Det er Foraar - Stæren fløjter,
og en Motor brummer Bassen
fjernt fra Haven kvidrer Koret
af de Smaa fra Legepladsen
Det er Foraar - Stæren fløjter
saligt fra sin Pind paa Kassen
og imod mig stormer henrykt
Zita - Mona - Bingsebassen Versene er dateret 28. april 1931, og sidstnævnte person i sidste linje var da ni år og ikke særlig stolt over betegnelsen Bingsebassen. Det hjalp efterhånden - og specielt da det gik op for ham, hvem han, der havde skrevet det lille digt, var: Nemlig at han hed Henri Nathansen, og hvad han egentlig var for en. Der skulle gå mange år, før jeg lærte replikken »Lad dog barnet« at kende - en replik, som alle der har set skuespillet 'Indenfor murene' kender. Henri Nathansen skrev den for 90 år siden, og den tid - omkring 1910 - var næppe børnenes. Den gang var det vel snarere »Ti stille, når de voksne taler«, de skulle høre ved middagsbordet, men for Henri Nathansen betød altså barnets røst meget. Jeanne og Henri Nathansen fik ikke børn selv, men de omgav sig gerne med de unger, der var i deres nærhed. Og han lod det få udtryk i det skrevne ord også - i skuespil, romaner - og altså i et lille digt til en stor piges - min søsters - poesibog. Her skrev han det navn, som han skulle bekræfte mange år senere. Jeg lærte ham at kende i vor fælles gade Frederik d. 6.s Allé på Frederiksberg i slutningen af 1920'erne. Jeg var syv-otte år, og han var i vore øjne en ældre herre. Han var i midten af 50'erne. Der var nogle få af gadens børn, mine søstre og jeg, der nød det særlige privilegium at få lov til at komme op hos ham Fastelavnsmandag for at vise ham de dragter, som vor mor havde siddet over trædemaskinen og syet sammen. Det var den gang fastelavns- mandag var noget særligt. Skolefridag - den eneste mellem jul og påske. Og for os altså noget specielt: Henri Nathansen. Det erindres som stor højtid - op ad trappen, stå foran mahognidøren med messingskiltet Henri Nathansen. Trykke på klokken. Døren gik op, og det gjorde næste dør også, og derinde i karnappen sad han. Han sad derinde og ventede, mens hans husbestyrerinde frøken Holgersen viste os ind. Der stod vi så og så på den smilende herre i stolen og på hans kone, der kom ind fra køkkenet med småkager og saftevand. Hindbærsaft synes erindringsduften at fortælle. Den fortæller også noget om duften af en fin cigar mellem hr. Nathansens fingre. Jeg ved i dag ikke, om han i det hele taget røg en cigar. Men lige da kunne han godt have gjort det. Der var en tryghed over disse minutter - intet trængte ind udefra. Der var sikkert mange børn, dernede, der løb rundt og raslede med fastelavnsbøsserne - og der var også nogle i trappeopgangene, men det var, som om man respekterede vores lille privilegium, for der var ingen, der forstyrrede stillestunden hos Henri og Jeanne Nathansen. Det var et spændende kvarter der ude på Frederiksberg - Frederik d. 6.s Allé var en hundrede meter lang blind vej, der begyndte ved Allégade og endte med et plankeværk ind til Frederiksberg Have. (Et plankeværk med et hul under, som vi havde gravet, så vi nemmere kunne komme derind - og hurtigere kunne komme ud, når slotsbetjenten havde opdaget os). Frederik d. 6.s Allé var et lukket miljø, et beskyttet område, som vi børn sjældent forlod, uden at der var en voksen med. Uden for lå Lorry - dengang et stort fornøjelsesområde med Guldaldersal og Riddersal, (nu tv-lokalitet), Thaliateatret (der senere blev ligkistemagasin) og Ludvigs Minde (den gamle fredede gård fra 1770) og så alle de små parisiske havekafeer. Mellem Allégade og vores lille allé lå et parkanlæg, som viste sig - det forstod vi børn først senere - at være et digteranlæg. Holger Drachmann stod der med svingende kappe, Kaalund med sine fabler, Meïr Goldschmidt med en syvarmet lysestage. Og så boede der én, der hed Christian Rimestad - og det synes vi var et skægt navn for en mand, der skrev vers. Selv om han ikke boede i selve vores allé - bare lidt ved siden af. At vi havde en levende digter i Frederik d. 6.s Allé vidste vi ikke - vi havde nok hørt noget om, at Henri Nathansen lavede noget på et teater, men det var jo bare et teaterstykke, som vi ikke vidste, hvad var for noget. Han var bare Henri Nathansen for os. Det var hans smilende ansigt, vi så, når vi pludselig følte en stok hvile på skulderen nede på gaden - og forskrækket kiggede op - og det var ham med småkagerne. At han også skulle komme til at stå i bronze i digteranlægget hører nutiden til. For øvrigt undrede vi os meget over navnet - ja, Henry kendte vi, det hed en af legekammeraterne, men Henri uden k? Og Nathansen - i hans opgang boede Hansens og Johansens og så altså Nat-hansens. Børnene i gaden kaldte ham godnathansen - og det var jo ganske børnenaturligt. Mange år efter at jeg havde forladt Frederiksberg og på en tid, hvor erindringen om Henri Nathansen var gledet lidt ud i periferien, fik jeg en dag en kontant påmindelse om vort fælles liv. Et hæfte fra Vilhelm Hansens forlag med overskriften 'Jyttevers' blev lagt på mit bord, og det viste sig at indeholde ti små børnesange - skrevet af Henri Nathansen med melodier af Fini Henriques. Det fine lille hæfte har på forsiden en tegning af FIND, der viser to små piger - den ene spillende på et ret-op-og-ned-stående-klaver, den anden i en kurvestol lyttende til klaveret og sangen. Jyttevers - navnet Jytte gav mig en tydelig erindring om en pige på min alder, der boede i samme opgang som Henri Nathansen, og som var en spændende og munter legekammerat. En pige, der klatrede i træerne i Frederiksberg Have, en pige der lavede svalerede i trapezen i haven, og som havde lange lyse slangekrøller. Var det mon min Jytte, versene drejede sig om - og hvad havde den gamle digter med Jytte at gøre? De var genboer, boede dør om dør oppe på anden sal i nr.12. Det skulle vise sig, at han skrev mange vers til hende - de udvekslede breve, når sommerferien skilte dem - og han bankede godnat på væggen, der adskilte hans lejlighed fra hendes, hans soveværelse fra hendes børneværelse. For mange år siden lavede jeg en radioudsendelse om disse Jyttevers, og jeg fortalte om mit liv med Nathansen. Dagen efter blev jeg ringet op af en kvindestemme, der sagde »Goddag, jeg er Jytte«. Og det var Jytte - en kvinde på min nuværende alder, der havde de samme erindringer som jeg havde. Det viste sig, at hun havde en kommodeskuffe fuld af tegninger, digte og breve fra Henri Nathansen - og på Det Kongelige Bibliotek fandt jeg nogle af Jyttes breve fra 1926 til Nathansen - en femårig piges tanker og kærlighed til den ældre digter, skrevet med moderens pen, men med barnets stemme. Det var nemlig lange og tomme dage, når de to var på ferie forskellige steder i det land, som pludselig havde store afstande: »Jeg vil gaa i Sbergshave (Frederiksberg Have) med dig, vil du saa se om du kan trille med Trillebaand lige saa dygtigt som jeg? Jeg vil prøve to Gange og du maa prøve lige saa mange gange du vil«. Hun var i Kolding og han i Espergærde: »Naar du kommer tilbage vil du saa ikke komme ind og sige God Nat til mig igen - jeg kan godt huske det«. Somme tider, når han havde haft travlt eller været længe væk, følte han, at han havde svigtet: Lille Jytte, jeg har svigtet/ derfor kommer også Digtet
Alt hvad jeg har følt og digtet/ er om alt hvad jeg har svigtet
Dog hver Digt, det har sin Mening/ ondt og godt i skøn Forening
denne Gang er du deri/ som et Glimt af Poesi. Det er måske ikke rigtig det, man forbinder med vers til børn i dag, men når man tænker på, at det var en ældre herre uden egne børn, som han kunne have fulgt, sådan som vi følger vore børn og børnebørn i hverdagen - og sikkert uden erfaring i hvad rytme og rim betyder i henvendelsen til børn. Og så i 1910-12, hvor fædrenes samvær med børn - i hvert fald inden for Nathansens sociale gruppe - indskrænkede sig til et klap på kinden ved sengetid, hvis barnet da ikke allerede sov ved faderens hjemkomst. På den baggrund forstår man de ægte følelser, der fik udtryk i de små vers. Og brevene fra Jytte tyder på en hengivenhed over for »Lille hr. Nathansen«, når hun takker for »digtet«, der kom ind gennem brevsprækken den morgen, hvor han havde glemt at banke godnat på væggen aftenen før. Nathansens indlevelse i børnesituationer - alene eller vis-a-vis forældrene - viser han med smerte og fryd i skildringen af Hugo Davids barndom i hans store slægtsroman 'Af Hugo Davids liv' (1917): Vi møder den lille Hugos første skridt ind i livet i den lille provinsby i det herskabelige hjem, der både rummer Moders værelse og Faders, og hvor Marie Amme er husets faktotum og Hugos kærlige fortrolige: »Det første, Hugo, erindrede fra sin Barndom var følgende: Han stod under et hvidt Træ i deres Have. Der var fuldt af Solskin oppe i Træet - hvidt, hvidt Solskin, der kildrede over hans Ansigt - en Sky af hvidt, duftende og blændende. Han saa sin Moder komme med udbredte Arme fra Lysthuset langt borte - nu løftede hun ham op, saa hans Fingre berørte de hvide Blomster. Han plukkede en af Blomsterne og holdt den hen foran Moderens Ansigt. Hun sagde: Atisj! - og trykkede ham ind til sig, saa stærkt, at han blev bange og greb for sig. Men hans Haand blev i samme Nu rolig og træt, og han blev lykkelig liggende i hendes Kjoles hvide Skær, mens hun bar ham tilbage til Vognen i Lysthusets Skygge. Andet huskede han ikke. Kun det hvide Træ og Moderen«. Hugo fik en lillesøster - hun blev syg og døde. Forældrene skulle rejse med kisten til en anden by - »Hun er en jødepige og de skal nok begraves i en anden Jord«, som Marie Amme sagde. Dybden i Nathansens fornemmelse af, hvad børn tænker og gør, kommer stærkt frem af følgende, der skete den dag, lillesøsteren var blevet kørt af sted: »Senere på Dagen fik han Lov af Marie Amme til at gaa ned til Lis og Jørgen. De stod ude i Haven og gyngede Karl - højere og højere. Hugo stod lidt og saa derpaa - saa sagde han til Lis: »Jeg synes I skulle lade mig gynge i dag« »Hvorfor dét?« »Jo - for min lille Søster er død«.« Men før jeg kom til Jytteversene, og før jeg læste 'Af Hugo Davids liv', skulle jeg møde ham en sidste gang - og det var det møde, der fik mig til at ville stifte nærmere bekendtskab med digteren og mennesket Henri Nathansen. Det var i 1944 - jeg gik som 21-årig student på gangene på Universitetet i Lund i Skåne som flygtning. Egentlig er det ikke rigtigt at bruge ordet flygtning på mange af os, der tilbragte nogle krigsår i Sverige. Tiden bagefter og vor egen evne til senere at være værtskab har lært os noget andet om, hvad flygtninge er for noget. Vel, vi blev kaldt flygtninge, men nogle af os var - eller følte os som - gæster i vort naboland. Jeg stod og læste et opslag på en tavle, da jeg hørte en stemme, jeg ikke kendte. Jeg hørte bare en dansk, en træt dansk stemme. Ved min side stod en gammel hvidhåret mand støttet til sin stok og til en ældre kvinde. Det var Henri Nathansen - og det var ikke Henri Nathansen. Vort første møde i femten år. Det havde været afgørende år for mig - fra drengen, der spiste småkager i nr. 12 og til ham på 21, der stod her uden for tid og sted på en gang på universitetet i Lund. Jeg syntes, jeg måtte præsentere mig. Han så på mig, så og så og sagde så: jamen er det ikke - han nølede lidt mens han hentede noget frem fra en fjern og helt anden fortid: Er det ikke ...! Og så nævnede han det navn, han havde skrevet i min søsters poesibog. Der blev så stille på Universitetet, da han langsomt bevægede sig hen ad gangen. Han der engang havde været indbegrebet af tryghed, han der havde været bygmesteren af nogle af de mure, der skærmede og varmede os børn - han var selv uden for murene. Jeg tror ikke, jeg tænkte sådan den gang - jeg vidste jo ikke, at vi få dage efter skulle erfare, at han havde taget livet af sig. Men senere - efter at have læst om ham, læst ham, har jeg ikke kunnet ryste den tanke af mig: den erindring, som jeg fremkaldte hos ham - var det den sten, der gjorde erindringsbyrden for tung for ham? Han var så langt udenfor, som vel noget menneske kunne komme. Uden for alt hvad han selv havde kæmpet for, troet på. Og for ham blev der ingen vej tilbage. Han skrev i et af Jytteversene: Og Dage komme og Dage vandre
og de der gaa blive fulgt af andre
ja, hele Livet det er nu dit
men hvad jeg mindes, det er nu mit.