Vi har haft et ganske mildt efterår og en lun vinter.

Græsset har groet faretruende hurtigt selv her i vintermånederne, og en del af trækfuglene er blevet hos os. Vi har også haft en ekstraordinært høj vandstand i de indre danske farvande med store ødelæggelser i de lavtliggende områder til følge. Hvis vi ser over de senere år, har der været en række vejrfænomener, som er blevet opfattet som et ondt varsel. Der har været flere ødelæggende orkaner i både ind- og udland, tørke og hungersnød og skovbrande. Dertil skal lægges rapporteringer om smeltende gletsjere, isbjerge ved New Zealands kyster og øer opslugt af havet. Betyder dette, at klimaet er ved at ændre sig? At gletsjerne smelter og en omfattende global havspejlstigning er ved at være en realitet? At alle verdens lavtliggende områder er truet af undergang? At vi skal til at vænne os til, at orkaner og naturkatastrofer nu er hverdagsbegivenheder? Nej. Det er et spørgsmål om, hvilken skala vi opfatter verden i. Ser vi udelukkende på de klimavariationer, der sker inden for et menneskes levetid, og benytter vi så dem til at fremskrive, hvordan klimaet vil være i fremtiden, tager vi sandsynligvis grueligt fejl. Dette er ikke ensbetydende med, at vi ikke skal være bekymrede over, hvordan vi mennesker opfører os her i verden. For det er der god grund til. For at forstå, hvorfor det er så vigtigt, at skala og problem passer sammen, må vi først se på vores klode i et lidt større perspektiv og over et tidsrum, der er længere, end vores erfaring normalt kan rumme. Med andre ord: i en anden skala. Videnskaben har ved systematisk arbejde afdækket hovedtrækkene i, hvordan Jordens udvikling har været. Bl.a. hvordan encellede organismer startede livet i urhavet, der afstedkom dannelsen af en iltholdig atmosfære, som medførte mulighederne for liv på landjorden. Og hvordan kontinenternes drift har forårsaget dannelsen af både oceaner og bjergkæder. Og hvordan nye arter hele tiden er udviklet, og hvordan andre er uddøde som konsekvens af naturkatastrofer eller ændrede levevilkår. Dette er på det meget lange sigt. Zoomer vi så lige ind på det sidste par millioner år (der jo er vældig kort tid i forhold til Jordens godt 4 milliarder år lange og farverige historie og livets knap 1 milliard års eksistens her på Jorden), så er her også en lang række variationer, der bør tages med i betragtning. Det er her, mennesket begynder at komme på banen, hvilket jo er ret væsentligt, da det her i bund og grund drejer sig om, hvad mennesket kan tåle af variationer. I denne periode begynder vi at få et godt billede af de klimavariationer, der naturligt eksisterer. Det gennemgående træk er istider af cirka 100.000 års varighed afbrudt af mellemistider på cirka 10.000 år. Under istiderne har gletsjerne/iskapperne i de polnære egne vokset sig så store, at der på land er bundet så meget ferskvand, at verdenshavene er sunket med omkring 100 meter. Inden for både istider og mellemistider er der dog stadig en række klimavariationer, dvs. små varmeperioder i istiderne og mindre kuldeperioder i mellemistiderne. Lad os nu zoome endnu længere ind og se på sidste istid og efterfølgende mellemistid: Sidste istid, Weichsel-istiden, medførte, at Skandinaviens gletsjere voksede fra at være mindre usammenhængende gletsjere, som vi kender i dag, til at blive en stor sammenhængende iskappe i stil med den grønlandske indlandsis, som vi kender den i dag (det samme skete i resten af de polnære egne). Iskappen når en størrelse på et par kilometer i tykkelse – så i takt med at der hele tiden tilføres sne til toppen, spreder gletsjertunger sig ud fra kanten. Iskappen fra sidste istid nåede derved ned over det meste af Danmark, og ismasserne har i høj grad været med til at forme det landskab, som vi kender i dag. Vores gode fede jord og alle de sten, vi finder i jorden, stammer fra de svenske og norske bjergområder, som isen har høvlet af under sin sagte og jævne strøm imod syd under sidste istid og dernæst efterladt i det, vi nu kender som Danmark. Efter sidste istid begyndte den mellemistid, som vi befinder os i i dag. Da isen smeltede, begyndte verdenshavene atter at stige. Danmark havde dog været trykket kraftigt ned af den tunge vægt af isen, hvorfor det tog et stykke tid, før de isdækkede områder helt kom op til overfladen. I takt med at vandstanden steg, rykkede kystlinjen længere og længere ind landet, og nye vejrsystemer skulle nu til at finde deres balance. I slutningen af sidste mellemistid, hvilket er den, vi befinder os i nu, har vi altså et kystlandskab, der er præget af et relativt stabilt og globalt ’højvande’ (da det jo er mellemistid), men hvor der dog til stadighed sker kysterosion mange steder, hvis der ikke aktivt gøres en indsats i form af etablering af kystbeskyttelse, strandfodring eller lignende. Klimasystemets ’balancegang’ er altså langtfra stabilt, når det ses i et lidt større perspektiv, men har en række naturlige variationer, der medfører død og fødsel af både dyrearter og landskaber. Men det foregår for det meste i skalaer, der er uden for den umiddelbare menneskelige opfattelsesevne og derved også den politiske spændvidde og nyhedsjournalistens interesseområde. Og det vil det blive ved med, uanset om vi bekymrer os om det eller ej. Hvad er fremtidsscenariet da? Der er ingen tvivl om, at mennesket har påvirket Jorden i en høj grad, som sandsynligvis vil påvirke klimabalancen i en eller anden retning. Set i relation til de enorme naturlige udsving, som vores klode kan fremføre helt uden vores hjælp, er det dog bemærkelsesværdigt, at det er CO2-udledningen, der får stort set al skylden for de klima- og vandstandsvariationer, vi ser i disse år, og at det fortsat kun er konsekvenserne af en global opvarmning, der tages politiske hensyn til. Specielt når den mest sandsynlige udvikling er, at starten på den næste istid er lige om hjørnet. En stigende vandstand som følge af en global opvarmning vil da kun være et lille udsving på en i forvejen forudsigelig cyklus, som en efterårsstorm vil være det på en årstidsvariation (til almindelig oplysning skal det i øvrigt bemærkes, at CO2 i sig selv er et absolut uskadeligt stof, der er et biprodukt af enhver forbrænding og er i selv vores udåndingsluft). Hvad skal vi da gøre? Vi skal selvfølgelig tage hensyn der, hvor det er muligt at tage hensyn. Klimaet er dog en størrelse, vi har meget svært ved at gøre noget ved, da det opererer i en skala og har nogle naturlige variationer, der går langt ud over, hvad selv vi mennesker kan gøre noget ved. Naturligvis skal vi ikke bare lade stå til og bruge det som en sovepude til at forbruge og hæmningsløst brænde energi af. I stedet bør vi i langt højere grad sikre, at vi ikke sender miljøskadelige stoffer ud i naturen, der meget mere direkte ødelægger livet for mennesker og dyr. Miljøskadelige stoffer er i den forbindelse pesticider og lignede stoffer, der gør skade på biologien. Hvorfor bliver budskaberne om klimaforandring ofte fremstillet forsimplet og uden den store sammenhæng? Prøv at forestille dig en situation, hvor der var en stor gruppe forskere, som forskede inden for hver sit område. En gruppe journalister blev sat på opgaven at dække, hvad der skete inden for videnskaben. En stor del af forskningsområderne ville journalisterne ikke kunne forstå, fordi forskerne ikke formåede at formidle det på en måde, så journalisterne kunne forstå det. Andre dele var for journalisterne ikke interessante, fordi de ikke havde nogen umiddelbar nyhedsmæssig relevans. Det fra forskerne, som journalisterne kunne bruge, var det, som ville kunne rykke læserne op af stolen med en ahaoplevelse eller et »det var som bare pokker«. Journalisterne var altså her i den rolle, at de videreformidlede stoffet fra forskerne, men var dog samtidig det filter, der sorterede og forsimplede budskabet – med risiko for, at det blev taget ud af en større sammenhæng. Hvis denne ’nyhed’ viser sig at blive godt salgsstof, vil andre medier også hurtigt begynde at bruge den. Såfremt ’nyheden’ har karakter af, at »der må gøres noget«, kommer politikerne straks på banen, hvilket kan smitte af på både bevillinger og lovgivning. Herved er en uheldig feedbackmekanisme sat i gang. Det grundlæggende problem er, at videnskabsfolk, journalister og politikere arbejder ud fra forskellige interesseområder og i forskellige skalaer. Videnskabsfolk forsøger at komme frem til sandheden inden for et givent problemfelt, og de skal forsøge at opstille usikkerheder m.v. for deres resultater. Samtidig har hver forsker en karriere, der skal plejes, hvorfor hver enkelt forskers resultater bliver fremført som mere unikke, end de som regel er. Journalister forsøger at komme frem til den gode historie, der sælger flest aviser for deres udgiver. Ud fra de mange vinkler, en given historie kunne have, vil der som regel kun blive valgt en enkelt til et givent medie, hvorved kompleksiteten og forbeholdene omkring en given problemstilling forsvinder. Politikere skal føre deres partis politik ud i livet. Mindst lige så vigtigt er det dog for nogle politikere at tænke på næste valgperiode og på deres egne interesser. Videnskabeligt stof vil derfor blive behandlet meget forskelligt igennem forsker-journalist-politiker-fødekæden. Der sker en sortering af stof: Det, der bliver tilbage, vil være forholdsvis simple budskaber og kortsigtede løsningsmodeller. Herudover er der interesseorganisationer, der påvirker billedet – hermed ikke sagt, at de ikke kan have relevante og saglige argumenter, men de er i bund og grund ensidige parter. Hele klimaspørgsmålet har været – og er – et område, hvor det er tydeligt, at der er rigtig mange interessefelter på banen. Inden for bl.a. geovidenskaberne i forskningsverdenen har ’climate change’ været et betydeligt forskningsfelt i flere år. Siden etableringen af FN’s klimapanel i 1988 (IPCC) har klimaforskningen taget fart for alvor. Det er der, der er store bevillinger, så det er der, mange har drejet deres forskningsprojekter hen. Resultaterne af de mange forskningsarbejder viser dog et ganske broget billede, men det er ikke det, man ser i medierne. Det er nemlig svært at formidle, så i stedet forbliver det stadig de simple historier, der har et forholdsvis enkelt budskab, der holder liv i formodningen om global opvarmning og stigende vandstand. Og disse historier ses tit i argumentationen for de politiske tiltag. Det er et spørgsmål om skala: Når vi snakker klimaforandringer og global vandstandsstigning, skal vi se det i et perspektiv, der passer til det, og huske på, at vi ikke lever i en statisk verden, men derimod i en verden, hvor variationer er ganske naturlige, og hvor vi faktisk har en ny istid ’lige om hjørnet’. Variationer i klima og global vandstand er uundgåelige og faktisk helt naturlige, og effekten af menneskets påvirkning skal ses i det lys. De arter, der lever på Jorden i dag, har på trods af eller nærmest fordi Jordens klima undergår store periodiske variationer, netop udviklet sig til det, de er. Hvis den globale temperatur ændres, eller Golfstrømmen ændrer kurs eller stopper (– eller rettelig: når det sker ...), så vil det naturligvis have store konsekvenser for både biologien i området og ikke mindst for de mennesker, der har specialiseret sig i at udnytte de specifikke ressourcer i området eller er bosat i de kystnære egne. Hvordan vi takler det er en samfundsmæssig udfordring, som kræver politisk opmærksomhed på globalt plan – men med løsningsmodeller, der passer til problemernes karakter.