Sidste år modtog Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan en stor international pris for sit arbejde med menneskerettigheder i Tyrkiet og Mellemøsten.
Bag prisen stod ingen ringere end Moamar Gaddafi, Libyens diktator gennem næsten 42 år. Prisen er siden 1988 blevet tildelt personer, der aktivt har arbejdet for udbredelsen af menneske- og frihedsrettigheder samt – og her bliver det interessant – arbejdet for fred i verden. Ud over Erdogan er prisen tidligere gået til bl.a. Fidel Castro, Daniel Ortega og Hugo Chavez! Dette sætter vel den såkaldte Al-Gaddafi International Prize For Human Rights i et ganske interessant perspektiv. Som den tyrkiske avis Today’s Zaman sidste uge kunne berette, har Erdogan ikke tænkt sig at returnere prisen. Tyrkiske menneskerettighedsorganisationer har været hurtigt ude med kritik. Ikke alene er der noget tragikomisk ved en menneskerettighedspris, stiftet af Gaddafi. Menneskerettighedsorganisationerne har også svært ved at forstå, hvordan modtagelsen af prisen er forenelig med Erdogans nylige opbakning til oprøret i Egypten. Den ene dag bakker man op om demokratisering, og den næste dag har man svært ved at sige fra over for Gaddafi. Hvorfor returnerer Erdogan ikke bare prisen? Nogle siger, at han først skal have de tyrkiske statsborgere ud af Libyen. Andre siger, at han ikke sådan uden videre vil falde en gammel allieret i ryggen, da han kan få brug for at samarbejde med ham senere hen, skulle Gaddafi vinde.
