunne de i stedet få nazisterne på nakken.

På en måde er Tjørnehøj en af vore betydeligste historikere. Som også besættelsestidshistorikeren Hans Kirchhoff har bemærket, er Tjørnehøj gået ind på en side af det 20. århundredes historie, som universitetshistorikere ikke ville røre ved.

En tredje central myte i kanonen er ’Genforeningen’. Den opfattelse, at Danmark i 1920 generhvervede dele af ’det tabte land’ fra 1864, er ethvert barn blevet opflasket med, og den er landet rundt indmejslet i mangen en uskyldig sten. Hvis man strøg ’gen’ og nøjedes med ’foreningen’, ville det passe.

For Slesvig havde reelt ikke indgået i det danske kongerige siden 1200-tallet. Forestillingen om ’det tabte land’ skyldtes en nationalistisk forestilling om, at Slesvig burde høre udelt til Danmark. Siden 1720 havde den danske konge også været hele Slesvigs hertug og havde respekteret landets særlige stilling.

Men med den besindige Christian VIII’s død i 1848 lod kongemagten i skikkelse af den ret uduelige Frederik VII sig rende over ende af de nationalliberale, hvis kup 1848 udløste borgerkrigen.

Nationalister tåler ikke flersprogede/multikulturelle statsdannelser, og derfor skulle hele Slesvig partout gøres dansk. I 1850’erne forsøgte de med tvang at styrke dansk i Mellemslesvig, hvilket hos menigmand vakte tyskheden!

Nationalister mobiliserer på en forestilling om ’historisk ret’ til et landområde. De kaster typisk deres brutale kærlighed på områder, hvor de selv er i mindretal. Der er mange historiske eksempler herpå: Serbiske nationalisters ’kærlighed’ til Kosova, israelsk inkorporering af palæstinensiske områder, italiensk af østrigske, franske krav på Rhinlandet, danske på Mellem- og Sydslesvig.

Det virker kun animerende på nationalister, hvis flertallet i et attrået område ikke ønsker at blive indlemmet i deres påståede fædreland. Som min afdøde historielærer Sv. Pilgaard sagde: »Nationalisterne kræver sikre, naturlige grænser. Disse grænser befinder sig altid på andres territorium, aldrig på deres eget. ’Naturligheden’ nås kun ved at skyde grænsen frem, aldrig ved at trække den tilbage«.

Det dansknationale krav på Slesvig udløste krigen mod slesvigholstenerne 1848-50 og danskens krig mod Prøjsen og Østrig i 1864, der førte til ’tabet’; de danske nationalister var – imod egen forhåbning – ikke i stand til at slå to europæiske stormagter. Den nationalistiske galskab er morsomt fremstillet i Herman Bangs ’Tine’, som ikke blev valgt, da litteraturen skulle kanoniseres.

Erling Bjøl har udtrykt det sådan, at de nationale stillede sig i vejen for et nordisk Schweiz. Og siden 2001 har de fået deres renæssance under ledelse af »vor første nationalliberale statsminister siden Ditlev Gothardt Monrad i 1864«. (Bjøl, Pol. 13. januar 2007).

Ønsket om at flytte den dansk-tyske grænse sydover er heller ikke opgivet af alle. Søren Krarup drømmer stadig. Men det er vel mindre sandsynligt, at han får den ny Monrad med på den idé. Den ville nok ikke gøre sig på rundrejserne i EU. Gamle Monrad brændte fingrene så eftertrykkeligt, at han stak af til New Zealand.

Denne gennemgang er en forsigtig antydning af, at der er et problem, hvis det er styrkelse af historiefaget, man er ude på.

Mange af kanonpunkterne forekommer velkendte, hentet lige ud af den nationale historiefortælling. Udvalget har ikke ønsket på nogen måde gennem sine 29 punkter at nærme sig det kontroversielle endsige at animere til nogen form for nytænkning.

I sin underdanighed over for ordregiveren afspejler udvalget på glimrende vis danmarkshistorien: Man må vise ærbødighed over for øvrigheden; ministeren og hans flertal er næppe til det kontroversielle eller nytænkende.

Flertallet bag det seneste folkeskoleforlig er bredt, men der er ingen inden for forligskredsen (og vist heller ikke udenfor), der har haft ondt af ensretningsbestræbelserne. Måske ved de ikke bedre. Alle er de jo blevet opflasket med de samme fede myter, som tilsammen skal vise, at dansken er lille, men god og altid har gjort det rette.

»Og det vil jeg gerne blive ved med at tro på«, som en dame sagde til mig forleden. Og det vil hun, fordi historiebevidstheden er en vigtig del af vor identitet – det gør ondt, hvis der pilles ved den. Ordet ’tro’ er rette ord, for nationalismen er en af de stærkeste trosretninger – og den grusomste!

Bliver den kogt sammen med religion, fås en meget giftig cocktail. Når den indtages, bliver folk intolerante, hadske og fremmedfjendske. Det gælder både kristendom, islam og hinduisme. Det er ikke religionen i sig selv, der er problemet.

Det kan vel ikke udelukkes, at systemskiftet 2001 ikke er danmarkshistoriens sidste. Skulle der igen komme et menneske i undervisningsministerstolen, som ikke er hentet fra VKO, kunne tiden være inde til enten at opgive kanontænkningen eller at udarbejde en historiekanon, der er nytænkende og udfordrende.

Det ville fordre, at relevant fagkundskab inddrages.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    An image posted by Oscars show host Ellen DeGeneres (bottom row, 4th L) on her Twitter account shows movie stars, including Jared Leto, Jennifer Lawrence, Meryl Streep (bottom row L-3rd L), Channing Tatum, Julia Roberts, Kevin Spacey, Brad Pitt, Lupita Nyong'o, Angelina Jolie (top row L-R) and Bradley Cooper (bottom row, 2nd R), as well as Nyong'o's brother Peter (bottom row, R), posing for a picture taken by Cooper at the 86th Academy Awards in Hollywood, California March 2, 2014. The self-portrait tweeted by host DeGeneres and actors taken during Hollywood's annual Academy Awards ceremony on Sunday quickly became the most shared photo ever on Twitter. Picture taken March 2, 2014. REUTERS/Ellen DeGeneres/Handout via Reuters (UNITED STATES - Tags: ENTERTAINMENT MEDIA TPX IMAGES OF THE DAY PROFILE) ATTENTION EDITORS

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    På søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce