Forleden hørte jeg en yngre bekendt, der har en universitetsansættelse, fortælle om det emne, han havde tænkt sig at skrive en opgave, muligvis en bog, over.
Han kaldte emnet: ’Fra retsstat til retfærdighedssamfund’. Jeg studsede i første omgang. Jeg skulle lige have ørerne og opmærksomheden indstillet. Men så gik pointen op for mig, og jeg komplimenterede ham med ideen og sagde, at det var et fortræffeligt og aktuelt emne. Fra retsstat til retfærdighedssamfund. Men er det ikke det samme? Er retsstatens mening ikke at skabe retfærdighed? Jo, det kan man godt sige, men i retsstaten skaber man retfærdighed på én måde: ved at indføre en lov, der er fælles for alle borgere, og som alle borgere skal rette sig efter. Retsstaten har loven som sit grundlag og sin forudsætning. Retsstaten bygger på loven og ikke andet. Hvis der ikke er lov i landet, så er landet ikke en retsstat – med forordet til den ældste samlede danske lov, Jyske Lov fra 1241: Med lov skal land bygges. Jamen er det ikke retfærdigheden, der kommer af loven? Nej, det er retsstaten. Ordet retfærdighed kan dække over meget andet end lov og ret. Tænk på de moderne totalitære diktaturstater i 20. århundrede – Sovjetunionen og Hitlertyskland. De var ikke retsstater, for retten var sat til side for det ideologiske formål – henholdsvis det klasseløse samfund i Sovjetunionen og det racerene samfund i Hitlertyskland. Loven var ikke grundlaget for disse diktaturer, for loven var ikke ens for alle. Til gengæld hævdede både Stalin og Hitler, at deres stater var retfærdighedssamfund, for de byggede begge på en højere sandhed, som var det egentligt retfærdige. For Stalin var retfærdigheden, at proletariatet herskede enevældigt. For Hitler var retfærdigheden, at den ariske race herskede enevældigt. Retfærdighedssamfundet forholder sig ikke til den givne, gældende lov, men til det ideologiske, politiske, religiøse begreb, som samfundets magthaver udnævner til at repræsentere retfærdigheden – den ene, hellige retfærdighed. Og for at fremme denne højere, hellige retfærdighed sætter retfærdighedssamfundet loven og retten til side. I 1936 lavede Stalin Sovjetunionens grundlov. Det blev gjort til et vældigt arbejde, som skulle inddrage hele folket, idet alle i folket skulle have mulighed for at bidrage til grundloven, og efter endeløse forarbejder og forhandlinger forelå endelig Stalins grundlov 5. december 1936, forelagt på en ekstraordinær sovjetkongres. Her er menneskerettighederne indarbejdet i utallige sammenhænge. »Alle borgere har, uanset nationalitet, lige, umistelige rettigheder inden for alle det økonomiske, statslige, kulturelle, sociale og politiske livs områder«, hedder det i Stalins grundlov. »Enhver direkte eller indirekte begrænsning af disse rettigheder eller omvendt enhver gennemførelse af direkte eller indirekte privilegier for borgere på grund af deres race eller nationalitet såvel som enhver propaganda for racemæssig eller national uenighed, had eller foragt, skal straffes af loven«, hedder det videre i Stalins grundlov. »I overensstemmelse med det arbejdende folks interesser og for at styrke det socialistiske system garanteres borgerne følgende rettigheder ved lov: talefrihed, pressefrihed, forsamlings- og ytringsfrihed«, siger Stalins grundlov endelig. Og fortsætter således: »Ingen kan arresteres uden efter rettens kendelse og med en statsadvokats billigelse«. Dette var Stalins grundlov. Dette var retfærdighedssamfundets grundlov. Men den ideologiske eller proletariske retfærdighed, der med anvendelse af utallige menneskerettigheder havde lavet denne eksemplariske grundlov, som vestlige intellektuelle fremhævede som et mønster på et retfærdighedssamfund – den havde en bagside, som ikke var helt så omtalt. Forholdet er nemlig, at i de samme år i midten af 1930’erne foregår de udrensninger, som Stalin benyttede til at sikre sit totale herredømme over Sovjetunionen. I hans kældre likvideredes utallige modstandere ved nakkeskud. Ved de sovjetiske domstole førtes skueprocesser, hvor Stalins politiske modstandere blev stemplet som orme og rotter og tvunget til at indrømme de uhyrligste ting, før de blev henrettet. Og ude i det russiske landskab opførtes en endeløs række af fangelejre, hvor millioner og atter millioner af mennesker blev udslettet. Sådan var dette retfærdighedssamfund, der i 1936 gav denne herlige grundlov, fyldt af menneskerettigheder, og når en sådan grusom komedie kunne opføres og blive taget alvorligt af mange, ikke mindst i det naive Vesten, så var det naturligvis på grund af begrebet retfærdighed. På dette begreb havde Karl Marx bygget sin ideologi om proletariatets diktatur og det klasseløse samfund, og det samme begreb havde Lenin og siden Stalin overtaget og bygget Sovjetunionen på. Et retfærdighedssamfund. Et samfund, der dyrkede den politiske retfærdighed som livets og samfundets mening, og som derfor satte loven til side, for hvad nu, hvis loven ikke fremmede retfærdigheden? Det kommunistiske folkemord, Gulagsystemet, bygger på begrebet om retfærdighed. Marxismen eller kommunismen er en politisk religion, der som alle religioner gør begrebet retfærdighed til livets mening, der som sådan tilsidesætter alle hensyn – bl.a. det gammeldags, der hedder gældende lov. Hvis loven ikke er retfærdighed, gælder den ikke i retfærdighedssamfundet. Hvis loven ikke fremmer det klasseløse samfund, gælder den ikke i Sovjetunionen. Der til gengæld pynter diktaturet med de utallige menneskerettigheder i Stalins grundlov. En retsstat, derimod, drømmer ikke om at skabe den endelige retfærdighed på Jord og oprette et paradis. En retsstat bygger på loven og ikke på andet; den givne, gældende lov, der deler mellem mit og dit og sørger for at standse den stærke og aggressive, så at han ikke overfalder og misbruger den svage. Retsstaten kender ikke til andre rettigheder end dem, som loven giver. Hvad loven giver mig ret til, er min rettighed. Hvor loven ikke eksisterer, er der ikke rettigheder. Menneskerettighederne bygger imidlertid ikke på en lov, men på en filosofi eller idé om alle menneskers naturlige, universelle rettigheder – en idealisme eller ideologi, som i sin abstrakte retfærdighedssøgen har mange lighedspunkter med f.eks. en Stalins grundlov og kommunisme. Retsstaten begynder i Vesteuropa med Magna Charta i 1215 i England. Her var situationen den, at den lunefulde og upålidelige kong John søgte at bevare sin magt over landet med alle midler – forfølgelse, fængsling og undertrykkelse af dem, der var uenige med ham. Så rejste adelen og borgerne i London sig imod kongen og tvang ham til at underskrive en lov, en håndfæstning ved navn Magna Charta, som sagde, at kongen ikke kunne fængsle nogen uden ved lov og dom. Magna Charta, Det Store Frihedsbrev, siger følgende: »Ingen fri mand må anholdes, dømmes fredløs eller dømmes til landflygtighed eller på anden måde straffes uden lovlig dom af sine jævnbyrdige og i overensstemmelse med landets lov«. En fri mand. Det var Frihedsbrevets kerne. Det var begyndelsen til den grundlæggende lovlighed, den grundlov, der er rygraden i en retsstat. Det samme går igen i de håndfæstninger, som adelen og borgerne tvang en konge til at underskrive, før han blev kronet. Ordet håndfæstning er godt. Det hænger sammen med, at man gav hinanden håndslag, før en aftale blev indgået, men det hænger også sammen med, at en sådan håndfæstning bandt kongens hænder ved hjælp af en lov, der forhindrede kongen i at misbruge sin magt. På den måde er håndfæstningen retsstatens forudsætning – svarende til den skik i dagens Danmark, at alle nyvalgte folketingsmedlemmer skal skrive under på grundloven. Ja, med lov skal land bygges, skrev Valdemar Sejr som indledning til sin Jyske Lov af 1241, der har mange mindelser om Magna Charta, og således er loven, den givne, gældende lov, retsstatens fundament. Uden lov ingen retsstat. Uden lov ingen rettigheder. Uden lov kun tåget, tom snak og fromme hensigter, som meget nemt bliver til Stalins og Hitlers retfærdighedssamfund. Men den pinlige kendsgerning er, at menneskerettighederne bygger ikke på en lov, men på en idé – en tom og tåget snak om, at alle mennesker har naturlige og universelle rettigheder. Sådan sagde man i den såkaldte oplysningstid, der begynder i slutningen af 1600-tallet, og som i løbet af 1700-tallet udformer forskellige erklæringer om menneskerettigheder. Først i den amerikanske Uafhængighedserklæring, der begynder med at erklære, at man anser følgende sandheder for selvindlysende: at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber er begavede med dem iboende og umistelige rettigheder. Sådan siger Uafhængighedserklæringen til indledning – og ved at sige, at menneskene er skabt sådanne, tager Uafhængighedserklæringen i virkeligheden stærke forbehold over for talen om naturlige rettigheder, fordi den jo derved taler om en skaber og om mennesket som skabning, det vil sige, at mennesket er ikke sin egen herre og har ikke en medfødt, naturlig ret. Men dette afgørende forbehold glemmes hurtigt i det næste skridt, som er den franske menneskerettighedserklæring af august 1789, en del af den franske revolution. Og netop den franske revolution afslører virkeligheden vedrørende menneskerettigheder og retfærdighedssamfund, for i løbet af fire år er lov og ret i landet afskaffet til fordel for guillotinen – den henrettelsesmaskine, med hvilken Robespierre og hans medrevolutionære huggede hovedet af alle, der var uenige med revolutionen og Robespierre. Som vi kan se: Det er ganske ligesom med Stalin og hans grundlov. Men taler om menneskerettigheder og sætter dermed loven ud af kraft til fordel for retfærdigheden, og konsekvensen er terror, tyranni, ensretning. Dette, siger jeg, er menneskerettighedstænkningens konsekvens. Sådan ophæver retfærdighedssamfundet altid retsstaten. Det lyder så fint, så umådelig ædelt og fint med alle disse evige, naturlige, universelle rettigheder. Det er lige til at sætte ind i Stalins grundlov. Men det er vejen til ensretning og tyranni, og det er just denne udvikling, vi oplever i dag, hvor menneskerettighederne tilbedes som tidens helligste sandhed. Se blot, hvordan der i nutiden er oprettet et overvågningscenter i Wien, der med alle EU-medlemmers tilslutning har til opgave at opspore, udpege og udrydde forkerte meninger blandt europæerne. Det fulde navn er EU’s Center for Overvågning af Racisme og Fremmedhad, og således står EU for en politisk ensretning af sine borgere, som i realiteten er totalitær og kun bringer alt for mange mindelser fra Stalins tankegang med sig. Udtrykt i den politiske aktion, hvormed EU bandlyste Østrig, da dette land igennem frie valg havde frembragt en regering, som ikke faldt i EU’s smag. Nej, dér hvor retfærdighedssamfundet hersker, forsvinder retsstaten, for dér kommer i sidste instans en politisk idealisme til at erstatte loven, og uden lov ingen retsstat. Retfærdighedssamfundet kontra retsstaten. Menneskerettighederne kontra lov og ret. Dette er forholdet. Som ikke ophæves af, at menneskerettighederne er blevet gjort til tidens altdominerende religion omgivet af næsegrus ærbødighed og tanketom fromhed.
