Jeg var i New York til et seminar om kunst og aktivisme få dage efter 17. september, hvor en demonstration bevægede sig gennem Manhattan og endte ved en mindre park tæt på World Trade Center, Zuccoti Park, hvor de slog lejr under parolen ’Occupy Wall Street’.
Så vidt jeg kunne fornemme, var demonstranterne fortrinsvis unge og studerende, som havde fået nok og ville fortælle finanskapitalisterne på Wall Street en sandhed eller to. Siden er mange flere kommet til, og Zuccoti Park er blevet rum for en mangfoldighed af protester og generationer, der forenes om at afvise af neoliberalismens enorme ulighed. Protesterne i New York har spredt sig som en steppebrand til andre byer i USA og videre ud i verden under kampråbet ’Occupy Everything’ (Besæt alt). Protesterne har bare spredt sig og spredt sig fra New York til Chicago og videre til Paris, Berlin, København, Sydney og Hongkong. I mere end 1.500 byer overalt i verden har folk demonstreret, indtaget pladser og torve og skabt deres egen besættelsesbevægelse. I London har demonstranter besat pladsen foran St Paul’s Cathedral, og i København er der en mindre, men permanent teltlejr på Rådhuspladsen. I Oakland besatte op mod 10.000 mennesker 2. november byens havn – den femtestørste i USA – og blokerede for al trafik til og fra havnen, uden at politiet greb ind. Overalt protesteres der imod økonomisk uretfærdighed og manglende politisk repræsentation. På tværs af demonstrationerne og besættelserne synes der at være en udbredt følelse af at være blevet forrådt af de politisk ledere, der forsøger at gennemføre voldsomme besparelser efter at have brugt milliarder af penge på at redde banker og kreditinstitutter.
