Der er billeder fra ens barndom, man altid vil huske, aftryk der har sat sig som helleristninger på ens hukommelse a la den dag i november, da jeg så jeg min genbo falde ned fra sit tag.
Manden var ved at lægge nyt tagpap, da han mistede fodfæste og rullede ud over vindskeden og forsvandt. Det hele tog mindre end fem sekunder og mindede om et klip fra en stumfilm. Hvad jeg aldrig har kunnet glemme, var den efterfølgende stilhed. Man forventer, at den slags uheld ledsages af en lyd, en form for afmelding, men det var ikke tilfældet, og således forblev snedkermester Nielsen i et frit fald, og det frie fald er, hvad denne Kronik handler om. De gamle grækere sagde, at man skal plante et træ for hvert barn man får. De gamle grækere sagde jo så meget, ikke desto mindre plantede jeg et morbærtræ, da min datter kom til verden for tyve år siden, og det vender vi tilbage til. Når ens barn når en vis alder, vokser det i mange sammenhænge én over hovedet, og en dag har poden pakket sydfrugterne alias emigrantens sparsomme rejsegods, der er stablet på reposen som et håndgribeligt bevis på, at noget er forbi. Når først man er kommet dertil, går resten meget hurtigt, pludselig står man i carporten med et vankelmodigt smil for bagefter at gå op ad havegangen med bukserne nede. Man har selvfølgelig vidst, at børn er lig med de sten, man ruller ned ad et bjerg, det kan kun gå én vej, og sådan skal det være. I dagene som følger, gør man som man plejer, livet går jo ikke i stå, fordi ens datter har rykket teltpælene op. Alligevel er man som manden, der faldt ned af taget, nemlig i frit fald. Med tanke på, hvor meget børn fylder i ens liv, undrer det, at de – når de flytter – efterlader sig så lidt. Der er i hvert fald kommet en ny stilhed i stuerne, en bemærkelsesværdig og uklædelig orden i køkkenet, badeværelset er altid ledigt og i baghaven står et legehus, som engang var Robinson Crusoes tømmerflåde og samme eftermiddag kejseren af Stormogulens slot. Heldigvis er man jo ikke født i går, så man stiver sig af med de daglige rutiner. Går i byen og køber den hornfisk, man ikke har kunnet få, fordi ens datter ikke brød sig om den, lissom man tillader sig at skrue op for Eric Satie, Fiorella Mannoia og Finlandia, hvor sidstnævntes forbrug af snedriver virker så overvældende, at man slukker for anlægget, accepterer stilheden og sætter sig hen til vinduet, hvorfra man kan se sin hustru rense fliser, bejdse udhuse, brænde ukrudt og styne træer. Arbejdsmoralen har aldrig fejlet noget, nu har den fået et strejf hen imod det maniske, og man spekulerer på, hvor meget der bliver tilbage af den oprindelige have.
