I mange danske bydele er det et velkendt syn, at psykisk syge mænd og kvinder hvileløst går frem og tilbage, frem og tilbage på strøg og i gågader. Nogle i konstant mumlende samtale med sig selv. Nogle med et tomt og kontaktafvisende udtryk i øjnene. Nogle brændende af en vrede, der med mellemrum må råbes ud foran tilfældige forbipasserende. De fleste – men ikke alle – tiltrækker sig opmærksomhed ved et særligt kropsudtryk, en særlig påklædning, en særlig gangart eller gestik. Nogle kalder fænomenet for ’rovdyrgang’, idet det minder om den adfærd, man ser hos indespærrede dyr, der ikke får mulighed for at leve i deres naturlige omgivelser.
Hos psykiatriske patienter er tremmerne usynlige, men holder alligevel effektivt de syge adskilt fra et naturligt liv med naturlige sociale relationer. Hvis den psykisk syge var en tiger, ville dyreværnsforeninger gribe ind. Vi, tilskuerne, går i en pæn bue uden om de psykisk syge og haster videre. Mon nogen tænker over, hvor de psykisk syge går hen, når mørket falder på, eller når sult og træthed driver dem væk fra gaden? Alvorligt sindslidende har ofte ikke noget sted at tage hen. Nogle er direkte hjemløse og bor ’på gaden’. Nogle har udgang fra hospitaler eller fængsler. Nogle bor på et værelse eller i en ussel lejlighed, hvor de ofte ikke tør opholde sig, hvilket er årsag til, at de af angst drives ud i gaderne om dagen.
