Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Samfundet og Sædelighedsforbryderen

Forfatteren Johannes V. Jensen (1873-1950) skrev cirka 450 Kroniker til Politiken om alt fra myreløver og hørplanter til folkeslagene i Østen, litterære forbilleder og moderne drengeopdragelse. Dagens berømte Kronik, der omtaler forfatterkollegaen Herman Bang, blev bragt første gang 30. november 1906. Herman Bang-eksperten Sten Rasmussen har skrevet efterskriftet.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Skønt det i Grunden ikke passer sig for Voksne at drøfte Kønsspørgsmaal, fordi det for Mænd, der arbejder og har Familie, er overflødigt, har de sidste Tiders Sædelighedsskandaler maattet bevæge enhver Borger til at klargøre sit Syn paa abnorme Kønsforhold. Er Homoseksualitet tilladt eller ej, er Pæderasten en Sædelighedsforbryder eller en Syg? Hvad kan man som Privatmand foretage sig for at beskytte sig og sit Hus, og hvad er det offentliges Pligt, og hvor langt rækker den?

Jeg har i en Roman, 'Hjulet', blandt andet søgt at skildre en Mands forrykte Tilbøjelighed for sit eget Køn med alt, hvad dertil henhører. Det er min Ret at gøre opmærksom paa denne Bog, dels fordi jeg deri har gjort et Stykke Arbejde, der placerer Læseren over Emnet, og dels fordi jeg virkelig har Grund til at tro, at mere end én Abnorm her i Landet har taget den til Indtægt for sin 'Sag', ja vel endogsaa set et Dokument deri, der gjorde mig mistænkt selv. Jeg henviser til Bogen, hvad Offentligheden angaar, og for Resten saa lad hvem der vil komme frem og prøve mig personlig, jeg er til enhver Tid rede med Kæp eller de bare Næver.

Hvis man spørger rette Vedkommende, Lægen, om, hvad der menes med Homoseksualitet, svarer han, at det er en Sindssygdom. Den kan enten være medfødt, Patienten er saa at sige i sorgfri Besiddelse af den fra Fødslen; eller den kan være erhvervet, Patienten er en self made man. Paa Utugtens Børs gælder de lige højt, men Tugthuset gør en Sondring. Lægen véd Besked. Men udenfor Lægevidenskabens Rækkevidde er Sindssyge som bekendt et relativt Begreb. Man har aldrig folkeligt været i Stand til at fastslaa Forskellen mellem en Gal og en Gud. (Se Emil Rasmussens Produktion.) Og ofte har blot en Generations Fremskridt gjort det til alle normale Hoveders Fælleseje, der før kun rummedes i en enkelt desaarsag forrykt Mands Hjerne. Der maa altsaa dømmes med tilnærmet Sikkerhed, og det er, hvad Samfundet gør. Til Brug for Samfundet, som det til enhver Tid er, maa det anses for vedtaget, at en Mand er gal og egnet til Indespærring eller Hospitalspleje, hvis han , i øvrigt ved fuld Fornuft, erklærer sig imod Naturen, det vil sige imod Majoriteten. Naturen er en demokratisk Institution. Manden er muligvis i Besiddelse af en vis aristokratisk Ret, men praktisk talt er han stemt ud som Menneske og faar enten tilpasse sig eller finde sig i at blive isoleret.

Samfundet stiller sin Diagnose saaledes. Og Lægen, der er barmhjertig, deler gerne Patientens i og for sig gyldige Anskuelser om, at han ser rigtigt og hele den øvrige Verden forkert; da Lægen selvfølgelig ogsaa i alle andre Henseender er paa sin Patients Parti, sørger han for en prima Spændetrøje til ham og den blødest mulige Polstercelle.

Hvis man tænker sig Forholdet vendt om, saa at en enkelt sund Mand kom til at staa ene mellem lutter Forrykte, da maatte han vel ogsaa bøje sig for Majoriteten, forraadt af Naturen, og gaa i Eksil. For ham var Fængslet godt, og han kunde nok komme til at trænge til Lægebehandling. Tilfældet er set.

Dog, Naturen er som Regel paalidelig. Og Faren for en forkert Balance bliver heldigvis mindre og mindre. Respekten for Minoritetens og Enkeltmands Vidunderlighed taber sig. Der gives ikke en Gang Udland længere for Profeten. Individualismens Sygehistorie turde være afsluttet med Ibsen. Det var en god Kur, den Syge døde. Enhver Abnorm kan ikke nu længere tilrane sig Privilegiet i at staa ene. Uden just med den skæve Skrædder at raabe op om Ligheden for alle, har man overalt Verden over faaet Smag for det Almene; det vil sige de Manges Livsanskuelse er trængt igennem. Vi lever ikke længere i en Middelalder, hvor Masserne rokkes ved blind Overtro til, hvad den Enkelte kender for Ret.

Af andre Grunde end de rent sociologiske er det paa Tide at lade de Herrer med Afsmag for Kvindens Ufuldkommenhed mærke, at de er opdagede, og at man netop paa Grund af deres sikre Tro paa, at de er de normale, finder sig avtoriseret til at anholde dem. De har i den senere Tid rakt Hals her i Byen paa en temmelig udæskende Maade, de har dannet Ring og befæstet sig i Blade og paa Teatre, overalt, hvor Folk ses, saa at man næsten kunde faa Indtryk af, at der ikke var andre. De har skrevet Bøger og er traadte ind i Literaturen som Præster for 'Skønhed', 'Overmenneskelighed' og hvad de ellers pynter deres modbydelige Sygdom med, de har drevet det til i offentlige Foredrag at anbefale Omgang imod Naturen som det eneste Fine her i Verden. En meget kendt Forfatter, der iøvrigt foruden at være abnorm ogsaa har vist Talent, er naaet til i disse sidste Dage at staa frem og snakke om Landets Forsvar: Staklen, der næppe nogensinde har haft et Vaaben i sin Haand, lider formodentlig i Øjeblikket af platonisk Kærlighed til en Løjtnant. I Stedet for at dukke sig, da nogle almindelige Sædelighedsforbrydere er blevne arresterede her i Byen, viser de skrivende, skal være højtkultiverede, Syndere Tilbøjelighed til at benytte Lejligheden til et samlet Angreb. Nu skal det være. Nu skal vi allesammen en Gang have at vide, hvor vi er simple, altformenneskelige, nu skal Hellas og hele den klassiske Skønhedsverden endelig vækkes til Live igen. Lad dem trække sig stille tilbage! Tiden er ikke kommen. Lad dem have deres Privatliv som før, lad dem disponere over deres Person og finde hinanden i Hemmelighed, men de har ingen Mission. Deres skidne Kønsforrykthed keder kun almindelige Mennesker, lad dem holde sig ude fra Dagslyset dermed!

Resten sørger Straffeloven for. Forbrydelse fra seksuelt Abnormes Side imod Børn straffes som andre af den Slags Misgerninger indenfor samme Køn, og det trænger ikke til at blive anderledes. Derimod er det sikkert ikke helt korrekt at straffe Mænd for Omgang med Mænd, de bør overgives Lægen. Hvis Sindssygdommen ikke kan hæves, og det er der kun i faa Tilfælde udsigt til, var det værd at overveje, om den overbeviste Patient ikke for Livstid burde tages i forvaring af det Offentlige. Da Manden ellers ikke fejler noget, vilde det være urimeligt at indespærre ham paa en almindelig Sindssygeanstalt. Men da man har Sanatorier for næsten hver Sygdom nu, kunde der saa ikke ogsaa gøres Udveje for et Hospital med tvungent Ophold for kønsligt Ulykkelige? Desuden viser disse Forrykte ofte usædvanlige Evner udenfor deres beklagelige Anomali. Evner, som burde benyttes og skabes gunstige Betingelser for. Mange, paafaldende mange, har kunstnerisk Talent og synes iøvrigt ikke at savne andet end en Forsørger; lad Staten træde til dér. For alles Vedkommende gælder det, at de med samtlige feminine Anlæg mangler Kvindens Uordentlighed; kunde der ikke her gøres noget? Indespær dem, mener jeg, og giv dem et Haandarbejde! De vil kunde opdrages til udmærkede Syersker og vil kunde huske fra Næse til Mund. De egner sig ogsaa for Bibliotekslærdom, indespær nogle dér! Samfundet har en Pligt til at faa det bedste og det mest mulige ud af Individerne.

Men under alle Omstændigheder er det Samfundets Ret at fastholde og uskadeliggøre enhver, der sondrer sig ud fra det Almene, indtil hans Sag er bleven undersøgt. Der sidder en permanent Kommission og gransker det homoseksuelle Spørgsmaal, Lægevidenskaben. Naar den er kommen til et Resultat, er det tidligt nok for Lægmand at danne sig en Mening, hvorvel det i Mellemtiden ikke synes forbudt at sparke Tænderne ind i Hovedet paa en Sædelighedsforbryder, der kommer dig for nær. Heller ikke bør man i Ventetiden afholde sig fra Læsning eller paa anden Maade modsætte sig at vide Besked om Tingene. Viden har aldrig fordærvet sin Mand. Om man saa slugte al den baade alvorlige og slibrige Litteratur, der eksisterer om seksuel Perversitet, for og imod, om der ikke var den Ting, man ikke vidste, det kunde ikke rokke ved Ens naturlige Drifter, tværtimod. Den kønslige Forrykthed er som alle andre Sygdomme en organisk Forstyrrelse og kan kun bibringes organisk. Derfor er det rigtigt at skaffe sig saa meget som muligt at vide om disse Ting - men hold Personerne tre Skridt fra Livet!

Om Sygdommens Aarsager véd man intet bestemt. Dens hele atavistiske Habitus har i Forbindelse med fysiognomiske Iagttagelser bragt mig til den Antagelse, at den opstaar ved uhensigtsmæssig Krydsning. Næsten uden Undtagelse alle de seksuelt Abnorme, jeg har iagttaget, har været Typer, hvor det var let at spore to blandede, stærkt forskellige Racer. Dette stemmer med Darwins Lov om, at Krydsning har Tilbøjelighed til at slaa tilbage til tidligere Udviklingstrin. Modbeviset ligger i, at den abnorme Mand priser alle de Træk, der er ejendommelige for det kvindelige Niveau. Moralen heraf er, at man bør tage sig lidt i Agt for, hvem man gifter sig med. Fornuftsægteskabet har en Del for sig. Men ogsaa her maa Videnskaben, Fysiologien, sige det afgørende Ord.

En Aarsag, som man kunde tænke sig har medvirket til at skabe Udviklingsmuligheder for seksuelle Perversiteter her i Landet, er, at der er blevet snakket og skrevet saa meningsløst meget om Kønsspørgsmaal i det hele taget. Det kan godt have givet en og anden Afsmag for det Naturlige. Om Kønslivet gælder det, at der ikke foreligger et Problem, som skal løses, det er løst, saa sandt vi lever. Det gælder i Kærlighed, at man ikke kan synde nok, men at man let kan sige for meget. Man bliver ikke led ved Gerning, men ved Ord. Men nu har vi i en Menneskealder næsten ikke hørt eller læst andet end intime Kønshistorier, saa det kan ikke undre, at visse, der i Forvejen var paa Grænsen, føler Trang til Forandring. Man siger om Ræven, at naar den føler sig plaget af Utøj, tager den en Tot Mos i Munden og gaar baglæns ud i Vandet, indtil alle Lopperne er søgte væk fra det Vaade og ud i Mosset. Saa slipper den Mosset og hopper i Land. Lad os haabe, at alle vore Synder har samlet sig i disse utilregnelige Stakler, Omstændighederne i den senere Tid har drevet ud af deres Ly, og lad os saa lade dem falde.

Af Johannes V. Jensen

Efterskrift af Sten Rasmussen, forhenværende studielektor:

Johs. V. Jensens Kronik fremkom på baggrund af nogle sædelighedssager, som gennem et stykke tid havde skabt røre blandt byens avislæsende publikum. En havde som hovedperson en epileptisk skomager, der havde skændet og dræbt en lille pige, og en anden fik følger for en række prominente københavnske homoseksuelle, der måtte stille til fuldstændig grundløse forhør hos politiet. Blandt disse var også Herman Bang, der bagefter udstilledes i sladderpressen under hysteriske overskrifter som f.eks. 'Herman Bang som Morder'.

Midt i dette ydmygende mareridt ramte Jensens Kronik ham som et lynnedslag. Den aggressive himmerlænding havde gennem lang tid oparbejdet en irritation over den fremtrædende position, som homoseksuelle kunstnere dengang indtog i litteraturen, pressen og på teatret, og da Bang i efteråret 1906 lancerede sit opsigtsvækkende foredrag 'Vor Kultur og dens Uvidenhed', hvori han bl.a. angreb Viggo Hørups 'hvad skal det nytte'-holdning i den standende debat om Københavns befæstning, fandt Jensen tiden inde til at »bekræfte de Raske i Retten til Riget«, som det hedder i et digt fra 1904.

I sommeren 1907 havde Bang fået nok og fortrak til Berlin, hvor han boede de næste to år. Hans nerver var i en elendig forfatning, men det tjener Johs. V. Jensen til nogen ære, at han under et kort ophold i denne by gik i sig selv og i et brev udtalte, at »hvis De ikke vilde regne netop mig i Forgrunden, naar sørgelige Erindringer passerer forbi, vilde ogsaa jeg føle mig lettet«. Bang svarede værdigt med at gentage den oprigtige beundring for Jensens digtning, som han både før og under deres mellemværende altid havde fastholdt, men afslog samtidig at mødes med ham.

De traf i øvrigt kun hinanden en enkelt gang, og det var tilbage i juni 1900. I et samtidigt brev (og siden i romanen 'De uden Fædreland's portræt af violinvirtuosen Jens Lund) har Bang givet sit billede af det glubske og utilpassede himmerlandske geni: Han (...) »havde nogle besynderlige Hænder, ganske tynde, spinkle Haandled, hvorpaa der sidder et Par vældige røde Hænder, han hele Tiden holder knyttede, saa de ligner Køllehoveder paa en Stang. Tænderne er hvide og ser ud, som om de bed godt«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden