Ud fra en almindelig samfundsengageret betragtning er det efterhånden dybt forunderligt, at den altoverskyggende globale udfordring, overbefolkningen, der direkte er roden til en hel vifte af dybe sociale, politiske, økonomiske og etniske konflikter verden over, hverken anerkendes endsige diskuteres som et alarmerende problem på samfundsvidenskabelige eller politisk/økonomiske konferencer og symposier på internationalt niveau. Ved sommerens G8-topmøde i Hokkaido i Japan var det emner som råvaremangel, spekulationen i fødevarepriser, diktaturet i Zimbabwe og klimaproblemer, der blev diskuteret. Ikke et ord om overbefolkningen og de skræmmende konsekvenser for klodens sundhedstilstand, hvis denne vækst får lov at fortsætte uhæmmet. Det vigtigste resultat på G8-mødet var beslutningen om at reducere CO{-2}-udslippet til det halve – i år 2050! Tænk om det havde været en beslutning om at halvere befolkningsvæksten inden 2050. Det havde været en visionær udmelding. Men det hørte vi ikke noget om overhovedet. Og vor egen klimaminister Connie Hedegaard, der er dybt engageret i forberedelserne til FN-klimatopmødet i København næste år, får nærmest julelys i øjnene ved tanken om, at der måske kan opnås enighed/aftale om en ny protokol til afløsning for Kyotoprotokollen til bekæmpelse af klimaændringer, der blev vedtaget i 1997. Men heller ikke i den forbindelse bliver overbefolkningen gjort til et tema, selv om det slet ikke er den globale opvarmning – om end den er menneskeskabt – men først og fremmest folketallets katastrofale vækst, der er årsag til mange af denne verdens ildevarslende svøber som ødelæggelse af natur og miljø, forurening af grundvand, jord og hav, sygdomme, fattigdom, sult, social uro med efterfølgende væbnede konflikter. Men altså også årsag til de ofte beskrevne drivhusgasser fra industri, landbrug og trafik til lands, til vands og i luften. Om det så er den ellers meget åbenmundede klimaguru, professor og politolog Bjørn Lomborg, Københavns Handelshøjskole (CBS), er han underlig tavs og fåmælt, når det drejer sig om folketallets eksplosive udvikling og den direkte skadelige indvirkning på det globale miljø. Ved en nyligt afviklet klimakonference i København, som Lomborg stod bag, var der heller ikke et ord om overbefolkningens omfattende skadevirkninger på miljø og mennesker. Det er dog underligt, at netop dette problem, som berører os alle i den grad, er blevet nedtonet til fordel for lidenskabsløse diskussioner om CO{-2}-udslippets indvirkning på klimaet om 20, 50 eller 100 år. Hvert døgn øges jordens befolkning med 210.000 mennesker. Hvert år bliver vi 78 millioner flere på kloden. Befolkningsbølgen ruller med en styrke, vi aldrig har set tidligere. Hvis vi ser på tallene for jordens befolkning fra 1800 til i dag, er det en dramatisk udvikling: I år 1800 var der 900 millioner mennesker i verden. Et århundrede senere var der 1,5 mia. mennesker. I 1990 var tallet øget til 5,3 mia., og i 2007 var tallet 6,7 mia. – og det vokser stadig med voldsom hast, uden at der tilsyneladende gøres bare et enkelt forsøg på at begrænse tilvæksten endsige diskutere mulige løsningsmodeller i internationale fora. Samtidig er den gennemsnitlige levealder på kloden markant stigende fra 41 år i 1950 til 67 år i 2007, fremgår det af nye tal fra FN’s Befolkningsfond. Energiforbruget og derved udslip af drivhusgasser vil stige enormt de kommende år. Det er ikke mindst i det perspektiv, at det virker absurd og ret beset mindre væsentligt at holde klimatopmøder uden at tage fat omkring den virkelige trussel mod klodens miljø – overbefolkningen. Forskning i overbefolkningens struktur og de antropologiske og demografiske årsager og virkning halter langt efter forskning på andre humanitære og samfundspolitiske områder. Overbefolkningens skræmmende konsekvenser for mange af jordens folkeslag nævnes knap nok i befolkningsprognoserne, hvorimod emner som den menneskeskabte klimaforandring, forureningen, sult, fattigdom, børnedødelighed osv. konstant er på dagsordenen enten i FN-regi eller i andre fora, uagtet at netop overbefolkningen er den direkte årsag til de nævnte problemer. Det er, som om debatter og høringer om overbefolkningen især i ulandene blandt de førende samfundsforskere ikke er ’politisk korrekt’. Det er i hvert fald ikke noget, der tales højt om. Det er tilsyneladende blevet tabubelagt i en grad, der kun kan virke foruroligende, og som i takt med den almindelige forværring af de basale livsvilkår for millioner og atter millioner af mennesker negligeres eller direkte afvises som et problem, vi nødvendigvis må forholde os til. »Det er et problem, der løser sig selv«, får vi blot at vide. Den voldsomme befolkningsvækst trækker dybe spor i klodens sundhedstilstand. Mange dyr er udryddelsestruede, store havområder er forurenede, fiskebestande reduceres, gigantiske slumområder omkranser alle verdens storbyer, regnskove forsvinder sammen med mange plantearter, dyr og fugle. Hvert år bliver et område på størrelse med knap halvdelen af Danmarks areal fældet og ødelagt. Det er klodens iltgivende ’lunger’, der dermed mindskes. De ryddede arealer bruges af fattige bønder til dyrkning af korn, ris og majs eller bruges som græsningsarealer for kvæg i en desperat kamp for at sikre befolkningerne fødevarer. For øjeblikket er det de skyhøje fødevarepriser, der diskuteres. Eksperter fastslår, at priseksplosionen især skyldes, at korn og majs bruges til produktion af brændstof. Men ingen peger på den egentlige årsag: overbefolkningen i en række ulande, der i kraft af en voldsom befolkningstilvækst for længst er ophørt med at brødføde sig selv og må importere råvarer som korn, ris, majs m.v. Tallene taler ellers deres tydelige sprog: I Indien var der for ca. 25 år siden ca. 600 millioner mennesker, i dag er der over en milliard. Tyrkiets befolkning er på 50 år steget fra ca. 20 til ca. 70 millioner indbyggere. I Indonesien, verdens største muslimske land, var der for ca. 75 år siden godt 60 mio. mennesker, i dag nærmer tallet sig 250 millioner. Den egyptiske hovedstad Kairo var oprindelig designet til ca. 250.000 mennesker. Nu bor der over 12 mio. indbyggere i Kairo, der i dag er et sydende helvede af forurening, slum og støj, hvor kampen for overlevelse har sat sit dystre præg på dagligdagen. Et land som Nigeria er ofte hærget af tørke og mangel på vand. Det skaber hungersnød. Nigeria, der for 75 år siden havde en befolkning på ca. 20 mio. indbyggere, har haft en befolkningsvækst på over 100 mio. Det må betragtes som en katastrofe, at der alene ydes fødevarehjælp, uden at der fra FN’s side indledes en dialog med regeringen om familieplanlægning med grundig information om børnebegrænsning og prævention. De første skridt i den retning er dog taget i Yemen. Befolkningen er i løbet af blot 30 år øget fra 7 til 21 mio. mennesker. Her har FN’s Befolkningsfond taget et usædvanligt initiativ: Man har inddraget de muslimske imamer i familieplanlægningsarbejdet. Man har i fællesskab fundet frem til, at Koranen ikke forbyder brug af prævention som kondomer eller p-piller. De religiøse ledere er nu gået i gang med at informere deres menigheder om brugen af prævention, så man ad åre kan opnå en opbremsning af befolkningstilvæksten. Det eneste land i verden, der politisk har forsøgt at begrænse befolkningsvæksten, er Kina (1,32 milliard mennesker i 2007). Det skete under formand Mao Zedong (1883-1976). Men måden, det skete på, var alt andet end human. Mao indførte etbarnspolitikken ved hjælp af trusler og straf. Det skete for godt 40 år siden. Resultatet har været en markant lavere stigning end i de øvrige lande med stor befolkningstilvækst. Var etbarnspolitikken ikke blevet indført, ville der i dag have været 800 millioner flere kinesere! Etbarnspolitikken blev ophævet til lov i 2002. Det har sænket den årlige befolkningstilvækst til 0,6 procent. Der er kun få undtagelser fra denne lov. Mindretalsbefolkninger og folk i fjerntliggende landområde har dog mulighed for at ansøge om tilladelse til at få et ekstra barn. Kina og Indien, verdens to folkerigeste lande, præsterer med tilsammen ca. 2,4 milliarder mennesker nogle årlige økonomiske vækstrater, der klart indikerer et voldsomt indhug i klodens ressourcer i takt med øget velstand og dermed ønsker om at få andel i de samme velstandsgoder, som vi i den vestlige verden er så rigeligt forsynet med. Velindrettede boliger med moderne sanitære forhold, køleskabe, fjernsyn, biler osv. I Europa har befolkningstilvæksten gennem de seneste årtier været stagnerende. Men dog ikke mere stagnerende end at f.eks. den italienske befolkning er vokset fra ca. 41,5 millioner indbyggere i 1930 til ca. 57,5 mio. i dag, altså en stigning på 16 mio. i løbet af 75 år. Og i Danmark er befolkningen fra 1945 til 2007 vokset fra ca. 4 mio. til godt 5,5 mio. indbyggere, med andre ord 1,5 million mennesker på det samme geografiske areal. Ikke desto mindre har denne såkaldte befolkningsstagnation fået demografer, politologer og økonomiske vismænd til at slå alarm. De har foreslået en mere effektiv familieplanlægning og ønsket initiativer til fremme af fertiliteten. For dem, der har stirret sig blinde på fortsat økonomisk vækst som det eneste saliggørende, er det derfor vigtigt, at det børnepolitiske område styrkes, ellers går væksten i stå, lyder advarslerne. Det er betegnende, at det alene er de økonomiske beregninger, der ligger til grund for befolkningsprognoserne. De voldsomme konsekvenser, som overbefolkningen skaber, interesserer tilsyneladende ikke vækstfilosofferne. Det er nok i denne kendsgerning, man skal søge den egentlige forklaring på, at der på internationalt niveau overhovedet ikke tages initiativer til en målrettet begrænsning af væksten i folketallet, så de langsigtede og uoprettelige skader på klodens sundhedstilstand undgås. Men hvad kan der reelt gøres for at bremse væksten i folketallet? Her peger samfundsforskere og antropologer på flere områder: Fødselskontrol og mere information om brug af præventive midler er én vej. Verdens religiøse ledere må sammen med regeringsledere iværksætte globale kampagner for at udbrede kendskabet til p-piller, kondomer og andre former for præventive midler. En anden vej er uddannelse. Det har – ikke overraskende i øvrigt – vist sig, at øget velstand fører til et lavere fødselstal, og den øgede velstand kan kun opnås i kraft af en bedre uddannelse. Især uddannelse af kvinder er vigtig. Kvinder med uddannelse får bedre job og højere løn, og uddannelsen bevirker, at kvinderne gifter sig senere og får færre børn. Fattige folk føder ofte mange fattige børn. I Afrika, hvor analfabetisme og manglende muligheder for uddannelse alt for ofte præger samfundslivet, er fødselshyppigheden markant højere end i lande, hvor det generelle uddannelsesniveau er acceptabelt. Et tredje område til begrænsning af fødselsraterne er øget udbredelse af fri abort. Det er – erkendes det fra alle sider – et meget sensitivt område, ofte politisk betændt, som selv i vor oplyste del af verden stadigvæk giver anledning til voldsomme protester. En af verdens største religioner, katolicismen, er f.eks. arg modstander af fri abort, men også mange politiske partier i de vestlige demokratier tager afstand fra fri abort. I mange lande, hvor den katolske tro er dominerende, er fri abort direkte forbudt. Men den bedste vej til at få en bæredygtig kontrol over befolkningsvæksten er nok at yde hjælp til selvhjælp i de ulande, hvor der fødes for mange børn, til at landene selv kan ernære dem. Derfor ydes der fra mange lande ud fra de bedste humanistiske holdninger bistand og fødevarehjælp, hvilket paradoksalt nok ofte kan forværre situationen, da befolkningstallet stiger endnu mere ved bistandshjælp og forbedret sundhed. Det er faktisk en situation, der virker selvmodsigende, at ulandsbistand kan forværre situationen (og det er ikke just politisk korrekt at sige den slags), men hvis der ikke ydes hjælp til selvhjælp, især til uddannelse over en bred front, er det hele formålsløst. Det er som et hælde benzin på bålet for at slukke ilden … Eller sagt metaforisk: Man skal ikke give befolkningerne fisk, men fiskestænger.