De medicinske patienter er genstand for mere politisk retorik og gode intentioner end reelle tiltag, som kan forbedre deres forhold. Gennem de sidste år har flere og flere patienter fået eksplicitte rettigheder med det udvidede frie valg, pakkeforløb m.v. Det er positivt og godt – men de medicinske patienter er blevet klemt i udviklingen. Hvilken gavn har medicinske patienter af ventetidsgarantier, når 80 procent indlægges akut? Og hvilken gavn har medicinske patienter af retten til at søge behandling på et privathospital, når det offentlige ikke kan tilbyde behandling inden for en måned, hvis der ikke er privathospitaler, som tilbyder behandlinger for medicinske patienter og patienter med komplicerede sygdomsforløb. Når sundhedsvæsenet presses til det yderste, bliver de patientgrupper, der har en eksplicit ret og krav på behandling og effektive forløb, prioriteret på bekostning af de patientgrupper, som har mere diffuse behandlingsbehov og derfor reelt ikke er omfattet af rettighederne. Rettigheder skal gælde for alle –også de medicinske patienter! Det medicinske område skal prioriteres og løftes markant. Alt andet er uværdigt for vores samfund!
Sundhedsvæsenet er gennem de seneste år udviklet gennem øget specialisering. Vi er blevet rigtig gode til at behandle afgrænsede diagnoser på højt specialiseret niveau. Men sygdomsudviklingen er gået en anden vej. Der er et stigende antal mennesker med flere kroniske lidelser, der har behov for tværgående indsatser – både på tværs af specialer og på tværs af institutioner og sektorer. Sideløbende er patientrollen ændret. Patienter vil ikke være passivt sengeliggende og vente på, at lægen kommer og fortæller, hvad der skal ske – patienter vil i dag være aktive parter i deres behandling. Sundhedsvæsenet er ikke fulgt med sygdomsudviklingen. Den manglende kvalitet i behandling af den medicinske patient er et symptom på dette krydspres. Dokumentationen for den manglende kvalitet på de medicinske afdelinger er massiv. Hver fjerde ældre medicinsk patient er utryg efter udskrivelse, og patienterne ligger på hospitalsgange på grund af for høje belægningsprocenter. Opgørelser fra Dansk Sygeplejeråd viser eksempelvis, at den gennemsnitlige belægningsprocent var 105 procent i januar 2009. Mange indlæggelser afspejler manglende behandlings- og omsorgstilbud i primærsektoren. 80 procent af de medicinske patienter indlægges akut, ud af disse udskrives over halvdelen inden for første døgn. Eksperter og Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enige om, at mange af disse indlæggelser kan forebygges, bl.a. ved at vagtlæger og egen læge får andre muligheder for at undersøge og behandle, og at pleje- og rehabiliteringstilbud udbygges i kommunerne. Jeg vil i det følgende pege på nogle centrale fokusområder, som skal styrkes, hvis de medicinske patienter fremover skal sikres gode vilkår. Det drejer sig om bedre sammenhæng, høj faglig kvalitet i de enkelte tilbud, øget inddragelse af patienters viden, dokumentation af kvaliteten i de samlede patientforløb samt kapacitet og ressourcer. Det er hovednøglerne til de døre, vi skal åbne for at løfte kvaliteten. For det første skal der skabes sammenhæng. Lovgivningen, sundhedsvæsenets organisering og kultur mangler fokus på individet, helheden og sammenhængen. Vi skal gøre op med systemtankegangen, hvor alt for mange gode intentioner om at skabe sammenhæng – for det skorter ikke på dem i retorikken – drukner i, at hver institution og sektor er optaget af egen faglighed og ansvarsområde. Medicinske patienter har ofte behov for tilbud på tværs af specialer og sektorer. Det dur derfor ikke, at hver aktør så at sige efterlader patienten ved udgangen af deres enhed og ved indgangen til den næste aktørs tilbud. Og jeg bebrejder ikke den enkelte kommune eller sygehusafdeling, men derimod de samlede styringsrationaler i sundhedsvæsenet, som understøtter, at systemerne lukker sig om sig selv. Det har konsekvenser for kvaliteten og sikkerheden. Det er dokumenteret, at risikoen for fejl øges, hver gang ansvaret for patienten skifter hænder. Der opstår misforståelser og tab af information. Det skaber en fragmenteret oplevelse for patienter og pålægger patienten ansvaret for at skabe den nødvendige sammenhæng – ofte på tværs af flere afdelinger, kommunen og den praktiserende læge. De fleste patienter vil gerne inddrages og tage ansvar, men det er ikke det samme som at skulle være tovholder gennem hele sit eget forløb. Mange ældre medicinske patienter har forløb, som starter i primærsektoren, går over et sygehus for så at komme tilbage til eget hjem med behov for kommunale ydelser. Det kræver en særlig indsats, som tager afsæt i både behov for behandling af flere diagnoser og ydelser på tværs af sektorer. Sammenhæng i patientforløb skabes ikke med den nuværende kontaktpersonordning, som er regeringens svar på koordinationsproblemerne. Ordningen er derimod et godt eksempel på en systemløsning. Den indebærer, at hver sygehusafdeling skal tildele patienten en kontaktperson. Jeg kender personligt en patient, som har fem kontaktpersoner på forskellige sygehuse og afdelinger, og ingen har overblik over hans samlede forløb på tværs af forskellige afdelinger, sygehuse og sektorer. Det skaber ikke meget sammenhæng for ham – og hans tilfælde er desværre langtfra enestående. For en STOR del af de ældre medicinske patienter er det ikke tilstrækkeligt at få den rigtige medicin eller operation. De har behov for opfølgende sammenhængende rehabiliteringsindsatser målrettet psykosociale eller fysiske faktorer, der varierer afhængigt af sygdom og livssituation. I dag får mange patienter ikke tilbud om rehabilitering, eller også får de kun tilbudt enkelte dele af det bedst mulige rehabiliteringsforløb.
