Terroren eksisterer som handling, har vi tydeligt set, men søger vi efter terrorister som en veldefineret kategori af mennesker med en særlig 'essens', kan vi stirre os blinde. Eksistensen går forud for essensen, som Sartre sagde. Kronikøren er filosof og har netop genudgivet sin bog om 'Det onde'. Det var i den lille pamflet 'Eksistentialisme er en humanisme' (1946), at Jean-Paul Sartre gjorde sig til talsmand for det synspunkt på mennesket, at »eksistensen går forud for essensen«. Hermed ville han minde om, at mennesket ikke er en ting, og at vi derfor må møde ethvert menneske som noget andet end en ting, hvis egenskaber - essens - man for det meste kan iagttage og bestemme på klar og entydig vis. En blå cykel er således en cykel - et transportmiddel med en veldefineret funktion og hensigt - der tilfældigvis er blå. Farven på en cykel er temmelig underordnet, dens essens taget i betragtning, men præciserer vel karakteren af den pågældende cykel. Sammenlignet med en cykel er mennesket egentlig ikke noget, idet mennesket først med sit liv, sine valg og engagementer gør sig til det, det er. Det eneste absolutte, man kan sige om et menneske - qua menneske og ikke blot hudfarve eller dna - er, at det eksisterer, at det rummer og udfolder eksistens. Og at det, at det er , har liv og bevidsthed, indebærer, at dets eksistens går forud for de egenskaber og karaktertræk, det sætter i spil og aktuelt indestår for. Den essens, man på den måde kan sige, at mennesket gennem livet giver sig selv - ved netop at leve og være til stede i livet - er ikke fast og substantiel, som f.eks. den røde farve og den søde tomatsmag er det ved ketchup. Den er omvendt flydende, foranderlig og under bestandig indflydelse af livets tilskikkelser, da et menneske kun bliver menneske - træder i eksistens - ved at forholde sig til den virkelighed og de situationer, det altid står midt i. Selv om jeg gennem hele livet har heddet Peter Thielst, er jeg jo ikke en 'Peter Thielst' på samme enkle og fikserbare måde, som en blå cykel er en blå cykel. Faktisk er det kun mine uvenner eller usikre bekendte, der kan finde på at reducere mig til en essens, en stum figur, man kan tilskrive enkle og uforanderlige egenskaber, så man ved, hvor man har den. Lidt som en skakbrik, andre kan flytte rundt på i deres eget spil og slå af brættet, når de har fået nok. Et medmenneske er altid noget andet, og det møder vi kun, når vi lægger os på sinde, at eksistensen går forud for essensen, og at den 'essens', jeg umiddelbart ser eller opfatter, er uvæsentlig, måske fejlaflæst og under alle omstændigheder fundamentalt unddrager sig min vilje. Enhver har nok at gøre med løbende selv at hægte lidt essens på sin eksistens. Hvorfor dette lille højskoleforedrag? Jo, for at sætte det, vi velsagtens bør gøre, i perspektiv til det, vi reelt gerne gør - nemlig fanger eller tilskriver essens, før vi møder og respekterer eksistensen. Det er altid nemmere at overskue verden, hvis egenskaber og karaktertræk ligger fast: så er der ikke så meget at diskutere, dvs. søge at forstå og forholde sig mere nuanceret til. Et gammelt kneb består i at søge ind til menneskets natur, for kan man først sætte den på formel, så ved vi, hvad vi kan vente og må tage højde for. Manden har gennem århundreders patriarkat søgt at indkredse kvindens natur, og de glade kønsessentialister tror stadig, at kvinder kommer fra Venus og mænd fra Mars, og at der er klare, men forskellige veje til mandens og kvindens hjerte. Det er en dejligt enkel verden, man på den måde får tryllet frem, men begavet er det jo ikke - ja, skal opskrifterne virke, må man faktisk give sig til at tro på de essenser i kønnenes naturer, der sættes på nåle som sommerfugle i kasser med de forskellige arter. Aristoteles er måske den største og mest dogmeskabende skurk på dette felt. Ikke kun hvad angår forskellen mand-kvinde, der gestaltes af modsætningerne aktiv-passiv og form-stof - med den handlekraftige og livgivende fallos over for den blot nærende, men altid tålmodige livmoder. Nej, forskellene i natur, i medfødte anlæg og grundtræk, gør også, at der er naturlige forskelle i funktion og position - læs: værdi - mellem herrer og slaver: de første har mere forstand, fornuft og evne til at håndtere fri vilje, mens de sidste er kommet til verden med en mere robust, men også noget uregerlig krop. Derfor skal herrenaturer - bystatens borgere - herske og nyde friheden fra korporligt arbejde, mens slaver er bedst tjent med hårdt og solidt arbejde og ganske stramme tøjler. Ligesom kvinder, der jo også er mere krop og forvirrede følelser end kløgtigt hoved. Logikken er enkel og umiddelbart overbevisende, og den blev da også bragt i anvendelse for at begrunde negerslaveriet, apartheid og andre racistiske undertrykkelser - og bliver det fortsat. Over forskellene mellem mand og kvinde og mellem borger og slave figurerer nemlig en tredje: i oldtiden den mellem grækere og barbarer - i dag den mellem os og de fremmede, Vesten og Østen, europæere og arabere, kristne og muslimer Når alt kommer til alt, beror den vel også på nogle naturlige, medfødte forskelle, som gør det rimeligt, at nogle hersker, er rige og opfører sig ordentligt, mens andre må føje sig, leve ydmygt og må holde deres barbariske træk inden døre. Samt at nogle liv er mere værd end andre, det siger sig selv. Et nyere eksempel på essentialistisk tænkning så vi i midten af 1960'erne, hvor biologer som Desmond Morris og Eibl-Eibesfeldt og psykologiske skribenter som Anthony Storr og Robert Ardrey overdængede markedet med letkøbte bøger om menneskets iboende aggression, om homo sapiens som en nøgen og vild abe, der gjorde volden og krigen uundgåelig. Denne meget amerikanske bølge, der havde sit afsæt i Konrad Lorenz' arbejde ('Det såkaldt onde', 1963), faldt tilfældigvis - læs: logisk nok - sammen med USA's alvorlige og derfor diskutable engagement i Vietnamkrigen. Den essentialistiske udlægning af mennesket som et væsen, hvis aggression og destruktivitet nogle gange koger over, så det onde må bekæmpes, gav en vis legitimitet - også for uheldige overreaktioner som My Lai. Da Golfkrigen, folkemordet i Rwanda og de etniske udrensninger i Eksjugoslavien atter viste, at mennesket - modsat de andre dyr - er 'en ulv mod mennesket' ( homo homini lupus ), og at De Gode dog burde forsøge at dæmpe De Onde, ja, så lod den biologiske reduktion sig ikke uden videre anvende en gang til. Tidsånden ville ikke længere tale adfærdsbiologisk eller psykoanalytisk, men valgte et neo- metafysisk tungemål og messede dybsindigheder om det 'dyriske', det 'førkulturelle', det 'asproglige' og det 'stumme'. Det er tomme og magtesløse ord, der ikke forklarer en snus, men blot gentager den gamle modsætningslogik mellem os og de andre, kulturmennesket over for barbaren. I kraft af de metafysiske gevandter er det imidlertid også en tale, der trækker på den religiøse og ikke mindst kristne essentialisme, der lader Det Gode skyldes Gud, mens Det Onde hænger på mennesket selv - det ikkegudsskabte, som derfor skaber sig. En variant af denne tænkning findes hos K.E. Løgstrup, der skelner mellem de »suveræne livsytringer« - det gode og humane, vi har fra skaberværket - og de »kredsende livsytringer«, vi selv hæfter for i kraft af vor selviskhed og syndighed: det onde i os selv, som Københavns biskop sagde forleden. Den satans essens, der (med Paulus) ofte forhindrer mig i at gøre det gode, som jeg vil, og sparker mig ud i, hvad jeg ikke vil; men som øjensynlig findes i større målestok hos nogle af menneskenes børn end hos andre. Det nye bidrag til den essentialisme, der skal forklare, hvad vi ikke kan forstå - eller rettere: ikke vil forstå i sin mere komplicerede og anfægtende form - er at hælde etnicitet og religion på. Der er blevet talt om 'ondskabens imperium' og 'slyngelstater', men nu går vi tættere på ondets rod og peger på arabere og muslimer. Ikke sådan at forstå, at alle i disse to grupperinger af folk - der i øvrigt ikke er sammenfaldende - er nogle nedrige bæster, der på barbarvis blot venter på en lejlighed til at skære halsen over på os og jævne vores 'stolte' og 'frie' kultur med jorden. Nej, vi er jo nuancerede vesterlændinge, så det eneste, vi peger på, er, at der i såvel arabisk kultur som i islam er primitive elementer, der kan føre til - og derfor undertiden også gør det (Murphys lov) - barbari. Nej, er vi rigtigt påpasselige, siger vi ikke engang det, men peger blot på, at der i islam findes sære skriftsteder om hellig krig og martyriets lyksaligheder, som kan friste svage sjæle til at besmykke og måske forstærke deres barbariske handlinger. Det er en snedig måde at anvende determinisme på uden dog at hægte årsag og virkning direkte sammen. Det ku' jo være. Der går vel aldrig røg af en brand, uden at der er ild i den. Og et eller andet sted skal den jo komme fra! Tænk hvis alle kristne i dag skulle hænge på kristendommens forbrydelser gennem århundreder eller visse kristne fundamentalisters udtalelser og handlinger anno 2001; men essenstænkningen gælder altid især de andre , de som skal indkapsles og udstødes. På det sidste er der kommet endnu en essens i spil, så vidt endda at der med bred vestlig musketered er erklæret den krig - ikke hellig, blot rationel og til forsvar for demokratiet og menneskerettighederne. Jeg tænker på terrorismen og terroristerne, som i manges øjne tilsyneladende udgør en velafgrænset kategori af særligt ondskabsfulde mennesker, som uden grunde, man bør interessere sig for eller søge at afhjælpe, rotter sig sammen med det ene formål at genere os andre gennem vilkårlige mord, bombninger osv. Er der en grund til dette bizarre logebroderskab, må den ligge i islamisk fundamentalisme, parret med et barbarisk arabisk sindelag. Sagen er imidlertid, at der ikke findes terrorister, kun handlinger, som vi betegner som terroristiske, dvs. voldelige, destabiliserende og vilkårligt destruktive. Men selv når vi foretager denne nuancering, kommer vi i vanskeligheder, for er en pyroman en terrorist - eller hvad med en graffitimaler? Og havde USA terrorister i aktion, da man f.eks. hjalp Pinochet til magten? Osv. - lad os ikke fortabe os i de utallige eksempler, der byder sig til, men nøjes med at konstatere, at der findes politiske våben, som ikke trives ved og moralsk set ikke tåler dagslys. Om de er at betegne som terroristiske afhænger kun relativt af, at de koster uskyldige mennesker livet, for det er der adskillige politiske, finansielle og industrielle skaktræk, der gør - tænk blot på den manglende aids-medicin til Afrika. Det har heller ikke noget med omfanget af menneskeliv og materielle skader at gøre - selv om netop dét perspektiv præger mange i øjeblikket - for også Rote Armée Fraktion og de baskiske ETA-elementer kaldes terrorister, selv om anslagene kun kræver få ofre ad gangen. Mafiaens blodige opgør - også gerne via bilbomber - byder sig til som et godt eksempel på, hvor vore grænser går: Interne bandeopgør er ikke terror, kun aktioner, der sigter mod og rammer os andre. I flæng eller målrettet i forhold til særlige magt- og symbolpersoner - det er også underordnet, for når vi og vores kultur er i sigtekornet, er revolver- eller bombemanden per definition - vor definition - terrorist. »Wer Jude ist, bestimme ich!«, sagde Göring, og disse uhyrlige ord falder tilbage på os selv: Hvem der er terrorist, bestemmer vi !. Derfor slipper f.eks. Kissinger og Sharon for at komme i skudlinien i den nye terroristkrig, men det gør Osama bin Laden ikke. Som Wilhelm Reich havde det svært i 1930'ernes Berlin - han var både jøde, psykoanalytiker og kommunist - får bin Laden det vanskeligt i den kommende tid: på én gang araber, muslim og optændt af had til amerikansk kultur. Den megen tale om terrorister som en veldefineret kategori af mennesker med en særlig essens - et særligt terroristgen - følger i vor kultur helt parallelt med en anden og i den grad fornem diskurs: forestillingen om kunstnere. Ligesom vi tror, at der skal terrorister til, for at man kan lave terror, har vi fra romantikken og dens genidyrkelse overlejret en dybt naiv forestilling om, at kunst opstår i vor midte, fordi nogle mennesker er - kunstnere. De er ikke bare mere eller mindre dygtige ud i deres fag som digtere, komponister, billedhuggere osv., nej, de har et særligt kunstnerisk gen, som på magisk vis gør alt, hvad de rører ved, til kunst. Det er essentialistisk tænkning, så det forslår, og det skaber helte og mediestjerner, men strukturelt er det den samme tankefigur, der gør sig gældende, når vi stirrer os blinde på og søger at fokusere (gennem missilkameraet) på en særlig gruppe terrorister, som ligger skjult derude et sted i verden og kun er besat af en tanke - terror - og viljen til at bringe den til handling. Som der findes værker, vi kalder kunst, gives der handlinger, vi kalder terror, og lysten og idealismen kan være lige så intens og kreativ i den ene sammenhæng som i den anden. Men at tro, at terrorister udgør en eller anden slags særprægede nihilistiske eksistenser med en mani eller ondskab, de ikke er herrer over, men som vi kan få ram på, er utilgiveligt dumt. På samme måde som det er værd at sætte sig ind i en forfatters tid, temaer og person for nærmere at forstå hans værk, vil det være en god idé at begynde at aflæse de meddelelser, som ethvert terroranslag er, sætte sig ind i de omstændigheder, der afstedkommer så vanvittige præstationer, og lytte til det magtesløse skrig om hjælp, om at blive set og respekteret som eksistens, der ligger nedenunder. Essenstænkning er ikke vejen frem.