Danida er på vej med en ny strategi for anvendelsen af de godt 15 milliarder bistandskroner, der også i år sættes af på finansloven. Begrebet udvikling er imidlertid gået af mode. Vi bliver dagligt bombarderet gennem medierne om, at verden er i kraftig forandring. Danske soldater dør i en krig mod Taleban-stammefolk langt væk, ude i Afghanistans bjerge; verdenshavene stiger på grund af global opvarmning, og øboere i Stillehavet og i Det Indiske Ocean står i vand til knæene og må flytte, men hvorhen? Den rige verdens grænser bliver voldsomt hårdt presset af folk, der flygter fra krigene, fra sult og fattigdom, og nu også fra klimaforandringer. Vi danskere, i vores lille smørhul af et land, bliver tvunget til at forholde os til forandringerne og ulykkerne, enten vi vil det eller ej. Vi har længe kendt til en skæv verden, hvor millioner og atter af millioner af mennesker i den fattige, såkaldte udviklingsverden, dør alt for tidligt af helbredelige sygdomme, af sult og interne konflikter. Det har vi haft udviklingsbistanden til at tage sig af og til at holde vores samvittighed i orden med. Da den var på sit højeste, betalte vi 1 procent af vores bruttonationalprodukt, mere eller i hvert fald lige så meget som andre lande i verden. Det er med den siddende regering gået noget tilbage, og kritikerne af udviklingsbistanden har jo ret langt hen ad vejen: Hvad har det nyttet? Hvor mange succeshistorier har vi egentlig at berette om de 15 milliarder kroner om året, som udviklingsbistanden nu er nede på? Eller hvor mange succeshistorier har det internationale samfund at prale med for de 600 milliarder kroner, der årligt bruges på bistand? Der findes, naturligvis, masser af positive historier, hvor entusiastiske bistandsarbejdere eller specielt veltilrettelagte bistandsprogrammer har spillet en positiv rolle, fordi de – mere eller mindre tilfældigt – er kommet på et tidspunkt i den historiske udvikling i det pågældende uland, hvor netop denne indsats var med til at rykke udviklingsprocessen. Hvad nytter det? Lad os tage et eksempel fra den danske historie for at illustrere min pointe. Hvis nu andels- højskolebevægelserne var bistandsprojekter, og Grundtvig havde lært sin rolle som formidler af udviklingsarbejdere fra et donorland, så ville samspillet mellem fremkomsten af andelsforeninger, højskolerne og en selvstændig bondestand, sammen med væksten i eksporten af smør og bacon til England, som steg kraftigt med industrialiseringen i midten af 1800-tallet, kunnet være regnet med som succesfulde bistandsprojekter. Men kun hvis både andelsforeningerne, højskolerne og Grundtvig, som i mit eksempel, var vokset ud af det pågældende modtagerlands historiske dynamik. Danmark har brugt mange bistandskroner på at eksportere både højskole- og andelsbevægelserne til mange ulande, men uden større succes, da ingen har haft de rette historiske forudsætninger for at få bevægelsen til at blive folkeligt forankret. Man skal ikke lade sig forblænde af de utallige evalueringer, der laves af andre internationale bistandsorganisationer, hvor dansk bistand ofte bliver fremhævet som en af verdens bedste.
Der er ingen tvivl om, at dansk bistand på en række parametre fremstår betydeligt bedre end megen anden bistand, men man må ikke glemme, at disse organisationer lever af at evaluere hinanden og fremhæve, hvad der kan gøres bedre som modtræk mod den latente kritik, der ligger under hele bistandsdiskursen: Hvad nytter det? Udviklingsbistanden er blevet en industri – godhedsindustrien – som den ofte kaldes. I den sammenhæng er det ikke mærkeligt, at Danmark har scoret højt i disse evalueringer, når vi lå i spidsen med bistandskroner per indbygger. Man kritiserer ikke en donor med så høj en bistandsprofil, som en sådan evaluator en gang sagde til mig. Derfor er det forfriskende og velkomment, at Danida, som formidler vore 15 milliarder bistandskroner, også har fundet ud af, at verden forandrer sig voldsomt i disse år, og at udviklingsbistanden ikke har opnået de mål, som gentagne gange er blevet sat i det halve århundrede, der har udgjort ’udviklingsepoken’. Det er på sin plads at give et kort historisk rids af, hvad ’udviklingsepoken’ har bidraget med af forhåbninger og resultater, og hvor vi står i dag, hvor det neoliberale projekt og markedskræfterne, terror og dens bekæmpelse har overtaget den globale scene. Der er behov for en ny strategi, som definerer Danmarks rolle i en forandret verden. Menneskerettigheder på dagsordenen Det hele startede i USA, der var kommet sejrende ud af verdenskrigen, og som verdens største magtfaktor kunne udstikke linjerne for verdens udvikling. I præsident Trumans tiltrædelsestale til sin anden præsidentperiode i januar 1949 havde han tre hovedpunkter for efterkrigstidens udvikling: USA’s støtte til det nyoprettede FN, Marshallplanen til genopbygning af Europa og endelig Nato til inddæmning af Sovjetunionen og kommunismen. Ved lidt af et tilfælde kom et fjerde punkt med: teknisk bistand til at hjælpe de fattige lande ud af deres fattigdom. Kampen om indflydelse i Den Tredje Verden gennem udvikling blev, sammen med de to foregående punkter, centrale elementer i den kolde krig. Teorier om udvikling voksede frem i 1950’erne, der alle forbandt udvikling med vækst i bruttonationalproduktet, hvor USA stod som verdens mest udviklede land og model til efterligning. Diskursen var lagt! FN blev med afkoloniseringen i 1960’erne en central aktør i at fremme udvikling på de tre kontinenter, Afrika, Asien og Latin Amerika. I 1965 blev UNDP, FN’s organ for udvikling, etableret, og udviklingsbistanden voksede frem som en del af en moralsk global forpligtelse i de rige lande.
