Det blev karakteriseret som »en mindre bombe«, da jeg i en debat om den manglende ligestilling i kunstverdenen fortalte forsamlingen, at Lov om ligestilling fra 2000 forpligter offentlige myndigheder til at mainstreame, forstået som forpligtelsen til at indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning.

En lang række højt profilerede kunstnere havde i 2003 indkaldt til konferencen ’Før usynligheden – om ligestilling i kunstverdenen’. Debatten viste tydeligt, at det nye lovgrundlag var helt ukendt i forsamlingen, både blandt kunstnerne og sandelig også blandt museumsfolket og embedsværket. Mainstreaming er tungt stof. Alene ordet får rigtig mange galt i halsen. På Danish Crown hørte jeg således en tillidsrepræsentant fortælle om det kursus i mind-streaming, som hun havde undervist slagteriarbejderne i. Associationer til hjernevask lå lige for. I Sverige havde nogle kursusdeltagere opfattet ordet som men’s dreaming, altså en slags ligestilling light, mens samme begreb i Jordan var blevet til men’s screaming. Det er således noget af en udfordring bare at bruge begrebet. Derfor vil jeg tillade mig at gå en omvej eller to. Lad os derfor begynde i Vestjylland. Bevæger man sig nemlig nordpå fra Esbjerg, kan man ikke undgå at se Svend Wiig Hansens monumentale, ni meter høje skulpturgruppe, fire lysende hvide mænd med ryggen vendt mod landevejen. Skulpturens titel ’Mennesket ved havet’ fra 1995 signalerer, at de fire kæmper, der skuer ud over havet ved Sædding Strand, fra kunstnerens side er tænkt at repræsentere os alle sammen, mennesket per se. At kæmperne er kønnede med hårdt optrukne maskuline træk, skal vi titlen in mente ikke lade os forstyrre af. Det mandlige rækker også her ud over sig selv, er på samme tid det normale og det almene, manden er mennesket slet og ret. Derfor kan Wiig Hansen helt upåfaldende kalde sine maskuline kæmper for ’mennesket’ i ental bestemt form, og jeg formodes ikke at lade mig forstyrre af det kønsskifte, som identifikationen dybest set kræver af mig, når jeg som kvinde stiller mig op og beskuer Wiig Hansens skulptur. Men der er den interessante forhistorie bag værket, at Wiig Hansens lille model, ’Mennesker på en strandbred’, fra 1954, som jeg har set på Esbjerg Kunstmuseum, viser os, at kunstneren oprindelig havde forestillet sig fire kvinder, der skuer ud over havet, sådan som kvinder ved Vestkysten i århundreder har spejdet efter deres mænd. En kendt og konkret figur, hvor kønnet og kønsforskellen indgår som en integreret del af den historie, der fortælles. Wiig Hansens ’model’ viser tydeligt en kvindegruppe, hvorimod skulpturen ’Mennesket ved havet’ på en og samme gang foregiver at repræsentere os alle sammen uanset køn. Kønsskiftet fra model til færdig skulptur bekræfter for mig Simone de Beauvoirs konstatering i slutningen af ’Det andet køn’, at det er »i manden, ikke i kvinden, at Mennesket hidtil har kunnet inkarnere sig«. Wiig Hansens skulptur er bare et af mange eksempler på, at Beauvoirs status fra 1949 stadigvæk står til troende. Hvad hans ’Mennesket ved havet’ så spejder efter, er op til den enkeltes fortolkning, med udlængsel som det måske mest oplagte motiv. Ole sidder ikke på en knold og synger i Esbjerg, men måske sidder han ved Sædding Strand og drømmer sig ud og væk over det store hav. Det er langt sværere at forestille sig Oline som ’mennesket’ slet og ret, hvad enten hun drømmer sig ud på de store have eller bare drømmer sig manden og hyren hjem i god behold. Abstraktionen virker kun den ene vej. Når det gælder kvinder, er vore fantasier og forestillinger bundet i det konkrete, bundet til kønnet. Hvad enten Oline drømmer sig ud eller drømmer sig den elskede hjemme igen, så er hun en kvinde, der drømmer. Den fælles menneskelige drøm repræsenterer hun ikke. Men spørgsmålet går også den anden vej. For er jeg som kvinde, når det kommer til stykket, overhovedet repræsenteret i Wiig Hansens skulptur? Og hvad med hans store hvide mænd – er ikke også de bundet i det køn, som de så tydeligt skulpturelt er forankret i? Kan deres drømme forstås og beskrives uafhængigt af det køn, som skulpturen fremstiller? Med denne lille refleksion har jeg tilladt mig at citere mig selv fra et festskrift til Pil Dahlerup ’Kampen om litteraturhistorien’, fra 2004. For skal vi nærme os emnet kunst og køn kaster Simone de Beauvoirs formulering et langt forståelsens lys bagud i kunsthistorien med lange skygger ind i vor egen nutid. Manden har historisk repræsenteret det alment menneskelige, mens kvinden repræsenterer det særlige, det andet, kønnet. Den amerikanske kunstnergruppe Guerilla Girls fangede paradokset præcist med spørgsmålet til den amerikanske kunstscene i 1989: »Do women have to be naked to get into the Met. Museum?«. Efterfulgt af statistikken: »Less than 5 percent of the artists in the Modern Art Section are women, but 85 percent of the nudes are female«. Repræsentationen af kvindelige kunstnere på the Metropolitan Museum svarer til den danske undersøgelse, der viste, at kvindelige malere var repræsenteret med 6,5 procent af museernes indkøb af malerier i en ti års periode fra 1989 til 1999. At kvinder skal tie i kanon blev efterfølgende slået fast med Undervisningsministeriets Dansk litteraturs kanon fra 2004. Samlet er fire ud af 40 forfattere kvinder, men kun Karen Blixen har tyngde til obligatorisk læsning. Omsat til læseplaner kan man således starte i første klasse og gå ud af 3. g uden at behøve at kende til andre kvindelige forfattere end Blixen. I Brian Mikkelsens Kulturkanon fra april 2005 udgør kvindelige kunstnere knap 8 procent. Hvis kanon for børnekultur trækkes fra, er kvindeandelen nede på knap 5 procent. Fem af de i alt 12 værker begået af kvinder befinder sig nemlig i kanon for børnekultur. Da Undervisningsministeriets Kanon for dansk litteratur blev præsenteret for offentligheden, rejste professor Anne-Marie Mai, dr.phil. Pil Dahlerup og undertegnede en offentlig diskussion om køn og kanon. Efter vores faglige skøn burde Leonora Christina, Tove Ditlevsen og Inger Christensen som minimum være optaget i den obligatoriske kanon sammen med Karen Blixen. Leonora Christinas ’Jammersminde’ er enestående i europæisk litteraturhistorie og har fra det sensationelle fund i 1869, to hundrede år efter nedskrivningen i Blåtårn, ikke bare været folkelæsning for generationer af danskere, men har også haft sin ubestridte plads i dansk litteraturhistorie. Da skolekanon så for første gang skal formaliseres, anlægges der det syn på ’Jammersminde’, at værket slet ikke er litteratur, men historieskrivning. Den bedømmelse holdt dog kun til det følgende år. Med Kulturkanon rykkede Leonora Christinas ’Jammersminde’ tilbage i kanon igen. Det samme gjorde sig gældende med lyrikeren Inger Christensen, der kun var anbefalet til læsning i gymnasiet, med begrundelsen: for svær til folkeskolen og derfor dømt ude af obligatorisk kanon. Inger Christensens lyriske hovedværker som ’det’ (1968), ’alfabet’ (1981) og ’Sommerfugledalen’. Et ’requiem’ (1991) kan nok give en folkeskolelærer pædagogiske vanskeligheder, men tre digte er optaget i Højskolesangbogen, og et enkelt har stået på en mur på Nørrebro. Vi kender det alle sammen. Det stammer fra hovedværket ’det’ og lyder sådan: Et samfund kan være så stenet At alt er en eneste blok Og indbyggermassen så benet At livet er gået i chok Og hjertet er helt i skygge Og hjertet er næsten hørt op Til nogen begynder at bygge En by der er blød som en krop Inger Christensen, der altså er så stor, at hun både kan læses på en mur på Nørrebro og kandidere til Nobelprisen i litteratur, er da også repræsenteret med ’Sommerfugledalen’ i Kulturkanon. Tove Ditlevsen derimod forblev uden for. Her hjalp ingen kampagne og ingen kære mor. Da Tove Ditlevsen døde i marts 1976, fulgte op til 1.000 sørgende hende på vej. Mange var mødt op flere timer i forvejen og kirkebetjentene måtte have hjælp fra politiet, fordi midaldrende kvinder fra kvarteret blev ved med at strømme ind i Kristkirken på Enghave Plads. Endnu iført »vinterens storternede frakker og patentstrikkede huer«, lagde de små blomsterbuketter. Til sidst måtte de bare aflevere deres blomster. Der var ikke plads. Langt ned ad Istedgade stod de, fordi rygtet gik, at kisten skulle føres ad Istedgade på sin vej til Vestre Kirkegård. Det var, som om der skulle noget særligt til, som Karen Syberg fortæller i sin bog om Tove Ditlevsen. Så da kisten førtes ud, nejede kvinderne spontant. Det var læserne, der var kommet. Avisernes referater af begravelsen bed også mærke i dem, der ikke kom. Det Danske Akademi var således fraværende. Tove Ditlevsen fik ikke Akademiets store pris, ikke engang Søren Gyldendal Prisen fik hun af sit forlag, og den manglende anerkendelse fører lige op til de to kanonudvalgs forbigåelse. Anbefalet til folkeskolen, men ikke obligatorisk på undervisningsministeriets liste, og helt fraværende i den Kulturkanon, som sætter trumf på ved af egen drift at udvide med en kanon over dansk lyrik uden deltagelse af hverken Tove Ditlevsen eller en eneste kvindelig forfatter. I Information blev Søren Ulrik Thomsen i december 2004 spurgt om sit syn på Tove Ditlevsen: »Hun er god!«, lød svaret. »Og jo ældre jeg er blevet, des mere går det op for mig, hvor god hun er. Som ung kunne jeg slet ikke have noget at gøre med det dér overophedede kvindeunivers ... men det er da lige meget, at hun var traditionalist, for hun skrev jo knaldgodt«. Hvis Søren Ulrik Thomsens synspunkt vandt fremme, ville meget være vundet. I usynliggørelsen og marginaliseringen af hendes forfatterskab gemmer sig ikke bare en ringeagt for Tove Ditlevsen, men også for det univers, som hendes kunst omhandler. En ringeagt for den kvindelige livsverden, som hun frem for nogen har givet ord, form og rytme. I forhold til kanondebatten holder jeg mig til min litterære læst og last. Fagligt har jeg ikke forudsætninger for at bedømme en Anna Ancher på den kanoniske vægt. Jeg nøjes med at undre mig over, at alene Astrid Noacks ’Stående kvinde’, (1937-1943) slap med i kanon for billedkunst. Jeg kan også undre mig over den påfaldende ultrakorte præsentationen af værket, men til gengæld glæde mig over billedhugger, professor Hein Heinsens indledende betegnelse. Når Noacks ’Stående kvinde’ for Hein Heinsen nemlig inkarnerer ’Det oprejste menneske’ går han mod Beauvoir-dogmet og lader kvinden repræsentere det alment menneskelige. Og dermed er vejen for Astrid Noack banet ind i kanon. Noack er dog stadigvæk med som den undtagelse, der bekræfter regelen om, at en stor kunstner er en stor mandlig kunstner. For hvad med Anna Ancher? Hvad med hende? Er hendes ’Pige i køkkenet’ (1883 og 1885) med det røde skørt, oplyst af solen gennem det gule gardin, er hun som en Tove Ditlevsen for meget kvinde til at repræsentere det fælles menneskelige? Sandt nok rensede unge mænd ikke grøntsager ved køkkenvasken i Skagen under det moderne gennembrud. Men hvis begrundelsen implicit er, at begge køn skal være omfattet og repræsenteret i og gennem et kanonisk værk, vil jeg mene, der er basis for at tage kanonovervejelserne helt forfra igen. Jeg håber, mine omveje har åbnet sindet for hovedbudskabet, som ikke længere lader sig udskyde. Internationalt forpligtede Danmark sig med den internationale kvindekonference i Beijing i 1995 til at arbejde med mainstreaming som bærende princip i ligestilling. Fra vedtagelsen af Lov om Ligestilling i 2000 blev strategien dansk lov. Med den nye lov flytter ligestilling ud af personaleafdelingen. Antallet af kvinder, der rekrutteres til ledelse og ansvar, er fortsat yderst relevant. Men det nye er, at ligestilling også er rykket ind i fagområderne, ind i kerneområderne og ind i opgaveløsningen. Offentlige myndigheder og forvaltning er forpligtede til at sætte fokus på kønsperspektivet ud fra et forandringsperspektiv. Har mænd og kvinder reelt lige muligheder inden for et givet område, og kan man foreslå initiativer til aktivt at fremme ligestillingen af mænd og kvinder? Det er kort sagt de to spørgsmål, mainstreaming går ud på at besvare. Lovgrundlaget er således på plads. »Vi skal ikke sminke historien ... kvinder har ikke haft samme udfoldelsesmuligheder som mænd«, udtalte min gode ven og kollega, professor Jørn Lund, formand for begge kanonudvalg, igen og igen som argument for kvinders lave repræsentation i kanon. Mit svar var og er, at usynliggørelsen af kvinders bidrag til kulturen er en del af samme undertrykkelse. Har man ikke forstået den præmis, viderefører man usynliggørelsen af kvinder i kulturen og forlænger den langt ind i fremtiden. Konsekvenserne af køn er hverken reflekteret i Kanon for dansk litteratur eller i Kulturkanon. Dermed lever initiativet ikke op til lovens krav. Princippet om mainstreaming forudsætter viden om køn og vilje til ligestilling. Lov om Ligestilling udfordrer mindst 2.000 års opfattelse af, hvad det menneskelige er. Hvad mænd er, og hvad kvinder er. Set i det lys forekommer opgaven enorm. Der er bevægelse i positionerne. Men sker der nok? Elisabeth Møller Jensen er direktør i KVINFO. Kroniken bygger på en tale til Akademiet for de Skønne Kunster