0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Af en overlæges dagbog

Det er så som så med lægeromantikken, når man skal fordele 42 patienter i 34 senge og udskrive andre, man helst havde set på operationsbordet.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er så som så med lægeromantikken, når man skal fordele 42 patienter i 34 senge og udskrive andre, man helst havde set på operationsbordet. Omstrukturering siger politikerne. Hør, hvad en neurokirurg fra Rigshospitalet mener.

»Hvad lavede du i går«, spurgte min kone mig, efter at hun var kommet hjem fra vagt. Tjah, hvad lavede jeg? Jeg mødte som vanligt på arbejde kl. 7.30 - en halv time før mødetid. Det er der også flere af mine kolleger, der gør. Det er det tidspunkt, hvor telefonerne endnu ikke er begyndt at ringe, og der er noget, som ligner fred.

Morgenkonference cirka en halv time, hvor vagten afrapporteres, men først og fremmest et forsøgsvis overblik over afdelingens pladssituation og operationsprogrammet, som er blevet de to største og altoverskyggende problemer.

Vi har - som mange andre afdelinger - lukket kapaciteten ned med cirka 50 procent i sommerperioden, fordi personalet jo skal have ferie. I gamle dage betød det, at sommerperioden var en fredeligere periode; denne ene gang om året, hvor man kunne komme til bunds i bunkerne på skrivebordet. Sådan er det ikke længere. Morgenstatus: 42 patienter i 34 senge! Det er cirka 25 procents overbelægning.

Problemet må løses på den efterfølgende stuegang, hvis hovedtema er at få overflyttet eller udskrevet så mange patienter som muligt, blot for at få belægningen ned på den normerede og - gerne - få plads til næste døgns akutte. Før var beskeden en bebrejdelse til den vagthavende: »Hvorfor modtog du ikke den og den patient?«. Nu lyder det omvendte: »Var det nu nødvendigt, du kender jo vores pladssituation?«.

Og så operationsprogrammet. Af fem operationer på to stuer kræver de to (hjerneoperationer) et døgns overvågning på intensivafdelingen. På grund af den personalemæssige situation er der to pladser til dette formål. Hvis de da ikke er optaget af andre intensive patienter eller patienter opereret dagen før, som på grund af et kompliceret forløb må overnatte endnu et døgn... eller flere ... Hvem skal aflyses for at skaffe plads? En 45-årig mand med en hjernesvulst, som har ventet tre uger på operationen, formentlig skræmt ved tanken: »Er svulsten ondartet, kan den fjernes, hvordan har jeg det bagefter?«, eller en ældre mand, som har ventet to måneder på at få rettet på sin ventil til hjernens hulrum, en operation, som i sin tid gjorde ham gående og tænkende igen - nu er symptomerne kommet tilbage? Det blev den gamle mand. Ikke fordi han er gammel, men fordi den yngre havde en livstruende sygdom. Venter vi længe nok, kan den gamle mands tilstand blive om end ikke livstruende så i al fald således, at han ikke længere vil få det bedre af en operation.

Situationen med de mulige akutte operationer klares ved at beslutte at gå på kompromis med observationen efter operationen af en patient, som skal have foretaget et mindre indgreb i hjernen. Der skal tages en prøve fra en svulst, som ikke kan fjernes ved operation. Normalt observeres sådanne patienter natten over på grund af risiko for, at der opstår en blødning i hjernen efter indgrebet. Vi beslutter, at vi må nøjes med seks timers observation.

Så må patienten flyttes tilbage til den almindelige sengeafdeling, hvor der ikke er mulighed for konstant overvågning. Forsvarligt?

Den efterfølgende stuegangsmassakre lykkes kun delvist. Vi kan ikke flytte eller udskrive det antal patienter, vi gerne vil for at skaffe de nødvendige pladser. En 34-årig kvinde, som vi tidligere har opereret for en godartet hjernesvulst, har været til MR-skanning. Svulsten er vokset yderligere, og der er stærk mistanke om, at svulsten nu er blevet ondartet, og vi anbefaler en vævsprøve fra svulsten.

Der er desværre først plads på operationsprogrammet om tre-fire uger, hvorfor hun må sendes hjem. Moderen spørger, om der er mulighed for at blive opereret et andet sted hurtigere. Vi undersøger mulighederne. Det betyder, at mindst fire andre afdelinger i Danmark, eventuelt én eller flere i Sverige, må kontaktes - det tager én til halvanden time.

Negativt resultat. Udskrivning og genindlæggelse om tre-fire uger. Acceptabelt?

Efter stuegang kontaktes jeg af en af afdelingssygeplejerskerne, næsten grædende af fortvivlelse over pladssituationen. Personalet er hårdt presset, har været det længe, arbejder over og kaldes ind på fridage; folk sygemelder sig - ikke altid fordi de er egentlig syge. Problem:

Der kommer ti indkaldte efter weekenden, og der er ikke plads til dem, siger hun. Antallet skyldes ikke dårlig planlægning, men det faktum, at pati- enter kaldes ind, når der er plads på operationsprogrammet eller til de forskellige undersøgelser, som foretages på andre afdelinger. Jeg må aflyse indlæggelser! Går bunken igennem. Hvordan vælger man ud?

Patienterne har enten en livstruende sygdom, som skal opereres, og har allerede ventet uger eller i nogle tilfælde måneder på operation for en hjernesvulst. Eller de har langvarige smerter eksempelvis på grund af en diskusprolaps. Nogle har ventet i op til trekvart år, nogle er blevet aflyst én gang før. Af de ti kunne kun to aflyses ud fra et helbredsmæssigt synspunkt. Vi ringer de to patienter op. I det ene tilfælde er manden heldigvis i moskeen (det er fredag), så der kan gives besked til hustruen - det går 'nemmere'. Den anden, som allerede er på vej fra Jylland til indlæggelse hos os, bliver (forståeligt) rasende; han vil klage.

Vi forstår ham og bekræfter ham kun. Men vi ved også, at når klagen når frem, er det én af os, der skal bruge tid på at besvare klagen; forklare, hvorfor det er nødvendigt uden at måtte bruge de ord, vi egentlig mest har lyst til at bruge om situationen.

Vi er jo loyale og kommer med de sædvanlige forklaringer: overbelægning, akutte patienter, nedsat kapacitet. Det dræner. Hvor er min samvittighed? Min lægeetik?

Der er mange, som spørger: Hvorfor holder I ikke altid pladser ledige til de akutte, som udgør 40 procent af indlæggelserne? Fordi vi har aftaler om, hvor mange patienter vi skal behandle, og de kræver, at alle pladser er udnyttede. Antallet af akutte varierer helt uforudsigeligt, og vi har ikke råd til reservekapacitet.

Der kan være døgn, hvor der kommer få eller ingen, og det betyder, at der ville være uudnyttede operationspladser. Selv om vi har en liste med patienter, som har fortalt os, at de gerne vil kaldes ind akut, hvis der skulle opstå en plads, viser det sig i praksis umuligt at gennemføre. Det passer patienten dårligt, fordi han eller hun naturligvis ikke havde forudset muligheden for en akut erstatningsplads lige her og nu. Børn eller hund, der skal passes. Et eller andet.

Desuden er en operation en stor og usædvanlig begivenhed i de flestes liv: Den skal man have tid til at forberede sig på, ikke kun praktisk, men også mentalt.

Ser på næste uges operationsprogram. Det er allerede fyldt til bristepunktet, selv om vi ved, at de akutte kommer. Vi prøver at overholde kræftgarantien, så der er dagligt to operationer med hjernesvulster eller lignende. På den anden operationsstue opereres de patienter med forskellige smertefulde ryglidelser (diskusprolaps og lignende), som har ventet med smerter, måske mere eller mindre sengebunden i månedsvis. Flere af dem som nævnt aflyst tidligere.

En kollega fra øjenafdelingen kommer ind på mit kontor. Han har netop undersøgt en 25-årig kvinde med en stor svulst på hypofysen, som har medført, at hendes syn er blevet stærkt svækket, faktisk er hun allerede nu næsten blind på det ene øje. Hun skal opereres snarest. Ja, hvad er snarest i denne situation? Hun kan ikke opereres akut, bl.a.
fordi der ikke er overvågningsplads på intensiv - de er som nævnt allerede blevet overudnyttet - og næste uges program ... Håbløst!

Så ringer telefonen. Manden til en patient, yngre kvinde med hjernesvulst, som er blevet støt dårligere i de sidste uger. Svulsten er vokset kolossalt. Skal opereres hurtigst muligt. Hvornår er det?

Lægefagligt er det i morgen eller i overmorgen, men det er umuligt.

For tre år siden fulgte DR-Dokumentar os i hælene i to uger. Viste i fjernsynet, hvordan vi puklede for at nå arbejdet, og hvordan vi aflyste, aflyste, aflyste. Den hånlige kommentar til udsendelsen var:

»I har et ledelsesproblem!«. Som om alle problemer i dagens verden er ledelsesproblemer og klares som i erhvervslivet: fyring og gyldent håndtryk. Vi er i konstant dialog med vores ledelse om disse problemer, som forsøges løst med alle mulige og umulige alternative løsninger.

Højere oppe i systemet er budskabet: Ikke flere penge, bundlinjen skal holdes. Ja, det er i sandhed en bund linje. Bunden af kvalitet. For tid er kvalitet. I disse tider, hvor der er stigende krav til information og sikkerhed, (hvilket er godt), er der mindre og mindre tid til at opfylde disse mål. Politikerne indfører garantier. De tror, at man ved udstedelse af garanti kan opfylde målet. Hvordan skulle man med et sværdslag vende fire-ni måneders ventetid til under to med de samme midler? Politikerne presser et system, som i forvejen er udsultet gennem flere år, uden at gøre sig tanker om, hvordan garantierne realiseres. »Penge er ikke nok«, står der i lovudkastet.

Omstrukturering. Politiske floskler, som politikerne håber, får dem genvalgt næste gang. Hvorfor dekreterer de ikke med det samme garanti mod fejlbehandling og komplikationer? Succesraten ville formentlig være lige så stor, og virkningen på statsbudgettet slående.

Vi knokler i sygehusvæsenet, i al fald på den afdeling, hvor jeg er ansat. Min ugentlige arbejdstid er langt over 37 timer; det samme gælder mange af mine kolleger. Vi møder hinanden på kontorerne i weekenden, hvor vi prøver at rydde vores skriveborde for det administrative, som hober sig op: klager, der skal besvares, attester og oplysninger om en patients sygdom til myndighederne, udskrivningskort, som ikke blev nået i ugens løb, besvarelse af breve fra andre afdelinger om fælles patienter, opfølgende information til en patient, diverse udvalg og arbejdsgrupper på sygehuset, akkreditering og instrukser, undervisning af studenter og læger ... tal ikke om forskning! De interesserede - og det er flertallet - kommer ind på fridage og opererer, fordi det interesserer dem.

Jeg tror ikke, at politikere eller administratorer er klar over, hvor mange millioner kroner der lægges i form af frivilligt arbejde.

Vi er dødtrætte, når vi kommer hjem, gamle som unge. Vi er frustrerede over, at vi skal behandle vores patienter så dårligt. Hvilken kvalitet tror politikerne, der kommer ud af en operation, der foretages i huj og hast midt i stuegangen, hvordan mon stuegangen er, når man konstant afbrydes, fordi man skal ned at operere eller ringes op på sin bærbare telefon og straks skal tage stilling til et eller andet problem? At operere kræver forberedelse og mental koncentration - også fra kirurgens side. En patient er ikke bare et tilfælde eller en kunde, som skal have klippet hår, eller hvis bil skal have skiftet olie, som nogle politikere mener. Vi er frustrerede over altid at skulle høre eller læse, at sygehusvæsenets problemer løses med omstrukturering.

Vi har ikke bestilt andet på Rigshospitalet end at omstrukturere i de 13 år, jeg har været ansat, så sig ikke, at hver en sten ikke er vendt.

For at føje spot til spe, er der mangel på sygeplejersker, ikke mindst på de intensive afdelinger. Det er én af grundene til den manglende overvågningskapacitet, ikke kun i sommerperioden. Weekendvagt mere end hver anden weekend, mistede fridage og dobbeltvagter, alt til en middelmådig løn, er nok til at jage mange væk; og så er arbejdet både fysisk og psykisk belastende. Det bemærker patienterne meget hurtigt. I begrænset omfang anvendes vikarer. De er dyre og ineffektive, medmindre det er den samme sygeplejerske, som for en uge siden sagde op for at blive ansat i et vikarbureau til en bedre løn. Privatisering!
Fra 1. juli er der indført 'ventetidsgaranti' (som ikke hedder garanti).

Af én eller anden grund er der hidtil relativt få patienter, som har kontaktet os om det. Det skyldes nok uvidenhed eller sommerferien. I et optimistisk øjeblik vælger jeg at tro, at det skyldes, at patienterne trods ventetid vælger os, fordi vi er de bedste, og patienten har tillid til os. Ellers kan man jo vælge et privathospital. Der er de jo så dygtige og effektive. Politikerne glemmer dog én ting:

Privathospitaler og -klinikker er forretninger, der helst skal give overskud. Mon det kan have betydning for, om man vil tilbyde en patient en operation, der giver penge, eller om man vælger at foreslå ikke-operativ behandling? Gæt selv engang! Også det offentlige sygehusvæsen søges gjort til en forretning. Kun tallene på bundlinjen tæller. Medmenneskelig adfærd, lægeetik, forskning og undervisning tæller ikke længere, hvis forretningen giver underskud.

Næh, politikernes budskab høres gang på gang i medierne: »Nu må de tage at få effektiviseret på sygehuset. Arbejdsgangene er for komplicerede«. Ja, gu' er de komplicerede, for mange menneskers sygdom og behandling er kompliceret og kræver mere end et almindeligt eftersyn. I vores afdeling - og i mange andre - forventes det, at vi står til rådighed med vores ekspertviden 24 timer i døgnet.
Jeg har aldrig hørt en politiker prise arbejdsomheden i det danske sygehusvæsen.