Nu lyser løv i lunde, grønt ligger Danmarks land, den sommer, alle har drømt om så længe, synes – i det mindste for en stund – at velsigne os med sin tilstedeværelse.
Syren og kastanje er allerede blomstret af, året vender, og det hele går så stærkt, at man kan have svært ved at følge med. Indlæst i sin skole-Goethe ved enhver, at det er livsfarligt at bede det skønne øjeblik om at blive, som det er, i tid og evighed. Gør man det, sælger man også sin sjæl til Fanden. Men egentlig ved jeg ikke, hvad fanden man gør. Jo, man ser selvfølgelig fodbold, og er det ét af de år, hvor man er ekstra heldig, strander en stor hval i et lille dansk farvand. Den er på forhånd dødsdømt, så det gør ikke noget, at man beder den blive bare en liden stund, for det er en god hval, og på mange måder kalder den det bedste frem i os alle sammen. Vi smider gerne avisen og slukker for fjernsynet for at deltage i det drama, hvalen er kommet svømmende med, og som for en stund giver os mulighed for at mobilisere de følelser, vi til daglig holder på behørig afstand og frivilligt eller ufrivilligt lægger låg på. Medfølelsen og dramaet tager hinanden i hånden hos tilskuerne langs bredderne af Vejle Fjord, og springet tilbage til andre tider er pludselig kort. Et billede trænger sig på: en enorm svane med den ene fod frosset fast i isen i 1941-42. Der var ganske vist tale om en almindelig svane og ikke en kæmpe som hvalen, men virkningen på fællesskabet var synonym. Man havde på fornemmelsen, at der ikke stod meget andet i bladene end beretningen om svanen med foden i isen og de vældige redningsaktioner, som gik i gang for at befri den. Her kunne store som små være med, det var spændende som det meste i de meteorologisk mærkelige år, hvor Danmark over isen var landfast med Sverige, og man genoptog istransporter tværs over Storebælt fra Korsør til Nyborg og tilbage igen. Men ikke nok med det, små øer (og dem er der som bekendt mange af i landet) blev afskåret fra omverdenen, og redningskorpset Zonen gik tappert på vingerne og trodsede vejr og vind og kastede forsyninger ned, så de nødlidende hverken skulle sulte, fryse eller tørste.
