0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lykken er en datter i Danmark

Mens vi i Danmark bekymrer os over ’trafficking’, bygger thailandske landsbyer stadig deres håb på kvinders migration og arbejde i Danmark.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den dag Leh rejste fra sin landsby, tog hun sine svigerforældres radio under armen og steg på bussen til provinshovedstaden.

Leh var 33, hendes mand var arbejdsmigrant i Saudi-Arabien, men drak pengene op og sendte ingen til hende. Leh tjente penge som daglejer og forsørgede sine fire børn, svigerforældre, egne forældre og en dødeligt syg søster.

I byen tog pantelåneren radioen, og pengene brugte Leh på en busbillet til Pattaya – Thailands centrum for sexturisme. Lehs plan var at arbejde på en af de utallige gogo-barer, hvor hun ville finde en udlænding, en farang, at gifte sig med, så hun kunne komme til udlandet og arbejde. I Pattaya mødte hun en dansk mand.

I sin første tid i Danmark bestred hun tre job om dagen som rengøringsassistent. Dengang sendte hun flere penge hjem, men siden er en del familiemedlemmer døde, nu behøver hun kun ét job på en stålfabrik i Jylland. Leh sender hver måned 1.000 kroner til sin familie i Thailand.

Mon hoster, hun er syg i dag. Hun sidder på sin seng i kælderen på det bordel, hvor hun arbejder i en større dansk provinsby. Omkring hende er buddhafigurer, makeupbord, boblebad, blinkende lyskæder og fodbold i fjernsynet. Klinikken har døgnåbent, men Mon er for træt til at betjene kunder, så hun holder døren låst. Bag indgangsdøren står to kæppe til at forsvare sig med, hvis kunderne er truende. Mon vil gerne holde op med at arbejde på bordel, men hun finder fabriksarbejde hårdt og dårligt lønnet. Mon fortæller sin familie i Thailand, at hun arbejder som rengøringsassistent i Danmark. Hver måned sender hun 3.000 kroner til dem.

Mon og Leh er ikke ofre for kvindehandel – den såkaldte trafficking. I hvert fald ikke i deres egne øjne. De er arbejdsmigranter, og det er de stolte af. De arbejder, og de sender penge hjem, præcis som millioner af andre arbejdsmigranter gør det verden over. I Danmark diskuterer vi konsekvent trafficking som et kriminelt prostitutionsproblem. Men for de thailandske kvinder, denne Kronik handler om, betyder trafficking mislykket arbejdsmigration. Arbejdsmigration lykkes, når den giver økonomisk overskud og er fysisk sikker. Når kvinderne ender i tvungen prostitution – trafficking – har de ikke mulighed for at indtjene penge til sig selv eller sende penge hjem. Samtidig er situationen både farlig, ydmygende og usikker. Derfor er trafficking mislykket arbejdsmigration.

Den danske trafficking- og prostitutionsdebat mangler i høj grad kvindernes eget – og deres landsbyers – perspektiv. Derfor rejser vi om et øjeblik til landsbyen Mo Ban i Thailand. Men først den danske traffickingpolitik og debat set fra de thailandske kvinders synspunkt.

Grunden til, at vi ikke diskuterer trafficking som mislykket arbejdsmigration, er, at vi ikke anerkender prostitution som et arbejde på linje med de fabriks- og rengøringsjob, de allerfleste thailandske kvinder i Danmark har. Det er der gode grunde til. Men vi bliver nødt til at holde den moralske panik fra døren og forholde os langt mere til den globale virkelighed, der får thailandske kvinder til at rejse til Danmark. De gør det for at arbejde, nogle på bordel, fordi de ikke tjener nok i Thailand.

Regnestykket ser således ud: En arbejdsdag i en thailandsk rismark giver 20 kroner. En arbejdsdag på en multinationalt ejet kyllingefabrik giver 30 kroner. En arbejdsdag på en stålfabrik i Danmark giver 500 kroner, og en arbejdsdag på et dansk bordel giver 3.000-5.000 kroner.

En dagløn på 30 kroner giver en thailandsk familie mad på bordet stort set hver dag, men intet andet. Alvorlig sygdom, ulykker og arbejdsløshed er hyppige katastrofer, som 30 kroner om dagen ikke ændrer på. De 3.000 kroner, som Mon sender fra Danmark hver måned, svarer til tre måneders løn i Thailand. Vi kan fint fængsle bagmænd og kriminalisere kunder, men det hjælper bare ikke de thailandske kvinder med at skaffe penge til deres familier.

Kernen i den danske traffickingindsats er at gøre det svært for bagmændene. Ræsonnementet er, at hvis vi arresterer og fængsler dem, så er problemet løst. Men der vil altid komme nye bagmænd, for fængsling løser ikke de fundamentale årsager til migration og trafficking.

Trafficking er et globalt migrationsproblem, ikke kun et dansk prostitutionsproblem. I dag er der på verdensplan 191 millioner migranter, hvoraf halvdelen er kvinder. Ofte betragter vi mændene som illegale arbejdsmigranter og kvinderne som passive ofre for trafficking. Men mænd bliver også traffickingofre, og kvinder er arbejdsmigranter.

Kategorien ’bagmænd’ er desuden ikke så simpel, set fra kvindernes perspektiv. Kvinderne kommer oftest til Europa via thailandske kvinder, der allerede er i Europa. Leh har eksempelvis hjulpet 25 kvinder til Danmark. Nogle af de thailandske kvinder, dog ikke Leh, kræver ofte, i samarbejde med danske mænd, astronomiske beløb for at yde migrationsassistance. Pengene kan de nyankomne kun betale tilbage ved gældsbunden tvungen prostitution – trafficking. Men gæld og migration er tæt forbundne og rammer ikke kun traffickingofre. Banker i Thailand udlåner ikke penge til flybilletten, for et migrationsforsøg er ikke en sikker investering, den kan jo netop mislykkes. Derfor er det ikke usædvanligt, når vi hører, at kvinderne ender som traffickingofre på grund af gæld – de fleste migrantkvinder optager højtforrentede private migrationslån. Nogle fra landsbyerne har giftet sig med en sexkunde, der betalte resten af gælden ud. Andre kan ikke komme ud af gældsfælden igen. Fra et dansk perspektiv er en thailandsk kvinde, der yder højtforrentede lån, som kun sexarbejde kan tilbagebetale, en trafficker – en bagmand. Set med thaikvindernes øjne er hun både en arbejdsudnytter og en migrationshjælper.

I Isan, Thailands nordøstlige hjørne, ligger Lehs landsby – Mo Ban. Mo Ban er en fattig og isoleret landsby, som har fået økonomiske fordele af, at landsbyens kvinder rejser til Europa og sender penge hjem. Ud af Mo Bans 400 indbyggere er femten kvinder rejst til Europa – ni af dem bor i Danmark. Det betyder, at ingen familie i Mo Ban er upåvirket af kvindernes migration.

Leh var den første kvinde fra Mo Ban, der rejste til Europa, og siden har landsbyen forandret sig. Lehs kusine fra Mo Ban fortæller:

»For otte år siden var der kun én bil i landsbyen, nu er der mindst ti biler, og nogle af dem er helt nye firhjulstrukne pickups. Jeg kan huske, at der kun var ét eneste toetagers træhus, med blåt flisegulv, huset var pænt og velholdt. For otte år siden omtalte de fleste i Mo Ban dette hus som det smukkeste og mest moderne. Nu er der mindst 15 helt nye gasbetonhuse, med glasvinduer, flisegulve, køleskabe og farvet tagbelægning; nogle af dem ligner paladser. Det er ikke til at fatte, så hurtigt det er gået«.

De eneste i Mo Ban, der har råd til fine huse, er familier med en kvinde i Europa samt de få rige jordejere. Mo Ban skiller sig ikke ud. De fleste andre landsbyer i Isan har de seneste år ligeledes fået det, landsbyboerne kalder faranghuse, der er finansieret via kontakt, på den ene eller anden måde, med en farang – en udlænding.

Nu kan det måske lyde, som om familierne i Mo Ban er grådige efter rigdom og vil sælge deres døtre billigt til højestbydende. Familierne vil have del i globaliseringens forbrugsgoder, men de ved ikke, hvordan de skal takle det. »They simply can’t handle globalization«, som en socialarbejder på et center for traffickingofre nær Mo Ban forklarede mig.

Men migrantkvindernes penge går ikke kun til forbrug. De fleste penge går til forældres hospitalsophold og søskendes skolegang. Kvindernes migration fungerer som pensionsopsparing og arbejdsløshedsforsik