Er Europagten en nødvendig forudsætning for at redde euroen og inddæmme statsgældskrisen i euroområdet?
Eller er europagten primært et forsøg på at binde eurolandene og de øvrige EU-lande til en konservativ politisk-økonomisk opfattelse? Eller er europagten noget helt tredje? De finansielle aktører har i hvert fald ikke den store tiltro til, at europagten, som den tyske forbundskansler Angela Merkel besluttede, at eurolandene skulle indgå, og de øvrige beslutninger på EU-topmødet vil løse statsgældskrisen. Det kom klart til udtryk på aktie- og valutamarkederne umiddelbart efter EU-topmødet. For kursudviklingen afspejlede ingen større tiltro hertil – tværtimod. Så hvad skal man tro? Formålet med det følgende er nærmere at redegøre for europagtens indhold og mulige følger. Europagten indebærer etablering af en såkaldt finanspolitisk stabilitetsunion, som først og fremmest lægger en række restriktioner på eurolandenes finanspolitik. Loftet for det årlige underskud på de offentlige finanser fastholdes på de 3 procent af bruttonationalproduktet (BNP), der allerede er gældende i vækst- og stabilitetspagten. LÆS OGSÅEmbedsmand: Danmark undgår straf i europagt Det nye er, at overskridelse af loftet obligatorisk bliver mødt med krav om indgreb, der skal godkendes af eurolandene, ligesom der vil blive pålagt sanktioner. Kun hvis et kvalificeret flertal af eurolandene afviser det, vil dette blive fraveget. Det er vigtigt at holde sig denne undtagelsesbestemmelse for øje. For det første er det vel politisk utænkeligt, at i hvert fald sanktionsbestemmelserne iværksættes de første år. Rigtig mange af eurolandene – blandt andet Frankrig, Spanien, Italien, Portugal, Grækenland, Irland – overholder p.t. ikke grænsen på 3 procent – og det vil vare flere år, før alle eurolande gør det. For det andet er denne undtagelsesbestemmelse i givet fald den eneste mulighed, som et land vil have for via finanspolitikken at stimulere beskæftigelsen, hvis underskuddet er eller vil komme over 3 procent, og hvis dette ikke skal mødes af krav om indgreb og sanktioner, selv om for eksempel ledigheden er over 10 procent. Underskudsloftet på 3 procent suppleres med yderligere et loft på omkring en halv procent af BNP. Dette nye loft har et mere langsigtet sigte, idet det vedrører, hvordan underskuddet ville være ved et normalt konjunkturforløb. Den offentlige saldo ved et normalt konjunkturforløb kan ikke aflæses direkte af de offentlige regnskaber og budgetter oger følgelig et estimeret beløb.
