0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En mangfoldig generation

68-oprøret var meget andet end kapitallogisk tanketyranni. Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Igennem snart to årtier er der blevet kæmpet om fortolkningen af ’68’s og 70’ernes politiske ungdomsoprør.

Nu er vi i gang med 40-års jubilæet, en fin anledning til endnu engang at polere lidt på de gamle myter. Politiken indleder festligholdelsen med at invitere Henrik Jensen til at reflektere over 68-fænomenet. Han er jo historiker, så han må være kompetent. Desuden har han alderen til at have personlige erfaringer, hvad flertallet af de andre skribenter ikke har.

Desværre fortæller Henrik Jensen, som kun var 21 år i ’68, at han ikke rigtig var med i noget som helst. Han havde det bedst som tilskuer. Henrik Jensen er tilsyneladende en af mange borgerlige meningskustoder, der ikke er bleg for at deltage i den almindelige historieforvanskning af det antiautoritære ungdomsoprør.

Det billede, han tegner, er urovækkende forsimplet: Hele 68-oprøret kan i hans øjne koges ned til, at det handlede om oprørernes selvrealisering og egocentriske ambitioner, som blev skjult under tomme fraser om revolution og samfundsomvæltning. Ingenting kom der ud af det, det hele var luft. Det er alt sammen hørt før – men det bliver det ikke mere rigtigt af.

Skal vi søge efter kernen i 60’erne og 70’ernes antiautoritære bevægelser, må man gå noget mere seriøst til værks.

For det første er ungdoms- og studenteroprøret, som i parentes bemærket foregik i hele den vestlige verden, ikke en entydig politisk strømning, men et væld af forskellige og til tider modsatrettede græsrodsbevægelser og kritiske retninger, som på mange måder har sat sine klare spor i nutidens samfund.

For det andet er det hverken meningsfuldt eller troværdigt at reducere disse græsrodsbevægelser til en elitær universitetsmarxisme. Det kan fint være, at Henrik Jensen og andre i en periode har følt sig trynet af det kapitallogiske tanketyranni, men det er og bliver et marginalt og afsondret fænomen, som aldrig trivedes uden for meget snævre cirkler.

For det tredje er det nødvendigt at forstå 68-bevægelserne som ikke bare en omfattende kulturrevolution, der skabte en ny bevidsthed om sammenhænge og strukturer, men som frem for alt en kaotisk, dynamisk modernisering af et samfund, der var gået i stå i gamle udtjente hierarkier, støvede tankegange og stivnede samfundsstrukturer.

For dem, der ikke har oplevet det danske samfund indlejret i efterkrigstidens tykke sovs af undertrykkende autoritær traditionalisme, er det svært i dag at begribe, hvad der egentlig var oprørets baggrund og drivkræfter.

Et par eksempler: et skolesystem med omhyggelig social sortering, kæft trit og retning samt fysisk afstraffelse frem til 1967, et erhvervsliv med kaserneagtig disciplin og ensretning, et afsondret og verdensfjernt universitetssystem med total magt til professorerne, et militær med 16 måneders tvungen værnepligt og meningsløs nedbrydning af individet og enhver selvstændig tankevirksomhed, et kønsrollemønster der nedstammede i lige linje fra det bigotte 1800-tals (små)borgerskab med massiv undertrykkelse af kvinderne på alle planer.

Et samfund, der også stadig levede videre i tåger af gamle imperialistiske strukturer og tankegange, stærkest udtrykt i Vietnamkrigen, som en stor del af vores generation engagerede sig imod.

Opdagelsen af Vietnam-krigens rædsler blev politisk skoling for ungdommen, der for første gang oplevede krigens meningsløse brutalitet på tv-skærmen med skrigende børn, forbrændte af napalm og forladt af al politisk og menneskelig fornuft.

Det antiautoritære ungdomsoprør var uhyre samfundskritisk, fordi datidens samfund i den grad trængte til fornyelse og mere demokrati, og oprøret tilbød derfor et andet menneskesyn, som banede vejen for en frisættelse af individet.

Opgøret med professorvældet, inspireret af det amerikanske og franske studenteroprør, kom ikke, fordi de unge studenter higede efter selv at indtage professorstolen, men fordi hele uddannelsessystemet var oldnordisk og hierarkisk ligesom datidens militær- eller hospitalsafdelinger.

Overalt havde professoren, overlægen eller obersten en enevældig magt til at skalte og valte, som han ville. Ja, ’han’, for de var alle mænd, hvilket fører os videre til det måske vigtigste oprørsfelt: kvindefrigørelsen.

En bevægelse, Henrik Jensen helt fortier, sikkert fordi den overlevede længere end de fleste mænd og magthavere dengang håbede. For den moderne demokratiopfattelse blandt de unge kvindeoprørere indbefattede i høj grad også dem selv med alt, hvad det indebar af ligestilling og frigørelse. Om det så handlede om ligeløn, fri abort, seksuel frigørelse, medbestemmelse over egne fødsler eller den forandring af familien, som var nødvendig.

Patriarkatet stod for fald. At kvindekønnet trådte i karakter og erobrede nye positioner i samfundet er en kendsgerning, og det er karakteristisk, at dette omfattende opbrud skete i løbet af godt et årti. Alle, også kvinder på højrefløjen, var påvirket af denne bevægelse og enhver Pia Kjærsgaard eller Lene Espersen kan takke 70’ernes kvindebevægelse for at have banet vejen for deres politiske karriere.

Patriarkens fald betød også helt elementært, at børns skæbne og fremtid ikke mere var forudbestemt af deres fædre, at de fik frihed til selv at bestemme over deres eget liv. Nogle siger, at 68’erne var den første individualistiske generation, men den udviklede samtidig et utal af visioner for fællesskabet. Her er eksempler på, hvad der i disse år blev skabt af kritiske, kreative og lettere kaotiske fællesskaber.

Datidens borgerlige traditionalister og eksperter grinede sig halvt ihjel over de kritiske analyser, der blev lavet om fremtidens miljømæssige mareridtsscenarium, blandt andet af organisationer som Noah. Man analyserede forureningen af omgivelserne, rovdriften på ressourcerne og forringelsen af fødevarerne, som allerede dengang var godt i gang.

Det er desværre alt sammen gået i opfyldelse, for stort alt, hvad der sker med miljøet og truer med massive klimaforandringer i dag, er forudsagt af 70’ernes samfundskritiske miljøkæmpere. Det er rystende, at den indsigt i den industrielle vækstmaskines skyggesider, der blev formuleret for 40 år siden, først for ganske nylig er blevet opdaget af det politiske establishment.

Energipolitikken er et tilgrænsende område, hvor de etablerede eksperter og traditionalister har haft travlt med at nedgøre alternativerne til den storindustrielle energiproduktion. Efter at anti-atomkraftbevægelsen fra 60’erne havde skabt så stor modstand i befolkningen, at kernekraften blev taget af dagsordenen, blev vindkraften gjort til et centralt energipolitisk tema i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne af energibevægelserne – og de blev mødt af massiv latterliggørelse.

I dag er vindmølleindustrien landets største industri, som har skabt i tusindvis af arbejdspladser og eksporterer for milliarder. 68’erne har diskuteret alternativer til den miljøblinde og ressourceforbrugende organisering af samfundet i hen ved to generationer.

Nu hvor klimakatastrofen lurer lige om hjørnet, kan ingen blive grønne nok – selv Bush og Fogh Rasmussen giver den som miljøforkæmpere. Glemt er det, hvem der formulerede problemerne, satte sagerne på den politiske dagsorden og pegede på alternativerne.

En anden udløber af dette område var den kritik af arbejdsmiljø og -vilkår, der blev lavet af fagkritiske studenter i samarbejde med fagforeningerne. Malerrapporten, Bryggeriarbejderrapporten er blot et par eksempler på undersøgelser, som afdækkede horrible forhold for arbejderne på en l