De kunne lige nøjagtig være der. 324 konkurrencebesvarelser proppet ned i en Emma Ljunga klapvogn (uden barn og indkøbsposer). En slingrende tur i småløb fra Rådhuspladsen til Hindegade, op på fjerde med kasser og poser, telefonstikket ud, kaffevand over... ahh. To døgn i intenst og uforstyrret selskab med familien. Ikke undertegnedes egen altså, for den var gudskelov sendt ad hekkenfeldt til, men med de mange, mange autentiske og opdigtede, usandsynlige og genkendelige familier, der gemte sig i læsernes anonymt indsendte bidrag. Bidrag, som den samlede jury få dage senere skulle forholde sig professionelt til. Hvilket den gjorde. Men ikke uden at blive dybt engageret i de liv, der myldrede frem af siderne. 324 vidnesbyrd - digte, noveller, billedcollager, personlige beretninger, slagkraftige debatindlæg, sociologiske analyser og klassiske essays. Familien har fået læst og påskrevet, alle generationer har blandet sig. Der er grumme historier om den betændte familie, humørfyldte billeder af familielivet på solsiden og en hel del nødråb fra blespanden, rapporter fra den såkaldt almindelige, fortravlede børnefamilie, der holder fast i 'far, mor og børn'-modellen på godt og ondt. Og så har singlerne - eller solisterne - haft en del på hjerte. Om fra- og tilvalg og familien forstået som mere og andet end reproduktion. Hvilken guldgrube af gode historier. Hvilket arkiv for den professionelle familieforsker. Hvilket indblik i tidens tanker om det ældgamle drama, der spilles igen og igen. Familien som komedie? Familien som tragedie? Tjah. Man kan også som vinderen af konkurrencen slet og ret »elske de store teaterfamilier... som altså ikke skal forveksles med nutidens lykkeligt forstilte familieteater«. Men familien er - ifølge rigtig mange af deltagerne - et lykkeligt og uforstilt teater, et cirkus, et tabernakel eller herligt menageri, som i disse år bare udsættes for alt for megen kritik. »Når man stiller spørgsmålet: Hvad skal vi med familien, så kan man lige så godt spørge: Hvad skal vi med kærligheden?«, som en deltager såre enkelt formulerer det. En anden vælger at krybe under dynen sammen med sine små, når horden af eksperter kæfter op om mere konsekvens, stringens, disciplin og orden i geledderne. »Min familie er mit bløde punkt. Derfra mit hjerte går«, skriver moderen, der ikke længere gider at finde sig i, at familien sådan sættes »i gabestok til offentlig spot og spe«. Andre tekster er mere stilfærdige bulletiner fra det daglige parcelhusliv bag ligusterhækken med 2,0 børn, ingen skilsmisser og te på kanden. Jo, familien forsvares mere eller mindre helhjertet af langt de fleste - også af den yngre far, der i en angstprovokerende tur over Storebæltsbroen i sin egen afdøde fars bil erkender, at børnene og konen, der omsider blev valgt til på bekostning af det frie liv og som venter på den anden side broen, er køreturen - og lidt til - værd. En mor indrømmer endda, at hun altid giver singlerne ret, når de brokker sig over kernefamilien, for »skråsikkerhed betyder hybris: hvis man siger, at man tror på familien, så kan det være, at den er væk i morgen«. Kernefamilien altså som jaget vildt. Måske skal vi bare lade den være lidt i fred? Ifred?!! Børnefamilien behandles i forvejen som en hellig ko, den forkæles af politikere, arbejdsgivere, reklamer og tv-producenter. Den fylder op på cafeerne og i offentlige rum. Møver sig vej med barnevogn og trofæbørn, puster sig op som storforbrugende kampenhed med et socialt engagement, der lige nøjagtigt rækker til selvfed hygge om webergrillen sammen med andre 'børneramte'. Men sandheden er, at de børneramte sjusker på jobbet, tiltusker sig de fedeste lønninger og de bedste arbejdstider: »Når ferien skal planlægges, så er den der igen! De børnefri, det er de heldige! De kan planlægge ferien lige præcis som de har lyst til, altså bare ikke lige i den periode, hvor badevandstemperaturen er på det højeste i det meste af Norden. Ferieloven siger nemlig, at der skal tages særligt hensyn til de børneramte. Men de børnefri, de kan rejse billigt, fordi de kan planlægge ferien helt udenfor feriesæsonen. Helt ærligt, hvor fedt er det at komme til Nordkap eller blot bade ved Solrød Strand i oktober måned?«, spørger en børnefri i en veloplagt svada: Familien skal ikke ha' fred, den skal ha' et spark. Og i den anden store gruppe af tekster, den kritiske, sparkes der så sandelig også til. Ikke mindst fra de børneramte selv, der er ved at krepere under læsset af forventninger til den cremefarvede overskudsfamilie: »Deres forhold er fyldt med kærlighed, sex tilpas balanceret mellem det planlagte og spontane. De prutter ikke under naturdynerne og elsker at gå i bad sammen i badekarret med løvefødder. De er enige om børneopdragelse. Løser altid konflikter, før de når at udvikle sig. Holdt op med at ryge, da DE skulle være gravide. De har mindst 6 weekender sammen alene om året. De kan slet ikke stave til Tøj&Sko og færdige brødblandinger«, skriver kvinden, der heldigvis ikke er spor misundelig, men har sluttet fred med sit eget ufotogene familiekaos. Til lykke! At være kikset på en selvironisk og lidt sød måde synes i øvrigt at være en af børnefamiliens overlevelsesstrategier. Yngre mødre tegner sig for en stor del af frustrationerne og deler gerne ud af dem - det er nærmest en selvstændig kronikgenre: »Hvis min søn havde været en sofa, havde jeg leveret ham tilbage«, indleder en mor sin dobbelttydige tekst om familien, der - til stor overraskelse - viste sig ikke at være som i reklamerne. Og heldigvis for det. Rigtig mange lukker således døren op til vasketøjsbunkerne og de savlende møgunger (mens de altså selv lige har husket makeuppen): Vi er snotnæsede og støjende - elsk os netop derfor! Og den ironiske strategi virker. Eller hvad? Mere afdæmpet, men ikke mindre kritisk, fortæller den tidligere katolske nonne fra en anden udsigtspost om sin faste tro på familien som »omsorgscentral og opfostringshus«, selv om den familiepraksis, hvor alle har travlt med at blive set og hørt, bekymrer. »Jeg har oplevet gifte par, der virkelig har beriget mig i mit singleliv - og jeg har oplevet par, der drænede mig for alt, når de trængte til hjælp, for derefter at forsvinde med deres dejlige unger og lukke sig om sig selv«. Hm. Hvad skal vi så med den medielækre og selvtilstrækkelige kernefamilie? En gang for alle sparke den ud af det åndssvage samtalekøkken og ind i en større og mere sammensat virkelighed, en virkelighed der forpligter? For der er jo også alle de andre familiemedlemmer, dem, som den forjagede småbørnsfamilie aldrig får tid til at tage sig af. Først og fremmest bedsteforældrene. Dem der selv har travlt med at gå stavgang eller æde arven op et sted i Sydfrankrig i stedet for at passe børnebørnene. Og de andre bedsteforældre, der undrer sig mildt over, hvorfor deres børn ikke bare kan tage forbrugsfesten lidt mere med ro, gå på deltid eller flytte på landet eller gøre som de selv gjorde i 1950'erne. Eller den morfar, der sætter sig til at skrive en Kronik om kun at kunne få hverdagslivet med tvillingebørn til at hænge sammen med håndsrækninger fra mormor, morfar og farfar ... og morfar og farfar og mormor en gang til i et evigt, men også glædesfyldt stafetløb. (En ikke så lidt stolt morfar i øvrigt!). Og så er der unge repræsentanter for den generation, Morti Vizki i sin tid døbte de kerneløse, der som kvinden her smukt erkender, at der er for meget flimmer og for lidt mormor i tilværelsen: »Min mormor får mig til at hænge sammen med fortiden, nutiden og fremtiden. Hun stopper det nu, der farer af sted med mig. Et kort øjeblik føler jeg mig som en kerne. Indtil min computer taster mig tilbage til et ekko af hakkende nu'er«. Kvinden afslutter i øvrigt sin Kronik med at »melde sig ud af samfundet og ind i familien«. Så selv om familieinstitutionen i få, men velargumenterede, kronikforslag - i bedste postmoderne stil - beskrives som et gøglebillede, et tabt paradis eller slet og ret erklæres død, så må man konkludere, er der immervæk stadig er en vis tilgang til menigheden. Også fra mænd og kvinder, der ønsker at skabe nye familier bestående af mor, mor og barn eller lignende grupperinger. Endelig er der jo også brødre og søstre, tanter og onkler, familien som »en striktrøje«, som en skriver, med løse ender og kulørte lappeløsninger. Her anlægger vinderne af henholdsvis anden- og tredjepræmien to meget forskellige vinkler. Hvor den sidste maler et festligt centralperspektivisk portræt af en varmblodet og storblomstret familie, afslører den første kun lige nøjagtig et hjørne af den familietragedie, der foranlediger et søskendeforholds endeligt. Gysende. Og meget norénsk - bare uden den distancerende humor. Jo, familien er også samfundets smertepunkt, roden til alle livets traumer og frustrationer, som en læser med mere end almindelig psykologisk indsigt foreslår i en anden af de mange livskloge tekster. En fin lille novelle, om en retarderet mand, der svigtes hjerteløst af en følelsesmæssigt afstumpet familie, forsøger i en underspillet tone desuden at besvare tillægsspørgsmålet 'hvad en sårbar skal med familien i 2005'. Svaret er til at skamme sig over, men novellen er virkelig værd at læse. For vel er tidens lykkelige familieteater også forstilt. Og familien omfatter også, mindes man gang på gang om under læsningen, alle de medlemmer, der ikke er der, som svigter, erstattes af nye og yngre (pap)modeller, dør eller forbliver anonyme. Den adopteredes blinde spor, den overlevende jødes mareridt og gulnede minder eller plejebarnets aldrig slukte længsel: »Hvad ska' vi med familien? Sikke et syret spørgsmål. En familie det er da det, alle drømmer om. Jeg kan i hvert fald tydeligt huske, da sagsbehandleren sagde, at hun ville finde en rigtig god familie til mig«. Sådan kan spørgsmålet om familien jo også angribes. Virksomhedsfamilien, dilemmafamilien, Carl Larsson-familien, den udliciterende familie, den selvbetjenende familie, relæfamilien der kan slås til og fra... den stendøde familie. De 324 personlige, rørende og dybt seriøse konkurrencebidrag broderer hver især videre på det ældgamle og tilsyneladende uopslidelige skæbnedrama. Opfinder nye roller og digter nye scener. Lad det sidste ord derfor være fatalistens: »Vi hænger på den, familien, fra evighed og til evighed. Du kan rejse om på den anden side af jorden. Det er lige meget. Din familie har lært at sms'e. Du slipper ikke«.