Min yndlingsdigter, Steen Steensen Blicher, havde et livsmotto, som jeg har gjort til mit. Det stammer fra Prædikerens Bog og lyder: »Læg et stykke brød på vandet, og det kommer tilbage til dig«. På dansk er brød jo ikke kun det, vi spiser, det kan også være det, vi kalder vores levebrød. I løbet af et langt liv har jeg da også oplevet, at brød, jeg havde lagt, vendte tilbage. Jeg kunne give mange eksempler, men jeg vil her holde mig til ét, som har overrumplet mig. I 1980 havde jeg en begravelse. Det var teatermaleren Helge Refn, der var død. Han var født i 1908 og blev altså 72 år. Han søn Peter Refn gav mig på familiens vegne det eneste ’religiøse’ billede, hans far havde malet.
Det forestiller Grundtvig, som svæver chagalle’sk over Vor Frelsers Kirke og over Christianskirken på Christianshavn – de to kirker, han betjente i 1820’erne. Han svæver i præstekjole og præstekrave, og jeg ser det taknemmeligt for mig. Det havde været mere end rigelig tak, men som om det ikke var nok, sendte Peter mig også et frikort til Grand Teatret i Mikkel Bryggers Gade. Han sendte mig et nyt hvert år, indtil han døde i 1994, kun 54 år. Hans enke, Annette Trampedach, overtog herefter ledelsen af Grand og fortsatte efter hans anvisning med at sende et frikort til mig hvert nytår. Da hun trak sig tilbage, fortsatte ledelsen med at sende mig kortet. Det har nu varet i 30 år, og jeg kalder det mere end smuler, det er mindst et helt brød, der på den måde aldeles uforskyldt vender tilbage. Jeg misbruger ikke gaven, men insisterer tit på at betale, fordi jeg gerne vil støtte den biograf i København, jeg sætter højest.
