I ti år har Danmark stået i værdikampens tegn. Igen og igen har der været appelleret til ’danske værdier’ og talt om ’sammenhængskraft’, mens nettet er strammet om de fremmede, der af forskellige grunde gerne vil bo i Danmark. Multikulturalisme er blevet set både som en forbandelse og et håb – et forsøg på at nagle mennesker til deres kultur eller en vision om, at folk med forskellige værdier kan leve fredeligt side om side. Der er blevet krævet integration, skudt med kanoner og stillet krav om en grundlæggende viden, som ville diskvalificere mange indfødte danskere. Der er blevet talt om, hvilke rettigheder de fremmede har, og hvilke krav der kan stilles til dem. Så spørgsmålet er: Hvad vil det sige at være dansk, og hvad kan der kræves af et menneske, indfødt eller fremmed, for at det kan kalde sig dansk? Her falder en række mulige svar fra: at være dansk er ikke at være født og opvokset i Danmark, ikke at have danske forældre, ikke at have en bestemt religion eller kultur og ikke at besidde en bestemt viden. Sproget er vigtigt. Man kan godt være dansk i teknisk forstand, hvis man ikke kan sproget, men man kan ikke være fuldgyldig dansker, hvis man ikke kan tale eller meddele sig til andre danskere. Endnu flere kriterier falder væk: Danmark er ikke et varmt fællesskab eller en gruppe venner. Danskere kender stort set ikke hinanden, og mange kan slet ikke lide hinanden. Så et efter et falder alle ’tykke’ kriterier væk. Det er svært at forestille sig, at den gamle nationalisme fra 1800-tallet gør sin entré igen. For Grundtvig var man dansker, hvis man talte dansk og følte sig som dansker. Men han krævede også loyalitet. Man skal have hjerte for modersmålet og ild for fædrelandet. Man skal altså være patriot. At være loyal betyder, at man er villig til at handle og lide for nationen. ’Danmark’ skal være en virksom præmis for ens beslutninger, og i yderste fald skal man være parat til at dræbe og lade sig dræbe. Den nationalisme er væk. Patriotisme er blevet et forældet ord. Andre loyaliteter vejer tungere – mod én selv, ens familie, branche eller religion. Men er der andre muligheder for loyalitet, som kan erstatte fortidens ’tykke’ nationalisme? Det har i de sidste ti år været let at tale om, hvad der adskilte danskere. Værdikampen er et eksempel. Men der er flere skillelinjer. Over for de svage står de ressourcestærke, over for de rige står de fattige, over for danskere står både nydanskere og indvandrere, over for de bofaste står de hjemløse, over for de offentlige står de private skoler, institutioner og virksomheder.

Taler man om konflikt og adskillelse, må man også tale om enhed. Ingen finder på at adskille ting, som ikke også hører sammen, enten begrebsmæssigt – er der rige, er der også fattige – eller faktisk: der er danskere og indvandrere. Måske skulle man vende bladet og fokusere på, hvad der er fælles for danskere, uanset på hvilken side af de mange forskelle de befinder sig? Det, at de er danskere, kunne man svare. Men det svar kører i ring. Danskere kan som helhed adskille sig fra svenskere eller indonesere. De kan også, internt, samles af ’noget, som forbinder’. Dette ’noget’ er ikke længere kultur, hvis det nogen sinde har været det. Selv om nationer traditionelt har adskilt sig med kultur og fundet deres forpligtende sammenhæng i kulturen og historien, er det spor blevet koldt. Det samme er derfor kravet om kulturel integration. ’Danmark’ hverken kan eller skal kræve kulturel ensretning. Hvis integration var et krav, skulle Danmark for længe siden have stoppet støtten til det danske mindretal i Nordtyskland. Så vi er tilbage til spørgsmålet: Hvad kan samle det, som er adskilt? Hvad kan man føle sig loyal over for, skønt man til daglig har mange loyaliteter på spil? Det, som alle danskere er fælles om, er retssystemet. Det gælder for alle og uden undtagelse – nå ja, måske med enkelte undtagelser. Men retssystemet har flere lag. Der er de gældende love, og der er grundloven. Rigtig mange love er finindstillet mod en enkelt gruppe eller mod situationer af en bestemt slags. Love for svineslagterier er uden betydning for skoleelever, og hvad der kræves for at køre bil, gælder ikke for dem uden kørekort, medmindre de alligevel kører. Det eneste, som ubetinget gælder alle danskere, er grundloven, landets forfatning. Den rummer de principper, som styrer den måde, ’vi’ har indrettet os på, og som danner ramme for al lovgivning, som løbende skal regulere danskeres adfærd og forholdet mellem dem. En forfatning er et politisk dokument, fordi den markerer en vilje: Sådan vil vi leve sammen. Den er også et juridisk dokument, fordi den sætter paragraffer på, hvordan det skal ske. Som sådan bider en grundlov sig selv i halen: Dens paragraffer er kun effektive, hvis de håndhæves af den stat, som grundloven sætter på sporet. Det betyder blot, at en grundlov ikke er et tidløst dokument, men opstået i et historisk slagsmål. Den forandrer sig med tiden, selv om den hverken er eller skal være let at ændre. Alt i den kan diskuteres, undtagen det: at alting kan diskuteres. Den er statens og samfundets tekst. Ser man på den danske grundlov, er den håbløst ude af trit. Den giver kongen magt, den forbinder stat og kirke, og den kender ikke til parlamentarisme og partier. Der har været mange forslag om at modernisere den. Her er der opstået en modsætning mellem strammere, som ønsker at revidere den, og slappere, som vil bevare status quo med det argument, at fordi grundloven er vag og utidssvarende, kan den uden besvær ændres af en ny gældende praksis. En tidssvarende grundlov er meningsløs i et samfund i bevægelse. Blot er dette argument blevet ugyldigt: Et samfund i bevægelse må have rammer for, hvordan bevægelsen kan ske. Kun fordi grundloven til enhver tid er konstant, er social variation – og konflikt – muligt, uden at samfundet går til grunde i konflikt.