Som bekendt er Skolens Rejsehold just barslet med en række anbefalinger, en baggrundsrapport og et casekatalog i sine bestræbelser på at gøre fremtidens folkeskole til »en af verdens bedste«.
Med bus er de seks håndplukkede sjæle kørt gennem landet ud fra formand og rejseguide Jørgen Søndergaards dessiner, og de har produceret cirka lige så mange sider, som det magiske gradtal angav for forårsrejsen, nemlig 360. Orker man at tygge sig igennem disse mange sider, erfarer man, at penneførerne ikke bare skulle have ihukommet det gamle ordsprog: ’Kast ikke med sten, når du selv bor i et glashus’ – men at de også producerer blindhed og muligvis endda taler imod bedre vidende. For sjældent har jeg læst en stak så ufærdige papirer. Det formelig vrimler med fejl og dårligt sprog. Lærebøger bliver til ’lærerbøger’, observanterne til ’observanderne’, resultatfokus til ’esultatfokus’, svarene til ’svarende’, tilfredsstillende til ’tilfredsstilende’, lærer-elev-ratioen bliver til ’lærer/elevrationen’ – som om de fortærer hinanden eller har sære madpakker med i den danske skole. Menneskeuledsagede automatiske orddelingsprogrammer ryster op med fantastiske konstruktioner som: ’dans-/klærerne’ og ’læses-/progcenter’, og i ramme alvor står der, at »Alle børn begynder i skole, måneden efter de er fyldt seks år«. Man ser det for sig: en hidtil uhørt fleksibel og rullende skolestart. Men mere gruopvækkende end påpegningen af disse latterlige og skæmmende fejl er det dog, at rejseholdet i den grad kører i ring og ikke producerer ny indsigt. Cirklen sluttes hele vejen rundt, og fra start til slut gentages de samme ideologiske flovser, som udgydes af det politiske systems skolepolitiske aktører. På tysk hedder en guide ’Fremdenführer’, et smukt ord, der angiver, at denne formår at føre én ind i eller at åbne sig for det fremmede. Men Søndergaard er ingen ’Fremdenführer’. Snarere gør han beredvilligt netop det, han er blevet bedt om. Siderne sprøjter velvilligt ud af trykpressen; men selvstændig tænkning finder man ikke spor af.
