Camilla er 21 år gammel og mor til Julie på to år. Hun drømmer om at blive guldsmed og give Julie den barndom, hun ikke selv fik. Hun kommer jævnligt i Mødrehjælpen, fordi hun allerede har en lang, barsk historie bag sig. Du har sikkert hørt historien før: Moderen og faderen var arbejdsløse og blev skilt, fordi faderen var voldelig. Moderen var alene med Camilla og to brødre, men kunne ikke magte det, og der var aldrig styr på madpakker og gymnastiktøj. Camilla prøvede at holde lidt sammen på det hele, men fik for det meste bare at vide, at hun var en fejltagelse. Hun blev tit væk fra skolen, for det var svært at følge med, når hovedet var fyldt med kaos. Det er ikke underligt, at Camilla drømmer om noget andet. Det er ikke underligt, at hun gerne vil have en uddannelse, så Julie kan vokse op med en mor, der kan hjælpe med lektierne og lave aftensmad hver dag. Men hvad er chancerne egentlig for, at Camilla får brudt den negative sociale arv i hendes familie? Tallene taler for sig selv. 71 procent af de enlige mødre, som er blevet mødre, før de blev 20 år, får aldrig en uddannelse. 59 procent af dem er på kontanthjælp, når de er 30 år, og 34 procent ender med at have en børnesag i kommunen. Camilla tilhører altså en af de allermest sårbare og udsatte grupper i Danmark. Men hvor svært kan det være, fristes man til at sige! Hun skal da bare tage sig en uddannelse. Javist, men. Camilla har problemer, som fylder meget i hendes hverdag. Hun har dårlige erfaringer med skolen og har aldrig fået at vide, at hun er god nok. Når hun så tilmed har et lille barn, som skal i vuggestue, og som får mellemørebetændelse for et godt ord, bliver det vanskeligt. For Camilla har ingen forældre, der rykker ud, når Julie får mellemørebetændelse midt i eksamen. Hun har ikke nogen, der giver et tilskud til en ny computer, når den gamle brænder sammen. Og hun har ingen mor at spørge til råds, når hun er i tvivl om noget. Camilla har altså brug for al mulig hjælp for at kunne gennemføre en uddannelse. Hun har brug for børnepasning under sygdom, hun har brug for en stærk voksen, der kan give hende et skub, når hun mister modet, og hun har brug for tilskud til bøger og computer. Den form for støtte har Camilla ifølge lovens bogstav også mulighed for at få i form af revalidering. Det er en særlig støtteordning, som gør 80 procent helt eller delvist selvforsørgende efter et gennemført uddannelsesforløb. Derfor søger Camilla kommunen om revalidering og skriver en ansøgning sammen med sin rådgiver i Mødrehjælpen. Men i kommunens jobcenter, hvor ansøgningen bliver behandlet, får Camilla ved et møde at vide, at hendes jobplan er håbløs. Hun har ingen fysiske begrænsninger, der afholder hende fra at tage en uddannelse. Kommunen anerkender altså ikke Camillas sociale sårbarhed og problemer som enlig mor som en begrænsning. Man giver hende ingen alternativer, men sender hende ud ad døren, på kontanthjælp, med et afslag i hånden. Så nu har Camilla mistet modet, igen. I Mødrehjælpen samler vi Camilla op efter mødet på kommunen. Vi åbner de seneste breve fra kommunen; et fra socialforvaltningen, et par stykker fra jobcentret og en håndfuld fra børnefamilieteamet. Camilla har i alt seks sagsbehandlere i kommunen, som sidder i forskellige forvaltninger og behandler forskellige dele af Camillas og Julies liv. Camilla har mistet overblikket over, hvornår det er socialforvaltningen, jobcentret, børnefamilieteamet eller ydelsesservice, der kan hjælpe hende – det hele er én stor pærevælling. Af sin sagsbehandler i børnefamilieteamet er hun blevet rådet til at give Julie ro og stabilitet efter skilsmissen, men fra jobcentret bliver hun indkaldt til møder og aktiveringstilbud i ét væk. Samtidig må hun flytte, fordi hun ikke har råd til lejligheden efter skilsmissen. Og nu lykkes det så heller ikke med revalideringen. Det er uklogt ikke at investere ordentligt i denne unge mor, for hvis hun får den uddannelse, så ser man hende sandsynligvis ikke igen i det sociale system. Det vil spare enorme menneskelige og økonomiske omkostninger for nuværende og kommende generationer at lave en mere helhedsorienteret, langsigtet og forebyggende social indsats over for sårbare mennesker som Camilla. Såfremt Camilla forbliver på kontanthjælp, vil hun koste samfundet over 12 mio. kr., indtil hun går på pension. Dertil kommer udgifter til sundhedsvæsnet, fordi hun ifølge statistikkerne vil være plaget af dårligt helbred ti år længere end sine uddannede medborgere. Og hendes børn vil få usundere mad og mindre motion end deres kammerater med uddannede forældre, og de vil have større risiko for at komme til at lide af ensomhed og isolation. Hvis den negative sociale arv ikke brydes, risikerer vi ydermere, at også Camillas børn kommer til at koste samfundet mange millioner. Så hvad kan vi lære af Camillas historie? At vi kan gøre det meget bedre! Historisk set har Danmark før været det land i verden, som gav den bedste støtte til sårbare gravide og mødre. I 1935 blev der nedsat en befolkningskommission, der bl.a. skulle sikre bedre, sundere og sikrere levevilkår for befolkningen som helhed. Ét af kommissionens forslag var oprettelse af mødrehjælpsinstitutioner, der skulle give råd og vejledning til både gifte og ugifte gravide og mødre. Kommissionens forslag førte til vedtagelse af mødrehjælpsloven i 1939, og med den oprettelsen af mødrehjælpsinstitutioner landet over. I alt blev der oprettet 14 mødrehjælpsinstitutioner suppleret med ambulante konsultationer i yderligere 56 større byer. Den statslige mødrehjælp havde såvel opgaver vedr. adoption, ansøgning om afbrydelse af svangerskab som råd og vejledning. Alene til rådgivning havde Mødrehjælpen i starten af 1970’erne knap 30.000 årlige henvendelser. Intet andet land i verden har haft tilsvarende kontakt til målgruppen vanskeligt stillede gravide og nyblevne mødre og derved mulighed for at sikre næste generation den bedst mulige start i livet. I 1976 blev den statslige mødrehjælp nedlagt, primært fordi man med vedtagelsen af bistandsloven lagde mødrehjælpens opgaver ud til kommunerne. Undersøgelser foretaget af Børnekommissionen og Socialforskningsinstituttet i starten af 1980’erne viste dog, at mange enlige mødre og flerbørnsfamilier stod i en meget dårlig situation – og en stor del af mødrehjælpens ekspertise var gået tabt ved overgangen til kommunerne. Der var et stort – og uopfyldt – behov for hjælp til udsatte gravide, enlige mødre og børnefamilier. Det fik i 1983 en række ildsjæle til at genoprette Mødrehjælpen – nu som en privat organisation. Og her står vi så i dag – 25 år efter. Vi giver årligt råd og vejledning til 6.000 gravide og sårbare mødre. Mange af dem med en følelse af, at de ikke har andre steder at gå hen. Så selv om vi i Mødrehjælpen gør, hvad vi kan, så viser både statistikkerne og Camillas historie, at vi i Danmark er nødt til at lave en langt bedre og mere sammenhængende indsats for gravide kvinder og mødre. Der skal nytænkning til, hvis vi skal bryde de dårlige statistikker. Vi har tre konkrete forslag til en styrket indsats: For det første skal sårbare børnefamilier have adgang til uafhængig, forebyggende og helhedsorienteret rådgivning. Det kan f.eks. ske fra lokale rådgivningshuse, der bør placeres i alle landets kommuner. Rådgivningshusene skal være uafhængige af kommunerne og derved give mulighed for anonymitet og ligeværdighed. Men det er samtidig givet, at sådanne rådgivningshuse skal samarbejde med kommunerne og statsforvaltningerne. Når en ung mor som Camilla træder ind ad døren i sådant et hus, skal hun mødes af én rådgiver, som danner sig et overblik over Camillas problemer. Hun er Camillas ’advokat’ i forhold til det offentlige system, og det er hendes opgave at bistå Camilla, så hun får brugt de muligheder og rettigheder, hun har. De enkelte rådgivningshuse skal kunne samarbejde med lokale virksomheder om f.eks. praktikordninger og medarbejdere, der virker som mentorer for unge mødre. Ligeledes skal der også kunne være frivillige tilknyttet de enkelte rådgivningshuse. Et sådan forslag lyder dyrt. Men det behøver det ikke at være. Kommunerne har – specielt efter kommunalreformen – en størrelse, som giver gode muligheder for specialisering på et højt fagligt niveau. Men for de familier, vi her taler om, er problemerne vævet ind i hinanden, og der sker kun sjældent en koordinering af indsatsen mellem de kommunale enheder. Det koster rigtig megen tid og mange penge for kommunerne, og det fører til resignation for de familier, der har brug for hjælp, og som skal løbe spidsrod mellem de kommunale kontorer. For det andet bør der nedsættes en forebyggelseskommission. Ingen er imod forebyggende arbejde, men alligevel er det ofte svært for kommunerne at finde de nødvendige midler til forebyggelse, når de kommunale budgetter skal i mål. En af årsagerne til dette er formentlig, at det ikke er synligt, hvad manglende forebyggelse koster, og at de negative effekter først ses efter nogle år. Det er en paradoksal situation, for i Danmark ved vi meget om sårbarheds- og risikofaktorer blandt børn og i familier. Vi har mange dygtige forskere, og vores socialrådgivere er blandt de bedst uddannede i verden. Alligevel er det forebyggende sociale arbejde ikke prioriteret nok. I stedet for at være på forkant med problemerne, halser indsatsen efter. Når 34 procent af de unge mødre ender med en børnesag i kommunen, burde advarselslamperne blinke på rådhuset. Men alt for ofte venter kommunerne med at gøre noget, til der rent faktisk er problemer med børnene. Man kan selvfølgeligt ikke fjerne alle sociale problemer med en forbyggende indsats – men niveauet kan nedbringes. Der er derfor behov for at få analyseret og komme med forslag til, hvordan man reelt kan styrke det forebyggende arbejde på børne- og familieområdet. Og det er ikke umuligt. F.eks. er der 25 procent færre, som ryger i dag end for ti år siden, takket være en massiv politisk prioritering. Tænk, hvis der er 25 procent færre børnesager om 10 år! For det tredje foreslår vi, at der oprettes en ombudsmand for børn og forebyggelse. Ombudsmanden skal være børnenes socialpolitiske vagthund, der sætter myndighederne på plads, når der træffes beslutninger, der krænker børns rettigheder eller forringer deres vilkår – hvad enten det drejer sig om samværsregler for skilsmisseramte familier, sund mad i folkeskolen eller uddannelsesmuligheder for enlige forsørgere. Ombudsmanden skal udstyres med et sekretariat, som har kapacitet til at dokumentere og analysere grundlag for og konsekvenser af den førte socialpolitik. Vi vil i den kommende tid præsentere vores forslag på Christiansborg og i kommunerne, så vi kan få styrket indsatsen for gravide og mødre i Danmark. En særgruppe, javel, men ikke den mindst vigtige. Det er nu engang de gravide kvinder, der føder næste generation, og det er nu engang de første leveår, der er afgørende for børnenes opvækst og fremtidige muligheder. Vi har en etisk forpligtelse til at give disse familier hjælp. En hjælp som vi kan dokumentere virker. Vi kan ikke tillade os andet.