Sikrer værnepligten os mod uretfærdige krige og militarisme, eller kan vi trygt professionalisere den danske hær? Kronikøren er professor i arbejdspsykologi, dr.phil. og tidligere orlogskaptajn. NATO's generalsekretærRobertson har opfordret Danmark til at afskaffe værnepligten til fordel for en professionalisering af hær, flåde og flyvevåben. Og denne udfordring har Socialdemokratiet og de radikale taget positivt op, mens regeringspartierne er principielt modstandere heraf. I øjeblikket indkaldes kun godt 8.000 ud af en årgang på knap 30.000: Ca. 10.000 anses for uegnede og 5.000 for begrænset egnede. Og dette mønster er naturligvis i sig selv meget lidt retfærdigt. At værnepligten i sin nuværende form - efter NATO's udvidelse imod Øst - står til revision, er der dog bred politisk enighed om. Men V og K er ikke meget for helt at droppe værnepligten, den skal bevares som grundlag for rekruttering til befalingsmands- og officerskorpsene og til international tjeneste, lyder argumentationen. Og gøres værnepligten kortere, kan man til gengæld indkalde flere, siges der også. Man kunne nu hertil sige, at værnepligten er et stort apparat at opretholde for at løse rekrutteringsopgaven. Og at værnepligten skulle være vigtig for kontakten mellem forsvar og befolkning, kunne måske have sin rigtighed i de gamle NATO-tider, men i vore globale tider med helt nye opgaver for forsvaret kan en værnepligt på måske et halvt år meget vel føles helt meningsløs og dermed skade forholdet mellem folk og værn. Når man fra regeringens side krampagtig holder fast på værnepligten, bygger det måske på en gammel politisk mistro til den hvervede, professionelle soldat - ham kan man jo ikke stole på, sådan som man kan stole på værnepligtige! Det var ingeniørofficeren Carnot - den franske revolutions militære organisator - der i sin tid drog konsekvenserne af de demokratiske ideer på det militære område. Ud fra den opfattelse, at revolutionen havde sikret borgernes politiske rettigheder, mente han, at alle borgerne - og ikke kun et lille mindretal - nu både havde fået ret og pligt til at deltage i landets forsvar. Og således opstod værnepligtshærene, der snart fejede de invaderende armeer væk fra Frankrigs dør, ikke mindst fordi de var højt motiverede hertil. Værnepligtsprincippet blev da også hurtigt efterlignet af en lang række europæiske stater. Thi ikke alene gav dette system mulighed for en hidtil uset militær magtudfoldelse, men - mente man - det sikrede også nationen imod misbrug af den militære magt, indadtil som udadtil. Når størsteparten af de væbnede styrker bestod af værnepligtige, dvs. borgere i uniform, havde man nemlig dels fået sikkerhed imod udviklingen af militarisme, dels fået garanti for, at statslederne ikke længere ville driste sig til at føre 'uretfærdige' krige, dvs. krige, som ikke var i overensstemmelse med folkets virkelige behov. Ved militarisme forstås her at sætte den specielle (militære) betragtning over den almene (politiske) betragtning. Militarister såvel som antimilitarister, demokrater såvel som tilhængere af stærk-mand-princippet fandt sammen i en lovsang til værnepligtsprincippet - der skulle vise sig at være en skæbnesvanger fejltagelse. Thi, hvordan gik det? For det første muliggjorde dette princip krig i den helt store stil. Det tyvende århundrede er ikke for ingenting blevet kaldt for »det blodige århundrede«. Men hvad værre var, systemet skabte ikke alene betingelsen for den totale krig, men det fremtvang den. Jo flere individer, der inddrages i en krig, des større er nemlig muligheden for, at krigen bliver total. Og værnepligtsprincippet betød ikke alene, at hele den mandlige del af befolkningen fra 18-45 år - ja, somme tider endog helt op til 60 år - blev indkaldt og dermed i øvrigt medansvarlig for krigen, men også at man derigennem i realiteten involverede alle andre befolkningsgrupper. Få familier i Vesteuropas store brodernationer slap i de to verdenskrige for tab, ingen undgik vel at blive direkte og personligt berørt. Samtidig hermed udviskedes den hidtil ret klare grænse mellem kombattanter og nonkombattanter. De enorme militærapparater skulle jo forsynes og opretholdes, og derfor var det nødvendigt at bringe hele samfundet på krigsfod. Hver mands og hver kvindes indsats talte med i krigspotentiellet, og hver mand og hver kvinde blev derfor et mål for fjendens anstrengelser. Alle var blevet reelt medansvarlige for krigen og fik dermed et kollektive krigsansvar. Hvor meget af denne udvikling, der skyldes industrialiseringen og mekaniseringen, kan vel diskuteres - sikkert er det, at man gennem værnepligtsprincippet blev tvunget til at lave alle krige til 'retfærdige' krige og gennem alle borgeres krigsdeltagelse tvunget til ikke alene at udvide krigen fysisk, men også politisk og psykologisk. Man opfandt krigen imod civilbefolkningen, propagandaen og den psykologiske krigsførelse. Og så vovede man at sende »broder ud imod broder«. »Gud straffe England«, og den engelske ungdom mejedes ned i Første Verdenskrig, fortvivlet kæmpende sig vej gennem Flanderns mudder. Hvad hjalp det så, at tyske, engelske og franske arbejdere havde tilsvoret hverandre et »aldrig mere krig for kapitalismen«? Terroristdrabet af det østrigske tronfølgerpar i Sarajevo i 1914 sprængte 'Anden Internationales illusioner så let som en sæbeboble, der berøres. Thi hvilken borger, hvilken arbejder kunne, da det kom til stykket, modstå den nationalistiske propaganda? Ingen eller kun en filosof som Bertrand Russell havde 'rethaveriskhed' nok til at blive 'landsforræder' og tale imod krigen, da den så kom i sin mest uhyggelige form i Første Verdenskrig. Vi gikind i de ideologiske kriges tidsalder. Hvor legionæren og landsknægten - så længe han fik, hvad der tilkom ham - mere havde spurgt et loyalt »hvordan« end et tvivlende »hvorfor«, der måtte borgeren i uniform have en 'sag' at slås for. I alt fald et klart, forståeligt krigsmål. »Betingelsesløs kapitulation« hed de allieredes stolte fanfare i Anden Verdenskrig. Vejen hjem via Berlin efterlod et knust Tyskland, et svækket Vesteuropa og en verden i opbrud i den kolde krigs tegn. Propagandaen havde kostet sin pris. Nej, værnepligtssystemet er ingen garanti for, at der kun vil blive ført 'retfærdige' krige, for diktatorer kan altid få deres geledder til at marchere, sådan som Hitler fik det tyske folk, dette 'militærfromme folk', til at marchere endnu en gang. Og demokraterne var nødt til at følge trop - i selvforsvar. Værnepligtssystemet er da ikke i sig selv en garanti imod militaristiske excesser. Det, som betyder noget, er statens organisation og samfundets normer. Prøjsen er ikke et land, der har en hær - konstaterede allerede Mirabeau i 1790, men det er en hær, der har et land! Fra den store kurfyrstes tid var hele det tyske samfund blevet organiseret til at tjene den tyske hær. Adelen, borgerskabet og bønderne havde hver sin opgave i den prøjsiske stat. Adelen forsynede hæren med officerer, borgerskabet sørgede for det militære udstyr samt betalte, hvad det kostede, og bønderne ydede maden og rekrutterne. Og da først den militaristiske stat var skabt, opretholdt den sig selv takket være hærens privilegerede stilling i samfundet og modstod Napoleonskrigenes sviende nederlag, broderkampen med Østrig, liberalismens og arbejderbevægelsens stormløb samt Versaillestraktatens ydmygelser. Selv Weimarrepubliken fra 1920-33 levede på hærens nåde, og først Hitler - først han af alle - knægtede den gamle tyske hær, inden han med sit selvmord i Berlin-bunkeren beseglede dens endeligt. Har værnepligtsprincippetværet karakteristisk for de store hel- eller halvmilitaristiske kontinentalmagter, finder vi modsat en forkærlighed for hverveprincippet i de store demokratiske sømagter. Både England og USA har i århundreder opretholdt hvervede flåde- og hærstyrker, uden dog at nogen af den grund betvivler disse styrkers loyalitet over for staten. Når England i 1916 gik over til værnepligtsprincippet, skyldtes det udelukkende den bitre militære nødvendighed (et meget farligt begreb) - behovet for at få flere divisioner til at støtte den vaklende front i Frankrig. Man forlod det dog også efter fredsslutningen, sådan som man nu igen har gjort det. Når man i USA og England hylder hverveprincippet, skyldes det ikke alene, at man betragter værnepligten som et yderst utilstedeligt indgreb i de personlige rettigheder, men også at den militaristiske problemstilling slet ikke eksisterer. Dels opmuntrer samfundets normer - fasttømret gennem århundreder - på ingen måde udviklingen af militarisme. Frygten fra Cromwells militærdiktatur i midten af 1600-tallet sidder endnu englænderne i blodet. Måske delvis i kraft heraf er det militære normsæt i høj grad centreret omkring loyaliteten over for kongen og parlamentet. På grund af disse forhold har man - i alt fald i England - en meget lang tradition for civilt overherredømme over militæret. Skønt der findes mange militærpersoner, som er eller har været medlem af parlamentet, kender man ikke begrebet 'politiserende' generaler eller admiraler, sådan som man kender det f.eks. fra Frankrig. Og den engelske hær eller flåde som sådan har ikke haft og heller ikke søgt nogen direkte politisk indflydelse, sådan som 'Rigsværnet' gjorde det i Tyskland. Noget andet er, at enhver større organisation automatisk i kraft af sin blotte eksistens udøver en vis indflydelse. Den amerikanske sociolog dr. Moritz Janowitz taler om begrebet utilsigtet militarisme. Og dermed mener han netop, at den militære betragtningsmåde - gennem de militære gruppers alliance med industrien og andre grupper - får en for stor indflydelse på landets udenrigspolitik. Den meget righoldige litteratur om de civil-militære relationer, som er fremkommet i de sidste årtier, viser dog det amerikanske demokratis beredvillighed til at være på vagt over for en sådan udvikling - eller har i alt fald været det indtil for nylig. Det måfor Danmarks vedkommende forekomme mere rimeligt at drage en parallel til England end til de europæiske kontinentalmagter. Thi også herhjemme er samfundsformerne alt andet end militaristiske. Tilsvarende har vi også i vort land en meget stærk civil kontrol med og politisk magt over de militære etater. Ikke alene fastsættes forsvarsbudgettet suverænt af den politiske ledelse, men også forsvarets struktur og hele organisation udformes fra politisk hold. Endelig skal der stor dristighed til at hævde, at det danske befalingsmandskorps af i dag er antidemokratisk og militaristisk i egentlig forstand. Når værnepligtsprincippet således ikke yder større sikkerhed end hverveprincippet imod, at vi inddrages i 'uretfærdige' krige, og når hverveprincippet ikke for Danmarks vedkommende rummer nogen fare for en militaristisk udvikling indadtil, er der næppe nogen grund til at være betænkelig ved en professionalisering af forsvaret , dvs. af hæren, for søværnet har jo bredt sagt haft det i længere tid. Man kunne da sluttelig sige: Jamen, den professionelle soldat er dog en kedelig type - skal vi nu også i vort land til at have legionærer og moderne landsknægte? Ingen nærer noget ønske om det, mindst af alt forsvaret. For hvad er det, de professionelle soldater skal bruges til? Først og fremmest som specialister - mange af dem skal endog være højt kvalificerede. Og landsknægtmentaliteten rimer nu engang meget dårligt sammen med høj uddannelse og betroet arbejde. I øvrigt kan Militær-psykologisk Tjeneste, der udvælger ansøgere til frivillige, altså til professionelle soldater, til befalingsmænd og officerer, vel siges at være en første garant for civil kontrol med et professionelt forsvar. Nej, det er i vor tid ikke fra de militære styrker, at faren truer, hverken herhjemme eller i udlandet. Det er fra politisk side, faren opstår - ved at der skeren militarisering af den politiske tankegang. Det var naturligvis også tilfældet i de gamle, egentlig militaristiske stater som Prøjsen og Japan, men rent aktuelt er det USA under præsident George W. Bush, for hvem denne problemstilling er blevet aktuel. Den klassiskemilitærteoretiker Clausewitz fastslog i sit store værk om krigens væsen, »at krig er en fortsættelse af udenrigspolitik med andre midler«. Efter etableringen af FN er definitionen for bred, for FN tillader ifølge sit charter kun forsvarskrige eller af FN godkendte militære sanktioner. Og under den kolde krigs terrorbalance gjaldt Clausewitz' tese heller ikke, eftersom atomkrig - mellem Øst og Vest - ikke var en fortsættelse, men en opgivelse af at føre udenrigspolitik: det kollektive selvmord på praktisk talt hele Jordens befolkning. Dette forhindrede ikke, at man i militærstrategien talte om 'slå først'-kapacitet, om at sætte den anden part ud af spil med et forebyggende og uvarslet atomangreb, en tanke, der dog heldigvis aldrig vandt politisk genklang. Men med Bush-doktrinen om 'den forebyggende krig' imod slyngelstater, terroristlande og andre mistænkelige er det utænkelige sket, at amerikansk udenrigspolitik er blevet militariseret. For hvad ercasus belli, krigsårsagen? Ikke en konstateret militær (angrebs-)handling eller et åbent ultimatum om en sådan, men den blotte mistanke om, at en anden stat kan rumme terrorister, der kan skade amerikanske interesser, er nok. Alle lande må herefter, som Cæsars hustru, været hævet over mistanke om at kunne gøre USA fortræd. Da USA er verdens eneste supermagt, lægger tesen reelt set op til amerikansk verdensherredømme. Og hvordan skal forebyggelsesdoktrinen så fungere? Det bliver naturligvis først og fremmest på basis af de - historisk set højst mangelfulde - efterretninger, CIA og andre amerikanske organer kan lægge frem for præsidenten. Eller med andre ord er krig hermed ikke »en fortsættelse af udenrigspolitik, men snarere en fortsættelse af efterretningsvæsenet med andre midler«. Hermed er ikke sagt et ord til forsvar for Saddam Hussein. Da han nu åbent nægter at følge FN's resolutioner, kan en krig - i FN 's regi - være berettiget og nødvendig, men den må aldrig baseres på Bushs forebyggelsesdoktrin, for dette kan kun føre til en accelererende militarisering af amerikansk politik og dermed af hele verden. Ud fra disse betragtninger synes den hjemlige diskussion om værnepligt kontra professionalisme og forsvarets indretning at være temmelig perspektivløse bidrag til løsning af verdens militære problemer.