Depression er en ulykkelig tilstand, og uanset i hvilken grad den rammer, føles den alvorlig for den enkelte, men hvis 425.000 mennesker er på antidepressiv medicin i Danmark, kan vi indbringe vores land for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og vinde en sag om vanrøgt af befolkningen. Eller også er der noget galt med måden, hvorpå vi anskuer depressionen. Det høje antal af brugere indikerer, at pillerne anskues som en permanent løsning, hvilket er foruroligende, da den for langt de flestes vedkommende bør fungere som en midlertidig hjælp. Det præcise tal over patienter på antidepressive piller i 2009 er endnu ikke udgivet, men Danmarks Apotekerforening skønner i en artikel fra Politikens netavis 25. januar, at det er omkring 425.000 personer – en stigning på 30 procent de sidste fem år. Jeg er selv tidligere bruger af Zoloft og taler både godt og skidt om præparatet, men jeg er sikker på, at antidepressiv medicin ikke er lykken, næsten tværtimod, men det vender jeg tilbage til lidt længere nede. Mennesket er en underlig størrelse; det er vel derfor, at vi bliver ved at lave film og skrive bøger om os; vi er stærke og mere overlevelsesduelige end andre arter, men vi er også skrøbelige og svage og indimellem ikke i stand til at løfte vores egen byrde. Det, der for det ene menneske troner som en uoverstigelig bjergtop, er for andre blot en bakke, de bestiger for udsigtens skyld.
Spørgsmålet er så, hvornår vi skal æde piller, og hvornår vi skal bide tænderne sammen? Det er indlysende, at folk, der vakler omkring på selvmordets rand, skal hjælpes, og kan pillerne lindre, kan det ikke gå rask nok med at ryste dem ud af æskerne. Det er straks sværere at argumentere for, at man behøver medicin, fordi det føles lidt tomt derhjemme, nu hvor ens hund er blevet kørt over. Men de fleste af os lever et sted imellem de to poler, og min erfaring er, at vi svinger imellem dem hele livet igennem. Det må bero på en lægefaglig vurdering, hvornår der er behov for medicinering, og jeg berører kun emnet for at gøre yderpunkterne synlige, sådan som de ser ud i mit univers. Det andet spørgsmål berører vores livsanskuelse. Når vi begynder at tage antidepressiv medicin, hvor længe skal vi så blive ved? Når forbruget af lykkepiller er så stort, som vi ser, vil jeg hævde, at det er, fordi mange af os viger uden om selve livet. Det er ikke nødvendigvis, fordi der kommer nye brugere til, at statistikken er så høj; det kan hænge sammen med, at mange brugere fortsætter med at tage deres medicin, længe efter at behovet er ophørt, og dermed forbliver i optællingen. Jeg har mødt medicintilhængere, der hævder, at pillerne hjælper, fordi psykiske problemer i bund og grund handler om en kemisk ubalance i hjernen. Den forklaring tvivler jeg på. Hvis det er så simpelt som at fastslå det rette blandingsforhold, hvorfor producerer medicinalfirmaerne så ikke deres produkter uden bivirkninger? Hidtil har ingen været i stand til det, og det insinuerer vel, at der er større og mere komplicerede sager på spil end en serotoninindsprøjtning til hjernen. Intet vidunderpræparat Den amerikanske forfatter og psykiater Irvin D. Yalom gengiver i sin bog ’Sex, løgn og psykoterapi’ en morsom scene, hvor tibetanernes overhoved Dalai Lama er på besøg hos et medicinalfirma, der præsenterer sit seneste vidundermiddel: pillen, der kan løse menneskehedens problemer. Lamaen lytter til foredraget og stiller derefter repræsentanterne de to spørgsmål, der har trængt sig på under salgstalen. Hvis firmaet ejer så detaljeret et kort over menneskesindet, vil de så venligst udpege centret, hvor følelsen af selvet sidder og måske også rette en finger derhen, hvor fornemmelsen for tid er lokaliseret? De kan selvfølgelig hverken det ene eller det andet. Det ville være lige så let at starte et strygejern for at glatte Atlanterhavet ud, til krusningerne på overfladen var væk. Selv om antidepressiv medicin ikke er noget vidunderpræparat, hersker der ingen tvivl om, at pillerne virker. De virker rigtig godt – efter min mening alt for godt. De styrker fundamentet, og du dratter ikke så let ned i de sorte huller, hvor du sidder fast i håbløshed og apati, men de sænker også loftet. De lægger en dæmper på din glæde og din mani. Udsvingene bliver mindre, du bliver mere stabil. Og det er efter min mening det farligste ved antidepressiv medicin. Hvis man ukritisk bliver ved at tage sin daglige portion, risikerer man at ende i en grå zone, hvor forstanden hverken spræller eller springer badut. Når vi oplever følelsesmæssige påvirkninger i vores liv, erfarer vi ikke kun den følelse, der er fremherskende i situationen. Vi udsættes også for andre følelser, der automatisk følger med. Opnår vi en længe ønsket tilstand, ledsages den jo lumsk nok af angsten for at miste den igen. Er du forelsket, påvirker den følelsesmæssige tumult ikke kun dit syn på kærligheden, den influerer også på, hvad du nu i din opløftede tilstand betragter som væsentlige problemer (eller udfordringer, som det hedder i hip jargon).
