Man udstiller da ikke de dumme? Eller gør man?
Netop nu er jagten pa Danmarks nye nationale popstjerne skruet op for fuldt blus. For øjnene af 2,2 millioner seere afklarer et panel af bedrevidende, selvsmagende og svært uimponerede dommere gennem en række auditions, hvorvidt en skare af unge og håbefulde sangere skal enten ydmyges offentligt eller bemyndiges videre til næste runde af sangprogrammet ’X Factor’. Dette foregår, alt imens en række unge og smukke singler bliver løsladt på et luksushotel i Mexico med en dyb og inderlig mission om at lyve, hore og bagtale hinanden på snedig og lusket nok vis til, at de kan blive den heldige vinder af en halv million kroner og den dertil implicit føjede pris om at blive denne sæsons socialt mest smidige ’backstabber’ på Paradise Hotel.




























