6. marts 2009 udspilledes en sælsom ceremoni på et hotel i Genève: USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, overrakte en symbolsk ’reset’-knap til sin russiske kollega Sergej Lavrov, som han kunne have stående på sit skrivebord.
Den skulle angiveligt symbolisere, at de amerikansk-russiske forbindelser efter Georgienkrigens prøvelser nu skulle starte forfra på et konstruktivt grundlag. Hvad USA – med sin som sædvanlig overtydelige symbolik – ville sige til russerne var: ’vi bryder os ikke om, hvad I har gjort i Georgien, men vi anerkender nu, at det sydlige Kaukasus er jeres interessesfære. Der findes nu engang vigtigere ting at beskæftige sig med end Georgien, og vi kan f.eks. samarbejde om Afghanistan, Iran, terrorisme, våbenkontrol m.v.’. Selv om ceremonien ikke fik de store overskrifter, indebar den faktisk USA’s abdikation fra status som enesupermagt til en mere beskeden position som den ’første blandt ligemænd’, svækket af finanskollapset og dets stangen sig blodig i Irak og Afghanistan. Det var første gang, USA anerkendte en interessesfære efter den kolde krig. Dermed markerede ceremonien også afslutningen på en USA-domineret periode. Den ny tid indebærer samspil mellem et helt sæt af stormagter, inklusive Kina, Indien, Rusland, Brasilien og Frankrig (EU vedr. handels-, miljø- og klimapolitik). I Europas nærområde bør tilføjes Tyrkiet som opstigende stormagt. Vestlig værdipolitik er på retur til fordel for især energisikkerhed og klimapolitik. Globaliseringen lever videre særlig i finanssektoren og via internettet, men på de mere højpolitiske områder har vi set en deglobalisering.
