Når Politiken i dag fylder 121 år, begrænser festligholdelsen af den meget lidt runde fødselsdag sig formentlig til de ledere og medarbejdere, der har deres daglige gang i bladhuset på Rådhuspladsen. Men for alle os andre kan der være god grund til at bruge anledningen til at fejre, at det i år er hundrede år siden, at Henrik Cavling overtog ansvaret for avisdriften på Politiken, hvorfra han ledede den store danske presserevolution. Denne redaktionelle revolution kan umiddelbart være vanskeligt at aflæse på det fødselsdagsbarn, som for hundrede år siden nåede abonnenter og andre avislæsere. En annonce fyldte øverste halvdel af forsiden denne 1. oktober i 1905, og først på femte side fulgte en kortere fødselsdagsnotits. En notits, som tilmed kun handlede om, at Politiken samme år havde indført en ny trykketeknologi, som gjorde det muligt at finde plads til den støt voksende stof- og annoncemængde. Siden starten i 1884 havde man således fundet plads til stof- og annoncemængden ved løbende at udvide avissidernes størrelse, men med Henrik Cavlings overtagelse af redaktørposten i 1905 var det såkaldte 'lagen-format' - en reference til det stadig større vingefang, avissiderne havde fået - blevet afløst af 'det nye format', hvor man fastholdt samme sidestørrelse hver dag og i stedet trykte færre eller flere sider afhængigt af dagsindholdet. I dag synes denne ydre forandring af avisens format, som havde indlysende ergonomiske fordele, dog mindre betydningsfyldt end den indre forandring, som fra 1905 bredte sig på Politiken og snart fandt vej til andre dagblade. Fra en tid, hvor de redaktionelle ledere og medarbejdere ofte var politikere eller professorer, markerede Henrik Cavlings overtagelse af hjørneværelset på Politiken nemlig, at en ny profession af nyhedsformidlere var under fremvækst. Denne nye ansættelsespolitik fik hurtigt konsekvenser for pressens virke. For med denne fra første færd forkætrede profession af journalister fulgte introduktionen af nye metoder, værktøjer, virkemidler og målsætninger for pressens virke. Herunder ikke mindst det mål, som lige siden har været styrende for både den skrevne og elektroniske presses arbejde. Nemlig hensynet til offentligheden. 'Offentligheden' er det begreb, som journalister i dag berettiger deres arbejde med. Et begreb, som anvendes i defensive såvel som offensive sammenhænge. 'Offentligheden har krav på ...' lyder en velkendt sproglig rambuk over for modvillige kilder, og samme frase bliver anvendt som forsvarsværn, når pressen skal forsvare offentliggørelsen af alt fra hemmelige efterretningsrapporter til nye amourøse forbindelser blandt tidligere og nuværende beboere på Amalienborg. Men for hundrede år siden arbejdede pressen ikke så meget i offentlighedens som i opinionens tjeneste. Dengang var (parti-)pressen et middel til at fremme særlige politiske mål. Bladene skulle sikre den rette politiske diskussion og fremme en efterfølgende folkelig mobilisering. Et af de partiorganer, som skød op, var dagbladet Politiken, hvis stifter, Viggo Hørup, var et levende vidnesbyrd om sammensmeltningen mellem politik og presse. Igennem flere år var hans arbejdsdag således delt mellem hans virke som redaktør og folketingsmedlem, og da han stoppede som redaktør, var det for at tiltræde som minister. Ved sin død i 1902 blev Viggo Hørup i et mindeskrift af Georg Brandes fremhævet for at have skabt et blad, der udmærkede sig ved sine »tilskyndelser til handling«. Men det var et prædikat, som med samme ret kunne anvendes om Henrik Cavling, der tre år efter politikeren Hørups død - og et kortere ledelseseksperiment med den tidligere teateranmelder Edvard Brandes - overtog den daglige styring på Politiken. For Henrik Cavling var mobiliseringen af læserne nemlig også en mærkesag, om end det nu skete med henvisning til hensynet til offentligheden. »Bladet staar frit til Pengemagt og Partier«, fastslog han således nogle år senere, på Politikens 25-års fødselsdag, og i samme forbindelse fremhævede han, at bladet nu arbejdede aktivt i »Offentlighedens Tjeneste«. Løsrivelsen fra de partipolitiske interesser lader sig i den forbindelse bedst betegne som en sandhed, som kun gradvist blev indfriet. Ved siden af den ene af programerklæringerne - Bladet - var således optrykt et indlæg, Politikens Politik, hvori dagbladets politiske redaktør, Ove Rode, ikke lagde skjul på det historiske tilhørsforhold til Det Radikale Venstre. Men i modsætning til andre dagblade, der var stiftet og drevet for at tjene politiske eller økonomiske interesser, blev forsøgene på at fremme partipolitiske synspunkter efter Henrik Cavlings overtagelse af det redaktionelle ansvar i stigende grad henvist til specielle sider og spalter. »Hvad Politiken tilstræber i offentlige Spørgsmaal, er ikke Midlet, men Maalet«, konstaterede han og introducerede i 1905 blandt andet en 'Kronik', hvor alle kunne bidrage. Et redaktionelt element med en betydelig holdbarhed, som han selv var ansvarlig for redigeringen af gennem mange år. Fælles for dette og mange af de andre redaktionelle nybrud, som han stod i spidsen for i 1905, var, at de gjorde det muligt at adskille 'views' fra 'news'. Sådan som Henrik Cavling i sin tid som udlandskorrespondent for Politiken havde oplevet, at man gjorde i USA og England. Når man endelig skulle præsentere politiske synspunkter, så skulle det være i redaktionelle reservater, såsom politiske ledere, i Kroniken eller i form af inter-views, hvor brugen af anførselstegn synliggjorde, at det var kildens - og altså ikke journalistens - udsagn, som kom til udtryk. Resultatet af de redaktionelle omlægninger og den nye ansættelsespolitik, hvor politikerne og professorerne fik lejlighed til at koncentrere sig om deres primære erhverv, blev omnibus-avisen. En avis, der i den velkendte betydning af begrebet var 'henvendt til alle', men som i Henrik Cavlings terminologi tillige synes at henvise til en avis, der indeholdt alle emner. For med tiden blev det begrænsede udsyn, der havde kendetegnet bladets første tid, afløst af et betydeligt mere folkeligt og verdensfavnende fokus. »Det, der er sket i de forløbne 25 Aar, er i Virkeligheden intet ringere, end at Journalistiken har opdaget og erobret Jordkloden. Erobret den og lagt den ind under sig ikke blot i den ligefremme Forstand, at et moderne Blad gennem sine Korrespondenter omfatter og holder Øje med hele Verden, men ogsaa i den Betydning, som maaske er vigtigere, at Journalistiken har inddraget under sig stadig nye Felter, som man for en Menneskealder siden ikke tænkte sig Muligheden af at gøre til Genstand for journalistisk Behandling«, konstaterede Henrik Cavling således, da han på bladets 25-års dag i 1909 trak linjer mellem nutiden og fortiden. Disse landvindinger udadtil i verden og indadtil i hverdagen gik ikke ubemærket hen, og langtfra alle var lige begejstrede. »Forsiden udvikler sig mere og mere til et Slags Panoptikon«, fremhævede litteraturanmelderen Harald Nielsen således i en replik til Politikens nye redaktion. En replik, der først blev leveret i mundtlig form ved et stormøde i Studentersamfundet, hvor 'Journalismen' på Politiken blev diskuteret, og som siden blev optrykt i bogform under titlen 'Systemet Politiken'. Og at henvisningen til den panoptiske spændvidde i avisen absolut ikke var tænkt som en kompliment, vidnede eksemplerne på 'Rariteter' fra avisen om. Harald Nielsen fremhævede således historier om alt fra flyvende villaer og rullende nødtørftshuse til en reportage om verdens fedeste dreng. Men den 'Sygdom i vort offentlige Liv', som Harald Nielsen fremhævede, var for Henrik Cavling ikke andet end et forsøg på at fremme en 'human interest' i dansk dagspresse. Eller udtrykt på en anden måde: at komme tættere på ting, som optog læserne. Dette nye redaktionelle fokus materialiserede sig til manges utilfredshed i form af alt fra modereportager fra europæiske storbyer og madopskrifter fra Frk. Jensen til referater af bryllupsbegivenheder i samfundets højeste cirkler og reportager om spektakulære forbrydelser. Men det materialiserede sig også i form af alment nyttebringende nyhedsformidling, hvor bladet aktivt bidrog til løsningen af små og store problemer i offentligheden. 'Aktionsjournalistik' var navnet på den journalistik, som Henrik Cavling - efter amerikansk forbillede - forsøgte at fremme på Politiken, og ud over at være aktiv i forhold til arrangementer af alt fra udstillinger og udlandsrejser til altan- og plakatkonkurrencer forsøgte Politikens nye medarbejdere også at hjælpe med alt fra fattige børns sommerophold til driften af børnehjem i Københavns fattige bydele. Denne nye målsætning for pressen knyttede Henrik Cavling så store forventninger til, at han på Politikens 25-års fødselsdag i sine egne spalter profeterede: »Den uhyre Magt, som Bladet har gennem sin daglige Kontakt med Tusinder af Læsere - en Kontakt, der bliver inderligere for hvert nyt Foretagende, der tages op i Fællesskab - udnytter Bladet nu direkte ... Og det er paa dette Forhold, der endnu kun er i sin Begyndelse, at Bladets Udvikling for en stor Del vil bero«. Profetien fra dansk journalistiks mest fremtrædende enkeltperson - en mand, som har fået den mest prestigefulde hjemlige journalistpris opkaldt efter sig - blev ikke opfyldt. I hvert fald ikke de første mange årtier af det 20. århundrede. Henrik Cavlings umiddelbare efterfølgere på Politiken og i de konkurrerende bladhuse begyndte nemlig snart at koncentrere den redaktionelle energi om den parlamentarisme, som de første redaktionelle ledere og medarbejdere ved Politiken havde opponeret så kraftigt for, og som var den faktiske årsag til bladets navn. Dagbladet Politiken havde således, ifølge et indlæg af Georg Brandes på Politikens 25-års fødselsdag, fået navn efter det forhold, som lå stifteren Viggo Hørup mest på sinde, og i takt med, at Folketinget - og de institutioner, som blev knyttet til Folketinget i form af ministerier og andre myndigheder - fik stadig større indflydelse på samfundet, blev det mere naturligt for eftertidens nyhedsformidlere at fokusere på, hvad der foregik på Christiansborg og hos mange af de andre magtbastioner, som blev etableret op gennem det 20. århundrede. Ikke desto mindre ender Henrik Cavling måske alligevel med at få ret i sin profeti. For på godt og ondt er den skrevne og elektroniske presse i dag - hundrede år efter presserevolutionen - atter begyndt at hæfte sig mere ved idealforestillingerne om fagets fremtid hos dansk journalistiks mest fremtrædende enkeltperson. Det gælder også Henrik Cavlings egen avis. »Har de lagt mærke til det? At Politikens 1. sektion har skiftet karakter det sidste års tid eller to. Ikke dramatisk. Men alligevel ... Vi eksperimenterer med journalistik, der bestræber sig på at komme tættere på læserne«, forklarede Politiken eksempelvis sine læsere for et par somre siden, og avisen er ikke ene om at justere det redaktionelle fokus. 'Tættere på læserne' er således titlen på et større redaktionelt projekt på Berlingske Tidende i disse år, mens man i DR taler om at lave »fjernsyn i øjenhøjde« og diskuterer, hvordan man kan »styrke borgernes handleevne«. Disse forsøg på at nærme sig læsernes, lytternes og seernes interessefelter - og fra tid til anden at hjælpe offentligheden med at få løst mere eller mindre presserende problemer, som kan strække sig lige fra håndteringen af haveredskaber til løsningen af trafikproblemer og håndteringen af integrationsproblemer i lokalområdet - har været nogle nyhedsmediers svar på de udfordringer, som fremtiden førte med. Et nutidigt svar, som i slående grad minder om det fortidige idegrundlag for den store presserevolution. Men også på anden måde er danske nyhedsmedier i stigende grad begyndt at fremme fællesskaber med læserne, lytterne og seerne, og denne form for fælles foretagender kan paradoksalt nok føre til ny konkurrence om arbejdsfunktionerne på landets redaktioner. Ud over spindoktorers, pr-medarbejderes og andre såkaldte para(sit)-journalisters stadig mere systematiske forsøg på at bidrage til de rette vinkler og valg af kilder i nyhedsformidlingen, så er en ny profession begyndt at overtage stadig større dele af pressens arbejde på udenlandske redaktioner, og nu også så småt herhjemme. Borgerjournalister bliver denne nye profession kaldt, og bevæbnet med kameratelefoner og nye forestillinger om, hvad nyhedsmedierne bør bringe i fremtiden, udgør borgerjournalisterne både et potentiale og et problem. Denne nye redaktionelle konkurrent har et kolossalt rekrutteringsmateriale, og for redaktionelle ledere, som forsøger at rykke det redaktionelle fokus tættere på offentligheden i håb om at vende oplagsnedgangene, giver det god mening, at det er læserne, lytterne og seerne, som selv bidrager med de nyheder, som de i forvejen synes er mest interessante. Udviklingen rummer da også spændende potentialer, fordi pressens nyhedsnet, som hver dag gennemtrawler samfundet for store og små nyheder, pludselig får et langt større omfang og samtidig bliver mere fintmasket. Et forhold, som direkte har fået nogle udenlandske medier til at basere sig på borgerjournalister og kun have ganske få professionelt uddannede journalister til at varetage den endelige redigering og opsætning af nyhederne i de skrevne og elektroniske nyhedsplatforme, som bliver anvendt i dag. Ét er dog, hvad der på længere sigt er godt for de nyhedsorganisationer i ind- og udland, der for manges vedkommende er ejet og ledet af kommercielt tænkende mennesker, som gerne vil have positive, sorte bundlinjetal. Noget andet er, hvad der er godt for nutidens nyhedsformidlere, journalisterne, og nogle medieforskere fremhæver ligefrem i disse år, at mens nyhedsmedierne nok skal overleve på længere sigt, så er det et mere åbent spørgsmål, om den nuværende profession af nyhedsformidlerne vil gøre det. Mens den store danske presserevolution således førte til, at en ny profession - journalisterne - for hundrede år siden overtog stadig mere af den redaktionelle styring i pressen, så er nye presserevolutioner måske på vej til de danske redaktionslokaler. Alt sammen noget, som måske burde indgå i snakken i dag på Henrik Cavlings gamle arbejdsplads, når Politikens nuværende redaktører og medarbejdere fejrer bladets 121-års fødselsdag, mens alle vi andre nyhedsforbrugere - og måske fremtidige nyhedsformidlere - fejrer hundredåret for den store danske presserevolution.