1. august 2005 nedsatte undervisningsminister Bertel Haarder et udvalg der skal vurdere hvordan vi bedst styrker læsefærdighederne hos skoleelever, og dette udvalgs svar er nu på trapperne. Initiativet skal ses på baggrund af PISA-undersøgelsen fra 2004, en undersøgelse der viste at danske børn er blevet endnu dårligere til at læse siden den første PISA-undersøgelse i 2000. Danmark klarer sig skidt i sammenligning med andre lande, og da Bertel Haarder blev interviewet i fjernsynet, nævnte han at man i et land som Finland opnår langt bedre læseresultater end i Danmark. Noget lader til at være råddent i Danmarks rige, og det må vi gøre noget ved. I udvalget sidder der en række læseforskere, og man må næsten gå ud fra at de i vurderingsarbejdet også vil komme ind på det problem der består i at dansk retskrivning ligger så fjernt fra udtalen. I historiens løb har den danske udtale ændret sig relativt hurtigt - meget hurtigere end f.eks. den norske og svenske - især ved afsvækkelse og bortfald af lyde. Mange af disse ændringer afspejler sig ikke i skriften, der således halter bagefter. For eksempel skriver vi stadig g i meget, hvor lyden er svækket til j, og i byge, hvor den i almindelig spontan tale er forsvundet helt. Skriften gengiver simpelthen ikke nutidig dansk udtale. Selv om tilegnelse af læsefærdighed er en kompliceret proces hvor mange faktorer spiller ind, må man gå ud fra at det er sværere at lære at læse og især skrive hvis retskrivningen ligger langt fra udtalen end hvis den er lydret. Det er da tankevækkende at det netop er i Finland - Haarders lysende eksempel - man opnår så gode resultater. Mon ikke en af grundene til det er at man i finsk stort set staver ordene som man udtaler dem? Og mon ikke det er lettere for danske børn at lære at stave ord som elefant og flue end ord som vejr og haglbyge? På den baggrund kan det ikke undre at der er blevet stillet forslag om at gøre noget ved problemet. I en stort opsat artikel i Politiken (18.5.) udtalte professor Frans Gregersen at det danske skriftsprog nu ligger så langt fra talesproget at der er behov for en radikal retskrivningsreform. Retskrivningen skal gøres lydret, med det resultat at ord som tiger, fisk, køre, kører, kunne, skal, hvem ændres til henholdsvis tiå, fesg, køå, køå, ku, sga, væm. I et afsnit om dårlige læsere fremgår det af artiklen at der er tilslutning til tanken i Det Radikale Venstre: Naser Khader citeres for at der skal en gennemgribende retskrivningsreform til, og at man kunne nedsætte en kommission til at »undersøge muligheden for og håndteringen af en sådan reform og inddrage udenlandske erfaringer«. Til støtte for sit forslag anfører Gregersen at en retskrivningsreform vil gavne demokratiet fordi det vil give alle adgang til at begå sig på skrift. Som det er i dag, afholder mange sig fra at skrive for ikke at kvaje sig. Men som Gregersen udtrykker det, er skriftsproget til for at vi kan kommunikere, ikke for at nogle - de sikre stavere - kan føle sig bedre end andre. Skriftsproget bør derfor gøres lydret, men ikke nok med det. Ifølge sprogholdningsforskeren Tore Kristiansen, der også citeres i artiklen, bør der derudover liberaliseres ved at man lader retskrivningen afspejle dialekter og udtaleforskelle. Dette forslag har Gregersen i et efterfølgende interview erklæret sig åben for. Eksempler på dialektale udtaleformer gives ikke, men det må følge af forslaget at ord som skjorte og køleskab også skal kunne staves korrekt som skjårt og køølskaf. Hvad optagelse af dialektformer i retskrivningen ville betyde for den gnidningsfri kommunikation i landet som helhed, kan man vist selv regne ud. Frans Gregersen og Tore Kristiansen foreslår på den beskrevne baggrund at Dansk Sprognævn sætter en række undersøgelser og eksperimenter i gang som man siden kan træffe beslutning på grundlag af. Fra anden side er Sprognævnet imidlertid blevet opfordret til at tænke i helt andre baner. I en Kronik i Politiken 9. juni 2005 vurderede forlagsredaktør Klaus Ulrik Keel at det der skaber usikre stavere, er den strøm af forvirrende og overflødige ændringer Dansk Sprognævn i tide og utide foretager i Retskrivningsordbogen. Det alle er bedst tjent med, er ifølge Keel »at retskrivningsreglerne i videst muligt omfang simpelt hen forbliver uændrede«. Dette forslag betoner altså kontinuitet og tradition. Men konsekvensen af at følge det ville være at skrift og udtale fjerner sig yderligere fra hinanden, for udtalen forandrer sig jo løbende. Hvis man ikke med mellemrum ajourfører retskrivningen på basis af udtalen, vil det blive meget sværere at lære at stave end det er i dag. For begge de nævnte forslag gælder det at deres gennemførelse formentlig ville kræve en ændring af sprognævnsbekendtgørelsen (1997). Ifølge denne styres ortografien af to hovedprincipper: traditionsprincippet (hvorefter retskrivningen ligger principielt fast) og sprogbrugsprincippet (hvorefter ord skrives i overensstemmelse med den sprogbrug som følges i gode og sikre sprogbrugeres skriftlige sprogbrug). Gregersens forslag om en radikal reform ser helt bort fra såvel traditionsprincippet som sprogbrugsprincippet, og Keels forslag betoner kontinuitet så stærkt at det kun undtagelsesvis vil blive muligt at foretage sprogbrugsbaserede forandringer i retskrivningen. Sprogbrugsudløste ændringer kan illustreres med et ord som spontanitet. Tidligere var det kun korrekt at skrive spontaneitet, men da gode og sikre sprogbrugere gik over til at skrive spontanitet - i overensstemmelse med deres udtale af ordet uden e og med kun fire stavelser - blev denne stavemåde i 1986 indført som den eneste korrekte. Af andre ændringer baseret på sprogbrugen kan nævnes fjernelse af stavemåder som længer og mer: Hvor det tidligere var korrekt at skrive: Nu går det ikke længer/mer, er det nu kun korrekt at skrive: Nu går det ikke længere/mere. På basis af sprogbrugen er tidligere korrekte stavemåder som kognak og kafé/kafe også blevet fjernet fra Retskrivningsordbogen. Selv om sprognævnsbekendtgørelsen ikke nævner det, er der ingen tvivl om at det lydlige princip er helt fundamentalt for ortografien. Hele ideen med bogstavskriften - som fønikierne og grækerne berigede os med da de for cirka 3.000 år siden opfandt alfabetet - er jo at afbilde udtalen grafisk ved at omsætte et sprogs lyde (og altså ikke dets ord eller orddele som i f.eks. kinesisk) til skrifttegn. Dette princip er så indlysende centralt at det knap nok kræver omtale i bekendtgørelsen, og det ligger da også til grund for talrige ændringer af retskrivningen. For at gøre stavningen mere lydret ændrede Sprognævnet i 2001 f.eks. frådse til fråse og karnøfle til kanøfle, og af samme grund blev dobbeltformer som vanilje/vanille, linje/linie, kastanje/kastanie, leddegigt/ledegigt og fedteras/fedterads udskiftet med enkeltformer som vanilje, linje, kastanje, leddegigt og fedteras. Som påpeget af Erik Hansen i hans bog 'Skrift, stavning og retstavning' (Hans Reitzel 1981) gælder det for de andre retskrivningsprincipper end det lydlige at de på hver sin måde modarbejder dette. På basis af sprogbrugsprincippet blev lydrette stavemåder som krem og vermut i 2001 fjernet således at nu kun de mindre lydrette men langt hyppigere stavemåder creme og vermouth er korrekte. Mens sprogbrugsprincippet således ofte udløser ændringer der øger afstanden mellem udtale og skrift, spærrer traditionsprincippet for forandringer der ville gøre skriften mere lydret, f.eks. i ord som vejr, seksten og haglbyge. Til støtte for traditionsprincippet kan man imidlertid anføre at der også er fordele ved at have en stabil retskrivning; dels kan man når man har lært at læse og skrive, blive ved med at stave ordene som man er vant til at gøre det, dels sættes man i stand til at læse tekster fra tidligere historiske perioder. Et andet princip der kendetegner dansk ortografi, og som ligesom sprogbrugsprincippet og traditionsprincippet modarbejder udtaleprincippet, er princippet om at et ord eller ordelement som hovedregel staves på samme måde selv om det i forskellige omgivelser udtales forskelligt. Et eksempel på dette 'tegnkonstansprincip' er god, der udtales med o i god, gode, godmodig og med å i godt, godtfolk, godtgøre. Et andet eksempel er bag-, hvis sidste bogstav udtales som g i bagte og bagt, som j i bage og bager og som u i bagværk. Stavemåden er altså her i nogle af ordene i uoverensstemmelse med udtalen, men den er næppe uhensigtsmæssig. Som det fremgår hvis vi sammenligner bage, bager, bagte, bagt, bagværk med baje, bajer, bagde, bagt, bauværk, er det ulige lettere for læseren at genkende ordelementet hvis det staves på samme måde (bag-) end hvis det staves forskelligt i overensstemmelse med udtalen ( baj-, bag-, bau-). Det sidste retskrivningsprincip der skal nævnes, er det pædagogiske. I 2001 blev stavemåderne bolche, gletscher og rutsche fjernet fra Retskrivningsordbogen, og derved blev bolsje, gletsjer og rutsje de eneste korrekte. Begrundelsen var at meget få danskere havde styr på hvornår der i midten af disse ord skulle skrives ch og hvornår sch. Denne ændring skyldtes hverken traditionsprincippet eller sprogbrugsprincippet. Argumentet var udelukkende at man ved at vælge sj gjorde det lettere for sprogbrugeren og undgik stavefejl. På basis af det pædagogiske princip kunne man også overveje at ændre stavemåden i ord som tradition, refleksion og transmission til tradisjon, refleksjon og transmisjon, for der er også mange danskere der ikke har styr på hvornår man i midten af sådanne ord skriver ti, si og ssi. En sådan ændring ville ikke gå stille af (norske tilstande!), men også her ville man komme mange stavefejl til livs. Fordanskning af franske låneord - som sprognævnsbekendtgørelsen foreskriver - ville have samme virkning, men også her er protester forventelige, især måske når der er tale om gastronomi, kosmetik og lingeri. Som det fremgår, trækker principperne ofte i forskellige retninger. Når man fastlægger retskrivningen, må man derfor i hvert enkelt tilfælde nøje overveje hvordan det samlede billede ser ud. Lad mig give et eksempel på hvordan man på sikker grund kunne forbedre retskrivningen. Ud fra en helhedsvurdering kunne man i de fleste navneord der ender på ubetonet - el, fjerne usammentrukne bøjede former som cykelen, gaffelen, stakkelen, saddelen og seddelen og derved gøre de sammentrukne former cyklen, gaflen, staklen, sadlen og sedlen til de eneste korrekte. Til støtte for det taler udtaleprincippet (der er kun to stavelser), sprogbrugsprincippet (de sammentrukne former er langt de almindeligste) og det pædagogiske princip (det er lettest at skrive ordene som de udtales). Dertil kommer at ingen af de andre principper peger i modsat retning. I sit arbejde med at fastlægge retskrivningen baserer Sprognævnet sine afgørelser på de principper jeg har beskrevet, og det ser på ingen måde bort fra hverken traditionsprincippet eller udtaleprincippet. Nævnet foretager ikke som hævdet en strøm af forvirrende og overflødige ændringer, men er for at sikre kontinuitet meget tilbageholdende når det reviderer Retskrivningsordbogen. Det kan man konstatere ved at slå op i ordbogens liste over ændrede staveformer og ordformer. Som regel er denne liste ganske kort, og i 2001-udgaven fyldte den kun to sider. At nævnet også lægger vægt på udtaleprincippet, fremgår af at en hel del ændringer foretages for at skabe bedre overensstemmelse mellem lyd og skrift. Men det må indrømmes at der hidtil ikke har været tale om nogen større manøvre. Kursen vi følger, og som jeg finder rigtig, er at gå frem skridt for skridt. En radikal reform i skikkelse af overgang til fonetisk stavning ville være i modstrid med både traditionsprincippet, sprogbrugsprincippet og tegnkonstansprincippet. Jeg er dog enig i at man i en række tilfælde med fordel kunne gøre retskrivningen mere lydret end den er i dag, og i at sådanne ændringer utvivlsomt ville gøre det lettere for børn at lære at læse og skrive. Efter min mening vil det imidlertid være helt uhensigtsmæssigt at åbne normen ved at optage dialektformer i Retskrivningsordbogen ved siden af rigsmålsformerne. Jeg tror ikke engang at dette er et udbredt ønske blandt dialekttalende. Selv om jeg er opvokset i Sønderjylland og fortrolig med dialekten, skal jeg tage mig voldsomt sammen inden jeg går i gang med at stave mig gennem lokale publikationer på sønderjysk. Af hensyn til den gnidningsfri skriftlige kommunikation i hele landet er det en indlysende fordel at have en fælles, snæver norm. Derfor arbejder vi i Sprognævnet også på at reducere antallet af såkaldte dobbeltformer (ord med to eller flere korrekte stavemåder). Mellem 1955 og 1996 steg antallet af dobbeltformer. Men i 2001 blev kurven knækket med udgivelse af 3. udgave af Retskrivningsordbogen, og i forordet til den kan man læse at »[e]n stor del af ændringerne er resultatet af Sprognævnets bestræbelser for at reducere antallet af dobbeltformer i Retskrivningsordbogen«. Dette arbejde vil kunne fortsættes, for der er stadig en del dobbeltformer der på forsvarligt fagligt grundlag kan luges ud. Det vil være en fordel, for når man slår op i Retskrivningsordbogen, er det typisk for at få afklaret en usikkerhed, og så er det ofte irriterende at blive præsenteret for flere korrekte stavemåder, f.eks. for diare/diaré/diarre/diarré. Dansk Sprognævns forsigtige tilpasning af stavningen kan yde et bidrag til at forbedre skolebørns læsefærdighed. Dette bidrag er ikke stort, men en radikal stavereform ligger utvivlsomt langt ud over hvad nævnet kan levere. Vi må så blot håbe på at de sikkert mange ældre mennesker for hvem vores beskedne ændringer ofte opleves som irriterende, kan glæde sig over den gevinst som skolebørn herved opnår.