0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lykken er en datter i Danmark

Mens vi i Danmark bekymrer os over ’trafficking’, bygger thailandske landsbyer stadig deres håb på kvinders migration og arbejde i Danmark.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den dag Leh rejste fra sin landsby, tog hun sine svigerforældres radio under armen og steg på bussen til provinshovedstaden.

Leh var 33, hendes mand var arbejdsmigrant i Saudi-Arabien, men drak pengene op og sendte ingen til hende. Leh tjente penge som daglejer og forsørgede sine fire børn, svigerforældre, egne forældre og en dødeligt syg søster.

I byen tog pantelåneren radioen, og pengene brugte Leh på en busbillet til Pattaya – Thailands centrum for sexturisme. Lehs plan var at arbejde på en af de utallige gogo-barer, hvor hun ville finde en udlænding, en farang, at gifte sig med, så hun kunne komme til udlandet og arbejde. I Pattaya mødte hun en dansk mand.

I sin første tid i Danmark bestred hun tre job om dagen som rengøringsassistent. Dengang sendte hun flere penge hjem, men siden er en del familiemedlemmer døde, nu behøver hun kun ét job på en stålfabrik i Jylland. Leh sender hver måned 1.000 kroner til sin familie i Thailand.

Mon hoster, hun er syg i dag. Hun sidder på sin seng i kælderen på det bordel, hvor hun arbejder i en større dansk provinsby. Omkring hende er buddhafigurer, makeupbord, boblebad, blinkende lyskæder og fodbold i fjernsynet. Klinikken har døgnåbent, men Mon er for træt til at betjene kunder, så hun holder døren låst. Bag indgangsdøren står to kæppe til at forsvare sig med, hvis kunderne er truende. Mon vil gerne holde op med at arbejde på bordel, men hun finder fabriksarbejde hårdt og dårligt lønnet. Mon fortæller sin familie i Thailand, at hun arbejder som rengøringsassistent i Danmark. Hver måned sender hun 3.000 kroner til dem.

Mon og Leh er ikke ofre for kvindehandel – den såkaldte trafficking. I hvert fald ikke i deres egne øjne. De er arbejdsmigranter, og det er de stolte af. De arbejder, og de sender penge hjem, præcis som millioner af andre arbejdsmigranter gør det verden over. I Danmark diskuterer vi konsekvent trafficking som et kriminelt prostitutionsproblem. Men for de thailandske kvinder, denne Kronik handler om, betyder trafficking mislykket arbejdsmigration. Arbejdsmigration lykkes, når den giver økonomisk overskud og er fysisk sikker. Når kvinderne ender i tvungen prostitution – trafficking – har de ikke mulighed for at indtjene penge til sig selv eller sende penge hjem. Samtidig er situationen både farlig, ydmygende og usikker. Derfor er trafficking mislykket arbejdsmigration.

Den danske trafficking- og prostitutionsdebat mangler i høj grad kvindernes eget – og deres landsbyers – perspektiv. Derfor rejser vi om et øjeblik til landsbyen Mo Ban i Thailand. Men først den danske traffickingpolitik og debat set fra de thailandske kvinders synspunkt.

Grunden til, at vi ikke diskuterer trafficking som mislykket arbejdsmigration, er, at vi ikke anerkender prostitution som et arbejde på linje med de fabriks- og rengøringsjob, de allerfleste thailandske kvinder i Danmark har. Det er der gode grunde til. Men vi bliver nødt til at holde den moralske panik fra døren og forholde os langt mere til den globale virkelighed, der får thailandske kvinder til at rejse til Danmark. De gør det for at arbejde, nogle på bordel, fordi de ikke tjener nok i Thailand.

Regnestykket ser således ud: En arbejdsdag i en thailandsk rismark giver 20 kroner. En arbejdsdag på en multinationalt ejet kyllingefabrik giver 30 kroner. En arbejdsdag på en stålfabrik i Danmark giver 500 kroner, og en arbejdsdag på et dansk bordel giver 3.000-5.000 kroner.

En dagløn på 30 kroner giver en thailandsk familie mad på bordet stort set hver dag, men intet andet. Alvorlig sygdom, ulykker og arbejdsløshed er hyppige katastrofer, som 30 kroner om dagen ikke ændrer på. De 3.000 kroner, som Mon sender fra Danmark hver måned, svarer til tre måneders løn i Thailand. Vi kan fint fængsle bagmænd og kriminalisere kunder, men det hjælper bare ikke de thailandske kvinder med at skaffe penge til deres familier.

Kernen i den danske traffickingindsats er at gøre det svært for bagmændene. Ræsonnementet er, at hvis vi arresterer og fængsler dem, så er problemet løst. Men der vil altid komme nye bagmænd, for fængsling løser ikke de fundamentale årsager til migration og trafficking.

Trafficking er et globalt migrationsproblem, ikke kun et dansk prostitutionsproblem. I dag er der på verdensplan 191 millioner migranter, hvoraf halvdelen er kvinder. Ofte betragter vi mændene som illegale arbejdsmigranter og kvinderne som passive ofre for trafficking. Men mænd bliver også traffickingofre, og kvinder er arbejdsmigranter.

Kategorien ’bagmænd’ er desuden ikke så simpel, set fra kvindernes perspektiv. Kvinderne kommer oftest til Europa via thailandske kvinder, der allerede er i Europa. Leh har eksempelvis hjulpet 25 kvinder til Danmark. Nogle af de thailandske kvinder, dog ikke Leh, kræver ofte, i samarbejde med danske mænd, astronomiske beløb for at yde migrationsassistance. Pengene kan de nyankomne kun betale tilbage ved gældsbunden tvungen prostitution – trafficking. Men gæld og migration er tæt forbundne og rammer ikke kun traffickingofre. Banker i Thailand udlåner ikke penge til flybilletten, for et migrationsforsøg er ikke en sikker investering, den kan jo netop mislykkes. Derfor er det ikke usædvanligt, når vi hører, at kvinderne ender som traffickingofre på grund af gæld – de fleste migrantkvinder optager højtforrentede private migrationslån. Nogle fra landsbyerne har giftet sig med en sexkunde, der betalte resten af gælden ud. Andre kan ikke komme ud af gældsfælden igen. Fra et dansk perspektiv er en thailandsk kvinde, der yder højtforrentede lån, som kun sexarbejde kan tilbagebetale, en trafficker – en bagmand. Set med thaikvindernes øjne er hun både en arbejdsudnytter og en migrationshjælper.

I Isan, Thailands nordøstlige hjørne, ligger Lehs landsby – Mo Ban. Mo Ban er en fattig og isoleret landsby, som har fået økonomiske fordele af, at landsbyens kvinder rejser til Europa og sender penge hjem. Ud af Mo Bans 400 indbyggere er femten kvinder rejst til Europa – ni af dem bor i Danmark. Det betyder, at ingen familie i Mo Ban er upåvirket af kvindernes migration.

Leh var den første kvinde fra Mo Ban, der rejste til Europa, og siden har landsbyen forandret sig. Lehs kusine fra Mo Ban fortæller:

»For otte år siden var der kun én bil i landsbyen, nu er der mindst ti biler, og nogle af dem er helt nye firhjulstrukne pickups. Jeg kan huske, at der kun var ét eneste toetagers træhus, med blåt flisegulv, huset var pænt og velholdt. For otte år siden omtalte de fleste i Mo Ban dette hus som det smukkeste og mest moderne. Nu er der mindst 15 helt nye gasbetonhuse, med glasvinduer, flisegulve, køleskabe og farvet tagbelægning; nogle af dem ligner paladser. Det er ikke til at fatte, så hurtigt det er gået«.

De eneste i Mo Ban, der har råd til fine huse, er familier med en kvinde i Europa samt de få rige jordejere. Mo Ban skiller sig ikke ud. De fleste andre landsbyer i Isan har de seneste år ligeledes fået det, landsbyboerne kalder faranghuse, der er finansieret via kontakt, på den ene eller anden måde, med en farang – en udlænding.

Nu kan det måske lyde, som om familierne i Mo Ban er grådige efter rigdom og vil sælge deres døtre billigt til højestbydende. Familierne vil have del i globaliseringens forbrugsgoder, men de ved ikke, hvordan de skal takle det. »They simply can’t handle globalization«, som en socialarbejder på et center for traffickingofre nær Mo Ban forklarede mig.

Men migrantkvindernes penge går ikke kun til forbrug. De fleste penge går til forældres hospitalsophold og søskendes skolegang. Kvindernes migration fungerer som pensionsopsparing og arbejdsløshedsforsikring på langdistance. Med deres arbejdsmigration udfører kvinderne så at sige den thailandske stats arbejde. Paradokset er, at thailandske kvinder i Danmark tager job, som få danskere vil have. Samtidig bidrager kvinderne, hvad enten de arbejder på stålfabrik eller i sexindustrien, til deres familiers og Thailands udvikling. Kort sagt får Thailand en masse fordele ud af disse kvinder uden at give ret meget til gengæld.

Set med landsbyens øjne er migrantkvinderne derfor en slags helte. Det betyder på ingen måde, at kvindernes liv som migranter i Danmark er ukompliceret. Selv om de fleste thailandske kvinder, jeg møder, lever i velfungerende ægteskaber, er prostitution, hårdt fabriksarbejde og vold i ægteskabet virkeligheden for andre. Men migrantkvindernes økonomiske succes inspirerer de tilbageblevne piger i landsbyen til at rejse. Når nogle af kvinderne bliver traffickingofre, er det naturligvis ikke migrantkvindernes skyld. Det er bagmændenes skyld. Men de unge piger i Mo Ban bliver ved med at tage chancer for at nå Europa, fordi de ser op til de handlekraftige og risikovillige kvinder, som migrationen lykkedes for.

Thailand prøver at bekæmpe, at landets kvinder ender som traffickingofre i Europa. En anti-trafficking-cd, finansieret af FN og den thailandske regering, bliver snart sendt til Chai, den lokale landsbyleder. I den tidlige morgenstund skal landsbyens højttalervogne og -standere advare familierne om farerne ved migration. Men Chai ved ikke helt, om han afspiller cd’en.

For mens vi tænker på de familier, som har døtre i Europa, som ofre, betragter Chai dem som heldige. Ikke kun hjælper døtrene i Europa deres familier, de hjælper også landsbyen. Chai har bedt migrationsfamilierne om hjælp flere gange. Når landsbyen har brug for økonomisk assistance, kontakter han altid de familier med en datter i Europa først. Kvinderne har indtil videre hjulpet med overnatningshuse til munkene, en kremeringsovn og landsbyens eneste computer med internetforbindelse. Chai bekymrer sig for, om cd’en vil betyde, at kvinderne ikke rejser mere.

Hvad stiller vi op med migranter fra fattige lande, der rejser, selv om vi advarer dem, bygger hegn og laver love for at få dem til at blive hjemme?

For thailandske kvinder bliver visumjunglen til Danmark mere og mere tæt. Samtidig er en ting helt sikker – et juridisk lukket Danmark får ikke kvinderne til at blive i Thailand, det gør blot deres migration mere risikabel, og de rejser til andre europæiske lande. I Mo Ban forsøger kvinderne at navigere mellem 24-års reglen, ægteskabskrav, tilknytningskrav, forsørgergaranti og få udstedte tremåneders turistvisa. I stedet for at benytte tætte familienetværk på vejen til Europa tyr de til Pattaya og risikabel internetdating.

Er det et dansk ansvar, hvis thailandske kvinder bliver traffickingofre andre steder i Europa, fordi de ikke kan komme sikkert til Danmark? Nej, vil de fleste nok mene. Set fra traffickingofrenes og deres familiers synspunkt er det visumjunglen, der gør dem sårbare over for bagmænd. Det er visumjunglen, der kaster dem ud i risikable migrationsaftaler og perifere kontakter.

Traffickingdebatten handler ofte om, hvor hurtigt vi kan sende kvinderne til deres hjemland igen. Problemet er, at kvinderne ikke vil hjem. En grund er, at nogle føler sig truet af bagmænd i deres landsby. De traffickingofre, jeg møder, har endnu en grund. Visumjunglen gør migration til en lang proces. Som afrikanske arbejdsmigranter på vej til Europa, der forsøger at krydse Middelhavet flere gange, har thailandske kvinder ligeledes flere migrationsforsøg bag sig, før de når Europa. I løbet af de tre til fem år, de bruger på at komme hertil, indgår adskillige visumafslag, Pattayature, og potentielle ægtemænd fortryder. Det er svært at komme tilbage til Europa, når man først er sendt hjem til landsbyen. Sådan var det for Dao, da hun kom hiv-smittet hjem til Mo Ban efter at have været traffickingoffer i udlandet. Dao havde, inden hun kom i hænderne på traffickerne, sendt penge hjem, så der nu holdt en ny bil uden for det nye hus, og hendes børn var i skole betalt af hende. Hun fortrød intet. »Jeg ved, at når jeg dør, har jeg givet min familie alt dette, det kunne jeg ikke have gjort uden at rejse. Jeg er vred på dem, der holdt mig fanget, og ham, der gav mig hiv, men hvis jeg kunne, ville jeg rejse tilbage til udlandet i dag«.

Set fra kvindernes synspunkt er tilbagevenden til landsbyen muligvis farligt, men også afslutningen på en årelang livsdrøm.

Tilbage står vi med det presserende spørgsmål: Skal Danmark løse Thailands problemer, så thailandske kvinder ikke rejser til Danmark for at sælge sex eller bliver traffickingofre? Det kan vi naturligvis ikke. Men umiddelbart signalerer dansk antitraffickingpolitik, at det er mest sikkert at blive hjemme i Thailand. Derfor er visumjunglen tæt, så kvinderne bliver hjemme, og derfor støtter den danske antitraffickingplan så småt sociale tiltag, der skal forbedre kvindernes situation i deres hjemland. Håbet er, at de bliver hjemme, og at man dermed forebygger trafficking.

Allerede i dag eksisterer antitrafficking-udviklingsprogrammer i Thailand, hvor kvinderne bliver oplært og får tilbudt arbejde på eksempelvis en fabrik. Det kan de tjene 40 kroner om dagen på. Men selv om vi kunne mene, at det er bedst at blive hjemme, er synspunktet helt anderledes set med en thaifamilies øjne. Man bliver ikke hjemme for 40 kroner om dagen, når man kan tjene 20-30 gange så meget i Europa. Velkommen til dilemmaerne i migrationens tidsalder.

I Danmark forsøger vi med stor iver at adskille kvindehandel, prostitution, arbejdsmigration og migration. Der er forskel. Men fra de thailandske kvinders perspektiv bliver vi nødt til at se på kvindehandel i en større sammenhæng. Det viser Leh, Mon og Dao os. Leh er stadig gift med en dansk mand. Hun har købt et feriehus i Pattaya, og hendes døtre arbejder i England og Østrig. Mon fortsætter på bordellet i Jylland. Dao er død af aids. Som mange andre thailandske kvinders migration var Leh, Mon og Daos migration formet af global ulighed, stram visumpolitik og en blomstrende migrationskultur i Thailand. For nogle lykkes det, andre ikke. Men det er den situation, kriminelle bagmænd udnytter, når de tvinger kvinderne til gældsbunden prostitution. Det skal vi naturligvis straffe dem hårdt for. Men medmindre vi inkluderer de kvindelige migranters perspektiv, løser vi ikke traffickingproblemet. Tværtimod skaber vi endnu flere ofre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere