Vi kan sikkert alle sammen sige det: Der eksisterer ikke nogen biologiske menneskeracer. Selv Pia Kjærsgaard kan remsen. »Når der ikke er racer«, siger nogen, »så kan der heller ikke eksistere racisme eller racediskrimination!«. Færdigt arbejde, kunne man fristes til at sige - så behøver vi ikke at snakke mere om det. Men hvis man nu stiller spørgsmålet til en lyshudet dansker: Vil du skifte hudfarve til en mørk version? Hvorfor er det så lige, at de fleste høfligt vil sige nej tak? Det er ofte forbundet med eksplosionsfare at tage emner som racisme og racediskrimination op i avisen, på arbejdspladsen eller til middagsselskabet. Af en eller anden grund bliver mange meget vrede og begynder at tale om islam og politisk korrekthed i stedet for. Racisme og racediskrimination er fyord - ikke noget, der har med 'os' at gøre. 'Os' som danskere og som Danmark! Derfor er det godt med mærkedage, som giver anledning til at tage ubehagelige, tabuiserede emner op. Sådan en mærkedag er det i dag: international FN-dag for afskaffelse af racediskrimination. Dagen er valgt i erindring om 21. marts 1960, da 69 sorte sydafrikanere blev dræbt og mindst 180 såret i townshippen Sharpeville i apartheidens Sydafrika. Politiet skød mod en menneskemængde, der demonstrerede mod de pas, som sorte sydafrikanere skulle bruge for at kunne bevæge sig rundt i landet og krydse 'racezonerne' mellem de hvide privilegerede dele af Sydafrika og de fattige sorte dele af landet. Lad os slå det fast igen; racer eksisterer ikke - det er en pseudovidenskabelig klassifikation af mennesker, og den har ikke noget hold i biologien eller genetikken. De synlige forskelle mellem os - som f.eks. hudfarve - er resultat af en ganske lille genetisk varians - under huden er vi alle ens. Men racetænkningen eksisterer stadig. Det er f.eks. kun ti år siden, amerikanerne Herrnstein og Murrey udkom med bogen 'The Bell Curve', som argumenterer for en sammenhæng mellem intelligenskvotient og 'race' - en sammenhæng, hvor - surprise, surprise - hvide amerikanere angiveligt skulle være mere intelligente end sorte amerikanere. Begrebet 'race' eksisterer som social konstruktion - og racediskrimination foregår lige nu og lige her. Den bunder i forestillinger om, at mennesker kan bedømmes - og forskelsbehandles - typisk ud fra fysiske kendetegn som hårfarve, hudfarve og lignende, og at disse fysiske kendetegn kan forbindes med intelligensniveau, kulturel praksis, holdning til demokrati, kommunikationsevne, kriminalitet eller andet. Som når unge afvises på byens diskoteker; taxaselskaber indvilger i at sende hvide taxaer; kommuner efterkommer borgeres ønske om at sende en hvid hjemmehjælper; hospitalsledelser efterkommer ønsker fra nazister om at blive behandlet af en hvid læge og så videre. Det er racediskrimination. Racediskrimination er en handling. Ofte strander diskussionen af racisme og racediskrimination i debat om forskellige definitioner, så lad os for overskuelighedens skyld anvende en enkel adskillelse: Racisme er en holdning, en doktrin om, at mennesker er inddelt hierarkisk i 'racer' med bestemte fysiske kendetegn samt moralske og psykiske egenskaber, som defineres via nationalt, religiøst, etnisk eller andet tilhørsforhold. Racediskrimination er en handling, der i FN-konventionen defineres som »enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag af race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse ...«. Racetænkning er et fælles udgangspunkt for racisme og racediskrimination. Men hvor kommer disse forestillinger fra - og hvorfor er det eksplosivt at tale om det? Baggrund og årsager er en kompleks sag, men lad os se på nogle af racetænkningens dimensioner. Den første dimension handler om den koloniale fortid. I slutningen af 1800-tallet er en lille pige på vej fra Danmark sammen med sin mor og søstre. Deres skib er på vej til St. Thomas i Dansk Vestindien, hvor de skal bo sammen med deres far, der arbejder som læge på øen. Pigen Thora bliver hurtigt meget begejstret for livet i byen Charlotte Amalie og for den smukke natur. Da hun senere som voksen i 1917 udgiver sine erindringer om St. Thomas, er der især to forhold, som fylder meget: naturen og de ikkehvide mennesker. Hun skriver om ankomsten til øen: »Den ret store stab af Tyende, som er uundværlig i troperne, er stillet op som til parade og byder Masters Familie »Howdi«, idet de spillende negerøjne ligesom kærtegnende glider over os hvide børn, der i Negrenes Øjne er Væsener, der er Forgudelse værd. Mærkværdig hurtigt vænner man sig til de sorte Mennesker, der forekommer én som store Børn, og som sådanne skal St. Thomasnegeren i Virkeligheden behandles, det baader sikkert Negeren og den hvide Mand bedst«. Lidt senere skriver hun »... vore sorte Brødre og Søstre var altid rede til at bruge kniven; det vilde krigeriske Afrikanerblod løber endnu i St. Thomasnegerens Aarer, og inderst inde, det har jo vist sig ved adskillige Lejligheder, ulmer der et glødende Had til den i deres øjne favoriserede hvide Race, et Had, der er blandet med Misundelse«. I den videre fortælling 'St. Thomas', er sorte mennesker beskrevet som én gruppe kaldet 'Negeren', karakteriseret ved ord som lavere intelligens, sorgløs, initiativløs, ømskindet, samvittighedsløs, potentielt kriminel, mørkeræd, overtroisk, lugtende, stemme-, rytme-, dansebegavet, varmblodig med et vildt utæmmeligt, ubøjeligt sind med videre. Hendes beskrivelse af 'Negeren' er sammensat af figuren 'barn' og figuren 'vild', og man mindes Rudyard Kiplings 'Den hvide mands byrde' fra 1899, hvor han beskrev det koloniserede menneske som halvt djævel, halvt barn: »Your new-caught, sullen Peoples/ Half Devil half Child/ Take up the White Man's Burden«. Kiplings perspektiv var, at den overlegne (hvide) race har pligt til at tage sig af de koloniserede, underlegne folk. Thora skrev sine erindringer på kanten af Vestens kolonisering af store dele af verden, og Kipling skrev sit digt som en opmuntring til de amerikanske soldater, der just i 1899 havde besat Filippinerne og udråbt den til amerikansk koloni. Thora beskriver et stykke dansk kolonihistorie set fra den privilegerede kolonimagts perspektiv. Danmark har en historie som kolonimagt og som slavehandelsnation - Danmark er Europas hemmelige kolonimagt, som magasinet The Economist engang skrev. Koloniseringen med slavehandel og økonomisk og kulturel undertrykkelse har været en af de centrale forudsætninger for udviklingen af den form for racistisk ideologi, som har været helt særegen for vores moderne tid - mest tydeligt som den er kommet til udtryk i Sydstaterne 1850-1960, i Tyskland før og under Anden Verdenskrig og i Sydafrika indtil afskaffelse af apartheid. Danmark var som kolonimagt meget aktiv i udviklingen af forskelssystemer for sorte og hvide mennesker i det danske rige - systemer, der først og fremmest gjorde det muligt at tjene rigtig mange penge på slavehandel og slavearbejde. Ikke så mange tænker over det i dag, men mange slotte og godser er bygget eller købt med penge fra kolonierne; en stor del af Frederiksstaden omkring Amalienborg er bygget med overskud fra koloniseringen, og et sted som Marienborg - bolig for den til enhver tid siddende demokratisk valgte statsminister - er opført for kolonirigdomme. Og kolonihistorien ser ikke så meget anderledes ud end andre europæiske kolonihistorier, ligesom synet på de koloniserede mennesker ligner det gængse imperiale. Det, der måske er anderledes, er, at det er så hemmeligt her i Danmark - og måske er det medvirkende til den føromtalte eksplosionsfare. Vi mangler at se de historiske dæmoner i øjnene for at aflive nutidens racetænkning. En måde at få udryddet forestillingerne på er ved at efterspore dem og undersøge dem. I den henseende er der lang vej i Danmark. I hvilke historiebøger er kolonihistorierne beskrevet seriøst? Hvorfor kunne Danmark i 1998 ikke engang sige undskyld til befolkningen på Virgin Islands for slaveriet og koloniseringen? Hvorfor er det kun Norge, der har støttet en udstilling på fortet i Frederiksstad på St. Croix om slaveri? Og i hvilke historiebøger er der beskrevet noget om de menneskeudstillinger, der i begyndelsen af århundredet blev holdt i Tivoli og i Århus? Også koloniseringen af Grønland trænger i øvrigt til mere spotlys. Fordrivelsen af Thuleboerne i 1953, store lønforskelle mellem danskere og grønlændere, misforståede socialiseringseksperimenter med grønlandske børn i 1950'erne og den vedvarende umenneskelige forskelsbehandling af kriminelle grønlændere i danske fængsler trækker racetænkningens tydelige spor op til nutiden. Hvis nogen i 1917 havde kaldt Thora for racist, havde hun med garanti set uforstående på vedkommende, for selv om 'race'-begrebet havde eksisteret siden slutningen af 1600-tallet, så var begrebet racisme slet ikke opfundet. Det blev det først i 1938 af Magnus Hirsfeld, som analyserede de psykosociale årsager til fremvæksten af den antisemitiske racisme i 1930'ernes Tyskland. Antisemitismen fungerede efter Tysklands tab i Første Verdenskrig som »et sikkerhedsværn mod følelsen af katastrofe«, skrev han. Antisemitisme er en anden central dimension i udviklingen af den moderne racisme. Og hvordan er det nu? Er antisemitisme kun noget andre har eller har haft? Eller som skal undersøges i dagens Danmark blandt etniske minoritetsbørn ved at spørge deres lærere? Næh, efter statsbankerotten i 1813 blev jøderne gjort til syndebukke for den økonomiske krise, og det udviklede sig i 1819 til et udbrud af jødeforfølgelse i København, hvor en ophidset menneskemængde overfaldt jødiske forretninger og tævede indehaverne, og i 1830'erne var der igen optræk til optøjer. Omkring århundredskiftet indvandrede en del jøder fra især Rusland, og samtidig blev der i offentligheden udtrykt en del antisemitiske tilkendegivelser, som primært rettede sig mod frisindede, intellektuelle jøder, som sås repræsenteret ved Georg Brandes. En tredje dimension i udviklingen af racistiske forestillinger er videnskabeliggørelsen af racer. Fra svenskeren Linnés klassifikation af menneskeracer på baggrund af hud og hår i 1700-tallet, over 'frenologien' i 1800-tallet, som opdelte mennesket og dets egenskaber efter kraniets form, til den darwinistiske evolutionslære, hvor mennesker inddeles i et race- og tilhørende udviklingshierarki. Surprise, surprise er det igen hvide europæere, som defineres at være længst fremme i udvikling. I slutningen af 1800-tallet og frem til slutningen af Anden Verdenskrig var der en almindelig accept af racebiologien og varianten eugenik - racehygiejne. Også i Danmark. I Danmark blev der i perioden 1929-1939 gennemført flere racehygiejniske love - bl.a. omkring tvangssterilisation, svangerskabsafbrydelse og ægteskab, som rettede sig mod bl.a. åndssvage og psykisk syge. Ideerne havde bred opbakning blandt danske politikere og videnskabsfolk i mellemkrigstiden. Lovene blev vedtaget af alle politikere med undtagelse af nogle konservative præster. Den politiske begrundelse var velfærdsprojektet. For K.K. Steincke var det i 1920 et spørgsmål om, at hvis man skulle forsørge alle svage, måtte man begrænse antallet af svage gennem eugenik. Det ligner i øvrigt en velkendt nutidig argumentation for at begrænse familiesammenføring. 11.000 blev tvangssteriliseret, inden denne lov blev afskaffet i 1967. Et opslag i Raunkjærs konversationsleksikon fra 1950'erne formidler den videnskabelige information om 'menneskeracer' over 6 sider inklusive plancher med 32 'racer'. Mange i Danmark er opvokset med denne viden som sand. En fjerde dimension er udviklingen af nationalstater og nationalistiske koblinger mellem 'race' og nationalt tilhørsforhold. Ofte har udviklingen af racisme eller racistiske tendenser kunnet anskues i sammenhæng med udvikling af en national identitet, som det f.eks. skete i Tyskland før Første Verdenskrig eller i USA, hvor race og politiske rettigheder i form af ret til statsborgerskab blev koblet sammen. Racetænkningen døde desværre ikke med Anden Verdenskrigs slutning. I det, man har kaldt nyracisme eller kulturel racisme, har 'kultur' på mange måder suppleret eller erstattet biologien - nogle gange ved forestillingen om, at fremmedfrygt og racisme i virkeligheden er et naturligt og iboende træk ved både mennesker og samfund, andre gange som forestillingen om, at kultur 'nedarves', og at 'kulturer' er uforanderlige og uforenelige. Begge dele er lige så forkerte og lige så konstruerede som 1900-tallets racebiologi. Hvis Thora var en kvinde af i dag, ville hun være gået igennem et skoleforløb uden at være blevet præsenteret for viden om racetænkningens dimensioner; hun ville leve i et samfund med en meget svag juridisk beskyttelse af ofrene for diskrimination; med en offentlig debat, som er meget optaget af trussels- og fjendebilleder af mennesker med et anderledes udseende; hun ville vide, at diskriminationen foregår hver weekend på byens diskoteker, og at ingen gør noget ved det; hun ville være bombarderet med udsagn om, at denne verdens mørkhudede mennesker står på spring for at få dansk bistandshjælp, og hun ville ud fra medier, politikersnak og undersøgelser kunne konkludere, at mørkhudede muslimer inden for landets grænser var kriminelle, analfabeter, fundamentalister, kvindeundertrykkere, dovne, upålidelige og så videre. Sandsynligvis ville Thora ikke kende nogen mørkhudede mennesker privat. Thora ville have godt af at kunne gå på Danmarks nye kolonimuseum på nettet, eller læse de bøger, der udgives fra det nye center for majoritetsstudier, eller på sin arbejdsplads være med til at beskrive, hvad man har gjort for at sikre etnisk ligestilling eller blive interviewet til den store landsdækkende undersøgelse af etnisk diskrimination eller følge med i de nye undervisningsmaterialer og -metoder, som hendes børn får glæde af i folkeskolen omkring nedbrydning af stereotyper og fordomme og opbygning af historisk bevidsthed og menneskelig kompetence. Hvad mon hendes børn vil svare på spørgsmålet om hudfarve? HELLE STENUM