0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Politikens første kronik Politikens første kronik: Den Svageres Ret og Pligt

Politikens kronik fylder 100 år. Litteraten Georg Brandes skrev 16. maj 1905 den første kronik i Politiken under den misvisende rubrik 'Politikens Føljeton'.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Polfoto
Foto: Polfoto
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I Efteraaret hændte det mig, at Udgiverne af Den fri Almanak for tyske Studenter (Tyskland, Østrig, Schweiz) i Anledning af det Opraab, jeg havde rettet til Evropas Universiteter om Støtte for Universitetet i Helsingfors, bad mig om at sende dem en Henvendelse i lignende frisindet Beretning til den studerende Ungdom i det tyske Rige.

Der frembød sig for mig en enestaaende Lejlighed til at få Tysklands Studenter i Tale. Der kunde ikke være Tvivl om, hvad jeg havde at tale til dem om; jeg betragtede det som Pligt at benytte mig af den givne Anledning.

Kærnen i min temmelig vidtløftige Henvendelse til de danske Studenter var denne: Jeg klagede, at medens svenske, norske, engelske Studenter var blevne hjerteligt modtagne af de danske havde tyske Studenter, endnu aldrig været de danskes Gæster og vilde ikke heller være velkomne.

Aarsagen til at denne køligere Stemning varede ved, var, sagde jeg, den Krig, der i Nordslesvig føres mod det danske Sprog, Plagerierne, Fængselsstraffene, Udvisningerne, det uafbrudte Spioneri, der gør Sønderjyderne Livet surt og dog ikke formaar at knække deres Modstand.

Jeg berørte, at Kejserens Besøg ved det danske Hof ikke havde hidført nogen Forandring. Med voldsomme Midler bliver Sproget trængt tilbage, og med Pengemagt Jorden om muligt bragt i tyske Hænder.

Man forsømmer intet Middel til at ydmyge dem, der hænger ved deres Modersmaal og de nationale Minder, dem, der altsaa netop gør, hvad man kræver af sine egne og priser hos sine egne, og Grundulykken er, at dette ikke gøres af Regeringen mod det tyske Folks Ønske og Vilje; nej, denne Politik bliver godkendt af det herskende Flertal, og det er at frygte især af de akademisk dannede Klasser.

Det kunde, skrev jeg, vare uoverskuelig Tid, før de herskende Klasser i Tyskland ændrede deres Synsmaade, saa det gode Forhold til et magtesløst Land som Danmark blev dem saa vigtigt, at de selv krævede de danske Sønderjyder saaledes behandlede, som Schweiz behandler sine Italienere.

Men meget var vundet, i Fald den studerende Ungdom - med al Bevaring af sin tyske Nationalstolthed - her vilde optræde som Forløber for den offentlige Mening. Da vilde den Dag være nær, hvor de danske Studenter i Kjøbenhavn broderligt kunde modtage Studenterne fra de tyske Universiteter som Kamerater.

Dette mit Opraab var et Eksperiment. Jeg ventede mig visselig ikke meget deraf. Men jeg tænkte mig Muligheden af, at der mellem forskelligartede Svar ogsaa kom et velvilligt, et imødekommende, et ungt.

Der kom overhovedet kun ét Svar (i Kölnische Zeitung), et hidsigt nationalistisk, men det blev aftrykt Tyskland over fra By til By fra Blad til Blad, rungende som fra Millioner Struber, og til dette første Svar føjedes senere kun nye Ukvemsord og flere personlige Udfald: Det manglede blot, at der paa tyske Universiteter skulle agiteres mod Landets egen Regering til Bedste for danske Interesser.

I de tyske Socialisters program, skrevet eller uskrevet, staar i alt Fald saa længe de endnu ikke har Magten, Nationalisternes lige Ret. For de herskende Stænder gælder derimod kun den Stærkeres Ret. Vi véd allesammen hvad den Stærkeres Ret vil sige. Udtrykket er for saa vidt paradokst, som dermed menes noget, der intet har med Retstilstand at gøre, nemlig selve det Overtag, som den større Styrke giver.

Tidsalderen nærer bestandig mere paafaldende Sympati for den Stærkeres Ret. Den Tid er længst forbi, da man haanligt kaldte den Næveretten. En moderne Opfattelse ser i Folkeslagene som i de Enkelte Kraftvæsner, hvis Attraa er Selvhævdelse ved stedse mere udvidet Magt.

Det attende Aarhundrede udformede Retsidealer, hævdede Menneskerettigheder og dannede Ordet: Humanist.

I det nittende Aarhundrede opstod og dyrkedes Nationalitetsprincippet, der virkede dels samlende, dels sprængende paa Staterne og indførte helt nye Retsbegreber.

Henimod Aarhundredes Slutning dukkede saa Imperialismen op, der overhovedet har udvisket Modsætningen mellem Magt og Ret. I dens særlige Tyske Form gaar den ud paa at berøve de undertvungne Polakker, Franskmænd og Danske deres Sprog og deres nationale Selvfølelse. Af disse Folkeslag er de to talrige nok: der er tyve Millioner Polakker, fyrretyve Millioner Franskmænd. Vi Danske alene er faa.

Hvad kan vi vel stille imod den Stærkeres Ret? Først hvad jeg vilde kalde den Svageres Ret, der i det mindste teoretisk endnu er anerkendt i Evropa, Retten til at bedømmes og behandles ikke efter sin udvortes Svaghed, men efter sin indre Kraft, sin Værdi for den almindelige Civilisation, det Eksempel, man giver, den Kulturhøjde, man har naaet.

Det nytter visselig ikke stort at pukke paa en Ret til Hensyn eller Skaansel: dog gaar det heller ikke an at ophøre med at gøre sin Ret til Agtelse gældende udadtil. Indadtil maa der føres en anden Tale, den om den Svageres Pligt.

Har vi Retten til at hævde og udvikle os saa er dette dog i endnu højere Grad vor Pligt. Har vi Ret til ikke at tabe Danskheden i Sønderjylland af Syne, saa er dette dog i, endnu højere Grad vor simple Skyldighed. Jo mindre Landet og jo svagere Folket er, i des højere Grad maa det værne om sit Sprog og dets Omraade. Ligegyldighed her er Udartning.

Vi Danske har ikke lagt Evne for Dagen til at regere Ikke-Danske. Da Norge var forbundet med os, forstod vi hverken at meddele Nordmændene Selvstændighed eller at gøre deres Fællesskab med os kært for dem.

Dengang Omvæltningen kom, skiltes de fra os uden Smerte. Da vi havde Slesvig og Holsten under den danske Krone, forstod vi ikke at bevare Slesvig som dansk og siden hen ikke at bevare Sydslesvigernes Velvilje.

I Aarhundreder har vi misregeret Island, kun brugt det til at skaffe nogle danske Handelshuse rigelige Indtægter, og først nu har Øen faaet alle fornuftige Krav opfyldte. Den Dag idag regerer vi det arme Grønland, saa vi maa skamme os derover. Vi har imidlertid i lange Tider end ikke forstaaet at regere os selv. Hele Slutningen af det forrige Aarhundrede igennem holdt det herskende Parti sig jo kun ved at indskrænke eller afskaffe Pressefrihed, Forsamlingsfrihed, Bevillingsret og knægte befolkningen ved et ulovligt oprettet Gendarmkorps.

I alt dette har vi handlet mod den Svageres Pligt. Thi den Svage, som stadig maa appellere til Retssans og Menneskelighed imod brutaliteten, har langt mere end den Stærke Forpligtelsen til ingensinde, hvor han tilfældigt har Magten, at vise sig herskesyg og brutal.

Vi maa huske, at vi ikke er alene i Verden, og at selve vore Stræben efter Selvhævdelse overfor Tyskland skærper Tysklands Kritik. Bærer vi os uværdigt ad, saa bliver Tysklands Holdning overfor Danskheden ikke blot berettiget, men fortjenstfuld.