Hvem ejer historien? Det er der som bekendt ingen, der gør - heller ikke besættelsestidens. Hverken statsministeren, frihedskæmperne eller historikerne. Men det ændrer ikke ved det faktum, at der siden krigen har stået en hård strid om retten til at tolke den. Det drejer sig hele tiden om æren for modstandskampen. I befrielsessommeren 1945 skulle politikerne genvinde de positioner, de havde tabt ved det dybe fald 29. august 1943, og derfor skabte de myten om samarbejdspolitikken som en form for modstand. Hele det officielle Danmark sprang med på vognen sammen med den største del af befolkningen, der havde støttet tilpasningen og helst ville glemme. Siden under den kolde krig blev den borgerlige del af modstandsbevægelsen fundament for NATO-samarbejdet, mens kommunisterne gik i hi. I kampen for eller imod EF blev modstandssynspunktet igen kastebold, og i 2003 nåede vi så den foreløbige kulmination med statsministerens hyldest til modstandsbevægelsen som legitimering af Irakkrigen. Nu er det ikke første gang, en statsminister hylder modstandsbevægelsen. Det har alle statsministre fundet opportunt siden 1945, når de holdt taler og afslørede monumenter 4. maj. Senest før Fogh var det Nyrup Rasmussen i 1995, der fejrede frihedskæmperne for kampen mod tyskerne - men rigtignok glemte at fortælle om deres parallelkrig mod regeringen. Det var dette standpunkt, Fogh ændrede radikalt, da han hin dag på Holmen i 2003 og ved efterfølgende lejligheder angreb samarbejdspolitikken for at have været naiv og for at have svigtet politisk og moralsk. Hvis alle andre stater havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, havde Hitler formentlig vundet, og Europa var blevet nazistisk, hedder det ofte gentagne mantra. Dette har bragt historikerne i harnisk. De har i flok og rad kritiseret statsministeren for misbrug af historien og for at moralisere i bagklogskabens klare lys. Og de har generelt opfordret ham til at gå hjem og læse på lektien, der er langt mere kompliceret, end han og hans meningsfæller giver udtryk for. Svaret har været, at historikerne bare halser efter samarbejdspolitikerne, og at de ikke er mindre moralske end Fogh. Besættelsestidens historie er alt for vigtig til at overlade historikerne, hedder det frejdigt i pressen - helt i pagt med tidsånden, hvor vi jo alle er eksperter for Vorherre. Nu hverken kan eller skal jeg tale på historikernes vegne. Vi er nok så forskellige - også i synet på samarbejdspolitikken. Men alligevel tør jeg nok redressere et par misforståelser. Naturligvis har statsministeren lov til at hylde modstandsbevægelsen, og naturligvis har han lov til at forkaste samarbejdet. Det er der ingen, der vil anfægte - også selv om man vil mene, at Fogh har en større forpligtelse end så mange andre, når han omgås og tolker historien. Vi griber også gerne i egen barm: Naturligvis har historikerne deres fordomme og deres sympatier og antipatier. De ser ofte det, de gerne vil se, og læser kilderne derefter. De fælder moralske domme, og de er som alle andre begrænset af deres egen tid. Men det forhindrer jo ikke, at de har skabt værker om besættelsen, der har blivende værdi, og som gør al den snak om at skrive det hele om igen til det rene nonsens. Derfor er der god grund til at anbefale statsministeren og hans følge at læse på lektien. Og lektien fortæller, at alle besatte lande samarbejdede under Anden Verdenskrig, mere eller mindre tvunget og mere eller mindre aktivt. Modstanden er et sent fænomen. Ser vi bort fra Titos Jugoslavien, er gennembrudsåret 1943. Først da var de materielle og mentale forudsætninger til stede for at føre modstandskamp. Først de tyske nederlag skabte en tro på, at det kunne nytte noget at udfordre tyskerne. Og en sådan tro er nødvendig, når den illegale kamp trækker ulykker og død ned over almindelige mennesker. En sådan tro fandtes ikke i krigens første år, da Tyskland syntes uovervindeligt, og man også i Danmark måtte regne med en generationslang besættelse som den, sønderjyderne oplevede fra 1864 til 1920. Modstand var ikke noget alternativ til samarbejde i 1940-41. Da stormagten Frankrig faldt efter et seksugers felttog i sommeren 1940, var det ikke naiv, men realistisk politik at tilpasse sig Tyskland. Udenrigsminister Scavenius gik længst med forhandlingerne om en Mønt- og Toldunion og sine udtalelser om »de store tyske sejre, der havde slået verden med beundring«. Men andre, der senere meldte sig på protestlinjen, fulgte trop. Det glemte de ganske vist senere, da modstand fremstod som den eneste rigtige politik. Det er derfor, historikerne om og om igen må fastholde kronologien som et bærende element i enhver diskussion om besættelsens forhold. Som forfatteren og modstandsmanden Tage Skou-Hansen har udtrykt det: I de første besættelsesår var man ikke enten eller, men med god samvittighed begge dele. Det var først senere, at tingene blev afgørende forenklet. Vi glemmer alt for ofte, at vi i dag sidder med én udgang på et overmåde kompliceret regnestykke, der rummede massevis af andre løsninger, som samtiden måtte tage stilling til. I dag, hvor vi kender facit, Tysklands nederlag, er det så let at dømme. Det ses alt for tydeligt på den aktuelle debat. Samarbejdspolitikken blev båret oppe af hele det officielle Danmark - og støttet af befolkningens store flertal i hvert fald til sommeren 1943. Den talte de politiske partier, organisations- og foreningslivet, forvaltningen, herunder politiet, pressen, skolen, kirken og mange andre. Vi finder naturligvis forskelle i støtten, og det er forskelle, der vækker til eftertanke. Et par eksempler må række: Socialdemokratiet og fagbevægelsen støttede kompromisløst til den bitre ende - ja, ud over denne. De havde nemlig ansvaret for hundredtusinder af de mest udsatte grupper i det danske samfund. På Christiansborg gik samtlige sønderjyske rigsdagsmænd uanset partifarve i enhver krisesituation ind for at fortsætte samarbejdet. De frygtede nemlig, at et brud ville få Tyskland til at flytte grænsen, og at unge sønderjyder ville blive indkaldt til værnemagten, som det var sket under Første Verdenskrig. Til de mest loyale grupper hørte også jøderne. De så med rette, at samarbejdspolitikken udgjorde det skjold, som forhindrede tyskerne i at gennemføre Endlösung i Danmark, og ledelsen slog hårdt ned på ethvert tilløb til modstand. Da en flok unge zionister i foråret 1943 huggede en fiskerbåd og flygtede til Sverige, blev politiet tilkaldt, og Troessamfundet udsendte en bandbulle, der slutter: »Frihed er ikke og kan ikke være ensbetydende med at stræbe efter de mest tiltrækkende ydre eller ideelle livsformer uden hensyn til det omfattende ansvar, man skylder den større helhed«. Eller som den eksilerede socialdemokratiske partisekretær, H.C. Hansen, erklærede omkring samme tid: »Det er lettere at skulle tage ansvaret for sine personlige handlinger end at vide, at ens handlinger bliver bestemmende for et helt folks skæbne«. Modstandsmanden Erik Seidenfaden, der var en skarpsindig analytiker, skrev umiddelbart før augustoprøret til London, at »norske tilstande« var noget, folk tog, når de blev tvunget dertil. »Men det er ikke noget, et lille lands ansvarlige regering sætter sig ned og tager beslutning om«. Eller som det hed fra den altid direkte Scavenius: Bruddet var ikke noget, der kunne spilles »fandango« om. Den tyske sociolog Max Weber skelner mellem politikernes, embedsmændenes og organisationernes ansvarsetik og det enkelte menneskes sindelagsetik. Der var alt andet lige en længere vej til den illegale modstand for politikeren, politimesteren, departementschefen og fagforeningsformanden end for skolelæreren, maskinarbejderen eller studenten. Samarbejdspolitikken ville sikre befolkningen imod krigens ulykker. Den ville afskærme de demokratiske institutioner og redde landet fra en nazificering, som den man så i Norge. Det er svært at hævde, at denne målsætning var af mindre moralsk lødighed end modstandsbevægelsens krigsprogram. Der er simpelthen tale om to værdisystemer, der tørnede imod hinanden, et nationalt over for et internationalt. Og her må vi ikke glemme, at verdenskrigen først efterhånden blev en ideologisk kamp for demokratiet imod diktaturet, og at mange herhjemme længe så på krigen som et imperialistisk opgør mellem stormagterne, et opgør, som vi hverken havde lod eller del i, og som kun kunne skade småstaten Danmark. Det var et syn, som man i øvrigt så bekræftet, da Storbritannien og Frankrig i vinteren 1940 gjorde, hvad de kunne, for at få Tyskland engageret militært i det neutrale Skandinavien - og dermed åbnede vejen også for en besættelse af Danmark. Derfor lyder det hult, når Fogh gang på gang må slå fast, at hvis alle andre stater havde handlet som den danske, ville Hitler have vundet og nazificeret Europa. For også stormagterne plejede primært deres egne interesser. USA gik først med i krigen, da de blev bombet derind af japanerne, og Storbritannien havde gerne sluttet fred med Hitler efter katastrofen i sommeren 1940, hvis det kunne være sket fra en styrkeposition. Frankrig var efter nederlaget millimetertæt på at gå ind i krigen på tysk side. Og russerne kørte, som vi ved, deres helt eget løb. Men i det forklarende skær fra 1945 blev alt dette glemt. Statsministeren erklærer, at samarbejdspolitikken krydsede sig igennem krigen under bekvemmelighedsflag. Det er en nedvurdering af politikernes ansvarsbyrde. Som nejsigeren, den eksilerede formand for Socialdemokratiet, Hans Hedtoft, vedstod under de afgørende forhandlinger i august 1943, ville partiet kun have fordel af det tyske militærdiktatur, der truede forude, men for landets skyld måtte samarbejdspolitikken fortsætte, ellers kunne det hele ende i kaos. Og her er vi da ved et afgørende parameter for rigsdagspartiernes kollaboration. De opfattede den første organiserede modstand som vendt ikke blot imod samarbejdspolitikken, men også imod folkestyret. For modstandspionererne var frem til årsskiftet 1943/44 helt overvejende rekrutteret fra de systemfjendtlige kræfter, der havde angrebet det parlamentariske demokrati i 1930'erne, fra DKP, fra Dansk Samling og fra KU. Dermed udløstes i virkeligheden en skjult borgerkrig mellem det politiske system og modstanden - en borgerkrig, der kostede liv og skar dybe sår i nationen, men som gerne fejes under guldtæppet i den nationale konsensus' hellige navn. Dette er den ene del af baggrunden for statsminister Buhls herostratisk berømte radiotale imod sabotagen 2. september 1942, som Fogh angreb forleden. Buhl hævdede ganske vist i befrielsessommeren, at han ikke havde ment det, han sagde, og bidrog dermed til den almindelige forplumring af debatten om besættelsestiden. Men alibiet gælder ikke. De første sabotører var kommunister og spanienskæmpere. De var den tids 'terrorister', der brugte et prøvet revolutionært, men på dansk grund nyt våben, nemlig sabotagen. Derfor må vi også tro, at Buhl havde hjertet med og opinionen bag, når han opfordrede til stikkeri. Sabotørerne havde fyret op under to tyske hurtigbåde i Københavns Havn. Det fik værnemagten til at true med dødsstraf, hvis ikke regeringen greb ind. Det er den anden del af baggrunden for talen - der bringer os ind til kernen af samarbejdspolitikkens dilemma: at måtte kollaborere for at forhindre det, der var værre. Det gør ikke Buhls ord kønnere, men det gør dem forklarlige. Besættelsestiden har nu længe været varmt stof i den offentlige debat, uden at dette kan forklares med 60-års jubilæet alene. Til sin forbløffelse opdager man så, at opgøret med krigsgenerationen er blevet en del af den borgerlige kulturkamp imod det Stauning-Munchske Danmark, og at historikerne er blevet gidsler heri. Forleden krævede Dansk Folkeparti en »sandhedskommission« til kulegravning af besættelsestidens forhold. Fogh skal have tak for, at denne ide blev skudt ned. Forslaget ligger på linje med en interpellation i Folketinget fra juli sidste år, hvor Dansk Folkeparti ønskede forræderiet omkring kapitulationen 9. april 1940 og andre sammensværgelsesmyter klarlagt. Man tager sig til hovedet over niveauet blandt folkets kårne mænd! Og så er det jo ikke anderledes, end at vi forleden i tv kunne høre Venstres tidligere udenrigsminister divertere seerne med de borgerliges version af den danske udenrigspolitiks ulyksalige vej frem imod kapitulationen 9. april. Her hævdede han uimodsagt, at Storbritannien ville have hjulpet Danmark militært, hvis bare vi havde oprustet, at det var Stauning, der torpederede en nordisk forsvarsunion, og at en henholdende kamp i Danmark måske kunne have ændret krigens gang i Norge i 1940 - alt sammen gamle travere fra krigsskyldsdiskussionens dage, som historikerne afviste allerede i 1960'erne. Bare Ellemann-Jensen dog ville læse på lektien! Dette er ikke skrevet som et forsvar for samarbejdspolitikken. Men for at man skal forstå den, før man dømmer. Kronikørens hjerte har altid ligget hos modstanden. Jeg har som andre følt, at kollaborationens omkostninger var for store, og at Danmarks støtte til Hitlers forbryderkrig var ubærlig - hvor symbolsk og beskeden den end måtte være. Min disputats om augustoprøret 1943 dokumenterede, at politikerne, modsat hvad de hævdede, ikke ønskede bruddet, men tværtimod gjorde, hvad de kunne, for at forhindre det. Det fik jeg mange tæv for. Daværende formand for Folketinget, socialdemokraten K.B. Andersen, kaldte mig ex auditorio for historieforfalsker, og flere dagblade fulgte trop. Nu er tonen blevet en anden, og hvad der var forkætret den gang, er blevet almindelig visdom i dag. Men myterne fortsætter. I fyrre år har historikerne bekæmpet fortællingen om, at vi alle var i samme båd, og at vi alle var i modstand. I dag må vi vende os imod den modmyte, der har afløst den første, og som er lige så falsk som denne, fordi den i moralismens og bagklogskabens hellige navn fordømmer en hel generation for opportunisme og medløberi og forlanger modstand under forhold, hvor modstand var en umulighed. Myten har intet med besættelsens virkelighed at gøre, og virkelighed er det, vi har brug for, hvis vi skal forholde os til de fem år som læreproces. Kronikøren har i bredere form argumenteret for sine synspunkter i bogen 'Samarbejde og modstand', 2. udgave, Sydjysk Universitetsforlag 2004.