Dansk renæssance. Kong Christian d. I – et udannet bæst, fordi han ikke talte latin? – Historisk billede. Der er dømt renæssanceår i år. Renæssancekunst, renæssanceslotte, renæssancetøj, renæssancemad, renæssancemusik og Christian 4., renæssancekongen. Det handler om Danmark i perioden fra 1500 til 1650. Ikke alle vil være enige om, at lige den periode dækker renæssancen. Og nogle vil ligefrem påstå, at der egentlig slet ikke er noget, der afgørende skiller renæssancen fra middelalderen. Lad os alligevel venligst beholde betegnelsen og spørge, hvad man sædvanligvis mener, renæssancen er for en størrelse? De fleste vil straks forlade Danmark og drage til Italien; for det var der, renæssancen blev født, der, den blomstrede, der, den forsvandt. Og så er vi rykket langt tilbage i tiden, tilbage til 1300-tallet og frem til begyndelsen af 1500-tallet. Renæssancens italienske dødsår falder sammen med den danskes fødselsår. I Italien dukker navne som Raffael, Michelangelo, Botticelli og Leonardo da Vinci op inden for kunsten, Machiavelli inden for statskunsten og arkitekten Alberti, der evnede alt lige fra at komponere til at digte en ligtale over sin hund. Men hvorfor bruge ordet renæssance, som betyder genfødsel? De fleste er enige om, at det var antikken, den romerske og græske oldtid, der blev genoplivet, og at det skete i et opgør med den tusindårige periode, der lå mellem Romerrigets fald og renæssancen, og som blev døbt mellemalderen, Mittelalter, Middle Ages, altså et mellemspil. Men er det nok at begrænse renæssancebegrebet til kunsten? Med det spørgsmål stikker man fingeren i en hvepserede, for der er så sandelig uenighed om, hvad begrebet dækker. Først er det værd at slå fast, at de mennesker, der levede i den periode, der kaldes renæssance, ikke anede, at de levede i renæssancen! Man kan ganske vist hos digteren Petrarca, der levede fra 1304 til 1374, finde en oplevelse af, at han levede i en ny og spændende tid, inspireret af antikken, og det var også ham, der kaldte tiden mellem hans egen og oldtiden for ’mørk’. Som samlebetegnelse for perioden skal man imidlertid helt frem til midten af 1800-tallet, og det var den franske historiker Jules Michelet, som i 1855 skabte et samlet billede af renæssancen, rækkende fra 1300-tallet til 1500-tallets midte. Det er altså senere tider, der har skabt en sammenhængende forestilling om, hvad renæssancen var for en størrelse. Den var ikke kun en genoplivelse af latinen som de dannedes sprog, en nyskabende efterligning af oldtidens skulpturer, en opdagelse af perspektivet inden for malerkunsten eller en sværmen for samtalekunsten, inspireret af den elegant snakkende romerske forfatter og politiker Cicero. Nej, disse elementer blev forenet i en opfattelse af, at renæssancen, godt nok inspireret af antikken, skabte et helt nyt menneskesyn. Denne opfattelse er skarpest formuleret af den schweiziske kulturhistoriker Jacob Burckhardt i hans værk Renæssancens Kultur i Italien fra 1860; hans sprog kan lyde lidt altmodisch i al sin gammeltyske patos, men bedre er det ikke udtrykt hverken før eller siden: »I middelalderen lå begge sider af bevidstheden – den, som var vendt mod verden og den, som var vendt mod menneskets eget indre – ligesom drømmende eller halvvågen under et fælles slør. Sløret var vævet af tro, fordomme og indbildninger; set igennem det viste verden og historien sig i et sælsomt farvet skær; mennesket var sig kun bevidst som race, folk, parti, korporation, familie eller en anden sådan form for det almene. Italien er det første land, hvor dette slør rives bort; her vågner en objektiv betragtning af staten og alle denne verdens ting overhovedet; men side om side hermed rejser sig med fuld magt det subjektive; mennesket bliver åndeligt individ og erkender sig selv om et sådant«. Og han uddyber det: »Fra slutningen af det 13. århundrede ... begynder Italien at vrimle med personligheder; den tvang, som har underkuet individualismen, bliver her fuldstændig brudt; uhindret af alle skranker udskiller der sig tusinder af enkelte ansigter«. Jo, Mona Lisa smiler, ikke blot som resultatet af en genial kunstner Leonardo da Vincis pensel, men fordi hun er blevet sig selv, sin egen individualitet, og ikke en ansigtsløs skikkelse på et kalkmaleri eller en from upersonlig jomfru Maria. Det var den italienske folkeånd, gennemsyret som den var af den romerske fortids storhed på trods af tusind års afstand, som sprængte middelalderens enhed mellem menneske og natur, mellem subjekt og objekt. Gennem denne sprængning, hvor subjektet oplever sig selv i forhold til omverdenen – og dermed både til naturen og til andre mennesker – menneskeliggøres mennesket. Og mennesket kan nu ud fra sig selv forbinde sine skabende og erkendende evner i en stræben efter at beherske verden. Målet er det alsidige, fuldkomne individ, l’uomo universale, mennesket, der vil, og som udnytter den kraft, der ligger i tiden, i nationen, i folkeånden. Renæssancekunsten er det ypperste udtryk for denne nye stræben. Og Burckhardt begrænser ikke begrebet kunst til det, man i dag forstår ved kunst; han taler f. eks. om »staten som kunstværk«. Burckhardts billede af renæssancen skulle ikke stå uanfægtet. I de sidste 150 år har mange vendt op og ned på renæssancen. Når Burckhardt mente, at det var den italienske folkeånd, der satte sig igennem og overvandt middelalderen, mente andre, at renæssancen var en inderliggørelse af mennesket, inspireret af Frans af Assisi; for dem er renæssancekunsten derfor inderliggjort kristendom; det er kun formen, der er antik. Protestantiske forskere har godskrevet renæssancen både individualismen og humanismen som en æstetisk genfødsel, mens reformationen er kristendommens etiske renæssance. Og senest er det blevet hævdet, at det var pest, krise og anden elendighed, der fik menneskene til at drømme sig tilbage til en oldtid, de mente var lys og venlig. Her kommer Petrarca godt nok i klemme; hans storhedstid som forfatter ligger før Den sorte Død. Socialøkonomiske og marxistiske historikere har ment, at det var den byøkonomiske udvikling, først og fremmest i Firenze, med dens handelskapitalisme, der skabte det selvbevidste individ, der med rundsave på albuerne helt alene måtte tilkæmpe sig en plads i solen. Modsat Burckhardt, der kun perifert beskæftiger sig med den økonomiske udvikling, fremhæves som grundlag for renæssancen den kapitalistiske økonomi, der hovedsageligt er baseret på den enkelte købmands og industridrivendes kamp om markedet med den personlige profitinteresse som drivkraft; det er dette forhold, der befordrer en individualistisk livsindstilling og moral, og som skaber de økonomiske forudsætninger for mæcenvirksomhed. For yderligere at skabe forvirring har en række historikere ment, at der har været mange andre renæssancer helt tilbage til Karl den Store omkring 800. Og det skal ikke forbigås, at mange slet ikke ser noget afgørende skel mellem middelalderen og renæssance; de piller enkelte sider af den italienske kulturhistorie fra 1300- til 1500-tallet ud og påviser, at de fandtes også tidligere og andetsteds og kommer derved langt fra Burckhardts helhedssyn eller overhovedet fra et helhedssyn. Endelig er der den nederlandske kulturhistoriker Johan Huizinga, der i 1920 rettede et frontalangreb på Burckhardt. »Når ordet renæssance lyder«, skriver han, »ser drømmeren for sig fortidens skønhed af purpur og guld«. Men det er der aldeles ikke nogen grund til. Renæssancen var aldeles ikke original, den var lige så autoritetstro som middelalderen, blot var det nu antikken, der var autoriteten, og det, der kaldes individualisme, var intet andet end et »sygdomstegn på én stor degenerationsproces«. Kunsten blev forvandlet til en handelsvare, og social ligegyldighed, uoprigtighed, manerer og skørlevned fik overtaget. Kort sagt: Renæssancen var middelalderens forfaldsperiode. – Er det virkelig en sådan, der skal fejres i år? Fejringer har det naturligvis med at skjule de ubehagelige sider ved det, der fejres, og når det drejer sig om renæssancen fylder ikke mindst det æstetiske så godt som hele rammen ud. Og da ekstremisme ikke er populært, skal Huizinga ikke få lov at have det sidste ord. Han kommer til at finde sig i, at det bliver det gængse billede af renæssancen, der bliver udgangspunktet, uden at de grumme sider skal eller bør skjules. Dem gik Burckhardt da heller ikke uden om, men han reddede sin renæssancebegejstring med et lille kneb: Det onde, der dukkede op, og som sandelig ikke er svært at få øje på, var forudsætningen for, at menneskene kunne erkende det gode og være gode. Burckhardts forbillede er netop en person, der erkendte det gode, den unge norditalienske grevesøn Pico della Mirandola. I slutningen af 1400-tallet var det italienske overklasseliv gennemsyret af renæssancens ånd, ikke mindst fordi mange lærde var flygtet fra Konstantinopel til Italien, efter at tyrkerne i 1453 havde erobret den gamle byzantinske hovedstad. Og med sig bragte de kendskabet til græsk, som først da for alvor blev udbredt og gjorde Platon med hans forestillinger om, at mennesket kunne nå Gud gennem beskuen, til en yndet filosof. Inspireret af Platon skildrede Pico menneskets muligheder i sin tale fra 1486 Om menneskets værdighed, hvor han lader Gud sige således til mennesket: »Vi har hverken skabt dig som et himmelsk eller et jordisk, hverken som et dødeligt eller et udødeligt væsen, således at du som din egen skulptør og kunstner med frihed og ære kan skabe dig den form, du sætter højest. Det skal stå i din magt at udarte til lavere former, der er dyriske; det skal stå i din magt efter din egen viljes beslutning at hæve dig til de højere former, som er guddommelige«. Men tilbage til det onde. Et fortrinligt eksempel på denne side af renæssancen er familien Borgia. Alexander Vl. Borgia, der var pave fra 1492 til 1503, er vel nok den sletteste repræsentant for Den Hellige Stol, som nogensinde er set. Han regerede ved hjælp af bestikkelser, giftmord, salg af embeder og lod sin søn (!) Cesare Borgia nedkæmpe al opposition i Kirkestaten ved hjælp af blodig terror. Samtidig omgav han sig med et hof af smigrere og udfoldede en luksus, som i og for sig stemte ganske overens med renæssancens livsudfoldelse, men til gengæld ikke med den ydmyghed, som forventedes af Guds hyrde på Jorden, og som stadigt flere efterlyste i et begyndende opgør med tidens ekstravagante levemåde. Og paverne kunne også ødsle med de penge, der strømmede ind til pavehoffet, og blandt andet bruge dem på nogle af renæssancens største kunstnere; Michelangelo malede verdens skabelse på det sixtinske kapels loft, og Raffael dekorerede væggene i de pavelige gemakker, stanzerne, med en række fresker, som skildrer motiver fra antikken. Men borgiaerne har også haft deres beundrer. Friedrich Nietzsche, der var elev af Burckhardt, læste med glæde om renæssancens store personligheder, og det var den skrupelløse individualist, der bjergtog ham. Det var kun dybt tragisk, mente Nietzsche, at lystmorderen Cesare Borgia ikke blev pave – ikke just et synspunkt i lærerens ånd. Og det er netop dem, som uden moralske anfægtelser med alle midler tilkæmper sig magten ved hjælp af svig og vold, som den florentinske historiker og statsretslærde Niccoló Machiavelli hylder i sit lille skrift ’Fyrsten’ fra 1513. »Enten må man vinde menneskene for sig eller også udrydde dem. ... Skader man nogen, skal man gøre det så grundigt, at man ikke behøver frygte hævn«, skriver han, og om Cesare Borgia siger han, at han kan »benyttes som forbillede for dem, der ved held og fremmede våben vil nå et fyrstevælde«. Pico della Mirandola og Cesare Borgia, idealisten og kynikeren, er samtidige. De var begge individualister og kan begge forenes i begrebet renæssancemenneske. Og selv om et nutidigt menneske kan have svært ved at identificere sig med enten Pico eller Cesare, om end der nok er nogle, der ligner dem, har individualismen på godt og ondt vundet indpas i Vesterlandet; og ikke mindst i disse år, hvor man har travlt med at dyrke det konkurrerende menneske og sætte den enkeltes lykke og held i centrum. Dette rids af en omfattende debat om renæssancen har afgrænset sig til at handle om den italienske. Og da denne sluttede, før renæssancen nåede til Danmark, vil det være nærliggende at bringe et muntert eksempel på modsætningen mellem den danske virkelighed og den italienske højrenæssance. I 1474 rejste Christian 1. til Rom. Kongen blev modtaget i audiens af pave Sixtus 4., der overrrakte ham Den gyldne Rose, et ærestegn som kun tildeltes fyrster; som gave til paven medbragte kongen bergensfisk! Om Christian l skal paven have udtalt, at »han er et smukt dyr – skade blot, at han ikke kan tale«. Her mente den renæssancekrukkede pave, at kunne man ikke latin, hvad kongen, der var opvokset i det lille, nordtyske oldenborgske hertugdømme, ikke magtede, var man et udannet bæst.