Sharialovgivningen er i sit princip uforenelig med demokrati. Både i den reelle og ideelle verden, skriver dagens kronikører. Hanna Michal Ziadeh er integrationskonsulent, Naser Khader MF for Det Radikale Venstre. En kamp mod sharialovgivning er ikke en kamp mod islam, men mod et samfundssystem, der ikke sikrer de mest fundamentale menneskerettigheder. Uanset om vi iagttager sharialovgivning, som den praktiseres i verden, eller om vi ser sharialovgivning som en idealiseret model, er den i sit udgangspunkt ikke forenelig med demokrati, menneskerettigheder og en række personlige frihedsrettigheder. Islam anser på lige fod med jødedommen og kristendommen familien som samfundets fundament. Problemerne opstår, fordi sharialovgivningen derfor også tager sit udgangspunkt i familien som enhed - ikke i individet. Det er også årsagen til, at sharialovgivningen inkluderer en række barbariske straffe mod det, der kan anses for at undergrave familien som enhed - herunder kvinders personlige frihed, utroskab, seksuelle forhold mellem mænd og kvinder, der ikke er gift, og homoseksualitet. Et andet og lige så væsentligt problem er, at sharialovgivningen anses for at være gudskabt. Den vedtages med andre ord ikke af folkets repræsentanter - men af Guds repræsentanter på Jorden, det vil sige præsteskabet - og den kan derfor heller ikke afskaffes på demokratisk vis. Man må som muslim forholde sig til dét udgangspunkt i stedet for at an- lægge en idealiseret a la carte-holdning til begrebet sharialovgivning. Da Det Radikale Venstre med stort flertal vedtog resolutionen 'Nej til sharialovgivning', gjorde vi det alene for at lægge afstand til sharialovgivning som samfundssystem og til de måder, som sharialovgivningen praktiseres på. Det handler om at tage afstand fra konkrete overtrædelser af menneskerettighe- derne - herunder stening af kvinder - som sharialovgivningen bl.a. er med til at legitimere, og som sharialovgivningen vel at mærke er den eneste lov- givning, der legitimerer. Resolutionen var ikke et nej til islam som religion. Den var ikke et 'Nej til Sharia'. Den var et 'Nej til sharia lovgivning' som samfundssystem. Resolutionen handlede ikke om, hvordan man som muslim praktiserer sin religion privat, men om, at vi ikke ønsker et samfund, hvor de religiøse forskrifter dikterer det offentlige rums regelsæt. Alligevel er det åbenbart blevet opfattet sådan. Politikens leder søndag 22. september sidestiller sharia med det amerikanske common law-system og hævder på den baggrund, at Det Radikale Venstre da ikke kan bede musli- mer om at lægge afstand til sharia. Resolutionens modstandere har argu- menteret for, at sharia er lig med islam, og/eller at sharia er kernen i troen for mange muslimer, at sharia ikke er ensbetydende med stening og andre umenneskelige afstraffelser, men at det er en fredelig og civiliseret måde for muslimerne at efterleve Guds vilje på. Hvis vi skal tro Politikens leder og resolutionens modstandere, er det umuligt at være muslim, medlem af Det Radikale Venstre og samtidig være modstander af sharialovgivning. Men det er ikke tilfældet. Man kan godt være praktiserende muslim og modstander af sharialovgivning. Men man kan ikke gå ind for sharialovgivning og samtidig kalde sig demokrat. Men hvad er så forskellen på sharia som personlig tro og som lovgivning? Sharia stammer fra det arabiske ord for 'vej'. Sharia er ikke, som mange tror, en samling af love og forskrifter. Den er en metode. Troen på sharia er et centralt islamisk princip baseret på en grundliggende islamisk forudsætning: at vejen til den islamiske tro hovedsageligt findes i islams to bærende søjler, Koranen og traditionen, henholdsvis Guds ord og den udvalgte profet Muhameds handlinger og anbefalinger. Sharialovgivningen derimod er det retlige system, der udspringer af denne centrale islamiske tro på, at mennesket skal underkaste sig Allahs vilje. Sharia-lovgivningen blev til efter profetens død. Den blev udviklet i 700-900-tallet og dannede grundlaget for det islamiske kalifat, hvor lovgivningen regulerede alle aspekter af samfundets opbygning - de økonomiske, politiske, familiemæssige og religiøse aspekter. Det er et historisk faktum. Da sharialovgivningen er skabt på baggrund af Koranen, Guds åbenbarede ord, profetens handlinger og befalinger, er den ifølge muslimske teologer skabt af Gud. Det eneste, mennesker kan gøre, er at 'realisere' den ved at udarbejde islamiske vejledninger på baggrund af Koranen og traditionen. I modsætning til demokratiet, som kan ændres af folkets repræsentanter, kan sharialovgivningen derfor kun ændres af Guds repræsentanter - det vil sige religionens mænd. Tror man på, at sharialovgivning har forret, så er der sket et skred. Derfor er det også en krænkelse af demokratiet at sammenligne sharia- lovgivningen med det amerikanske common law-system, sådan som Politi- kens lederskribent gør det. For forudsætningerne er ganske forskellige - common law-systemet er skabt af mennesker, det kan derfor ikke forventes at være perfekt, men kan forbedres gennem demokratiske afgørelser. Tror man på sharialovgivningen, tror man på et fuldkomment, retligt system, som man ikke kan sætte spørgsmålstegn ved. Mange praktiserende muslimer kæmper derfor imod sharialovgivningen - læs f.eks. én af de fremmeste forskere inden for euroislam, Bassam Tibi, der netop understreger, at det er sharialovgivningen, som gør forskellen, og derfor også den, man som moderne muslim bliver nødt til at lægge afstand til. Sharia kan som metode derfor godt danne grundlag for ens personlige over- bevisning, uden at man af den grund går ind for at indføre sharialovgivning som udgangspunkt for en stats forfatning. Sharialovgivningen dannede som sagt grundlag for det islamiske kalifat, der blev skabt efter profetens død og i stor udstrækning eksisterede indtil Os- mannerrigets opløsning i begyndelsen af 1920'erne. I de sidste 200 år, først i al-nahda, oplysningstiden, og derefter under nationalstaternes opbygning, kæmpede de progressive kræfter i de arabisk-muslimske samfund dog for at bryde det islamiske establishments monopol på retssystemet. Kampen mod sharialovgivning er langtfra ny. Efter Osmannerrigets opløsning har de forskellige lande i Mellemøsten valgt væsensforskellige strategier. Langt størstedelen af de muslimske lande har klart lagt afstand til sharialovgivningen som samfundssystem. Tyrkiet skabte med Atatürk i spidsen en fuldstændig sekulær lovgivning, der ikke bærer spor af sharialovgivningen. I den modsatte grøft finder vi Iran, Saudi-Arabien og Sudan, hvor sharia- lovgivning er indført som udgangspunkt for landenes forfatning og straffesystem. Sharialovgivning er delvist indført i Nigeria og Pakistan og var også Talebans grundlag i Afghanistan. Fælles for disse lande er et retssystem, hvor Guds vilje står over folkets vilje, hvor kollektivets rettigheder går forud for individets, hvor teologers ud- lægning af Guds ord går forud for den demokratiske debat, og hvor religion ikke er et privat, men et offentligt og institutionaliseret anliggende - i Saudi- Arabien bliver man straffet, hvis man ikke går til fredagsbøn i moskeen. Fælles er også, at sharialovgivningen i flere sammenhænge helt tilsidesætter fundamentale menneskerettigheder, og at der i alle historiske tilfælde er op- stået krænkelser af menneskerettighederne i sharialovgivningens kølvand. Til trods for de demokratiske bestræbelser, vi bl.a. ser i Iran i disse år, er spørgsmålet om, hvorvidt sharialovgivningen skal være udgangspunktet for konstitutionen, ikke til debat. Det er grunden til, at den reformvenlige iranske præsident Khatami møder stærk modstand blandt sharialovgivningens magtudøvere, qadierne, de muslimske dommere. De er uddannet i islamisk jura (fiqh) og har monopoliseret det juridiske system i den islamiske republik. Enhver form for kritik af sharialovgivningen som system bliver derfor også straffet, under dække af at være 'gudsbespottende' og undergravende over for nationen. Det er derfor i Iran heller ikke til debat, hvorvidt stening fortsat skal praktiseres som en del af sharialovgivningen. I Pakistan har man indført en skærpet blasfemilovgivning, der gør det mu- ligt at straffe fornærmelser af profeten Muhamed med dødsstraf. Retten til at udtrykke sig er derfor også underlagt sharialovgivningens regler. Da familien er udgangspunktet for sharialovgivningen, 'legitimerer' familiens beskyttelse en række brutale straffe i forhold til det, som religionens mænd anser for at undergrave familien som enhed. I alle de lande, som har indført sharialovgivning som samfundssystem, bliver kvinder, som bliver dømt for at have været deres mænd utro, stenet, og homoseksuelle, der bliver anset for at være 'perverse', bliver straffet enten med stening, piskning eller fængselsstraffe. I Iran inkluderer sharialovgivningen også, at seksuelle forhold mellem mænd og kvinder, der ikke er gift, kan medføre op til 100 piskeslag. At familien som enhed skal beskyttes, betyder også, at det er et statsligt, offentligt anliggende at værne om kvinders dyd. Derfor har man i lande med sharialovgivning gennemført en konsekvent kønsadskillelse, hvilket bl.a. be- tyder, at kvinder skal være tilslørede, når de forlader deres hjem. I Iran kan kvinder godt arbejde ude og færdes alene i det offentlige rum, men i både Nigeria og Saudi-Arabien resulterer kønsadskillelsen i, at kvinder nærmest lever under apartheidlignende tilstande, og at deres bevægelsesfrihed er stærkt begrænset. Sharialovgivningen danner primært grundlag for familielovgivningen. I Iran betyder det bl.a., at Khomeini efter den islamiske revolution i 1979 genindførte mænds ret til at gifte sig med fire koner. Mænd fik igen ret til at blive skilt, når de ønsker det, mens kvinders ret til at søge skilsmisse er stærkt be- grænset. Familielovgivningen betyder også, at piger kan blive giftet bort, når de er blot ni år gamle. Alt sammen med henvisning til traditionen. Mange lande i Mellemøsten (inklusive Iran) forsøger at revurdere og gen- fortolke sharia for at imødekomme de problemer, der er - bl.a. i forhold til kønsligestilling. Dermed være sagt at sharialovgivning ikke er en statisk stør- relse, og at vi ikke skal underkende de demokratiske bestræbelser, der finder sted i Mellemøsten. Det ændrer dog ikke ved, at man for at nærme sig men- neskerettigheder med udgangspunkt i individet bliver nødt til at lægge klart afstand til en række centrale kodekser i sharialovgivningen. De fleste lande i Mellemøsten, herunder Marokko, har indført et verdsligt retssystem og har kun fastholdt sharia som udgangspunkt for deres familielovgivning. Det vil sige, at de personlige anliggender og familieforhold er underlagt sharialovgivning, mens love vedrørende samfundsanliggender og politik er underlagt en verdslig, vestligt inspireret lovgivning. Men selvom disse lande altså har lagt afstand til f.eks. stening, er der stadig demokratiske problemer forbundet med sharialovgivningens indflydelse på familielovgivningen - ikke mindst i forhold til kvinders position. De centrale kritikpunkter, man kan nævne i den sammenhæng, er, at flerkoneri er tilladt, at kvinder i modsætning til mænd har svært ved at få tilkendt skilsmisse og, at de som oftest har meget svært ved at få tilkendt forældremyndighe- den over deres børn. I Marokko kan en kvinde heller ikke få udstedt et pas eller forlade landet uden sin mands samtykke. Der er med andre ord en række demokratiske knaster forbundet med sharialovgivning, der ligger ud over fænomenet stening. Det skriger til himlen, når nogle muslimer - herunder Sherin Khankan - derfor mener, at alt det, de ikke kan lide ved sharialovgivningen, kun er ment symbolsk eller bliver fejlfortolket. Den form for inkonsistent a la carte-holdning til sharialovgivningen nytter simpelthen ikke. I Saudi-Arabien, hvor halshugning, håndsafhugning og stening foretages jævnligt og ofte på åben gade, er det ikke symbolske, men helt konkrete handlinger. Diskussionen om symbolik minder betænkeligt om den diskussion, der eksisterede i forhold til kommunismen. Hver gang nogen påtalte den undertrykkelse, der fandt sted i kommunistiske lande, sagde kommunisterne, at det, der foregik, ikke var udtryk for 'sand' kommunisme. Problemet med den form for begrebsnuancering, som Sherin Khankan øn- sker at lancere, er, at den alene medfører begrebsforvirring. For hvordan skal vi nu til at omtale verden? Skal vi benytte Sherin Khankans enestående definition på sharialovgivning, hvor hun mener, at de ting, der sker i Iran og Saudi-Arabien, ikke er udtryk for 'sand' sharialovgivning, eller skal vi benytte den definition, som flere muslimske stater benytter sig af, og som adskillige hundrede millioner muslimer lever under? Skal vi fremover konsultere Sherin Khankans ønskeverden og sharialovgivning, 'som-den-burde-se-ud', eller bør vi fortsat forholde os til sharialovgivningen som den praktiseres? Vi synes jo ikke, der burde være den store tvivl, og hvis man spørger de mennesker, som lever i eller er flygtet fra lande med sharialovgivning, er de såmænd heller ikke i tvivl. Både i den reelle og ideelle verden er der problemer med at forene demokrati og sharialovgivning. Sherin Khankans pseudo-intellektuelle sondringer er i bedste fald studenti- kose - i værste fald en total mangel på respekt for og solidaritet med de mennesker, for hvem sharialovgivning er hverdag. Desuden er det lykkedes at lade diskussionen drukne det radikale ønske om at fordømme de konkrete steninger af kvinder i Iran og Nigeria. Det er et nødvendigt valg for muslimer at gøre op med sharialovgivningen som samfundssystem. Og det er det, for at man som muslim kan være i stand til at forene sin kulturelle og religiøse identitet med individets ukrænkelige menneskerettigheder, demokrati og fornyelse - på lige fod med både kristne arabere og danskere.